Nyt job: Kina søger pornoinspektør

Skriv en kommentar
Internettet

20130417 2b12e953bd9835d2a504nG9FdvEgnXTV Få penge for at se porno på internettet. Et nyt jobopslag har givet debat i Kina, som jeg skrev om i Politiken i weekenden.

Der er gratis frugt og youghurt hver dag. Man får tilskud til både telefon og transport. Man har lov til at købe »relevante bøger«. Og man er endda garanteret en gave til fødselsdage, bryllup og barnefødsel, som står der i jobannoncen.

Så er der lønnen. Den er på 200.000 RMB (185.000 kroner) om året, hvilket i Beijing er en indkomst, der ligger solidt i den højere middelklasse. Derudover kommer der forskellige forsikringer. Jobbet er i det hele taget en solid pakke med alle de frynsegoder, som man nu får, når man er embedsmand i etpartistaten Kina.

Men det er næppe på grund af den fine årsløn, eller at man dagligt kan suge frugt og youghurt i sig ad libitum, at der er kommet over 4.000 – primært mandlige – ansøgere til den ene stilling.

Organisationen Anquan Lianmeng søger nemlig en »chef porno identifikations embedsmand«. Eller 首席淫秽色情鉴定官 (shouxi yinhui seqing jianding guan), for nu at være korrekt.
Man får kort sagt penge for at sidde og kigge på porno.

Læs ogsåSeks måder at censurere internettet på

Derfor var da også mange som først troede, at det var en vittighed, som avisen Nanfang Ribao (Sydlig Dagblad) skrev, da stillingen blev slået op. Det var det ikke. Som jeg skrev i avisen:

Pornografi er forbudt i Kina. Også på internettet. Med jævne mellemrum laver myndighederne kampagner, hvor man slår ned på pornografiske hjemmesider. De bliver lukket og bagmændene nogle gange retsforfulgt.

Det er dog ikke kun internetpolitiet, som er ansat af både provinser og centrale myndigheder, der står for den omfattende censur af internettet i Kina. Langt fra. Det meste, både porno og politisk følsomt indhold, bliver slettet af private virksomheder. For eksempel skulle Facebook, hvis det havde været en kinesisk virksomhed, have censorer ansat, som skulle sidde og læse brugernes statusopdateringer. Facebook er, som for eksempel også Youtube, Twitter og flere tjenester fra Google, blokeret i Kina.

Anquan Lianmeng er en organisation, der arbejder for netop 800 af de private internetselskaber i Kina. Eksempelvis for to af verdens største IT-selskaber som Baidu, der er den mest populære søgemaskine i Kina, og giganten Tencent, der blandt andet står bag WeChat, som har over 300 millioner brugere.

Anquan Lianmeng, der kan oversættes til »Alliancen for Sikkerhed«, ligger i en gråzone mellem det private og etpartistaten Kina. Det er blandt andet Anquan Lianmeng, der hjælper med at censurere internettet i Kina, så der ikke kommer »skadeligt indhold« ud til de 560 millioner kinesere, der bruger internettet. Som for eksempel pornografi.

Ifølge jobannoncen skal ansøgeren kunne kende forskel på kunst og porno, skriver Beijing Wanbao (Aftenavisen Beijing). For sidste år gav det en del debat, da CCTV, der er den statslige TV-station, omtalte en udstilling med kunst fra renæssancen. Under indslaget viste man Michelangelos berømte statue »David«, hvis nøgne skridt var blevet sløret af censorer.

Cirka 90 procent af de 4.000 ansøgere har været mænd, men de vil nok blive skuffede. For Anquan Lianmeng foretrækker gifte kvinder i alderen 35-40 år.

Læs ogsåalle artikler på Kinablog om censur

Jobannoncen har fået voldsom opmærksomhed på internettet, hvor den alene på Sina Weibo – der er en mellemting mellem Facebook og Twitter – er blevet omtalt i over 300.000 indlæg.

»Virkelig god brug af skatteydernes penge«, som en bruger skriver sarkastisk.

»Helt ærligt, hvor svært kan det være at se, om der er porno på en hjemmeside? Det er som at skyde fluer med antiluftskysts«, skriver en anden kineser på sin mikroblog.

»Materialerne til research er blokerede eller censurede og derfor umulige at lære, hvor skal man finde egnede kandidater?«, lyder en anden kommentar.

:: Illustration fra denne BBS

Skribent

Hurtige klik fra Kina af Kim Rathcke Jensen. Jeg er journalist og BA i kinesisk. Jeg bor i Beijing, hvor jeg arbejder som Politikens korrespondent i Kina og Asien.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *