Kinas røde stjerne: Magtkampen med Bo Xilai giver sjældent indblik i kinesisk toppolitik

Skriv en kommentar
Politik

2012031690953 6900

Hvordan fjerner man en af de mest magtfulde mænd i Kina? Bo Xilai blev skaffet af vejen med en sætning.

»Kammerat Bo Xilai besidder ikke længere posterne som partisekretær for Chongqing og medlem af Centralkomiteen,« stod der torsdag morgen i en meddelelse fra Xinhua, der er Kinas Kommunistpartis officielle nyhedsbureau.

Bag den enkle og kedelige sætning gemmer der sig et af de største politiske dramaer i flere år. Det er en af de mest markante omvæltninger i kinesisk politik, der har betydning for hvilke personer, der får magten over Kina i de næste ti år, og for de næste mange års økonomiske og politiske kurs.

Kinesisk politik foregår normalt i en sort boks. Der er reelt ingen udenfor de høje og rødmalede mure omkring partiledernes huse i Zhongnanhai, der ligger ved siden af Den Forbudte By i Beijing, som ved hvad der foregår i toppen af Kinas Kommunistparti, og hvordan beslutninger bliver truffet.

Men til efteråret holder partiet sin fem-årlige partikongres. Det er en politisk følsom begivenhed, hvor hemmelighedskræmmeriet om muligt ville være endnu større end normalt. Derfor er det så meget mere usædvanligt, at sagen om Bo Xilai og hans højre hånd og tidligere politichef Wang Lijun er brudt i lys lue.

Læs ogsåalle tidligere artikler på Kinablog om Bo Xilai

Den karismatiske Bo gik efter at blive medlem af Politbureauets Stående Komite, som er den lille gruppe af ni mænd, der styrer et-partistaten Kina. Normalt kommer man frem i partiet gennem netværk og alliancer, men Bo havde besluttet sig for at blive en kinesisk Silvio Berlusconi, der ville bruge sin popularitet i befolkningen som et køretøj på vejen til toppen af partiet.

»Bo er reelt den eneste politiker siden 1978, der har opbygget sin egen kampagne udenfor partiets kerne. Det har nok gjort andre højtstående personer i partiet urolige, og de har set det som et tegn på, at han var en, der kunne forskubbe den politiske ligevægt« siger ekspert i kinesisk politik, Victor Shih, der er fra det amerikanske Northwestern University.

»Vi har ikke set et stærkere tegn på en politisk konflikt siden Chen Liangyu blev fjernet som partisekretær for Shanghai,« siger Victor Shi.

Det var i 2006. Chen var både partisekretær i Shanghai, som i Kina er en stilling, der er højere end en borgmester, og medlem af Politbureauet. Han blev idømt 18 års fængsel og fjernet fra sine poster, fordi han var involveret i korruption med en offentlig fond, der administrerede milliarder af kroner.

Selvom der er beviser for korruption og lyssky handler, så er det uhyre sjældent, at medlemmerne i det magtfulde Politbureau bliver fjernet og endda stillet for en domstol. Det sker kun, hvis der er politisk opbakning til det blandt resten af medlemmerne, der også tæller præsident og premierminister.

Læs ogsåWen Jiabaos sidste pressekonference: Kina har brug for reformer

Torsdag i sidste uge, hvor der var Folkekongres i Beijing, havde Politbureauet et møde, hvor Bo Xilai var den eneste af de 25 medlemmer, der ikke var tilstede. Fordi han havde en snue, forklarede han dagen efter. I dag siger analytikere, at der var Bo Xilai som stod på dagsordenen. Så kommer der en undersøgelse mod Bo? Næppe, siger Victor Shih.

»Jeg vil tro, at Bo stadig har en betydelig opbakning i partiet og vigtigere i militæret, så hans modstandere er ikke i stand til at få deres vilje,« siger Victor Shih.

Men selvom der måske ventet en symbolsk straf forude, så er de fleste analytikere enige om, at Bo Xilais politiske karriere er forbi. Det bedste han kan håbe på er, at blive parkeret på en ufarlig stilling som for eksempel formand for Folkekongressen.

Det er en kraftig nedtur for en mand som Bo, der har partiets røde DNA i kroppen, og som stod i spidsen for den neo-maostiske Chongqing-model. På overfladen var det en populistisk politik, der spillede på nostalgien efter gamle dage under Mao Zedong. For hvor er vores værdier, spørger mange kinesere i dag efter 30 års blæsende udvikling, og den selvsikre Bo Xilai kom med svaret.

Men under det røde gavepapir var der faktiske politikker om især social lighed og retfærdighed, siger David Kelly fra konsulentbureauet China Policy i Beijing. Eksperimentet var gået i stå, og Bo Xilai blev i 2007 sendt ind for at redde det.

»Det var standset på grund af lokal modstand,« siger David Kelly.

For selvom Kina er blevet rigere af de seneste 30 års reformer, så er uligheden mellem rig og fattig vokset markant. Derfor har Kina ikke offentliggjort sin gini-koefficient – det er et regnestykke, som viser uligheden i et land – siden 2000. Det er politisk sprængstof, der eksploderer i sociale optøjer som i Wukan, hvor beboerne i december smed partiet ud af landsbyen.

»Hvis uligheden vokser mere i Kina, så vil det være uhyre svært at bevare væksten på det samme niveau som i dag,« siger Murtaza Syed, der er den Internationale Valutafond IMF’s repræsentant i Kina.

Derfor handler Chongqing også om Kinas fremtid. Og det ved centralregeringen og partiet, der ved den seneste partikongres i 2007 gjorde det til et fokusområde at udligne forskellene mellem de rige byer og fattige landområder. Men det er et vanskeligt problem at løse, og der vil være vindere og tabere på begge sider, siger David Kelly.

»En del af Kinas success skyldes eksport-økonomien, der bygger på billig arbejdskraft, og hvis du ikke har den barriere mellem land og by, så mister man motoren,« siger David Kelly. For går man væk fra den model, så bliver man også nødt til at fjerne de stærke interesser omkring den. Det var Bo Xilais job.

»Ud fra et længere perspektiv, så er det uheldigt, at han løb de risici, han gjorde, og dermed fejlede,« siger David Kelly.

Bo Xilai hentede nemlig Kinas »robocop,« Wang Lijun, til Chongqing, hvor han blev viceborgmester og ansvarlig for politiet. I løbet af kort tid slog makkerparret hårdt ned på byens mafia og den organiserede kriminalitet. Det var populært. Men sammen med de mindst 1.000 arresterede var der også nogle Bo Xilais fjender, og kampagnen blev i det hele taget kritiseret af eksperter, for at lade hånt om retssikkerhed.

Læs ogsåMagtkamp i Kina: Hvad handler sagen om Bo Xilai og Wang Lijun om?

Samtidig slog Bo Xilai et kraftigt sving tilbage i tiden, da han trykkede speederen i gulvet på sin neo-maostiske kampagne, der gik efter en stærk stat og statsdomineret socialisme og økonomi. Dermed fik han mange liberale kritikere.

For overfor ham står personer som Wang Yang, der er partisekretær i den Sydkinesiske Guangdong, der er en provins med mere åbne medier og politiske eksperimenter, og som går ind for en mindre rolle i staten.

Det er her, at landsbyen Wukan ligger. Der er op mod 180.000 større og mindre demonstrationer hvert år i Kina, men sammenstødet i december var alligevel bemærkelsesværdigt, fordi beboerne smed partiet ud af byen. De lokale politikere fumlede rundt i dagevis for at løse striden, men Wang Yang fejede dem af banen og trådte ind og klarede konflikten. Det fik Wang stor ros for i partiet.

Sagen om Bo Xilai handler i høj grad om personen Bo og for eksempel hans tvivlsomme forhold til loven. Men også om ideologien, og hvilke af de to modeller, der er bedst for Kina. Og selvom partiet taler om reformer, og at magtkampen og uenigheder nu er brudt ud i lys lue, så er der ingen analytikere som tvivler på, at partiets største mål er at bevare magten. Det er der ikke splittelse om i Kinas Kommunistparti.

Læs ogsåMagtkamp i Kina: Chongqing vs. Guangdong

Hvad kommer de to ideologier og de nye ledere, så til at betyde for omverdenen. For eksempel er Kina blevet kritiseret for sin – manglende – rolle i forhold til Syrien, og USA og Europa er ved at forberede en sag i Verdenshandelsorganisationen WTO om Kinas monopol på sjældne jordarter. Blot to eksempler på stridigheder mellem Kina og Vesten. Men ingen ved hvilken retning, at den kommende præsident, premierminister og ledere vil trække Kina i. Mange analytikere forventer ikke store udmeldinger og politiske skift i den første periode på fem år før de nye ledere har etableret deres magtbaser.

Hvad så med befolkningen? Sagen om Bo Xilais var igen et af de varmeste emner på internettet i går og på de mere end 300 millioner kinesiske mikroblog. Som en af brugerne, der kalder sig selv for Anshui Ling, skrev:

»Hvis regeringen ikke kan ændre sig, så var det måske på tide at ændre regeringen.«

Skribent

Hurtige klik fra Kina af Kim Rathcke Jensen. Jeg er journalist og BA i kinesisk. Jeg bor i Beijing, hvor jeg arbejder som Politikens korrespondent i Kina og Asien.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *