Folkekongres i Beijing: Kommunister og millionærer

Skriv en kommentar
Politik

201032391556586 500x332 shkl

I dag begynder Den Nationale Folkekongres i Beijing. Det er et stykke politisk teater, hvor instruktør og de 3.000 delegerede skuespillere holder sig til manuskriptet, og hvor de blot debatterer og vedtager de forslag og love, som bliver præsenteret for dem af Kinas Kommunistparti.

Og så alligevel – man skal ikke afskrive Folkekongressen. Det er også ti dage fyldt med lobbyisme, hvor de magtfulde delegerede forsøger at påvirke regeringens beslutninger, og hvor der er netværk og forhandlinger, som former Kinas fremtid og fremtidige ledere. Især i år, hvor Folkekongressen er den sidste inden efterårets store kongres i Kinas Kommunistparti, der kun holdes hvert femte år, og hvor der denne gang skal vælges nye ledere for Kina i den største politiske rokade i ti år.

Folkekongressen – der svarer til det kinesiske parlament – vælger ikke lederne i partiet. Men mange af Folkekongressens medlemmer tilhører eliten i Kinas Kommunistparti. Nogle af dem sidder i Centralkomiteen, der består af 300 personer, eller i Politbureauet, der har 25 medlemmer, eller de sidder i centrum af et-partistaten i Politbureauets Stående Udvalg, der består af ni mænd.

Og hvis man ikke sidder der, så bruger man Folkekongressen og sit netværk til at manøvrere sig ind i eliten. Det kommer flere af provinsernes partisekretærer og guvernører til at gøre i denne uge inden Folkekongressen slutter og det står mere klart, hvem der blev forfremmet eller ej.

Hvem er så de 3.000 medlemmer af Folkekongressen?

De tilhører eliten i Kina. Sidste år tjente de 70 rigeste kinesiske politikere mere end den samlede formue af de 660 medlemmer i den amerikanske regering, højesteret og kongres til sammen.

I 2011 tjente kineserne 65 milliarder kroner, så deres formue landede på i alt cirka 515 milliarder. På de amerikanske bankbøger står der derimod kun omkring 43 milliarder kroner.

De amerikanske tal er fra Center for Responsive Politics i Washington. Og den kinesiske statistik kommer fra Hurun Report, der er et analysefirma i Shanghai, som hvert år udgiver en liste over de mest velhavende kinesere.

Men det er kun et skøn. For den slags informationer er svære at få i Kina, og rige kinesere har gode grunde til at skjule deres rigdom. For hver ny milliardær, som Hurun sætter på listen, vil der være en, som de ikke opdager, som Rupert Hoogewerf, der er chefresearcher for Hurun, sagde forleden til Bloomberg.

Selvom Kina er verdens andenstørste økonomi, så er bruttonationalproduktet per indbygger lavt. Ifølge Verdensbanken ligger Kina nede på en samlet 98. plads klemt inde mellem Makedonien og Angola på hver sin side.

Folkekongressen består blandt andet af folk som Zong Qinghou. Han har en formue på anslåede 63 milliarder, og han er Kinas andenrigeste mand. Han har fået sin formue ved at grundlægge Hangzhou Wahaha Group, der blandt andet laver læskedrikke.

En anden milliardær, Lu Guanqiu, kommer også til Beijing. Han har tjent sin formue på reservedele til blandt andet Ford og Toyota og investeringer i alt fra landbrug til tekstiler. Lu rejste for få uger siden rundt med Kinas kommende præsident, Xi Jinping, på hans officielle besøg i USA.

Kinas rigeste kvinde kommer også. Wu Yajun og sin familie har tjent deres formue på over 40 milliarder kroner på ejendomme og byggeprojekter i de største kinesiske byer.

Det er mænd og kvinder, hvis formuer er vokset ud af de seneste 30 års økonomiske reformer og gennemsnitlige vækstrater på over ti procent om året. For eksempel begyndte Zong Qinghou ved at sælge mælk i en lille kiosk på en skole i 1980erne. Lu Guanqiu reparerede cykler på gaden.

De andre medlemmer af Den Nationale Folkekongres er direktører fra de store statsejede virksomheder, generaler, akademikere, ministre, guvernører, politikere og provinsernes partisekretærer.

Et af de store emner for de 3.000 delegerede bliver netop reformer, og hvilken vej Kina skal gå økonomisk og politisk i det næste årti. Men den debat vil næppe nå ud i offentligheden. For den er en del af magtkamp, der foregår blandt de øverste i Kinas Kommunistparti, som ifølge analytikere er vokset til at være en af de største ideologiske kampe i et to årtier.

Til efteråret holder Kinas Kommunistparti nemlig sin fem-årlige partikongres, som jeg nævnte her ovenover. Her skal partimedlemmerne vælge ny præsident, premierminister og de fleste andre topposter i et-partistaten. Flere af dem vil blive siddende i de næste to perioder på i alt ti år.

Kampen om Kinas fremtid er blevet personificeret af to af landets mest berømte politikere.

På den ene side står den 62-årige Bo Xilai, der er partisekretær for det enorme byområde Chongqing, der i dag er kendt som Kinas røde hovedstad. Han vil tilbage til gode kommunistiske dyder og klassisk Maoisme, samt have solid kontrol over økonomien.

Over for ham står den 56-årige partisekretæren Wang Yang fra Guangdong, der er Kinas rigeste provins. Han vil satte på erhvervslivet og give staten en mindre rolle samt i nogen grad have politiske reformer.

Begge går også efter topposter i Kinas Kommunistpartis Stående Politbureau, der i dag består af ni personer, som er de øverste i et-partistaten.

Men Bo Xilai fik alvorlige ridser i sin røde lak, da en af hans tætteste allierede, politichef og viceborgmester Wang Lijun, i februar flygtede til det amerikanske konsulat i Chengdu. Officielt fordi Wang fik et sammenbrud på grund af »stress.« Siden har Bos støtter også forsøgt at distancere sig fra Wang, hvor blandt andre Chongqings borgmester tidligere på ugen affærdigede ham som »syg.«

Wang er ved at blive efterforsket. Hvorfor? Det er der stadig ingen offficel udmelding om. Uofficielt er der utallige spekulationer om blandt andet korruption, der truer med at rive Bo Xilai med i faldet.

Bo har endnu ikke selv kommenteret sagen offentligt. Under Den Nationale Folkekongres er det normalt premierminister Wen Jiabaos tale – Kinas svar på den amerikanske »State of the Union« – der er højdepunktet, men hvis Bo vælger at holde en pressekonference, kan det være første gang, at han kan blive presset til offentligt at tale om Wang Lijun.

Og under alle omstændigheder vil det være Bo og magtkampen omkring ham, som vil blive det store tema i år.

Skribent

Hurtige klik fra Kina af Kim Rathcke Jensen. Jeg er journalist og BA i kinesisk. Jeg bor i Beijing, hvor jeg arbejder som Politikens korrespondent i Kina og Asien.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *