Wen Jiabaos sidste pressekonference: Kina har brug for reformer

Skriv en kommentar
Diverse

122833702 91n 500x368 shkl

Det var stærke ord, som premierminister Wen Jiabao kom med i går i Beijing. Men mente han det?

Folkekongressen slutter altid med, at premierministeren holder pressemøde. Og det er en stor begivenhed. For det er sjældent, at de kinesiske politikere som Wen Jiabao stiller op til den slags møder, hvor de risikerer at få både spontane og kritiske spørgsmål. Derfor går selv en populær og folkekær politiker som Wen stort set kun ud og taler med den kinesiske og udenlandske presse en enkelt gang om året. Altså i går.

Det var dog et noget usædvanligt møde. For det er sidste gang, at den 69-årige Wen Jiabao holder pressemøde som premierminister. Til næste år træder han tilbage efter to perioder og ti år på posten.

Til efteråret er der nemlig partikongres i Kinas Kommunistparti. Det sker kun hvert femte år, og denne gang skal partimedlemmerne vælge ny præsident, premierminister og hundreder af de mest magtfulde stillinger i et-partistaten.

»Det er sidste gang, at jeg mødes med jer,« sagde en noget bevæget Wen Jiabao, der som en afskedssalut opfordrede til, at Kina sætter skub under de politiske reformer.

»Reformerne har nået et kritisk punkt. Uden succesfulde politiske reformer er det umuligt for os til fulde at gennemføre de økonomiske strukturændringer, og det vi hidtil har opnået kan gå tabt,« sagde Wen.

»De nye problemer, der er dukket op i det kinesiske samfund, vil ikke blive grundlæggende løst, og historiske katastrofer som Kulturrevolutionen kan ske igen,« advarede Wen Jiabao.

Det er sjældent, at kinesiske ledere går ud på denne måde og taler om Kulturrevolutionen. Mao Zedong begyndte kampagnen i 1966, hvor Kina blev kastet ud i et ti år langt kaos med millioner, der blev forfulgt og hundredetusinder dræbte.

Wen Jiabao har utallige gange talt om politiske reformer, men det er hans hidtil stærkeste opråb.

Kommentaren er også en del af magtkampen i partiet, og rettet mod Chongqings ambitiøse partisekretær Bo Xilai, der går efter en toppost i partiet til efterårets kongres. Bo er neo-maoist, der blandt andet har genindført sangstævner med kommunistiske sange og slået på andre røde værdier.

Den ultrakonservative Bo kom i vanskeligheder, da han ragede uklar med sin viceborgmester og politichef, Wang Lijun, der måske er indblandet i korruption. Analytikere siger, at partiet står midt i den største ideologiske kamp i to årtier, der handler om hvilken vej Kina skal gå økonomisk og politisk i de næste ti år.

»Jeg vil tro, at kommentaren omkring Kulturrevolutionen er en advarsel om, at Bo er nede, og at han skal blive liggende,« siger Steven Tsang, ekspert i kinesisk politik på britiske Nottingham University, over telefonen.

Men hvor mange i partiet går så ind for politiske reformer? Det er der ingen udenfor partitoppen, som ved. Nogle analytikere siger, at det blot er arbejdsfordelingen, når Wen går ud og optræder som den liberale reformator.

»Vi ved ikke, om han er den eneste fortaler for reformer,« siger Steven Tsang.

::Se også links og baggrnd om Bo Xilai’s exit

Skribent

Hurtige klik fra Kina af Kim Rathcke Jensen. Jeg er journalist og BA i kinesisk. Jeg bor i Beijing, hvor jeg arbejder som Politikens korrespondent i Kina og Asien.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *