Bo Xilai: Hvor er det røde Chongqing i dag?

Skriv en kommentar
Historie / Hverdag / Politik

Chongqing propaganda

Bo Xilai er blevet fjernet som partisekretær for Chongqing, og i dag sidder han efter alt at dømme i husarrest i Beijing. Så hvad er der blevet af Bo Xilai’s røde Chongqing?

Han Lingshu, der står med sit slidte og tykke bambusrør i hånden, synes at det er en skam, at Bo Xilai er blevet fjernet.

»Bo har gjort meget godt for os. De kriminelle er væk, så folk kan godt lide ham,« siger Han Lingshu.

Den 55-årige Han er en af de mange mænd i Chongqing, der lever af at bære ting rundt på sine skuldre og sin bærestang af bambus. Han er en 挑运工 (tiaoyungong) eller 棒棒军 (bang bang jun), som man siger på den lokale dialekt. I andre kinesiske byer bruger man de tunge og trehjulede ladcykler, men det kan man ikke på de stejle bakker og bjerge i Chongqing.

Bo Xilai er upopulær blandt eliten og de liberale i Kina. Men når man taler med almindelige folk i Chongqing er Bo stadig populær, især blandt de fattigere kinesere som Han, på trods af rygter om korruption og stærk kritik af hans røde kampagne.

Chongqing er en gusten by. Der er mennesker overalt, for det er Kinas største byprovins, som er på størrelse med Østrig, og hvor der bor over 30 millioner mennesker. Højhuse, marker, markeder, kraner, træhuse, fortovsrestauranter og motorvejsbroer ligger i lag og snor sig rundt i de forrevne bjergsider. Den enorme by er kendt for sine fede rotter, og for at ligge i en konstant tåge, der får de forskrækkede hunde til at gø ad solen, når den endelig bryder frem.

I dag er tågen dog mest luftforurening, der kommer af de senere års massive økonomiske fremskridt. Men det går tilbage til 1960erne, Mao Zedong, Kinas Kommunistpartis leder, flyttede de vigtigste fabrikker og industrier ud til det uvejsomme Chongqing, fordi han frygtede en sovjetisk invasion.

Det var også en invasion af kapitalisme og moderne værdier, der fik Bo Xilai til at tale om ægte og røde kommunistiske idealer, da han i 2007 gik fra at være erhvervsminister til den magtfulde stilling som partisekretær i byprovinsen. Chongqing blev kendt som Kinas røde hovedstad, der blev en politisk fæstning for maoister og de konservative helt til venstre i parti og befolkning.

Bo begyndte med en hårdtslående kampagne mod byens organiserede kriminalitet, hvor over 1.000 korrupte betjente og mafiabander blev fængslet. Meget populært i befolkningen, der var trætte af den omfattende kriminalitet.

Samtidig begyndte Bo Xilai en massiv og årelang kampagne, der skulle genoplive de kommunistiske idealer. Blandt andet sendte han Mao-digte ud som SMSer til byens mobiltelefoner, og stillede sig op sammen med andre kadrer og sang sange som »Kina, Kina, den skinnende røde sol vil aldrig gå ned.«

I dag er der ikke flere røde sms’er på mobiltelefonerne. Nogle siger også, at det for at distancere sig fra Bo er blevet forbudt at samles for at synge de gamle revolutionære sange. Men da jeg besøgte byen i sidste uge var der små sangstævner flere steder, som man også ser i så mange andre byer.

Men tv-reklamerne er tilbage. Chongqing Satelit TV, der for Bo nok var den største og vigtigste af de lokale TV-stationer, stoppede med at sende kommercielle reklamer for et år siden. Det passede sig ikke for en ægte rød tv-station med den slags kapitalistiske indslag. Nu er Bo væk. Og nu er reklamerne tilbage på skærmen.

Bo Xilais røde kampagne vakte uro i Beijing, for den mindede om gamle dage. Mange af de nuværende topledere og deres familier var blevet forfulgt under Kulturrevolutionen, som var den ti år lange periode fra 1966-1976, hvor hundredtusinder blev dræbt og millioner forfulgt i et politisk kaos.

Men under det røde lag af populisme lå der også reelle forbedringer, som man kan se fra gaden i Chongqing. Ud over altså luftforuningen. Folk er blevet rigere. Alene i 2011 voksede byprovinsens økonomi med 16,4 procent.

Bo ville også give fem millioner bønder status som byboere, hvilket har enorm betydning i Kina, hvor byboerne har andre og flere privilegier i forhold til for eksempel uddannelse og at få arbejde. Bo byggede også sociale boliger til de fattigste. Hele 800.000 lejligheder i flere projekter, der havde en samlet pris på over 100 milliarder kroner.

»Nej, jeg tror ikke på beskyldningerne. Han har gjort det rigtig godt for os almindelige mennesker. Med bander, sikkerhed, miljø, på masser af områder,« siger den 68-årige pensionist, Han Zhong. Han er en af de over 40.000 beboere i »Minxin Jiayuan,« der er det største af de sociale byggerier, som Bo Xilai opførte.

Og herude – blandt handlende, der sælger sko til 25 kroner, gadekøkkener med the æg og nudler (liangmian) – er der ingen tvivl om Bo’s popularitet blandt beboerne.

Men nu er Bo Xilai blevet fjernet fra Chongqing, og der er sat pause på hans røde kampagne. Kommer det så til at gøre en forskel for folk som Han Zheng?

»Propagandaen mod ham i medierne er ikke særlig fair, men nej, det betyder ikke noget, hvem der sidder ved magten. Og vi almindelige mennesker ved jo alligevel ikke, hvad der sker øverst i partiet,« siger Han Zhong.

Chongqing er en by med over 30 millioner indbyggere. Så det er selvfølgelig umuligt at finde ud af, hvor populær Bo Xilai reelt er, for det er ulovligt at lave meningsmålinger i Kina. Så hvordan får man et repræsentativt udvalg af Chongqingere? Det kan man ikke.

Men som Xujun Eberlin, der selv kommer fra Chongqing, også skriver, så er der en tendens til, at de mere veluddannede er skeptiske eller negative over for Bo, mens de mere fattige er positive overfor ham.

»Bo Xilai’s formål var at få et nyt image, der er anderledes fra de andre kinesiske ledere, og derved positionere ham til Politburoets Stående Komite,« sagde Mao Yushi, der er en kendt kinesisk kritiker og økonom, den seneste gang jeg talte med ham i efteråret sidste år.

En lokal akademiker, som jeg mødte i Chongqing i sidste uge, var enig med Mao Yushi.

»Bo er så populær i dag på grund af hans propagandakampagne i blandt andet aviserne. Hvis Bo virkelig ville gøre livet bedre for folk, hvorfor hævede han så ikke bare de sociale ydelser? Nej, han var kun interesseret i sit politiske liv,« siger den pensionerede akademiker.

Men der er også stadig masser af kritik blandt »laobaixing,« der betyder de »oprindelige hundrede familienavne,« men som i dag beskriver de almindelige kineseere. Hr og fru Jensen.

»Arh, alle politikerne er jo korrupte, og det gør ingen forskel, hvem der kommer,« siger en lokal kvinde, der var ude at lufte sin hund.

:: Foto af propaganda plakater i Chongqing. De er dog ikke direkte relateret til Bo’s røde kampagne men endnu en af de mange “civiliseret” og “harmoni” kampagner

Skribent

Hurtige klik fra Kina af Kim Rathcke Jensen. Jeg er journalist og BA i kinesisk. Jeg bor i Beijing, hvor jeg arbejder som Politikens korrespondent i Kina og Asien.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *