Professionelle sørgere i Kina: Hun græder og jamrer for penge

kommentarer
Historie / Hverdag / Kultur

Copyright JORDAN POUILLE  500x333 shkl

Hu Xinglian sidder på knæ foran kisten med den døde mand. Hun jamrer. Højlydt. Hun lægger hovedet tilbage og giver et hyl fra sig.

Det var aftenen før, at Hu var til begravelse. I dag sidder hun i sofaen i sin lejlighed, hvor hendes to små hunde – den ene har en rød striktrøje på – piler rundt på flisegulvet.

»Den første gang, at jeg…,« siger hun og bliver afbrudt af mobiltelefonen, der ringer igen. Hun har travlt, for hun skal til endnu en begravelse i morgen. Eller, som hun siger, så har hun »også et show« i morgen.

Hu Xinglian er ikke ked af det over alle begravelserne. For hun kender ikke de døde. Hun er professionel sørger. Hun græder for penge.

Den 54-årige kvinde er stjernen i sin trup, hvor hun står i spidsen for fem, ti eller flere »skuespillere og musikere«, som tager ud til begravelser for at sørge og synge. De efterladte kan selv vælge – truppen kan komme med både kostumer, diskokugler og professionelt lydsystem og sørge for, at begravelsen bliver et brag af et show.

De professionelle sørgere er også et sammenstød mellem det moderne Kina og de gamle skikke.
Det er en gammel kinesisk tradition, at der er sørgere med til en begravelse. Men de økonomiske reformer, der begyndte i 1979, har kommercialiseret stort set alle områder af det kinesiske samfund og kultur. Kineserne er blevet rigere. Og hvor det tidligere var munke eller familie, der græd over de afdøde, da kan man i dagens Kina købe sig fra det meste. Selv sorg er en service til salg.

»For nogle år siden var der en rig direktør, som døde. Han søn kom og sagde, syng og græd, hele tiden, til du bliver hæs,« siger Hu Xinglian. Og det gjorde hun. Hu stod foran de 100 gæster, der spiste og drak, til hun mistede stemmen.

Hu Xinglian bor i Chongqing, der ligger i det centrale Kina. Byen har over 30 millioner indbyggere, og den ligger i de høje bakker og bjerge, som man også kan se gennem lejlighedens åbne altandør.

Hu har kunstnernavnet »Ding Ding Mao.« Det betyder guldsmed, altså som insektet, på den lokale dialekt. Samtidig ligner de to kinesiske tegn »ding ding« (丁丁) et par rottehaler, som er blevet hendes varemærke.

I dag er hun blevet lidt af en berømthed i Chongqing, og hendes karriere begyndte helt tilbage i 1995. Hun var lige blevet arbejdsløs, og derfor sagde hun ja, da en af hendes venner bad om hjælp til en begravelse. Hun fik cirka 30 kroner. I dag kan et show koste flere tusinde.

Hun blev professionel i 2000. Hun siger, at hun normalt ikke husker de døde, men hun glemmer ikke den første.

»Det var en ung mand, der var død i trafikken. Jeg var nervøs, og så jeg kom tilfældigt til at se på liget, da jeg skulle til at begynde,« siger Hu Xinglian.

Hun laver altid et lille interview med familien, inden hun begynder sit show. Hun skal have personlige oplysninger, så det lyder, som om hun kendte personen. Nogle gange skal hun skjule, at hun er professionel, andre gange vil familien vise, at de har penge nok til at hyre en professionel gruppe.

Der er flere traditioner omkring en begravelse. Inden kisten bliver lukket, hvor den står omgivet af røgelsespinde og for eksempel frugtkurve som offergaver, skal sørgerne rykke tre gange frem mod den, mens andre sørgere river i deres skjorter og tøj for at holde dem tilbage.

Især i landområderne går man stadig gennem landsbyerne i procession. Tidligere var det munke, der gik foran optoget og messede hymner og på den måde gik forrest på den dødes vej ind i dødsriget. Det var også familie og venner, der bar kisten. Men i dag er det professionelle sørgere, der går forrest og som bærer kisten. Hvis ikke den ligger på ladet af en lille lastbil sammen med sørgerne.

Den traditionelle musik, som for eksempel det skingre blæseinstrument »suona,« er også blevet afløst af sørgernes vestlige musikinstrumenter. Hu Xinglian har et menukort af sange med til begravelserne og tit kappes venner og familie om at bestille flest. Mange af dem er popsange, hvor hun måske ændrer en linje eller to for at tilpasse den til den afdøde.

I dag er begravelser ofte en slags fest. Hos Hu Xinglian kan de efterladte endda bestille en »mavedanser,« som dog nok mest minder om en blød striptease.

Så er de kinesiske traditioner under pres, eller udvikler de sig bare med tiden?

»Nogle siger, at de professionelle sørgere er et angreb på de traditionelle værdier, og at det kun kan være slægtninge, som viser sorg. Andre siger, at professionelle sørgere er en god ting, fordi de har rødder i traditioner, der går tusinder af år tilbage,« siger Yu Yunhua, der har forsket i traditioner i Chongqing.

Wang Qianyu, der forsker i folkestudier på Sydvest Universitetet i Chongqing, siger, at traditionerne omkring begravelser blot følger udviklingen i det kinesiske samfund. Wang vælger at se positivt på det som en naturlig udvikling.

»Traditionerne omkring begravelser er nogle af dem, der går længst tilbage i den kinesiske kultur. Hvis de bliver bevaret gennem tusinder af år, så er der en grund til, at de stadig eksisterer. Og hvis vi opgiver dem, så mister vi vores åndelige og moralske værdier,« siger Wang Qianyu.

Wang siger, at mange af traditionerne i dag kan spores tilbage til Tang dynastiet (618-917), men at der var sørgere lang tid før det. For eksempel brugte poeten Zhuangzi (369-286) trommer til at sørge over sin hustrus død. I Sydkina har der også været mange områder, hvor familier dansede og sang omkring de døde.

»Det er typisk meget populært i det sydlige Kina, men i nord er gråd mere populær end sang og dans,« siger Wang Qianyu.

Sorgen afslører ens følelser, siger Wang, og det er normalt en kvinde, som for eksempel en mor, datter eller søster til den afdøde, der fører an. Det er et symbol på de levendes tristhed og sorg, overraskelsen over tabet og et udtryk for håb om, at personen vågner og kommer tilbage i live. Dermed er det også en primitiv form for psykologisk terapi, siger Wang.

Ritualerne er også blevet formaliserede af munke, der baner vejen vej for den afdøde ind i underverdenen, når man går med liget. Og traditionelt set har det kun været dem og familiemedlemmer, som kunne udføre sorgen.

Men professionelle sørgere bliver stadigt mere populære i Kina. Det kan Hu Xinglian også mærke, for konkurrencen er langt hårdere i dag end for blot få år siden. Selvom omsætningen er mindre, så er hun dog ikke bekymret, for hun er professionel og har et godt omdømme, siger hun.

Så hvordan bliver man en god sørger? I sin glimrende bog »The Corpse Walker: Real Life Stories – China From The Bottom Up« har forfatteren Liao Yiwu også talt med en professionel sørger, Li Changgeng, der kommer fra Sichuan, som beskriver arbejdet sådan her:

»Vi plejede at se på hver begravelse som en konkurrence. Der var førende jamrere og backup jamrere, og når hvert job var færdigt, så ville medlemmerne sætte sig sammen og give kritik på hinandens præstationer. Det er ikke nok at have en høj stemme. Du bliver nødt til at vide, hvordan du optræder. For eksempel, at messe digte involverer en velkoordineret kombination af indbydende introduktioner, glatte overgange, høje crescendoer og kraftulde afslutninger. Mens du optræder, så skal du have kontrol over dig selv, men også nogle gange kunne give slip på dig. Dit ansigt, dine hænder, dine skuldre – alle dele af dit kropssprog er vigtigt. Når man jamrer, så råber man også strofer som »du har arbejdet så flittigt hele dit liv« eller »hvordan kan du forlade os nu, hvor vores gode dage netop er begyndt,« og så videre. At jamre er sværere end at spille suona eller synge en arie i en opera. Det er skuespil, men med så diskrete træk at folk ikke opdager, at du optræder.«

Derfor er det også et hårdt arbejde, siger Hu Xinglian.

»For at gøre det godt, så bliver man nødt til at tro på det, så jeg forestiller mig, at det er en af mine egne slægtninge. Det er hårdt, og bagefter er jeg virkelig træt,« siger Hu Xinglian og tilføjer:

»Nogle skuespillere arbejder med det så meget, at de besvimer.«

Fem eksempler på sange, som folk kan bestille hos Hu Xinglian til en begravelse:
»Du gør mig glad og ked af det« 让我欢喜让我忧
»999 roser« 九百九十九朵玫瑰
»Lyt til mor, der fortæller om gamle dage« 听妈妈讲过去的事
»Mor er den bedste i verden« 世上只有妈妈好
»Formand Maos ord vil blive husket i mit hjerte« 毛主席的话儿记心上

:: Foto copyright Jordan Pouille

Skribent

Hurtige klik fra Kina af Kim Rathcke Jensen. Jeg er journalist og BA i kinesisk. Jeg bor i Beijing, hvor jeg arbejder som Politikens korrespondent i Kina og Asien.

3 Kommentarer

  1. Jeg har selv vaeret til min svigerfars begravelse ude paa landet, Sichuan, taet paa Chongqing provinsen, og der var ikke graedekoner eller optog, til gengaeld andre traditioner saasom der blevet lavet et hus af ris papir som blev braendt af sammen med bannere og andet da han kom i jorden, og det typiske fyrvaerkeri (kanonslag) paa forskellige tidspunkter dagene foer. Og saa var der en fen sui gut der naermest havde en praesteagtig rolle, han blev konsulteret om hvor der var et godt gravsted, og udfoerte flere ceremoni agtige ritualer i loebet af 1-2 dage.

    Men kan godt forestille mig at nogle af de nyrige her goer en hel masse ud af det.

    En pudsig ting ved Chongqing er, at selv i nye bebyggelser som hvor jeg bor kan man se familier der fejrer (eller soerger over) et doedt familie medlem ved deres grav, det pudsige her er blot, at tidligere har de grave jo vaeret overalt, saa nu ser man dem pludselig saette lys og mad og andet ud paa f.x. den indre vej i vores beboelsesomraade. Man kan spekulere hvad de goer med de grave naar der bygges nyt.

  2. kinablog siger

    Interessant. Også det du siger med, at ritualerne flytter ud på gaden, det er et meget godt eksempel Wang Qianyus kommentar om, at de udvikler og tilpasser sig med tiden.

  3. Kan vaere jeg ikke skrev det saa klart, men pointen er, at foer vores bebyggelse blev bygget har der vaeret gravsteder overalt, ligeom ude paa landet, hvor man i smaa landsbyer knapt kan gaa 50 meter uden at se en gravsten/sted. Det hele er saa formentlig blevet fjernet/bulldozet da der skulle bygges nyt, og de familier (nogle af dem i hvert fald) der har haft gravsteder her udfoerer nu de saedvanlige aarlige ritualer der hvor gravstedet tilsyneladende har vaeret. Faktisk lidt pudsigt at taenke over, det jo lidt som at bo et sted der engang var en kirkegaard, men siger vel ogsaa noget om en enorm kulturforskel, min svigerfar ligger f.x. i forhaven, ved siden af hans egen svigerfar som doede 4 maaneder senere, 10 meter fra hvor grisene er, og 10 meter fra urtehaven. Gad vist hvor mange danskere der gad have mor liggende nede bag i haven eller ud til vejen i villakvarteret hehe.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *