Hu Jintao i Danmark: Den danske dronning bærer sin egen taske?

W020120615199721665219
Kan en præsident holde sin egen paraply?

Det var et af de spørgsmål, som måbende kinesere stillede sig selv, da den amerikanske præsident Barack Obama besøgte Kina i 2009.

For Kina er en nation, hvor folk står på skuldrene af hinanden i et hierarki, hvor magtens mænd i Kinas Kommunistparti og et-partistaten er vant til at blive servicerede. Bære sin egen taske eller holde en paraply? Vanvid.

Hvorfor lærer vores »paternalistiske ledere« ikke af ånden fra Obama, der »midt i regnen selv kunne slå en paraply ud,« skrev for eksempel denne blogger, der kalder sig for Nanshan Fangma.

Der er mange måder, man kan forsøge at påvirke Kina og føre en dialog med et-partistaten. Det behøver ikke kun at foregå til topmøder bag lukkede døre.

Men det kræver måske lidt kreativitet. Sverige har for eksempel udlånt en professor i menneskerettigheder til Kina. Og Danmark kunne også lære af USA, som jeg skriver her i Berlingske om blandt andet deres ambassadør i Beijing:

Den amerikanske ambassadør, Gary Locke, tiltrådte i juli sidste år. Da han stod i lufthavnen i Seattle og var på vej til Kina, var der en kineser, som tog et billede af ham. For han stod i en Starbucks og bestilte selv en kaffe. Han bar endda selv sin bagage. Uhørt.

Gary Locke er også blevet set flyve rundt i Kina på almindelig turistklasse. Ikke på business eller første klasse. For eksempel da han i april skulle til det internationale Bo’ao Forum på den Sydkinesiske ø, Hainan. Her boede han i øvrigt også på et almindeligt hotel. Ikke på det samme fem-stjernede som de internationale gæster og kinesiske politikere. Og på den måde er han blevet kendt blandt mange kinesere, som en mand af folket.

Derfor langede en avis, Dagbladet Beijing, også ud efter for ham for nyligt. Sikke noget pjat, at han blot er en almindelig mand. Hvis han var det, så skulle han offentliggøre sine personlige værdier og formue, skrev den statskontrollerede avis på sin konto på mikrobloggen Sina Weibo. Og det gjorde han. Til stor jubel for mange kinesere der spurgte, hvorfor gør vores egne ledere ikke det samme?

Og det med at lederne skal serviceres skal sandelig tages seriøst. Under Hu Jintaos møde med dronningen bar hun åbenbart selv på sin taske, som en kineser bemærkede på sin mikroblog:

今天看胡总访问丹麦的新闻,有个问题不解:女王为何一直肩挎着一个包?不解,给身边人拿着不就得了吗?或者里面到底藏了些什么机密?

I dag så jeg nyheden om formand Hus besøg til Danmark, og jeg har et spørgsmål – hvorfor går dronningen med sin egen taske? Jeg forstår ikke, hvorfor står der ikke nogen ved hendes side og bærer den? Eller er der top-hemmelige dokumenter i den?

:: Foto fra den kinesiske ambassade

Skriv kommentar Add yours ↓

Din kommentar