Lei Feng: Kinas revolutionære skrue der aldrig ruster

Lei feng beijing

Lei Feng står ved et busstoppested i Beijing. Bag ved det og træerne ligger der højhuse, med hoteller og shoppingcentre, og hvor kinesiske og internationale virksomheder og investeringsbanker har kontorer og hovedkvarterer. Stoppestedet ligger ved den sekssporede tredje ringvej, hvor den skærer gennem Beijings enorme forretningsområde, som kalder sig selv for »Central Business District.«

Hvem er han så, Lei Feng? Som der står i en biografi fra en artikel på det officielle nyhedsbureau Xinhua: »Lei blev født i slutningen af 1940erne i den centrale Hunan provins, og han blev forældreløs som syvårig. I 1958 begyndte han at arbejde på et stålvalseværk, og i 1960 blev han som 20-årig rekrut i hæren. Lei er kendt for at vie al sin fritid til uselvisk at hjælpe andre.«

Nu skal han også hjælpe Kinas Kommunistparti, der netop er begyndt en kampagne, der hedder »At praktisere ånden fra Lei Feng.« Med alt fra åbning af nye museer til Tv-reklamer og bogudgivelser. I år det nemlig 50 år siden, at han ifølge legenden blev dræbt, da en af hærens lastbiler bakkede ind i en telefonpæl, der ramte ham i hovedet.

I fem årtier har Lei Feng – der fejres hvert år den 5. marts – været et symbol på beskedenhed og offervilje. Et dydsmønster. Med høj moral, sande værdier og en patriotisk og ægte hengivenhed til folket og Kinas Kommunistparti.

Der var ingen grænser for den unge soldats godhed. Han hjalp landsbyboere med at lære at læse, og han sad om natten og stoppede sine soldaterkammeraters strømper, i al hemmelighed, forstås, for han gjorde det ikke for at få anerkendelse.

Han skrev også digte og en detaljeret dagbog, der blev udgivet året efter hans død. Og siden 1963 har kineserne været igennem utallige »lær fra Lei Feng« kampagner. For Lei Feng er »den revolutionære skrue, der aldrig ruster« og det moralske kompas, man altid kan styre efter.

Eller er han? For når der står et sort-hvidt fotografi af ham på en digital reklamesøjle her i det centrale forretningskvarter, så virker det nærmest komisk og desperat, at partiet igen forsøger at støve en af de gamle propagandahelte af.

Der er da også en kinesisk vittighed om Lei Feng: »Generationen i 1970erne lærte af Lei Feng, generationen i 1980erne gjorde oprør mod Lei Feng, og generationen i 1990erne glemte Lei Feng.«

I dag er mange skeptiske overfor Lei Feng og mytologien omkring ham. For eksempel er dagbogen fantastisk detaljeret, og der er bemærkelsesværdigt mange fotografier af de gode gerninger. Så har han levet eller er det ren propaganda?

Mange kinesere mener, at der ikke er moral og værdier tilbage i Kina i dag. De er gennem de seneste 30 års økonomiske vækst blevet afløst af korruption, griskhed og egoisme. Det er en debat, som man møder ofte i Kina i dag, og de er godt opsummeret her af Mark McDonald på IHT:

The Chinese Communist Party knows it has a problem. A billion Gordon Gekkos are blooming, but moral standards are withering on the vine. Corruption pervades. Villainy abounds.

Everybody seems to be cutting corners. Contractors add too much sand to their concrete, causing bridges and buildings to collapse. Shoddy designs send bullet trains running off their rails. Milk producers add poisonous chemicals to baby formula. Government officials gamble away municipal funds in the casinos of Macao. A third of China’s wealthiest billionaires are senior leaders supposedly living on meager government salaries — while their kids party in exclusive clubs and flout traffic laws in absurdly expensive cars. Everyday citizens are increasingly angry at the excesses of the so-called Red Nobility, and the societal rift between town and country grows ever more bitter.

Lei Feng er svaret på det åndelig hul, som partiet – hvis legitimitet er økonomisk fremgang og myten om det 5.000 år gamle Kina – har brug for at fylde. Kineserne skal have noget at tro på, men mange er kyniske overfor kampagnen.

»Når den sociale virkelighed er blevet blotlagt, så bliver »At Lære Fra Lei Feng« blot brugt til at dække over skammen,« som en bruger skrev på den kinesiske mikroblog Sina Weibo for nyligt.

Lei Feng er da også en rollemodel, der er skabt af partiet, og derfor er han kun på overfladen et symbol på altruisme og uselviskhed, som David Bandurski skrver her på China Media Project:

“Seen in his proper political context, Lei Feng is a symbol not of altruism but of submission to political power. In my view, the image of Lei Feng is completely out of step with a modern China,” wrote David Bandurski, a researcher at the University of Hong Kong’s China Media Project, in an e-mail to the Global Times. “What China needs today is a new model of active and critical citizenship, not of subservience,” he wrote.

For hvis partiet for alvor ville fremme Lei Fengs ånd, så ville man gøre folk som Chen Guangcheng til helte. En mand, der har afsløret de lokale embedsmænds vanvittige magtmisbrug og som andre advokater kæmpet for at gøre Kina til en retsstat.

Men det er også en udfordring for partiet og dets magt. Og derfor er Lei Fengs foto ikke på vej til at blive skiftet ud med Chen Guangchengs på den elektroniske reklamesøjle her i Beijing.

Skrevet af

Hurtige klik fra Kina af Kim Rathcke Jensen. Jeg er journalist og BA i kinesisk. Jeg bor i Beijing, hvor jeg arbejder som Politikens korrespondent i Kina og Asien.

Skriv et svar

Obligatoriska fält är markerade med en * .


Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>