Wen Jiabaos milliarder: New York Times får Pullitzer for Kina-artikler

Skriv en kommentar
Journalistik

W020130307516228530878

New York Times og deres mand i Shanghai, David Barboza, har vundet en velfortjent Pulitzer, der er den mest prestigefyldte pris for amerikanske journalister. Læs begrundelsen her.

Barboza har vundet i kategorien for bedste internationale nyhed, og hans artikler er et eksempel på klassisk journalistik – følg penge og papirstrøm. Det kan være svært at gøre i Vesten, hvor der – alt afhængigt af hvilket land, man taler om, bare se vores egen debat om offentlighedsloven – er åbne og tilgængelige arkiver og offentlige informationer. Men det er vanvittigt svært at gøre i etpartistaten Kina.

Det gjorde Barboza dog. Gennem et år gik han vedholdende gennem de offentligt tilgængelige informationer, og fulgte rækken af papirer hele vejen op til til premierminister Wen Jiabao og hans familie.

Der har dog også været groteske konspirationsteorier i den vestlige presse om, hvordan New York Times var et våben i en politisk magtkamp i Kina, og hvordan David Barboza blot var blevet fodret med oplysningerne.

Det er jo alt sammen meget spændende, men virkeligheden er – og det sker jo – noget mere kedelig end fri fantasi. David Barbozas arbejde skete på grund af et mediehus, som gav ham frihed til i et år at arbejde på en sag, som involverede ualmindeligt mange, lange og kedelige timers ventetid hos offentlige myndigheder rundt om i Kina samt bunker af formularer og papirer og bureaukrati.

Du kan læse den første af hans artikler her. Og det bør du gøre.

Her er noget af det, som jeg skrev om afsløringen i Politiken, og som også giver et kort referat af sagen:

Fredag kunne New York Times så afsløre i en stor artikel, at Wen Jiabaos familie – for eksempel hans mor, hustru, søn, datter, lillebror og svoger – kontrollerer en formue på mere end 16 milliarder kroner. Det er større end bruttonationalproduktet i lande som for eksempel Burundi, Gambia og Bhutan.

Avisens undersøgelse viser, at familien Wen har aktier og interesser i alt fra banker, turisme, telekommunikation og diamanter.

Det er en offentlig hemmelighed, at kinesiske ledere – fra landsbyer og hele vejen op til hovedstaden Beijing – bruger deres magtfulde stillinger til at opbygge store formuer. Men det er første gang, at nogen har kortlagt så højtstående en politikers økonomi.

»Det er en bekræftelse af noget, som vi i forvejen havde en mistanke om, så jeg er ikke overrasket«, siger Steve Tsang, der er ekspert i kinesisk politik og professor på University of Nottingham.

»Det her er ministerpræsidentens familie, så man kunne forvente, at de ville udnytte deres muligheder. Det har de gjort i fænomenal grad, og det er det, som vi ser her«, siger Steve Tsang til Politiken.

For eksempel har mange af familien Wens foretagender fået støtte fra statsejede virksomheder som China Mobile. De gode forbindelser til etpartistaten har også hjulpet Wen Jiabaos lillebror, Wen Jiahong, der i 2003 fik en kontrakt på over 170 millioner kroner til rensning af spildevand i forskellige byer. I dag har han interesser i virksomheder omkring skrald og genbrug for tæt på 1,2 milliarder kroner.

Wen Jiabao er ministerpræsident, og dermed er han også leder af Statsrådet, der svarer til den kinesiske regering. I 2004 vedtog de nogle regler, så blandt andet det enorme forsikringsselskab Ping An, kunne blive noteret på børsen. Men inden da investerede hans familie, samt venner og forretningsforbindelser, i aktier i Ping An, der i 2007 havde en værdi på over 12 milliarder kroner. I dag er virksomheden en af de største finansvirksomheder i Kina, og den har en markedsværdi på over 346 milliarder kroner.

Den slags kritisk journalistik har selvfølgelig konsekvenser i Kina. For Kinas Kommunistparti er kritisk journalistik det samme som negativ journalistik, og i mangel på både faktuelle fejl i artiklen eller modbeviser har etpartistaten blokeret for adgangen til hjemmesiden for New York Times, nægtet at udstede visum til mindst en af deres journalister og forhindret avisens journalister i at tage til pressemøder, hvor andre udenlandske journalister er inviterede.

:: Foto af Wen Jiabao, der sidder ved sit skrivebord. Det blev offentliggjort kort før Lianghui i marts, hvor Wen trådte tilbage, og er så vidt jeg ved det eneste offentlige foto af hans kontor.

Skribent

Hurtige klik fra Kina af Kim Rathcke Jensen. Jeg er journalist og BA i kinesisk. Jeg bor i Beijing, hvor jeg arbejder som Politikens korrespondent i Kina og Asien.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *