Chen Guangcheng: Kina lægger pres på familien og advokater

Chen embassy 250x167 shkl Chen Guangcheng er måske beskyttet af aftalen mellem USA og Kina. Men det er hans familie og dens advokater ikke.

Chens nevø er blevet anklaget for uagtsomt manddrab, der kan give mellem ti års fængsel og dødsstraf. Samtidig har myndighederne også lagt pres på de advokater, der er tilknyttet familien.

»Advokater bliver presset til ikke at være advokater. Sådan noget som det her sker kun i Kina,« siger en af advokaterne, Jiang Tianyong over telefonen.

Han blev selv bortført den 3. maj, da han forsøgte at besøge Chen Guangcheng – du kan læse mit interview med ham her – på hospitalet i Beijing. Ti mand tog ham og førte ham ind til et hotel, hvor lederen af Haidian distriktets politi, Du Yuhui, mødte ham.

»Du Yuhui slog mig kun tre gange. Den ene gang på mit venstre øre, en gang på mit højre øre og en gang på brystet. Det var kun tre gange, men det var meget hårdt. Jeg har stadig problemer med hørelsen,« siger Jiang Tianyong.

Det er normalt, at et-partistaten lægger pres på advokater og forhindrer dem i at tage sager, som de anser for politisk følsomme. Kinas Kommunistparti har altid været på vagt over for advokater, som de ser som en trussel mod partiets magt. Også selv om det er i strid med den kinesiske forfatning og landets love.

Chen Guangcheng var også med i en løst sammensat gruppe af advokater, der aktivt arbejdede for at gøre Kina til en retsstat, og at få myndighederne og staten til at overholde lovgivningen og opfordrede til juridiske reformer.

Nevøen Chen Kegui er anklaget, fordi han forsvarede sig med en kødkniv, da en række mænd med tilknytning til myndighederne brød i hans hjem. Advokaterne siger, at han blot sårede dem, og at det skete i selvforsvar. En af dem kalder anklagen for tåbelig.

»Det er jo indlysende, at det er selvforsvar. Hvad andet kan man kalde det, når ti ukendte mænd kravler over en mur, bryder ind i hans hus og tæsker ham? I stedet for at straffe gerningsmændene vender myndighederne op og ned på godt og ondt,« siger advokaten Jiang Tianyong.

En anden af familiens advokater, Chen Wuquan – som ikke er i familie med Chen Guangcheng – har pludseligt fået inddraget sin licens. Han siger, at han skulle have været i Shandong til møder, som han nu er blevet presset til at opgive.

Flere andre advokater er også blevet sat i husarrest eller bliver overvåget. Det er Xu Zhiyong, Li Heping, Li Fangping, og Li Xiongbing.

Endelig er det også Teng Biao, der er forsigtig med at udtale sig. Men han siger om Chen Wuquan, der mistede sin licens:

»Det er meget usædvanligt, og det følger ikke normale procedurer,« siger lektor på Universitet for Politik og Jura i Beijing, Teng Biao, der er kendt for at være kritisk overfor regeringen. Han er også samtidig advokat for Chen Guangcheng. Så er han selv under pres? Der er en lang pause over telefonen.

»Ja. Meget. Myndighederne har fortalt mig, at jeg ikke skal blande mig i Chens sag. Og at jeg ikke skal diskutere den med medier eller andre,« siger Teng Biao.

»Jeg kan ikke tale særligt meget om det. Jeg håber bare, at Chen og hans familie får et normalt liv, og det lader ikke til at være muligt som situationen er i dag i Kina,« siger Teng Biao.

:: Foto fra den amerikanske ambassade

Skriv kommentar Add yours ↓

Din kommentar