Fedme og underernæring: Kinas sultne bondebørn

Skriv en kommentar
Fødevarer / Hverdag / Politik

MeTy HM8yPk90mctVXLChcZ0T7Bg5JUYgXaSFWRBpKw 500x333 shkl

Ling Xiahui kan huske, da de ikke fik mad i skolen. Dengang kunne Ling, der er en pige på otte år, gå en hel dag uden at spise.

»Nu er min mave fuld. Det er altså meget bedre. Jeg har også mere energi«, siger Ling Xiahui. Hun bruger en halv time på at gå ud ad bjergvejene for at komme hen til skolen. Men hun er heldig. Flere af hendes klassekammerater bruger op til et par timer på at gå i skole. Hver vej. Derfor er det en lang dag, hvis man skal sidde i skolen fra klokken 8-16 uden mad.

Jeg skrev om Ling i Politiken for nogle uger siden. Ling går på en skole, der ligger i den sydkinesiske Guizhou provins, der har 34 millioner indbyggere. Det er Kinas fattigste provins, og hvis den var et land, så skulle man sammenligne økonomien med Irak eller Kap Verde.

Skolen ligger i Tingziba, som hører under et byområde, der hedder Renhuai. Der er ingen solide statistikker for, hvor meget folk tjener her, men de seneste tal er fra 2008, hvor årsindkomsten i gennemsnit lå på 3.688 yuan. Det svarer i dag til omkring 3.300 kroner.

På to årtier er Kina blevet verdens næststørste økonomi. Men det er også et samfund, hvor der er enorme forskelle mellem rig og fattig. Og på trods af den økonomiske succes, er der stadig millioner af fattige børn, hvis fysik og uddannelse er truet af sult og fejlernæring.

Heldigvis får Ling og de andre børn på skolen nu hjælp fra en privat NGO. Hver dag ved frokosttid går børnene ud i skolegården, hvor de får en skål mad. Normalt er der ris og to retter, der består af for eksempel søde kartofler, kinakål, græskar og grisekød. Det meste købt fra de lokale bønder. Her er et lille uddrag fra artiklen i Politiken:

For et par år siden besøgte en kinesisk journalist et af de fattige områder. Han blev så chokeret over forholdene, at han begyndte en indsamling for at skaffe penge til at kunne give nogle af skolerne et gratis måltid om dagen.

Det førte indirekte til, at centralregeringen i Beijing begyndte et program, hvor de hver dag giver et gratis måltid til 26 millioner af de fattigste børn i landområderne.

Så i dag får Ling noget at spise hver dag i skolen. Og det hjælper, siger Cheng Bo, der er inspektør på den skole i landsbyen Tingziba, hvor Ling og de cirka 270 andre elever går på.

»Der er en klar forskel. Uden tvivl. Før havde eleverne ingen energi om eftermiddagen, og man kunne ikke fange deres opmærksomhed om eftermiddagen. Lærerne fik heller ikke mad, så det var også svært for dem«, siger Cheng Bo.

En kinesisk undersøgelse fra 2011 viser, at fejlernæring hæmmer den fysiske udvikling i 12 procent af børnene i de fattigste områder. I gennemsnit er de cirka 6-12 centimeter mindre end jævnaldrende børn i de veludviklede byer.

Det har store konsekvenser, siger Yu Mingxiao, der er lektor på China Development Research Foundation, og en af medforfatterne til undersøgelsen.

»På grund af sult er der lavt fremmøde i skolerne, og det har også indflydelse på elevernes aktivitet. Fejlernæring kan give blodmangel, der har indflydelse på deres mentale udvikling, som igen fører til forskel mellem dem og elever med god ernæring«, siger Yu Mingxiao.

Men på samme tid som Ling og de millioner af andre fattige børn ude på landet kæmper for at få nok at spise, da har børnene inde i byerne det modsatte problem. De rige byboere har for meget at spise, som der står her i China Daily:

According to China’s official figures, the country has 120 million people classified as obese, and the World Health Organization notes that 12 percent of Chinese children are overweight.

Og som Washington Post skriver:

With fast food and rising affluence, a country only a generation removed from hunger is getting fat. How fat? According to the World Health Organization, the percentage of adults who are overweight and obese rose from rose from 25 percent in 2002 to 38.5 percent in 2010 in a population of 1.37 billion. Urban dwellers account for much of this. WHO projects that 50 to 57 percent of the Chinese population will be too heavy by 2015. (By comparison, 69 percent of Americans age 20 and older are overweight or obese.)

There’s a standing joke, notes Lyn Wren, a physician with International SOS Beijing Clinic, that “Chinese waistlines are growing faster than the GDP.”

Setsuko Hosoda, a family doctor at Beijing United Family Hospital, says the parents and grandparents she sees are “always worried that their child is not eating enough.” A 2012 Penn State study of 176 Chinese children ages 6 to 18 found that 72 percent of mothers of overweight children thought their children were normal or underweight.

Fedmen giver utallige problemer. For eksempel med sukkersyge, som Economist skriver i artiklen fra december, der handler om regeringens problemer og medicinalvirksomhedernes muligheder:

China has particular problems, not because the incidence of obesity and diabetes is unusually high but because its population, and thus the absolute number of sufferers, is so large and rates are rising. Some 92m Chinese adults are thought to have diabetes, though only 40% of them are diagnosed. Wenhui Li, an endocrinologist at Peking Union Medical College Hospital, sees undiagnosed diabetics who already have the symptoms of advanced stages of the disease. Linong Ji, president of the Chinese Diabetes Society, worries about a looming wave of patients: “We don’t have a system to identify those individuals and manage education or interventions in their lifestyles.” Treatment for obesity-related conditions in China generally remains mediocre, and increasing obesity comes on top of other adverse factors, such as a rapidly ageing population and a passion for cigarettes.

China’s government has taken some steps to deal with the problem. More than 90% of the population now has health insurance, though the quality varies. The government is also trying to make treatment available in more places; at present most patients crowd into big-city hospitals. A new plan for fighting chronic disease, published in July, aims to get people to take more exercise, reduce obesity rates, improve the care of patients with diabetes and high blood pressure and get people to eat better. It sounds more like a wish list than a serious plan of action.

Ha1Jg5QAKaVSl87lWbQxH92geHZSBKTvbTewUH8JUsQ 500x333 shkl

:: Foto af Sharron Lovell

Skribent

Hurtige klik fra Kina af Kim Rathcke Jensen. Jeg er journalist og BA i kinesisk. Jeg bor i Beijing, hvor jeg arbejder som Politikens korrespondent i Kina og Asien.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *