Kinesisk nytår (II): Kina i 2012

Skriv en kommentar
Erhverv / Internettet / Kultur / Medier / Miljø / Politik

Kina tegn zodiac Hvad var de største begivenheder i Kina i 2011? Det kan du læse i min opsamling fra i mandags, der var dagen efter den kinesiske nytårsaften. Her får du et bud på, hvad der så kommer til at ske i 2012.

Det er notorisk svært at spå om fremtiden i Kina. Det ved for eksempel Gordon Chang, der for 11 år siden forudså, at Kina og Kinas Kommunistpart ville kollapse inden ti år.

Men det kan også være svært at se blot få måneder ud i fremtiden. For der skal kun en enkelt gnist til at starte en hel præriebrand, som Mao Zedong så nogenlunde skulle have skrevet engang. Så hvor mange af de store begivenheder i 2011 kunne man have forudset på forhånd? Ikke mange. Det var gnister som optøjerne i Wukan, togkatastrofen i Wenzhou og Guo Meimei, der var med til at forme året.

Den slags vil der komme mere af i 2012. Det er nemt at forudse. Det interessante bliver, hvordan kineserne og staten vil reagere på dem. Og her er svaret – på stort set samme måde. Hvis ikke voldsommere.

Velhavende piger der keder sig, som Guo Meimei, vil fortsætte med at flashe deres rigdom og tiltrække almindelige kineseres vrede. For skellet mellem rig og fattig vokser i Kina, og den sociale ulighed vil fortsætte med at vokse i 2012.

Der vil også komme katastrofer og begivenheder som togkatastrofen i Wenzhou, hvor lokale, provins- og centralmyndigheder skal reagere og stå til ansvar for offentligheden.

Reaktionen ligger i ryggraden på dem. I Wenzhou forsøgte man for eksempel at begrave den ene togvogn, før den kunne undersøges for tekniske fejl, man betalte klækkelige kompensationer til ofrenes familier, der til gengæld lovede at holde kæft, og der kom modstridende oplysninger og bortforklaringer fra embedsmænd, der tumlede rundt i medierne som klovne. Resultatet blev forståeligt nok en voldsom og vred reaktion fra kineserne. Hvorefter Jernbaneministeriet og de andre myndigheder lovede at komme med en stor og uvildig undersøgelse. Den kom for kort tid siden. Og den svarede ikke på de centrale og vigtigste spørgsmål.

Men løfterne om forbedringer er der stadig, og de bliver gentaget af politikere på TV og i propagandaartikler. Men det bliver ikke fulgt op med reformer og politiske initiativer. Se for eksempel på den store mælkeskandale fra 2008, hvor mindst seks børn blev dræbt, 300.000 blev syge, og hvor kritiske og åbenmundede forældre blev forfulgt og fængslet. En af skandalens hovedpersoner var borgmesteren i Shijiazhuang, som der blev fjernet fra posten, men som i denne uge dukkede op på en højere stilling i Hebei provinsen. Han blev altså forfremmet. Myndighedernes største lære fra Wenzhou er nok, hvordan man bliver bedre til at håndtere en krise i en tid, hvor der nu 250 millioner brugere af mikroblogs i Kina.

Det samme er nok læren fra optøjerne i Wukan. Vil staten endelig gå ind og garantere en fair behandling af de bønder, der får stjålet deres jord af lokale embedsmænd og politikere? Det lovede selveste premierminister Wen Jiabao i sidste uge, men også i Kina er det ikke interessant, hvad politikerne siger, men derimod hvad de gør. Og der er ikke nogen konkrete forslag på bordet.

I det hele taget vil der næppe komme store politiske forslag i 2012. For den altoverskyggende begivenhed er den store partikongres til efteråret. Det er kun fjerde gang siden 1949, at der ved et sådan skifte kommer ny præsident, premierminister og de fleste andre topledere i regering, parti og hær.

Derfor er ro og stabilitet det overordnede tema i det næste år. Så selv enorme spørgsmål om, hvordan Kina får opbygget en bæredygtig og grøn økonomi, der er mindre afhængig af investeringer og eksport, glider i baggrunden. Især fordi, jo, en voksende økonomi i 2012 bliver en svær balancegang, men det lader til, at regeringen har fået styr på væksten på i hvert fald kort sigt.

Mange i Vesten er dog besatte af, hvornår Kina overhaler USA som verdens største økonomi og er nærmest forundrede over udviklingen, som næppe kom bag på de fleste, der har beskæftiget sig med Kina i det seneste årti.

Kina har faktisk allerede fået den økonomiske førsteplads på mange områder, og egentlig er det da også blot et spørgsmål om simpel matematik, hvornår verdens mest folkerige nation og dens 1,4 milliarder indbyggere igen bliver verdens største økonomi, som den var indtil midten af det 19. århundrede.

Og så alligevel. Det er for eksempel sociale gnister, som dem ovenover, der kan få den ellers forudsigelige kurs til at slingre for de ledere, der kommer til at føre Kina ud af 2012.

Hvem er så det? Det vil være en overraskelse, hvis det ikke bliver Xi Jinping, som bliver præsident. Dernæst bliver det nok Li Keqiang, der bliver premierminister, men Wang Qishan bliver også nævnt som kandidat.

Derimod er der mere tvivl om de mange andre pladser, som der har været vild intern kamp om i de seneste år. For eksempel var der megen opmærksomhed på, hvordan Guangdongs partisekretær Wang Yang klarede krisen i Wukan.

Hvorfor? Kort fortalt er der to fløje i partiet, hvor den ene er fra »ungdomsligaen« og er de folk, der gjorde karriere og steg gennem graderne i partiet efter Mao Zedong. De andre er »prinserne,« som er efterkommere af partiets aristokrati.

Her er Wang Yang og Bo Xilai to gode eksempler. Wang står i spidsen for det moderne Guangdong, der med sin enorme eksport er en af Kinas rigeste provinser, men som også plaget af social uro og utallige strejker på de mange fabrikker, hvor arbejderne kræver højere lønninger.

Og så Bo Xilai, der er efterkommer af en af partiets »otte gamle,« der var en hård kerne omkring Mao Zedong, og som i dag er partisekretær for Chongqing i det centrale Kina. Et byområde, der var plaget af organiseret kriminalitet, men som Bo fik renset ud med tvivlsomme men hårdtslående juridiske metoder og revolutionære sange og røde løfter om gamle dage.

Andre navne, der er kandidater til topposter, er for eksempel den tidligere leder af statsejede Sinopec, Su Shulin, og Hebeis midlertidige guvernør Zhang Qingwei. Men der er utallige andre personer og spørgsmål omkring kongressen, som for eksempel om Hu Jintao beholder sin formandspost i militærkommissionen som Jiang Zemin før ham.

Derfor vil 2012 på mange måder blive en gentagelse af 2011. Endnu mere og stadigt bedre censur af medierne og internettet, flere »forsvindinger« af kritikere, et stadig svagere juridisk system, ingen større reformer, og et Kina, der godt hjulpet på vej af en stærk økonomi vil udstråle stadig mere global selvsikkerhed fra Davos til det Sydkinesiske Hav.

Så hvordan ser verden ud fra Zhongnanhai? Her ser man ingen grund til at ændre på en opskrift, der virker. Det vigtigste er social kontrol og partiets legitimitet, som skal sikre partiets fortsatte magt.

Skribent

Hurtige klik fra Kina af Kim Rathcke Jensen. Jeg er journalist og BA i kinesisk. Jeg bor i Beijing, hvor jeg arbejder som Politikens korrespondent i Kina og Asien.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *