Kina i krise: Højt at flyve, dybt at dykke

Skriv en kommentar
Politik

Aaf4acd728749d46a8ec9a40 500x327 shkl

Det var en stor dag. Søndag gennemførte Kina for første gang en sammenkobling i rummet, da kinesiske astronauter styrede fartøjet Shenzhou-9 sammen med rumstationen Tiangong, der betyder »Himlens Palads.«

Som Mao Zedong sagde, så er det kvinderne, der bærer halvdelen af himlen, og en af de tre astronauter var da også den 33-årige Liu Yang, der blev Kinas første kvindelige astronaut.

Cirka 265 kilometer under hendes vægtløse fødder vuggede et kinesisk skib rundt i Stillehavet. Her gik tre mænd ombord i Jiaolong (»Floddragen«), der er en specialbygget kinesisk ubåd, som de styrede ned til syv kilometers dybde. En national rekord.

De to teknologiske og videnskabelige præstationer er et ekko fra Mao Zedongs ord om, at »vi kan nå månen i den niende himmel, og række ned til skildpadden i de fem oceaner,« (可上九天揽月,可下五洋捉鳖) som det officielle nyhedsbureau Xinhua trompeterede i denne artikel.

»Det er ufatteligt, at formand Maos vilde forhåbninger er blevet virkelighed i dag i Kina. Man kan være stolt af at være kineser lige nu,« skrev en bruger på mikrobloggen Sina Weibo, som også bliver nævnt i den engelske udgave af artiklen på Xinhua.

Er det så tilfældigt, at der på den samme dag var kinesere både højt på himlen og dybt i havet? Nej.

Senere i år holder Kinas Kommunistparti sin store partikongres, der er den største politiske rokade i ti år. Og partiet bliver i stigende grad nødt til at sætte netop himmel og jord i bevægelse for at overbevise kineserne om partiets legitimitet.

Op til kongressen vil der kun være positive nyheder i de kinesiske medier, der skal beskytte etpartistaten fra tegn på krise og kritik.

For selvfølgelig er der grund til at være tilfreds med de teknologiske fremskridt, men det er en glasur, som partiet forsøger at smøre ud over en stadig mere muggen kage af økonomiske problemer, korruption, miljøproblemer, social uro og politiske skandaler.

For eksempel spiser astronauterne kun føde, der er dyrket på specielle gårde. Er den almindelige mad da ikke god nok, spørger kineserne, der også kender svaret, for hver dag er der alvorlige fødevareskandaler i Kina. Så sent som i dag måtte endnu et mejeri for eksempel tilbagekalde tonsvis af mælk.

For kineserne er der mange og konkrete problemer i hverdagen, der stadigt oftere koger over i for eksempel optøjer, som her tidligere på ugen i Guangdong. Der var to forskellige. Den ene på grund af politiets brutalitet, der tæskede en dreng. Den anden fordi lokale embedsmænd havde konfiskeret folks jord, så de selv kunne tjene penge på byggeprojekter.

Det er to helt almindelige konflikter, der heller ikke for alvor dukkede op i de censurerede medier, men derimod bredte sig på de kinesiske mikroblogs.

Det er også her på internettet, at man skal finde skandalen om Bo Xilai, som kineserne har slubret i sig. Den fortsætter. Der kommer efter alt at dømme en retssag mod i hvert fald hans hustru i næste måned, men kineserne har ivrigt fulgt sagen, for den viser tydeligt en splittelse i partiet, hvor eliten går efter magt, at berige sig og at beskytte egne interesser.

Så vil de nye ledere, der bliver valgt til efteråret, være i stand til at føre Kina gennem de næste års voksende udfordringer? Nej, mener Minxin Pei i denne artikel på The Diplomat:

Evidence based on academic research and press reports in China suggest that personal patronage and factional strength, not demonstrated achievements, are far more important in the selection of top leaders than objective factors such as record of administration. For example, Victor Shih of the University of California in San Diego and his collaborators combed through extensive personnel data and local economic growth rates to find whether promotion of officials in China actually depends on their demonstrated ability to deliver economic growth. Their conclusion is that political patronage (specifically ties with powerful leaders), not growth rates, determines promotion.

This finding equally applies to the selection of top leaders. With a small number of exceptions, most candidates slated for top positions in the PSC and the Politburo don’t have records that inspire confidence and admiration. Other than the most strict and objective limit – their age – the only factor that influences their chances of being elevated to the top is whether they have powerful backers.

Skandalen om Bo har fået kineserne til at stille – et endnu større – spørgsmålstegn ved hele det politiske system, som professor Patrick Chovanec siger her til ABC:

… average Chinese citizens who deal with government corruption on the local level every day are wondering if the whole system is rotten. “The assumption was the higher you went up, the cleaner it got and that view has been really shaken.”

Er Kinas Kommunistparti så i krise? Der er ingen tvivl om, at partiet er presset. Men uanset uenighederne i toppen, så er de alle enige om, at det er partiet som skal stå i spidsen for Kina. Og de er parate til at gå meget langt og slå hårdt ned på kritik og enhver, der udfordrer deres magt.

På lang sigt skal partiet dog overbevise kineserne om, hvorfor partiet har monopol på magten i Kina. Indtil videre har partiets bedste svar været teknologi og knyttede næver – at sende raketter ud i himlen, ubåde ned i dybet, og mere censur og kontrol på landjorden i Folkerepublikken Kina.

Men partiets største problem er her stadig, som professor Roderick MacFarquhar siger i denne video på Asia Society, for hvad står Kina for idag:

»De ved ikke, hvad et moderniseret Kina skal handle om. Det bliver ikke Konfucius. Det bliver ikke Marxisme-leninisme. Hvad skal det handle om?

Så hvad kommer der til at ske? Det er svært at sige, for det ved ikke engang de kinesiske ledere.

:: Foto fra Baidu

Skribent

Hurtige klik fra Kina af Kim Rathcke Jensen. Jeg er journalist og BA i kinesisk. Jeg bor i Beijing, hvor jeg arbejder som Politikens korrespondent i Kina og Asien.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *