Chen Guangcheng: »De opfører sig som gangstere«

Skriv en kommentar
Politik

Chen6 500x334 shkl

Chen Guangcheng er udmattet. Men først og fremmest frygter han for sin familie hjemme i landsbyen, som han flygtede fra for et par uger siden. For de lokale myndigheder er »gået på hævntogt.«

De vil have hævn. Mændene er kommet til landsbyen for at forfølge alle, der er i familie med ham, og de bryder ind i deres huse og chikanerer dem.

»Jeg har det virkelig dårligt med det,« siger den blinde aktivist Chen Guangcheng, der beskylder de lokale myndigheder for at være gået på hævntogt. I de seneste dage har de anholdt hans nevø og svigerinde, og de har systematisk forfulgt hans familie. De er blevet »vanvittige,« siger han om de lokale myndigheder.

»De opfører sig som gangstere. En lokal embedsmand har endda fortalt mig, at de følger deres egne love, og at de er ligeglade med centralregeringen,« siger Chen Guangcheng over telefonen fra det hospital i Beijing, hvor han opholder sig.

Læs også interviews med familiens advokater her på Kinablog, der fortæller hvordan myndighederne lægger pres på dem.

I sidste måned lykkedes det for Chen at flygte fra sit stenhus i landsbyen Dongshigu, der ligger i Shandong provinsen, hvor han havde været i husarrest i over 18 måneder.
I al hemmelighed hjalp venner og aktivister ham til Beijing, hvor han søgte om hjælp hos USA. Han opholdt sig på den amerikanske ambassade i seks dage.

Flugten var en ydmygelse for de lokale myndigheder i Shandong, og den var en af de mest alvorlige diplomatiske kriser mellem USA og Kina i flere år.

De to lande fik dog efter alt at dømme forhandlet sig frem til en løsning, så hverken Beijing eller Washington taber ansigt. Chen Guangcheng får lov til at rejse til USA med sin hustru og to børn, hvor han skal studere på et universitet i enten New York eller Washington.

Lige nu er han dog på et hospital i Chaoyang, som er et distrikt i hovedstaden Beijing. Han brækkede et ben under flugten, og han bliver også behandlet for alvorlige maveproblemer. De kom under den lange husarrest, hvor han ikke fik lov til at blive indlagt og undersøgt.

Efter alt at dømme vil aftalen mellem Beijing og Washington beskytte Chen Guangcheng mod mere brutalitet og chikane fra myndighederne. Men Chen er bekymret for sin familie hjemme i landsbyen.

Chen Guangchengss nevø, Chen Kegui, blev anholdt i sidste uge, fordi han var kommet op at slås med lokalregeringens mænd, der var brudt ind i hans hjem.

Chens svigerinde har også været anholdt og er løsladt mod kaution. Hans storebror må ikke forlade landsbyen og hele familien er blevet advaret af myndighederne i den storby, som landsbyen Dongshigu hører under.

Men Chen Guangcheng håber, at det snart er forbi, og at han kan komme til USA. Han er udmattet.

»Efter alle de år, jeg føler, at jeg har brug for en pause og at komme til kræfter igen,« siger Chen Guangcheng, der også glæder sig til at kunne studere og »indhente noget viden.« Han insisterer dog på, at han vender tilbage til Kina igen.

Men først skal han passe sin behandling. Han venter også på, at de kinesiske myndigheder giver ham et pas. Når han får det, så har amerikanerne lovet med det samme at give ham et visum.

Indtil da må han vente på hospitalet. Myndighederne har ikke som sådan sagt, at han igen er i husarrest, men en dag forsøgte han at gå ud for at nyde solen og få frisk luft, og det fik han ikke lov til. Han må heller ikke få besøg udefra.

»Så jeg må blive på afdelingen,« siger Chen Guangcheng. Han har ingen radio. Der er dog et TV, men det gider han ikke. Men hans kone og børn er hos ham, og hver dag læser de bøger og taler sammen.

»Jeg forsøger at være rolig og at se, hvordan tingene går. Jeg håber dog, at familien derhjemme er i sikkerhed. Jeg har fået at vide, at centralregeringen vil begynde en efterforskning af, hvad der er sket i Shandong. Jeg håber bare, at alt kommer til at gå i den rigtige retning,« siger Cheng Guangcheng.

Sagen om Chen

Hvem er Chen Guangcheng?
Den blinde og 40-årige Chen er aktivist og selvlært advokat, der kommer fra byområdet Linyi i Shandong provinsen. Han blev kendt i 2005, da han anklagede lokalregeringen for at gennemføre tvangsaborter og –steriliseringer på tusinder af kvinder.

Hvad skete der med ham?
Chen blev først sat et år i husarrest og fik senere fire års fængsel for blandt andet at »forstyrre trafik og skade offentlig ejendom.« Han blev løsladt i 2010, men straks sat i husarrest igen. Både Chen og hans hustru blev banket flere gange og myndighederne tog for eksempel deres seks-årige datters legetøj.

Hvorfor flygtede han til den amerikanske ambassade?
For få uger siden lykkedes det for Chen at flygte forbi de cirka 100 mænd, der bevogtede hans hus og landsby. Han fik hjælp fra venner og aktivister, der kørte ham de mere end 600 kilometer til Beijing. I hemmelighed blev Chen ført ind på USAs ambassade, hvor han var under amerikanernes beskyttelse.

Hvad har Kina og USA aftalt om Chen?
Chens flugt kom få dage før et topmøde mellem USA og Kina, hvor blandt andre udenrigsminister Hillary Clinton kom til Beijing. Efter intense forhandlinger blev der lavet en aftale om, at Chen ville blive i Kina for at studere. Men Chen ændrede mening, da han kom ud fra ambassaden og blev kørt på hospitalet, hvor han ikke længere var under amerikanernes beskyttelse og igen blev omringet af kinesisk politi og sikkerhedspoliti.

Hvad kommer der nu til at ske?
Chen er stadig på hospitalet, hvor han er sammen med sin hustru og to børn. Det er uklart, hvornår de får lov til at forlade Kina. Men ifølge en ny aftale mellem Kina og USA venter han blot på at blive færdig med sin behandling og på at få et pas. Derefter vil han sammen med familien straks flyve til USA, hvor Chen skal studere på et universitet.

:: Foto fra den amerikanske ambassade

Skribent

Hurtige klik fra Kina af Kim Rathcke Jensen. Jeg er journalist og BA i kinesisk. Jeg bor i Beijing, hvor jeg arbejder som Politikens korrespondent i Kina og Asien.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *