Kontor 610: Kinas hemmelige politi og magten over etpartistaten

kommentar 1
Politik

3869220 124359014762 2 500x551 shkl

Har du hørt om Kontor 610? Det er blot et af de mange mere eller mindre hemmelige afdelinger af sikkerhedspolitiet, der operer under Kinas Kommunistparti og i gråzonen mellem partiets interesser og landets love.

Og her er det partiet, der vinder over bagateller som forfatning og retsvæsen. Som for eksempel med Kontor 610, der blev oprettet i 1999 for at knuse Falun Gong.

Kontor 610 står udenfor staten og kinesisk lovgivning. Derimod er det en lille gruppe øverst i partiet, der bestemmer over de anslået 15.000 civilklædte betjente. Det er blandt andet dem, der har været med til at holde folk som den blinde advokat Chen Guangcheng på plads, som har chikaneret Ai Weiwei og som har været aktive i kampagner omkring de Olympiske Lege, Verdensudstillingen i Shanghai og den manglende Jasmin-revolution i Kina.

For partiet er i krise, som jeg skrev i går. Kommunistpartiet har udviklet sig til et kleptokrati, hvor ledernes største interesser er at sikre egne interesser. Især de økonomiske. Og meget apropos er Bloomberg netop kommet med denne fantastiske artikel, der fortæller om Xi Jinping og hans families økonomiske interesser.

Xi Jinping, der er Kinas kommende præsident, har ry for at være stærk modstander af korruption, men familien har alligevel værdier for hundreder millioner af kroner.

Lige så apropos har Economist også en artikel i dag, der netop handler om, hvordan etpartistaten bruger sikkeredsapparatet og politiet til at beskytte partiets interesser og til at slå ned på dets udfordrere.

Den person, der står i centrum af det enorme magtsystem, er Zhou Yongkang, der er Kinas svar på Dick Cheney. Han har står i dag i spidsen for Kinas interne sikkerhed, hvor budgettet sidste år svulmede op til cirka 650 milliarder kroner. Det er mere end Kinas militære udgifter.

Zhou Yongkan blev også anset for at være en tæt allieret med den faldne stjerne Bo Xilai. Og derfor er politiets magt måske ved at blive stækket en smule, som Economist skriver. Men det betyder ikke, at der på nogen måde er større politiske reformer på vej i Kina, hvor der ifølge nogle analyser nu er op mod 180.000 større protester og demonstrationer om året.

No senior leader has argued in public, however, that the rise of the security state has been counterproductive. Wen Jiabao, the prime minister, who presents himself as reform-minded, may have opposed Mr Zhou’s preference for the iron fist. But if so, he was outnumbered. Police and security powers have steadily expanded at the expense of legal procedure, the courts, prosecutors and even other party leaders. Their leadership of the political-legal committees, which are charged with balancing the interests of the police, courts and prosecutors, enhanced the police chiefs’ scope to sidestep formal institutions. Lofty hopes for the rule of law have repeatedly dashed against the rocks of the security state.

Cheng Li, an expert on Chinese elite politics at the Brookings Institution, a Washington think-tank, says police power grew partly because Mr Zhou lacked powerful rivals in China’s “collective leadership” system; partly in response to the threat posed by lawyers and activists keen to use the law against the party; and partly in reaction to the crises of unrest.

The security strategy itself has not changed this year. But Mr Zhou seems a diminished figure. A turning-point came in February when Wang Lijun, the former police chief of the south-western municipality of Chongqing, briefly took refuge in an American consulate. That was one tile in a tumble of dominoes that ended the career of Mr Bo, Chongqing’s party secretary.

Og som artiklen i Economist konkluderer:

Communist Party leaders cling tightly to their security state, even as they struggle to control it.

Skribent

Hurtige klik fra Kina af Kim Rathcke Jensen. Jeg er journalist og BA i kinesisk. Jeg bor i Beijing, hvor jeg arbejder som Politikens korrespondent i Kina og Asien.

1 Kommentar

  1. Ming siger

    Bloomberg artiklen er super godt research.

    Problemet er bare, at det journalistisk set er præsenteret elendigt. Der er ALT for mange sidehistorier, og jeg måtte hele tiden springe tilbage i teksten for at få afklaring på, hvilke relationer de forskellige medlemmer af Xi-familien har til hinanden og Kinas kommende præsident.

    Normalt plejer jeg at agitere for længere tekster på nettet, men her kunne en grafik eller to ganske godt have hjulpet.

    I stedet for at skrive al researchen ind i hovedartiklen, kunne man godt have prioriteret således, at man ikke behøver at læse et forklarende afsnit hver tredje-fjerde paragraf på den researchmetode, som journalisterne har brugt.

    Lidt ligesom en fodboldkamp mellem Tyskland og Italien, der hele tiden bliver stoppet op af frispark og andre pauser i spillet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *