Magtkamp i Kina: Hurtig analyse

Skriv en kommentar
Politik

W020071015403756722350

Kina er måske på vej mod en af de største politiske magtkampe i flere år. Den involverer ikke alene en højtprofileret politimand, men går hele vejen op til de mest fremtrædende toppolitikere og de 24 mest magtfulde mænd i landet.

Magtkampen kan ende med at få konsekvenser for efterårets partikongres i Beijing, der er den største politiske rokade i ti år. Kina skal ikke alene have ny præsident og premierminister, men også gennem en massiv rokade der involverer de fleste toppolitikere i et-partistaten.

Hvis det er den karismatiske Bo Xilai, der er det egentlige mål for kampagnen, og som er på vej til at blive efterforsket for korruption, så er det en markant optrapning af den magtkamp, der er blevet ført i partiet i de seneste år for at positionere sig til efterårets kongres.

Bo Xilai er en af de 24 mænd, der sidder i Kinas Kommunistpartis Politbureau, som er den lille lukkede og magtfulde gruppe, der regerer et-partistaten Kina. Ni af dem er medlemmer af Politbureauets Stående Komite, der er den absolutte indercirkel, som Bo håber at blive medlem af.

Det er utænkeligt, at en efterforskning om korruption kan blive sat i gang mod et af politbureauets medlemmer uden at der er opbakning til det fra centralt placerede og magtfulde personer.

Det er overraskende, at det får lov til at udspille sig netop nu, hvor der er meget kort tid op til kongressen, der er den største politiske begivenhed i ti år, og hvor Beijing vil have ro i geledderne.

Samtidig ligner det også et levn fra gamle dage, hvor en giftig kronik eller artikel i Folkets Dagblad kunne køre en hvilken som helst persons karriere ud på et sidespor. Det var i medierne, at man fandt ud af hvilken vej de politiske vinde blæste fra partitoppen i Beijing.

Indtil videre er det stadig kun spekulationer, om det er Bo, som rent faktisk er målet, eller om det er Wang. Men uanset hvad, så kommer det på et uheldigt tidspunkt for Bo Xilai, der på ingen måde har brug for uheldig opmærksomhed inden kongressen. Ellers kan han, som David Kelly lige har fortalt mig over telefonen, godt vinke farvel til sin post i Politbureauets Stående Komite og hurtigt ende med igen blot at blive handelsminister.

Skribent

Hurtige klik fra Kina af Kim Rathcke Jensen. Jeg er journalist og BA i kinesisk. Jeg bor i Beijing, hvor jeg arbejder som Politikens korrespondent i Kina og Asien.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *