Hu Jintao i Danmark: Kowtow 2.0

Skriv en kommentar
Politik

W020120616705962788928

Hvad synes kineserne om Hu Jintaos besøg i Danmark? Kinas Kommunistparti kan kun være tilfredse, for de har fået solid politisk opbakning af den danske regering.

Lørdag stod Aung San Suu Kyi i Oslo, hvor hun langt om længe holdt sin takketale for den Nobels Fredspris, hun blev tildelt i 1991.

Dengang sad hun i husarrest og kunne ikke rejse ud af Myanmar (Burma). Først her to årtier senere kunne den kendte politiker og forkæmper for menneskerettigheder tage til Norge og holde talen på Rådhuset i Oslo.

Det politiske system og situationen i Myanmar og Kina ligner på mange måder hinanden. En af forskellene er, at udlandet har lagt pres på militærstyret i Myanmar, der nu er begyndt på politiske reformer.

En anden lighed er, at en kinesisk borger også har fået Nobels Fredspris. Den gik til professor Liu Xiaobo i 2010. Han afsoner en straf på 11 års fængsel, men der kommer til at gå endnu længere tid, før han også kan rejse til Norge.

• Læs også – tidligere artikler om Liu Xiaobo

For Hu Jintao kan kun konkludere, at han under besøget i Danmark fik opbakning til at fortsætte Kinas Kommunistpartis politiske kurs i et-partistaten.

Hu Jintao fik, hvad han kom efter. Der blev underskrevet kontrakter, som også for de kinesiske virksomheder er gode og solide.

Det officielle nyhedsbureau Xinhua roste også i flere artikler det danske erhvervsliv og de danske medier, for deres »entusiasme« og positive modtagelse af Hu. Læs for eksempel her og her.

Og set fra den kinesiske regerings side var ikke mindst den politiske del af besøget helt i orden.

På kinesisk er der et ord, som består af de to tegn for henholdsvis »at banke« og »hoved.« Det udtales »kou-tou« (叩头) og er en handling, hvor man sætter sig på sine knæ og lader sit hoved røre jorden. Det gjorde man traditionelt i Kina for at vise sine ældre og overordnede den dybeste respekt og signalere underdanighed.

Det blev især brugt overfor kinesiske kejsere. Også for udlændinge, hvor det blandt andet var en fast del af diplomatiet. Derfor var det også en skandale, da den britiske ambassadør William Amherst i 1816 nægtede at knæle for kejser Jiaqing.

Traditionen med kowtow, som det også hedder i Vesten, er gået af mode i dag. Og så alligevel. Den er kommet tilbage i en moderne udgave. Kowtow 2.0.

• Læs også – overblik og opsamling over Hu Jintaos besøg i Danmark

Hu Jintao er generalsekretær for Kinas Kommunistparti, der har opbygget myten om den kinesiske civilisations 5.000 års ubrudte historie, og partiet som retmæssige og legitime arvtagere til magten. Og i dag, når Hu Jintao og andre kinesiske ledere mødes med deres udenlandske kolleger, er de vant til at møde den moderne form for kowtow.

De samme værdier, som danske kommentatorer og folkevalgte politikere påstår at have, når snakken falder på for eksempel Libyen, Syrien, Iran, Egypten, Afghanistan og lignende, har Hu Jintao nok haft svært ved at få øje på i hans samtaler med danskerne.

Den tidligere danske udenrigsministier Mogens Lykketoft (S) mødtes fredag med Hu Jintao, hvor han fortalte ham, at »jeg ved, at du selv har været meget åben i din kritik af korruption.« Det er rigtigt. Det har Hu Jintao. Så sent som i januar sagde Hu i en tale, at partiet skulle slå ned på korruption. Det sagde han dog også under partikongressen i 2007. Siden er korruptionen kun vokset år for år.

Hus besøg i København var også et godt eksempel på, hvordan den danske regering og myndigheder tilsyneladende har ladet Kina haft direkte indflydelse på deres beslutinger. Det er blandt andet derfor, at kinesiske virksomheder og andre aktivitier i Europa for så stor opmærksomhed, for med dem kommer også en import af kinesiske værdier og magt.

Eksempelvis ville de danske myndigheder ikke give et kinesisk-sproget men amerikansk medie lov til at dække besøget i København. Hvor det danske politi også strakte sig langt for at beskytte Hu Jintao mod meninger, han kunne finde anstødelige, som Jyllands-Posten skriver:

Da hun tog sit tibetanske flag frem, løb flere af de tilstedeværende kinesere ind foran hende for at spærre udsynet til præsidenten. Kort efter blev hun hevet til side af en kvindelig, dansk politibetjent. Ifølge Luna Pedersen fordi politibetjenten sigtede hende for mulig narkobesiddelse.

»Det var i sig selv grotesk. Men det mest groteske var, at hun helt åbent forklarede mig, at sigtelsen var den eneste måde, hvorpå hun lovligt kunne kropsvisitere mig,« fortæller Luna Pedersen, der bagefter blev bedt om at forlade Langelinie.

Morgenavisen Jyllands-Posten overværede situationen, men den præcise ordveksling blev ikke overhørt.
Det var om fredagen.

Lørdag mødtes statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) så med Hu Jintao. Her lod hun ham forstå, at Danmark og EU har »en vis bekymring i forhold menneskerettigheder i Kina.«

Den »bekymring« deler tibetanerne nok, for problemerne er nu så voldsomme, at der siden foråret 2011 har været mindst 38 selvbrændinger i de tibetanske områder i de forskellige kinesiske provinser. Den seneste var i fredags.

Men det er forkert kun at fokusere på Tibet. Hvis man for alvor interesserer sig for menneskerettighederne for de mere end 1,3 milliarder kinesere, så bør man også tale om for eksempel den voksende censur, den stadig snævrere religionsfrihed, voksende miljøproblemer, stigende korruption og fortsatte optøjer i Xinjiang, hvor situationen på mange måder er mere alvorlig end i Tibet.

Centralregeringen i Beijing er nok mere bekymret for Xinjiang, fordi provinsen grænser op til Indien, Afghanistan og Pakistan, og at der i Xinjiang er langt flere vigtige naturressourcer og råvarer.

Ligesom Tibet handler Xinjiang også om den politiske og sociale stabilitet, der er det tyggegummi, som holder etpartistaten samlet under Kinas Kommunistparti, og som Hu Jintao og partiet derfor har gjort til en hårdtslående prioritet siden partikongressen i 2007.

• Læs også – Chen Guangcheng: Frygter for familien

Et af de grundlæggende problemer, som man møder hver dag i Kina, er den systematiske forfølgelse af advokater, foreninger, akademikere, kirker og andre, som partiet ser som konkurrenter til dets monopol på magten. For eksempel som den blinde advokat Chen Guangcheng, der havde afsløret myndighederne i at tvangssterilisere og give tvungne aborter til tusinder af kvinder.

Hvis »vi gerne vil fortælle om vores værdier, menneskerettigheder og demokrati, så gør vi det bedst ved at have en dialog,« sagde Helle Thorning-Schmidt lørdag til Berlingske.

Men hvor er dialogen så med de almindelige kinesere, som for eksempel de tusinder af kvinder, Chen Guangcheng forsøgte at hjælpe?

Søndag ankom medlemmer af Udenrigspolitisk Nævn til Kina. Den danske ambassade i Beijing vil ikke udlevere det detaljerede program men blot oplyse, at deltagerne blandt andet skal mødes med forskellige myndigheder og Kinas Kommunistpartis Internationale Afdeling.

Der er intet som tyder på, at Udenrigspolitisk Nævn vil mødes med kunstnere, advokater eller andre kritikere, der kunne give et andet billede af Kina.

Selvom det så kun er den officielle og partistemplede version af Kina, at de danske politikere får præsenteret, så er det dog altid noget, at de kommer til Kina. Men vil de overhovedet være i stand til at stille de rigtige spørgsmål?

Ida Auken (SF) konkluderede lørdag, at Kina er ved at være et mere åbent styre, som der står her på DR. Fordi:

– Jeg har benyttet lejligheden i dag til at snakke med nogle fra den kinesiske delegation om den kinesiske et-barns-politik, og man kan faktisk godt tale med dem om den slags ting, siger Ida Auken til TV2 før aftenens gallamiddag på Christiansborg.

Selvfølgelig kan man tale om et-barnspolitik.

Dagen før var det tredje mest diskuterede emne på Sina Weibo, der med 300 millioner brugere er Kinas mest populære mikroblog, hvordan en kvinde var blevet tvunget til at få en abort i syvende måned. Kineserne var rasende og krævede »dødsstraf« til de tre embedsmænd, der havde tvunget kvinden til det, fordi hun ikke kunne betale de 40.000 yuan (40.000 kroner) som det ville have kostet hende at få barn nummer to.

Embedsmænd, der har ansvaret for etbarnspolitikken, er under pres for at overholde målene. Derfor forsøger de tit at overtale kvinder til at få abort, som de også prøvede hårdhændet at gøre i sagen om Cao Ruyi, der er en anden sag, der har været oppe i medierne herovre i de seneste uger.

Stort set hvert år, når politikerne samles til den årlige Folkekongres i Beijing, er der også forslag om, at etbarnspolitikken skal afskaffes. Den er konstant til offentlig debat på den eller anden måde. Og hvis danske politikere ikke engang ved noget så banalt, hvordan skal de så kunne stille de rigtige spørgsmål til kineserne?

• Læs også – tidligere artikler med emnet menneskerettigheder i Kina

En måde at se på, om dialogen med Kina virker, er ved at stille konkrete og målbare resultater – om der er fremskridt i menneskerettighederne, om aktivister bliver løsladt og om der er systematiske fremskridt, som beskytter rettighederne, som Sharon Hom fra Human Rights in China fortalte mig i et interview for et par uger siden.

Har der så været fremskridt i eksempelvis de seneste par år? Nej.

Se på chikanen af advokater som Chen Guangcheng, der blot er et af eksemplerne på, hvordan en del af borger- og menneskerettigheder – de juridiske reformer – stort set er gået i stå i Kina. Det er et problem. Også for Danmark.

For det er det samme retsvæsen, der har dømt Chen Guangcheng, som også skal behandle en sag som den danske forretningsmand Jørgen Stølsgaards. Han kunne ikke forlade Kina i fem måneder på grund af en strid med en kinesisk virksomhed.

Dermed fik den danske regering med sin Kowtow 2.0 heller ikke beskyttet det danske erhvervslivs interesser på lang sigt. Hvilket ellers lader til at være det største mål for den danske regerings møde med Hu Jintao.

For kineserne gjorde Hu Jintaos besøg ingen forskel. Måske tværtimod. Endnu et land har opgivet at hjælpe de kinesere, der er kommet i klemme i et-partistaten.

For Kinas Kommunistparti var besøget derimod en stor succes. Endnu en gang blev generalsekretær Hu Jintao mødt af Kowtow 2.0.

:: Foto fra den kinesiske ambassade – (i New Zeland, fordi den i København ikke har billederne)

Skribent

Hurtige klik fra Kina af Kim Rathcke Jensen. Jeg er journalist og BA i kinesisk. Jeg bor i Beijing, hvor jeg arbejder som Politikens korrespondent i Kina og Asien.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *