Kina og Syrien: Hvorfor stemte Kina nej?

Skriv en kommentar
Politik / Sikkerhedspolitik

Kina stemme fn

Yang Haipeng er en kinesisk kvinde og journalist, der bor i Shanghai. Hun vil gerne sige undskyld.

»På vegne af alle kinesere vil jeg gerne undskylde overfor det syriske folk. Det var ikke vores beslutning, og vi var ikke med til at stemme om det,« skrev Yang på Sina Weibo, der med sine 250 millioner brugere er den mest populære af de kinesiske mikroblogs. Her har der i de seneste dage været hed debat om Kina og Syrien, og Yang er en af dem, der ikke er enig med sin regering, som hun fortalte til omverdenen og de 160.000, der følger hendes mikroblog på Sina.

Kina har sammen med Rusland nedlagt veto mod en resolution i FNs Sikkerhedsråd, der ville opfordre Syriens præsident Assad til at træde tilbage.

Hvorfor?

Først og fremmest fordi Kina selv har store problemer inden for landets grænser, der blandt andet involverer etniske sammenstød med tibetanere og uighurere. Beijing vil ikke have omverdenen til at blande sig.

Kina har en dyb modstand mod humanitære interventioner, og regeringen mener, at FNs resolution ville krænke Syriens suverænitet. Det er man overfølsomme for i Zhongnanhai, for Kina kunne hurtigt ende i en lignende situation. Især netop nu.

For få dage siden offentliggjorde det statslige nyhedsbureau Xinhua, at man ville sende 8.000 flere politimænd til den vestlige Xinjiang provins, der ligger på grænsen til blandt andet Pakistan, Afghanistan, Indien og Rusland.

Læs også – Urolighederne i Xinjiang: Tidslinje

Der har været uro i Xinjiang i årtier, og det fortsætter. I 2009 kostede blodige optøjer mellem han-kineserne og de muslimske uighurere mindst 200 personer livet, og sikkerhedsstyrker har siden sat sig på provinsen, der også i månedsvis blev afskåret fra internet og fra at kunne bruge SMS på mobiltelefoner.

Det samme er netop sket i den Autonome Region Tibet og i de tibetanske områder i Sichuan, Gansu og Qinghai provinserne, hvor der flere steder i weekenden blev lukket for internet og SMS. Det kommer efter flere ugers sammenstød mellem tibetanere og sikkerhedsstyrker, der nu har afskåret områderne fra omverdenen. Flere demonstranter skulle være døde. Så sent som fredag skulle tre tibetanske hyrder ifølge organisationen Free Tibet også have sat ild til sig selv. Det har i alt 19 personer – flest munke og nonner – gjort i det seneste år.

Den officielle forklaring er, at uroen i Xinjiang og i de tibetanske områder skyldes separatister, der vil splitte Kina. Den begrundelse vil ikke ændre sig, og det vil taktikken heller ikke.

Især ikke i 2012, hvor Kina står over for det største magtskifte i ti år, hvor der kommer ny præsident, premierminister og store udskiftninger og omrokeringer blandt de 200 øverste ledere i Kinas Kommunistpart og dermed i et-partistaten Kina. Her er ingen af de nye ledere interesserede i at komme galt af sted med politiske vovestykker som en resolution mod Syrien.

Læs også – Menneskerettigheder og pressefrihed: to nye rapporter om Kina i 2012

Samtidig er ytringsfriheden og menneskerettighederne i Kina kommet under voksende pres siden 2008. Ikke alene med store sager som for eksempel den fængslede Liu Xiaobo, der modtog Nobels Fredspris i 2010. Eller med kunstneren Ai Weiwei. Eller den blinde advokat Chen Guangcheng, der stadig sidder i husarrest. Men også gennem omfattende kampagner hvor hundreder af advokater, kritikere, akademikere, journalister og almindelige borgere er blevet kidnappet og truet til tavshed af politiet. Uden at der er hjælp at hente fra retsvæsenet, der er kommet under alvorligt pres, og hvor dommene først og fremmest skal tjene Kinas Kommunistparti. I en parentes – i Kina hører domstolene under partiet og er ikke uafhængige som i Danmark.

I 2011 begyndte Kina også at markere sig stærkere i farvandene ud for dets kyster, hvor der er stridigheder med nabolande som Filippinerne, Japan og Vietnam om grænsedragningen. Den officielle holdning er, at Kina fredeligt forsvarer sine interesser, som udlandet ikke skal blande sig.

Derudover er der voksende social uro i Kina, hvor uligheden mellem rig og fattig også vokser, og hvor der kommer flere sammenstød mellem borgere og myndigheder. Ytringsfriheden bliver stadig mere indskrænket gennem for eksempel censur på internettet. Men samtidig vokser borgernes bevidsthed om deres rettigheder, som man så under for eksempel togkatastrofen i Wenzhou.

Læs også – Kinesisk nytår (II): Kina i 2012

Der er kort sagt lagt op til konflikter i Kina, og det skal udlandet ikke blande sig i. Derfor siger regeringen fra over for værdibaserede resolutioner, der ifølge deres mening overskrider et lands suverænitet.

For Beijing har ikke glemt demonstrationerne på Den Himmelske Fredsplads i 1989, hvor måske flere tusinder døde i en begivenhed, der har formet kinesiske politik i over to årtier, og som resulterede i politiske sanktioner og en våbenembargo, som stadig gælder i dag.

Hvis de vestlige politikere pludseligt skulle glemme deres økonomiske afhængighed af Beijing og begyndte at overføre de samme værdier til Kina og de 1,4 milliarder indbyggere, så kunne Zhongnanhai en gang i fremtiden blive de næste, der skulle stemmes om i FNs Sikkerhedsråd.

:: Foto fra Sohu

Skribent

Hurtige klik fra Kina af Kim Rathcke Jensen. Jeg er journalist og BA i kinesisk. Jeg bor i Beijing, hvor jeg arbejder som Politikens korrespondent i Kina og Asien.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *