Magtkamp i Kina: Chongqing vs. Guangdong

Skriv en kommentar
Politik

Bo xilai Wang Lijun er blevet en del af en magtkamp, der involverer de 24 mest magtfulde mænd i landet. Sagen kan have indflydelse på, hvem der bliver ledere i de næste fem år, og den kan være med til forme landets politiske og økonomiske kurs i de kommende år.

Wang var tæt knyttet til den karismatiske Bo Xilai, der er en af de mest magtfulde politikere i Kina. Han er partisekretær – i Kina er det en stilling, som er højere end borgmester – for Chongqing. Bo Xilai er også et af de 24 medlemmer i Kinas Kommunistpartis Politbureau, der er den lille og lukkede gruppe, som står i spidsen for parti og nation. Ni af mændene er også med i Politbureauets Stående Komite, der er den absolutte indercirkel, som Bo håber at blive medlem af, når der til efteråret er partikongres i Beijing, hvor der også skal findes for eksempel ny præsident og premierminister.

Sådan en forfremmelse ville normalt ske gennem studehandler og personlige netværk. Men Bo har mange modstandere, og derfor har han i stedet prøvet at markere sig gennem en folkelig opbakning.

Blandt andet ved sin og Wangs kamp mod organiseret kriminalitet i Chongqing, hvor de hurtigt fik anholdt, dømt og henrettet flere af byens største mafiabosser, og hvor mindst 1.000 personer blev anholdt. Meget populært blandt kineserne generelt, men upopulært blandt juridiske eksperter, for det var en kampagne som gik uden om centrale personer, og som skete med tvivlsomme metoder.

Samtidig har Bo Xilai, hvis far, Bo Yibo, var »ba da yuanlao,« en af De Otte Gamle grundlæggere af Kinas Kommunistparti, også ført sig frem som en neo-maostisk Silvio Berlusconi. Den konservative Bo har blandt andet arrangeret koncerter med klassiske propagandasange, fået revolutionære tilbage på TV og opfordret byens studenter til at tage på landet og lære fra bønderne. Chongqing er i dag kendt som »Den Røde Hovedstad.«

Det er blandt andet det, som magtkampen også handler om. På den modsatte fløj står Wang Yang, der er partisekretær i Kinas rigeste provins, Guangdong, hvis økonomi så nogenlunde er på størrelse med Indonesiens. Wang står for reformer og en mere åben og liberal politik.

Eller som Bo Xilais støtter vil sige, så er Wang Yang symbolet på det, der er galt med det moderne Kina og de seneste 30 års økonomiske og politiske reformer, hvor Kinas Kommunistparti har tabt sit moralske kompas og ladet hånt om de kinesiske værdier.

Derfor er det sådan nogle som Wang Yang, altså »liberale anti-kommunistiske kræfter,« der kontrollerer internettet, og tillader negative og falske informationer om politidirektøren fra Chongqing at vokse, som der står i det konservative magasin Utopia.

Men selvom Bo skulle ende med at tabe ansigt, så vil »røde kræfter rejse sig og knuse de liberale anti-kommunistiske kræfter,« skriver magasinet:

»Masserne vil komme til fornuft og vil nægte at blive ført bag lyset og snydt,« som der står i artiklen.

Derfor handler Wang Lijuns sag ikke alene om, hvem der kommer til at regere Kina i de næste op til ti år, men også om den politiske og økonomiske kurs for landet. Nogle analytikere, som blandt andre Russel Leigh Moses, der er professor og i øjeblikket tilknyttet Renmin University i Beijing, mener, at dette måske er slutningen på »Chongqing modellen,« som han skrev i sidste uge på Wall Street Journals kina blog.

Flere eksperter, som for eksempel David Kelly, der er ekspert i Kina og leder af den politiske tænketank China Policy i Beijing, mener, at Bo Xilai er i vanskeligheder.

»Chongqings beskidte vasketøj er fascinerende, men jeg er mere interesseret i, hvad der kommer til at ske i fremtiden for Chongqing modellen,« siger David Kelly over telefonen.

For udover blot at handle om Bo Xilai og lov og orden handler den også om blandt andet landreformer, uddannelse, social sikkerhed og andre eksperimenter, hvoraf flere blev sat i gang før Bo kom til Chongqing i 2007. Derfor har de ikke hans giftige navn på sig, og derfor kan de måske få lov til at fortsætte uanset om Bo Xilai falder, og hvad der bliver resultatet af magtkampen.

Som der står i mandagens Wall Street Journal:

“You’re really talking, I think, about development models, where China goes from here,” says Joseph Fewsmith, an expert on Chinese elite politics at Boston University. “This takes on much broader ideological dimensions than anything we have seen in 20 years.”

Skribent

Hurtige klik fra Kina af Kim Rathcke Jensen. Jeg er journalist og BA i kinesisk. Jeg bor i Beijing, hvor jeg arbejder som Politikens korrespondent i Kina og Asien.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *