Statskapitalisme: Folkevirksomheden Kina

Skriv en kommentar
Erhverv / Politik

Danghui Krisen har bragt USA og Europa i knæ. Men ikke Kina. Den kinesiske statskapitalisme har vist sig at være et uhyre effektivt redskab i krisetider. Men er det en holdbar model?

Det er nok de færreste danskere, der lagde mærke til at Su Shulin for et par uger siden fik nyt arbejde.

For hvem er den 49-årige kinesiske ingeniør? Indtil sidste år var Su direktør for Sinopec og de mere end 640.000 ansatte. Olieselskabet er ikke kun et af Kinas største statsejede selskaber, men også et af verdens største, som man kan se på Forbes.

I april 2011 gik Su Shuli dog fra Sinopec til posten som fungerende guvernør for Fujian. Det er en provins i det sydlige Kina, der med sine 36 millioner indbyggere så nogenlunde er på størrelse med Polen.

Nu er han så officielt blevet udnævnt som guvernør. Det skete under Folkekongressen, som svarer til det kinesiske parlament, der netop har afsluttet deres årlige møde i Beijing.

Guvernør Su Shuli og Sinopec er et af flere eksempler på den flydende grænse, der er mellem den kinesiske et-partistat og erhvervsliv. Det er et eksempel på hvordan den kinesiske statskapitalisme fungerer. Det er en model, som går tilbage til den autoritære stat Singapore, hvor den tidligere premierminister Lee Kuan Yew forfinede den i over sin tre årtier lange regeringsperiode.

For Beijing er det især det seneste årti, at statskapitalismen har vist sin styrke, og hvor folkerepublikken med de næsten 1,4 milliarder indbyggere er blevet verdens andenstørste økonomi.

Kinas Kommunistparti har afdelinger i både private og statsejede virksomheder, men partiet kontroller også de vigtigste stillinger i de statsejede af slagsen, hvor direktørerne har rang af ministre. Og det giver en ulige konkurrence, når en nation som den kinesiske, går ind politisk og støtter og påvirker erhvervslivet og økonomien. Men det har vist sig at være en uhyre effektiv cocktail, der kun er kommet til at stå stærkere efter krisen i Vesten. For USA og Europa bliver nødt til at have en mere effektiv industripolitik, når Kina på den måde ændrer spillereglerne, siger Ian Bremmer, der er leder af den amerikanske Eurasia Group og forfatter til bogen »The End of the Free Market.«

»Det er et problem for de amerikanske virksomheder, at de bekæmper hinanden. Det er Pepsi mod Cola og Apple mod Microsoft og alle de store konkurrenter gør, hvad de kan, for at sikre deres egne fordele. Det tillader den kinesiske regering ikke, at man på den måde spilles ud mod hinanden,« siger Ian Bremmer.

Han mener ikke, at statskapitalisme nødvendigvist er dårligt for et land, afhængigt af, hvor i udviklingen det er. Se for eksempel på Japan i 1950erne. Lige nu bruger Kina det til at tiltrække investeringer og teknologi, som de ellers ikke ville kunne få på markedet, siger Ian Bremmer. På trods af svaghederne, både i forhold til indland og udland, så er de politiske fordele og interesser så store, at Beijing ikke er på vej til at opgive den.

»Den kinesiske statskapitalisme er en udfordring. Den er ikke noget, som Kina vil gå væk fra i mange år fremover, og det bliver en mere direkte trussel mod vestlige interesser,« siger Ian Bremmer.

Så hvordan er det, at regeringen styrer virksomhederne? Der er især to organisationer, der er værd at lægge mærke til. Den ene er Kinas Kommunistpartis Organisationskontor. Og den anden er Statsrådets Kommission for Overvågning og Tilsyn med Statsejede Aktiver.

Det er her, bag de to lange og kedsommelige navne, at man finder ikke alene verdens største ejer af aktier, men også de to organisationer, som gennem de seneste ti år har fremdyrket de 120 største statsejede virksomheder i Kina.

Det er kommissionen – som hører under statsrådet, der så nogenlunde svarer til Kinas regering – som har fundet den model, hvor de forskellige forretningsområder er organiseret i søjler. Som for eksempel kul, olie og teleselskaber. Og hvor hver virksomhed ikke går ud på andre markeder, men holder sig indenfor sine søjler.

Hver af selskaberne kan dog sagtens have forskellige virksomheder under sig, og det hele kontrolleres i toppen af et holdingselskab, som ejes af statsrådets kommission. Som for eksempel Kinas største olieselskab, PetroChina, der er noteret på børserne i både Hong Kong og New York. Det er ikke et privat selskab, men derimod en del af det statsejede holdingselskab China National Petroleum Corporation, der går helt tilbage til stiftelsen af Folkerepublikken Kina i 1949.

Partiets organisationskontor har også rødder, der går tilbage til Mao Zedong og 1924, hvor det blev oprettet. Her er der mapper på samtlige af partiets mere end 80 millioner medlemmer, men det er især med folk som Su Shuli, at kontoret viser sin magt. Det er nemlig dem, som udpeger stillinger i et-partistaten. Som for eksempel i 2009, hvor det roterede rundt på direktørerne i de tre største flyselskaber, eller i 2004, hvor teleselskaberne fik nye ledere.

Men selvom et-partistaten har direkte kontrol med de største selskaber, så ejer partiet også aktier i tusinder af andre kinesiske virksomheder, og ifølge en artikel i det britiske magasin Economist udgør de statsejede virksomheder 80 procent af aktiemarkedet i Kina.

Hvis man ser på det overordnede billede, så står de statsejede virksomheder for 45 procent af hele den kinesiske økonomi, viser en rapport til den amerikanske kongres som US-China Economic and Security Commission (.pdf) lavede i 2011. Tallet skabte dog en del debat, og andre siger, at det ligger mellem 30-50 procent.

Konklusionen i kommissionens rapport er, at Beijing ikke er interesseret i at skabe et frit marked i Kina. Derimod vil man bevare kontrollen over sektorerne og selskaberne, for på den måde kan man hjælpe statens andre virksomheder, ved for eksempel at have en strategi om at »købe kinesisk.«

I de seneste ti år er de statsejede selskaber også begyndt at gå til udlandet. I 2006 var der 20 statsejede kinesiske selskaber på Forbes liste over de 500 største virksomheder i verden, men i 2011 var det vokset til 61. For eksempel har Industrial and Commercial Bank of China udvidet aktiviteterne i udlandet i de senere år, som i september hvor banken åbnede sin første filial i Indien. Baosteel, Kinas største stål- og jernkonglomerat, var sidste år i forhandlinger om blandt andet at købe for fem milliarder kroner aktier i Malaysiske Amsteel Mills. Og China Mobile, der med sine over 650 millioner abonnenter er verdens største teleselskab, investerede sidste år over otte milliarder kroner i Pakistan. I alt står de statsejede selskaber for langt over 75 procent af Kinas direkte investeringer i udlandet.

Selvom Kinas model med statskapitalisme har vist sig at være uhyre effektiv, så er der også enorme problemer.

For eksempel med korruption. Se for eksempel sidste år, hvor der kort efter, at Su Shuli havde forladt Sinopec, dukkede kopier af fakturaer frem på det kinesiske internet. De viste, at olieselskabet havde købt 1.176 flasker Chateau Lafite Rotschild, hvor nogle af flaskerne kostede mere end 10.000 kroner. I alt var der købt spiritus for over 1,3 millioner kroner. Blandt andet også den dyre kinesiske risbrændevin Maotai, der for almindelige kinesere er symbolet på ødselhed. Og på korruption, som er et af de store problemer med de statsejede selskaber.

En stor del af Kinas enorme stimuluspakke på over 4.000 milliarder kroner, der var et modsvar på den globale finanskrise i 2009, gik til de statsejede selskaber. Og især til infrastruktur. Blandt andet til på rekordtid at bygge et netværk på 10.000 kilometer af højhastighedsbaner, som de kinesiske medier siden har rapporteret om utallige problemer med. For eksempel kunne det anerkendte erhvervsmagasin Caixin her i begyndelsen af marts afsløre, at prisen for håndvaskene i nogle af de nye tog lå på astronomiske 23.000 kroner. Selvom de kunne købes på det åbne marked for lidt over 2.700 kroner

Ineffektivitet og monopoler er nogle af følgesygdommene i statskapitalisme. Og for de udenlandske virksomheder giver det også problemer, når de vil drive forretninger i Kina. For eksempel fordi de skal udlevere en del af deres nye teknologi og forskning, for at kunne komme ind på markedet. Det fik helt usædvanligt den tidligere formand for BASF, Jurgen Hambrecht, og direktøren for Siemens, Peter Loscher, til under møde med premierminister Wen Jiabao og kansler Angela Merkel, der var på officielt besøg i Kina i 2010, at klage over de ulige vilkår. Vil det hjælpe? Næppe, mener Ian Bremmer.

»På lang sigt vil statskapitalismen ikke virke. Men det er ud fra et økonomisk synspunkt. Men Kinas Kommunistparti kan have politiske fordele ved at bevare den,« siger Ian Bremmer, der ikke tror, at Beijing vil risikere social ustabilitet ved at gå efter økonomiske reformer.

Skribent

Hurtige klik fra Kina af Kim Rathcke Jensen. Jeg er journalist og BA i kinesisk. Jeg bor i Beijing, hvor jeg arbejder som Politikens korrespondent i Kina og Asien.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *