Strømpernes Konge bor i Kina

kommentarer
Erhverv / Hverdag

Strompe konge kina produktion

Hvis du fik strømper i julegave, så er der god chance for, at de kommer fra Datang. Den lille kinesiske by laver en tredjedel af alle strømper i verden. Og det hele begyndte med en enkelt mand, der kom til byen for 30 år siden.

Det skrev jeg om i Berlingske for nogle dage siden, og her får du en anden version af artiklen (for du skal selvfølgelig ned i kiosken og købe avisen på dødt træ eller frem med tavlecomputeren og læse den som app.)

Xu Leile siger selv, at han ved alt om strømper.

»Hør her,« siger den lidt over 60-årige mand og læner sig tilbage i stolen.
»Der er ingen, som ved mere om strømper end jeg. Hvis jeg ser en strømpe, så kan jeg se hvilken maskine, den er lavet på. Jeg er ekspert på strømper,« siger Xu Leile, der er direktør for Hua Zhong Socks.

Xu’s virksomhed ligger i Datang, som har cirka 60.000 indbyggere. Det er en lille by, der normalt ville forsvinde i en provins som Zhejiang, der er dobbelt så stor som Danmark, og hvor der bor 55 millioner mennesker.

I dag er Datang kendt for at lave strømper. Den er et typisk eksempel på, hvordan mange af de kinesiske klyngebyer er opstået. Og på den udvikling, som den kinesiske økonomi og virksomhederne har gennemgået under de seneste tre årtiers .

Datangs succes skyldes især Xu Leile, der kom hertil for første gang i 1978, da der kun boede omkring tusind personer i byen.

Xu sidder inde i byen på sit kontor, som han deler med to af sine sekretærer. Der sidder et par håndfulde andre medarbejdere i et lokale udenfor. Alle går med jakker på, for det er blevet vinter og temperaturen er faldet til lidt over ti grader i Sydkina, hvor der ikke er installeret varme i husene.

Xu Leile har lige bygget en ny fabrik, der ligger ti minutters kørsel herfra. Og der er ingen tvivl om, hvad hans 500 medarbejdere producerer derude. For her inde i hans gamle kontor ligger der strømper overalt. Tykke, tynde, lange og korte. De ligger ovenpå en af papirstakkene i vindueskarmen, på hjørnet af det ene skrivebord, der står en fyldt pose på det slidte flisegulv og faxmaskinen står ovenpå en stak med blå brochurer med billeder af Hua Zhongs strømper.

Egentlig var det the, som Xu Leile solgte, da han tilfældigt mødte en mand på en længere togtur i 1977. Manden fortalte, at han var ansvarlig for produktionen af strømper i en tekstilvirksomhed, der også lavede blandt andet skjorter.

»Jeg tænkte, hvordan kan strømper være vigtige nok til, at man har en mand ansat kun til det,« siger Xu Leile, der skiftede mening, da han så den statsejede fabrik, som han kort efter begyndte at arbejde for. Han skulle udregne kvoter.

»Det var under planøkonomien. Alt blev købt med rationering, så en provins fik for eksempel 50.000 par strømper,« siger Xu.

Sammen med fabrikkens ledere besluttede han sig for, at de skulle have en mere effektiv produktion og satse på strømper. Men det var svært. Dengang kendte Kina ikke til markedsøkonomi. Det var først i 1979, at Deng Xiaoping åbnede Kina og begyndte de reformer, der i dag har gjort landet til verdens andenstørste økonomi. Derfor kunne de ikke blot gå ud og købe noget udstyr, der var umuligt at få folk med den rigtige know-how, og endnu værre var det, at de ikke kunne få råmaterialer.
Men en af lederne havde forbindelser til Strømpefabrik Nummer 2 i Shanghai, der lånte dem nogle maskiner og sendte folk ud, der kunne træne Xu’s arbejdere i at bruge dem.

Xu havde lagt sin nye fabrik i sydkinesiske Datang, men det var stadig en danwei – altså en statsejet arbejdsenhed – som hørte under lokalregeringen i nordkinesiske Tianjin.

»Alt blev købt af lokalregeringen i Tianjin, så vi behøvede ikke at tænke på salg,« siger Xu Leile.

Den lille fabrik vokser fra de første otte maskiner og til snart at have 200. Efter et stykke tid bliver de udskiftet af elektriske maskiner, der er langt mere effektive. De gamle maskiner låner han ud til bønderne omkring Datang, der så kan bruge deres fritid og de stille vintermåneder på at producere strømper, som Xu så købte tilbage.
I 1982 beslutter Xu sig for at købe fabrikken, og den nye private virksomhed er grundlaget for Hua Zhong Socks, som den ser ud i dag. Samtidig sælger han 120 af de gamle maskiner til bønderne. Og det var sådan, at produktionen af strømper for alvor begyndte i Datang.

»Mange af bønderne begyndte for sig selv, så de fleste af virksomhederne i Datang kommer fra familierne dengang,« siger Xu, der ikke fortryder, at han på den måde selv var med til at starte stort set alle sine lokale konkurrenter.

»Nej, slet ikke. De maskiner tilhørte lokalregeringen, og de har også rost os for at fremme de lokales færdigheder,« siger Xu.

På den måde er Datang typisk for de mange klyngebyer, der er sprunget op rundt omkring i Kina, og hvor mange af dem begyndte for 30 år siden. Det er byer, hvor virksomheder og fabrikker er koncentret om produktionen af en enkelt ting. Som Datang og strømperne. Eller Yingkou og magnesium-produkter, Langfang og møbler, Zhili og børnetøj og så videre.

Der er da også fordele ved, at være så mange, der producerer de samme varer, samlet i et enkelt område. Det er for eksempel nemt for virksomhederne at købe materialer og vedligeholde maskiner, så man ikke behøver vente på for eksempel specielle reservedele. Ulempen er, siger Xu, at selv udenlandske købere ved, at der er en skarp konkurrence. Priserne er så lave, at nogle af fabrikkerne sænker prisen så meget, at de også bliver nødt til at sænke kvaliteten og snyde med materialerne.

Den kinesiske økonomi er i dag i en overgangsfase, og det er tydeligt at se i klyngebyerne. Mange af virksomhederne har fortjenester, der ofte ligger på få procent, og som en stærkere kurs på den kinesiske yuan hurtigt vil annullere for de virksomheder, der eksporterer deres varer. Men det er manglen på arbejdere, som er firmaernes største problem.

»Virksomhederne står over for nogle udfordringer i den kommende tid, men det er stigende lønomkostninger, som er den største«, siger Zhang Xiaobo, økonom ved International Food Policy Research Institute i Washington, der har forsket i de kinesiske klyngebyer.

»Enten skal de flytte deres virksomheder eller investere mere i maskiner, der kan erstatte arbejderne,« siger Zhang Xiaobo.

Vil de kinesiske klyngebyer så overleve? Ja, mener Zhang Xiaobo. Men der vil være et skifte fra for eksempel »Made in Datang« til »Designed in Datang«. Mange af lokalregeringerne har sendt delegationer til eksempelvis Italien for at lære om deres erfaringer med klyngebyer og industrialisering.

»Der vil være et skifte fra klyngebyer som et centrum for produktion til et centrum for handel og design, mens produktionen vil være outsourcet,« siger Zhang Xiaobo.

For at overleve er virksomhederne i de senere år flyttet længere og længere ind i Kina til regioner, hvor omkostningerne er lavere. Men forskellene er i dag ved at være udlignet. Derfor forudser Zhang Xiaobo, at der i de kommende år vil være flere investeringer i mindre udviklede lande som Bangladesh eller Etiopien, som har et stort overskud af arbejdere.

Xu Leile har da også overvejet at flytte produktionen til udlandet. Men det vil være for besværligt, mener ha, og der er ikke nogen grund til det lige nu. For det går godt for Hua Zhong Socks, der ifølge Xu havde en omsætning på 80 millioner yuan (cirka 75 millioner kroner) sidste år. De ændrede produktionen i 2004 og specialiserede sig indenfor militær- og sportsstrømper. Det var der ingen, som interesserede sig for dengang, og derfor har de et forspring i dag, mener Xu.

Så er Xu Leile strømpernes konge? Han griner og siger, at der er andre virksomheder, som har større markedsandele og tjener flere penge. Men at han, som sagt, er ekspert på strømper. Han hæver stemmen, og holder en kollektionsprøve på et par tykke, grønne sokker op i luften for at understrege sin pointe:

»Da vi kom her i 1978, det var som at plante et frø. Vi var de første. Og på det tekniske, så er jeg kongen,« siger Xu Leile.

Nogle af de kinesiske klyngebyer:

Suihua – tekstil og lærreds produkter
Yingkou – magnesium produkter
Tonghua – medicinal-industri
Dandong – måleudstyr
Yantai – vin, trøjer
Linyi – landbrugsudstyr
Wuxi – elartikler og elektriske biler
Zhili – børnetøj
Shaoxing – perler, slips
Changsha – fyrværkeri
Quanzhou – vandrør og blikkenslager produkter
Shantou – legetøj, undertøj
Langfang – møbler
Hengshui – plastic
Taiyuan – rustfrit stål
Baoji – titanium produkter
Yichang – fosfor-kemikalier
Bishan – motorcykler
Zunyi – kinesisk brændevin
Huizhou – sko
Zhongshan – maskiner, elektronik

Skribent

Hurtige klik fra Kina af Kim Rathcke Jensen. Jeg er journalist og BA i kinesisk. Jeg bor i Beijing, hvor jeg arbejder som Politikens korrespondent i Kina og Asien.

2 Kommentarer

  1. God læsning. Jeg troede nu der var mig der var strømpekongen, men jeg kan godt se at jeg tager gruelig fejl. Det er helt vildt at en trejdedel af alle strømper bliver lavet der. Har de en hjemmeside eller anden kontaktinformation? Det kunne være vildt at komme ned og se fabrikkerne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *