Kina og økonomi: Kapitalist nummer 010101

Skriv en kommentar
Erhverv / Politik

Kina kapitalist wenzhou

På 30 år er Kina blevet verdens andenstørste økonomi med millioner af virksomheder. Og det hele begyndte med et lyserødt ur i plastik. Men Zhang Huamei vidste ikke, at hun blev Kinas første kapitalist.

»Dengang havde jeg ingen ide om, hvad der kom til at ske,« siger Zhang Huamei.

Wenzhou ligger ved kysten i det sydøstlige Kina. Rundt om byen ligger en kæde af bjerge som for eksempel »Baigangjian,« der betyder »De Hundrede Tinders Tinde,« der altid har isoleret Wenzhou fra resten af Kina. Der er langt til Beijing, og indbyggerne, som der er over tre millioner af i dag, har altid følt sig lidt anderledes.

Wenzhou er en handelsby, og det har den været i århundreder. Her er blevet lavet forretninger under selv de mest hysteriske tider under Mao Zedong og kommunismen, hvor godsejere og kapitalister blev forfulgt.

I dag er byen kendt for at lave briller, vandhaner, knapper og for at producere 80 procent af alle lightere i hele verden. Det begyndte med de økonomiske reformer i slutningen af 1970erne, hvor de små fabrikker, som med billig arbejdskraft laver billige varer, skød op overalt i byen. Derfor taler man i dag om »Wenzhou-modellen,« der siden er blevet kopieret overalt i Kina. For den var en succes.
Wenzhou var en kapitalistisk prøveklud for lederne i Beijing, og den blev en hjørnesten i reformerne, som begyndte i 1979. Dengang var Kina verdens tiende største økonomi efter Spanien på niendepladsen. Siden da har Kina stort set hvert år haft en to-cifret vækst, så landet i dag ligger på en global andenplads.

På det tidspunkt i 1970erne var der ingen private virksomheder eller forretninger i Kina. De var ulovlige. I dag er der, ifølge de seneste tal fra 2011, registreret ni millioner private virksomheder med to eller flere ansatte. Samt 36 millioner enmandsvirksomheder.

Det hele begyndte med en kvinde, som en dag i 1979 gik ind på et kontor i Wenzhou. Her afleverede den 19-årige Zhang Huamei sin ansøgning til en venlig embedsmand, hvor hun søgte om at få licens til at drive forretning. Det lykkedes. Og da hun fik den stod der endda »10101« på papiret. En bureaukratisk måde at skrive »00001« på.

»Jeg var blot en af mange, der ansøgte. Jeg anede ikke, at jeg ville blive den første,« siger Zhang Huamei, der har en hæs stemme efter de mange år som råbende gadehandler.
Zhang Huamei er også historien om Kinas økonomiske succes.

Op igennem 70erne arbejdede hendes forældre på en statsejet fabrik, der lavede paraplyer. Men lønnen var under 100 yuan om måneden, og det var ikke nok til at forsørge Zhang og de seks søskende. Den ene bror var gift, så der var ti personer i huset på tre etager og i alt 75 kvadratmeter.

»Der var også rationering på alt dengang. Vi lavede ris til grød, for så kunne det svulme op i maven og fylde mere. Nogle gange fik vi også søde kartofler i,« fortæller Zhang.

Det var umuligt at få arbejde. Så i 1977 begyndte hun at sælge de første ting, og hun havde ikke hverken planer eller drømme.

»Jeg skulle overleve, så jeg havde ikke andet valg,« siger Zhang.

Det samme gjorde flere andre. Men det var farligt. Alle var bekymrede, for det var ulovligt. Mange drev forretning fra hjemmet, og derfor kunne man mistede meget, hvis myndighederne kom og konfiskerede alt, som de havde lov til.

Samtidig så mange af hendes venner også ned på hende. Zhangs klassekammerater ville ikke tale med hende, og hvis nogen ledte efter kærester, så kiggede de den anden vej.

»Hele samfundet så ned på små erhvervsdrivende. Det var ynkeligt, hvis man havde en lille bod på gaden,« siger Zhang Huamei. For dengang ville alle arbejde på en »danwei,« altså en arbejdsenhed, der gennem et helt liv ville sørge for alt fra lejlighed, sygeforsikring og pension.
Det ændrede sig i slutningen af 70erne, da reformerne begyndte i Wenzhou. Hun var nervøs, da hun søgte om licensen, for Kina var netop kommet ud af de ti turbulente år i Kulturrevolutionen, som sluttede i 1976, og ingen vidste, om reformerne var alvorligt ment.

Men der var ikke noget at gøre. Zhang ville drive sin forretning lovligt, og da hun fik licensen var hun glad for at kunne gøre det åbent og være en rigtig forretningsmand. Zhang husker også tydeligt det første, som hun solgte lovligt fra det lille bord, hun havde slået op på gaden.

»Det var et lyserødt legetøjsur i plastik. Det kostede to »mao« (ører),« griner Zhang Huamei.

Plastikuret blev starten på hendes forretning, hvor hun sidder i dag i klassisk sort tøj og med guldur og guldøreringe, og hvor hun bor i en lejlighed på 180 kvadratmeter og kører i Audi til en halv million kroner. Zhang og hendes otte ansatte køber og sælger knapper til virksomheder over hele verden.
Det lyserøde plastikur blev også begyndelsen på det private erhvervsliv i Kina og de seneste 30 års økonomiske eksperimenter. Og her går Wenzhou stadig forrest.

De mange virksomheder i Wenzhou har også åbnet et behov for finansiering. De statsejede storbanker har dog aldrig interesseret sig for private erhvervsdrivende, og derfor er der et enormt gråt marked over hele Kina for udlån. I Wenzhou kan renterne nå helt op på 100 procent om året. Hvilket er svært at betale tilbage i krisetider, og derfor har op mod 80 erhvervsdrivende begået selvmord i de seneste måneder.

Nu er Wenzhou igen blevet valgt til det næste skridt i Kinas økonomiske reformer. Regeringen har offentliggjort et eksperiment, der skal gøre det lettere for byens erhvervsliv at låne penge og få investeringer. Blandt andet vil der blive åbnet for direkte udenlandske investeringer, som hidtil har været ulovlige.

»Det her er stort. Det vil give den private sektor nemmere adgang til finansiering,« siger Dariusz Kowalczyk, analytiker ved Credit Agricole, til Bloomberg. Og det er nøglen til at fortsætte væksten på et tidspunkt, hvor økonomien ellers er bremset op, siger Dariusz Kowalczyk.

Kina kan også mærke den globale krise, og den økonomiske vækst i 2012 ventes at blive på ikke meget mere end otte procent. Det forbereder regeringen sig på, siger Nicholas Lardy fra amerikanske Peterson Institute.

»Der er ikke noget som udsigten til en længerevarende, lav økonomisk vækst, der kan få toppen af Kinas Kommunistparti til at handle,« forklarede Nicholas Lardy, da han var i Beijing for et par uger siden.

For økonomisk uro betyder også social uro. Og det kan være en trussel mod Kinas Kommunistparti, der har fortalt befolkningen, at det kun er kommunistpartiet, som kan sikre fremgang. Det har partiet da også gjort i de seneste årtier. Men der er langt igen.

For Zhang Huamei er også historien om den kinesiske drøm. Selvom Kina i dag er verdens andenstørste økonomi, så er der stadig hundreder millioner af kinesere, der lever i fattigdom eller har få penge. Hvis man måler økonomien efter antallet af indbyggere, så ligger Kina på en 98. plads mellem Makedonien og Angola. Derfor er der millioner, som drømmer om en succes som Zhangs.

Så hvad er hemmeligheden bag hendes og de andre wenzhouneseres succes?

»Qingkuai!,« siger Zhang. Handlekraft.

»Vi arbejder hårdt, og vi er ikke bange for at »chi ku«, siger Zhang og bruger det kinesiske ord for at »spise bitterhed.«

Tidslinje – Wenzhou og handel
1876: Qing dynastiet bliver presset til at åbne Wenzhou som handelsby for især the
1978: Beijing vedtager og begynder økonomiske reformer i december
1979: Zhang Huamei bliver den første i Kina, der får licens til at drive virksomhed
1979: Private virksomheder og handel blomstrer i Wenzhou, og især produktionen af knapper eksploderer
1984: Wenzhou får godkendt status som speciel økonomisk og teknologisk zone
1991: Kinas første private luftfartsselskab (Junyao Airlines) grundlagt i Wenzhou
2001: Forretningsmænd fra Wenzhou investerer massivt i ejendomme, og det bliver start på boligboble i Kina
2011: Den globale krise giver massive problemer for Wenzhou, hvor flere direktører begår selvmord
2011: Premierminister Wen Jiabao besøger Wenzhou for at vise støtte til byens kriseramte erhvervsliv
2012: Kina begynder eksperiment i Wenzhou, så virksomhederne får nemmere ved at investere og låne penge

Skribent

Hurtige klik fra Kina af Kim Rathcke Jensen. Jeg er journalist og BA i kinesisk. Jeg bor i Beijing, hvor jeg arbejder som Politikens korrespondent i Kina og Asien.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *