River Elegy: TV-serien om Kinas fremtid

Skriv en kommentar
Historie / Nationalisme / Politik

China cctv river elegy

TV-serien »River Elegy« blev sendt i sommeren 1988, hvor den samlede 200 millioner kinesere foran fjernsynsskærmene. Men den er aldrig blevet genudsendt. Og den er stadig kontroversiel i Kina.

For det var en forfærdelig serie. Den skulle aldrig have været sendt, mente Hong Minsheng, der var vicedirektør for det statslige CCTV, dengang i 1988.

Serien havde lagt det »følelsesmæssige og teoretiske fundament for den senere tids uro og oprør,« som han blev citeret for at sige i en artikel i New York Times samme år.

»River Elegy« (河殇 heshang) fik 200 millioner seere, og de seks afsnit skabte enorm debat, for serien var et voldsomt angreb på Kinas Kommunistparti og især på de konservative i partiet.

»River Elegy,« der havde opbakning fra reformatorer som Zhao Ziyang, var en del af den århundrede år gamle debat om traditionel kinesisk kultur versus Vestlig modernitet.

• Læs også – Zhao Ziyangs hemmelige erindringer

Serien – som du kan få lidt mere baggrund om her på Wikipedia – brugte Den Gule Flod som et symbol på den kinesiske civilisation. En mudret, voldsom og uberegnelig flod. Og det store, blå Stillehav som et symbol på kontakt, udveksling og handel med Vesten.

»River Elegy« argumenterede for at Kina skulle bevæge sig væk sin indadvendthed og åbne sig mod omverdenen i stedet for at sidde fast i sin gamle kultur og traditioner. Altså at gå væk fra de feudale værdier, som Kinas Kommunistparti kæmpede mod i begyndelsen. Og som partiet var kommet til at repræsentere, som det også gør i dag i 2012, hvor det har opbygget myten om de 5.000 års ubrudte kinesiske civilisation, og hvor enhver kineser kender Vestens 100 års ydmygelse af Kina.

Som Yuan Zhiming, der er en af seriens medforfattere, siger i dette interview med Ian Johnson på New York Review of Books:

Chinese never relax with foreigners. This is what Mao taught us. From the time we were young we learned this. When I was small we’d watch movies, and when the movie would start I’d ask my mother and father who’s the good guy and who’s the bad guy, because it had to be divided into that sort of binary relationship. And the bad people, everything about them was bad. Every feeling was dirty. They looked ugly.

This [way of seeing things] includes contemporary directors, like Zhang Yimou. He made a film last year called The Flowers of War about the Nanjing massacre. He was up for an Oscar but didn’t get one. I think one reason is that he had Mao’s value system internalized. The Japanese are the bad guys, of course, but in his portrayal the Japanese troops from A to Z are bad. They don’t have any humanity in them at all. Bad people can’t be 100 percent bad and good people can’t be 100 percent good. But that’s how Chinese see the world.

But even in the case of Mao, the Communist Party itself said that he was 70 percent good and 30 percent bad. That’s a differentiated view.

Yes, that’s how Deng tried to make it: the official verdict was Mao’s accomplishments were 70 percent good and 30 percent bad. But you know how most Chinese see it? 70 percent think he’s 100 percent good and 30 percent think he’s 100 percent bad! [laughs]

Debatten om Kinas ydmygelse er stadig en central del i de kinesiske nationalisters vrede mod omverdenen. Blandt andet derfor er serien stadig kontroversiel i dag. For dengang i 1988 blev den en del af optakten til demonstrationerne i 1989, der kulminerede senere samme år med massakren på Tiananmen i Beijing.

• Læs også – tidligere artikler på Kinablog om optøjerne i 1989

Serien er aldrig blevet genudsendt i sin helhed. Tværtimod, som jeg skrev i indledningen, tog CCTV kraftigt afstand fra dokumentaren. For den er stadig politisk følsom, og den er bestemt heller ikke på vej tilbage på skærmene her i 2012, hvor partiet står over for det største magtskifte i ti år. Og hvor partiet igen er fanget i en politisk slåskamp mellem konservative og reformatorer.

David Moser var student på Peking University, hvor han sad og så »River Elegy« i 1988. Han skrev om den sidste år på China Beat:

… I was surprised at how relevant it still is, even though China’s economy has morphed from the wobbly experiment it was during that summer of 1988 to an emerging 21st century powerhouse. But most of all I was struck by an obvious and disheartening realization: Despite the fact that the documentary was aired—twice!—in the turbulent 1980s, it could not be aired on CCTV in 2011. In spite of the unprecedented new information transparency and the buzz of the Internet and social media intruding at the peripheries of China’s media environment, the hallowed realm of the mainstream State television could not now tolerate anything like the blunt critique of River Elegy.

Viewing the documentary again gives one a sense of the tragedy of missed opportunities. River Elegy occupies a point on a fleeting historical trajectory that fizzled in 1989. It is a time-capsule relic of the chaotic but hopeful 1980s, when something like an honest dialogue between the leadership and the people seemed at least a possibility. A question is: How did such a program come to be aired in the first place?

Man kan finde bunker af amerikanske tv-serier på det kinesiske internet. Nye film kommer hurtigere ud i de illegale DVD-butikker i Kina end de kommer ud i de danske biografer. Og i de samme butikker kan man også finde alt fra gamle Charles Chaplin film til bokse med alle sæsoner af »West Wing.« Men jeg har ledt efter »River Elegy« i flere år, og jeg har aldrig fundet den.

Nu faldt jeg så over den på interwebbet, hvor nogen har været så godmodige at lægge den på Youtube. Du kan se de seks afsnit her. Endda i god, gammeldags VHS kvalitet.

Skribent

Hurtige klik fra Kina af Kim Rathcke Jensen. Jeg er journalist og BA i kinesisk. Jeg bor i Beijing, hvor jeg arbejder som Politikens korrespondent i Kina og Asien.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *