Sølvminen: De almindelige kineseres fotografier

Skriv en kommentar
Billeder / Kultur

Untitled 1 550x195 shkl

Det begyndte for fire år siden, da Thomas Sauvin købte en sæk. Den vejede 70 kilo og var fyldt med negativer, der egentlig skulle smeltes. I dag har den franske kunstner, der bor i Beijing, indsamlet en halv million negativer, der formentlig er den største samling af almindelige kineseres private fotos.

Samlingen tegner et portræt af Kina og kineserne gennem de seneste 30 år. Den viser de økonomiske reformer og forandringer fra 1980erne og op til 00erne, hvor Kina åbnede sig, og hvor kineserne for alvor blev rigere og fik materielle goder.

De fleste af negativerne kommer fra Beijing, og derfor er samlingen især et portræt af livet og hverdagen i den kinesiske hovedstad gennem de tre årtier, hvor Kina ændrede sig markant. Det er de almindelige kineseres hukommelse af livet i de år.

Thomas Sauvin kalder sit projekt for ‘Sølvminen’, som jeg skrev om i Politiken for nogle uger siden. Han begyndte det, da han i 2009 mødte en kineser, Xiao Ma, som indsamler og smelter negativer for at udvinde det sølv, der sidder i dem.

Thomas Sauvin, der har boet i Beijing siden 2006, hvor han arbejder for det engelske forlag Archive of Modern Conflict, blev nysgerrig og købte en sæk med negativer.

»Dengang troede jeg, at det blot ville være noget, som skete en enkelt gang. Men nu er der gået over tre år, og jeg har 500.000 negativer,« siger Thomas Sauvin. I de første par år mødtes han og Xiao Ma en gang om måneden, men nu får Sauvin en sæk med negativer hver tredje måned.

Sammen med en assistent har han fået scanning og sortering sat i system. Og her dukker der nogle tydelige mønstre op.

Fotografierne slutter i 2005 på grund af det digitale fotografi. Og de går tilbage til midten af 1980erne, hvor Kina åbner sig mod Vesten og omverdenen efter de turbulente og indelukkede år under Mao Zedong. Kinesernes privatforbrug vokser, og der begynder at komme varemærker og forbrugsgoder – som kameraer – ind i det kommunistiske land.

Det første foto er fra 1985. Nogle gange kan Sauvin datere dem præcist på grund af tidstemplet på negativerne. Andre gange gør han det ud fra konteksten. Som for eksempel en kalender i baggrunden, på deres tøj eller ved at gå ud i Beijing og forsøge at finde steder og bygninger og spore deres forandringer.

Mange af billederne er også taget de samme steder. For eksempel foran de samme turistseværdigheder i Beijing eller andre steder, som da kineserne begyndte at rejse ud af landet og tage på ferie. Der er masser af fotos, hvor folk står foran Eiffeltårnet i Paris. Fotografierne giver i det hele taget et billede af Kinas økonomiske udvikling, som jeg skrev i Politiken:

For eksempel er det tydeligt at se, hvordan de kinesiske husholdninger blev moderniserede i slutningen af 1980erne og frem. Der begyndte at dukke Tv-apparater op på fotografierne. Så køleskabe. Og elektriske ventilatorer.

»Det blev naturligt, at man skulle fotograferes ved siden af køleskabet. Det overraskede mig«, siger Thomas Sauvin. Der dukkede også andre mønstre op. For eksempel i begyndelsen af 1990erne, hvor Marilyn Monroe kommer op på væggene i Beijing. Og hvor McDonalds og de amerikanske burgere kommer til Kina.

Det interessante er ikke de fotos, der skiller sig ud. Det er derimod ofte gentagelsen og mønstrene i de forskellige fotografier.

»Der er nok 98 procent af dem, som er komponeret med en eller flere figurer, der står i centrum af linsen. Der er et forhold mellem fotografen og den fotograferede, og det er næsten altid i en kontekst af familien. Der er et stort set totalt fravær af spontanitet«, siger Thomas Sauvin.

»Man kan næsten høre tre, to, en, klik«.

Thomas Sauvin håber, at han på et tidspunkt kan gøre billederne offentligt tilgængelige. Han har også planer om at lave en bog. Men indtil da kan man se nogle af fotografierne udstillet på Format Photo Festival i England i marts.

Check også en video, som han lavede med den kinesiske kunstner Lei Lei. Den kan du se en version af på Guardian, hvor Tania Branigan også har et interview med Thomas Sauvin. Endelig er der også en dokumentar om Sølvminen på Vimeo, som jeg vil anbefale.

Skribent

Hurtige klik fra Kina af Kim Rathcke Jensen. Jeg er journalist og BA i kinesisk. Jeg bor i Beijing, hvor jeg arbejder som Politikens korrespondent i Kina og Asien.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *