9Z mod Kina: Opsamling fra de danske korrespondenter

Kineserne er utilfredse med deres skoler. Der er voldsomt mange negative konsekvenser ved systemet, og alle lige fra elever, forældre og til myndigheder forsøger at ændre det.

Derfor kan jeg godt undre mig over, at DR valgte at sammenligne danske skoler med kinesiske i dokumentarserien »9Z mod Kina«. Der er måske ting, som vi kunne lære af kineserne, men desværre viser programmerne ikke de negative sider og hele billedet af skolesystemet.

Jeg er ikke den eneste, som ikke kan genkende billedet af de kinesiske skoler, som DR tegner i programmerne om 9Z og Kina. Det har de fleste mine danske korrespondent-kolleger tilsyneladande også svært ved.

Her er en opsamling over hvad mine kolleger her i Kina og jeg selv har lavet om programmerne om 9Z og Kina.

Politiken og jeg skriver, at »9Z mod Kina« ikke giver et realistisk billede af den kinesiske folkeskole (artiklen er ikke online men blev bragt den 14. maj). Blandt andet har der i årevis været massiv kritik herovre af manglen på kreativitet:

Det er også nærmest komisk, hvis man påstår, at de kinesiske skolebørn er kreative. Det kinesiske uddannelsessystem er kendt for det modsatte, og det har fyldt debatten herovre i mange år, hvor selv Folkets Dagblad – der er Kinas Kommunistpartis officielle talerør – skriver om, hvordan manglen på kreativitet er en trussel mod eksempelvis kvaliteten i kinesisk forskning.

Hvis de kinesiske ledere for alvor satsede på kreativiteten, så ville Danmark hurtigt sakke bagud i konkurrencen, lyder det i programmet fra DR. Det advarer en forsker – som er fra Danmark, for der er ingen kinesiske eksperter og forskere i dokumentarserien – mod i tredje afsnit af »9Z mod Kina«.

»Man kan sammenligne det med, når vi vil bygge en bro eller en motorvej, så kan det godt tage længere tid end et år fra man beslutter sig, til den står der. Hvor man i Kina siger, jamen vi skal have den motorvej, og det skal være nu, og så er den der et halvt år efter. Lidt på samme måde med kreativitet, da kan de sige, nu skal vi have kreativitet, og så er det der over det hele«, lyder det i udsendelsen.

Den udtalelse er der adskillige problemer med, og den er udtryk for flere klicheer og fordomme om Kina.

Kina er en autoritær etpartistat, hvor man i modsætning til Danmark ikke behøver at lytte til borgere eller civilsamfund, hvis man for eksempel vil anlægge en motorvej. Så der er en grund til, at det nogle gange går hurtigere end i Danmark.

Og det kan da rigtigt nok – nogle gange, for det er langt fra altid – gå hurtigt med at bygge eksempelvis jernbaner, motorveje og broer i Kina. Men de er kendte for lige så hurtigt at falde fra hinanden. Alene sidste år var der flere skandaler, hvor helt nye broer, jernbanestrækninger og stykker af motorveje brasede sammen, fordi de var sjusket bygget.

Et klassisk problem for nye huskøbere er også, at deres lån måske kan være på 30 år, men bygninger i Kina er ofte så elendigt opført, at de kun har en levetid på 20-25 år.

Selvom etpartistaten kan være hurtige til at bygge infrastruktur, så betyder det på ingen måder, at hastigheden er lige høj i andre dele af samfundet. Debatten om manglen på kreativitet er flere år gammel, og etpartistaten har ikke en knap, som de blot kan skrue op for, og så er der kreativitet overalt. Kina er ikke en nation med 1,3 milliarder nikkedukker og Duracellkaniner.

Jyllands-Posten og Jes Randrup skriver, at selvom programmerne har udstillet svagheder i den danske folkeskole, så skal vi ikke kigge mod Kina. For eksempel er det nok de færreste danske forældre, der har lyst til at bestikke en børnehaveleder, for at få sit barn i en god børnehave. Og generelt spilder skoleeleverne i Kina tiden:

Alligevel er Kinas skolesystem et elendigt forbillede. Kinesernes disciplin og flid er misundelsesværdig. Stort set alt andet i det kinesiske skolesystem er det ikke. Alt i alt spilder Kinas ungdom sin tid.

Det skyldes skolesystemets opbygning og mål. På grund af elitedyrkelsen er det kun på Kinas allerbedste skoler, at ressourcerne er tilstrækkelige og eleverne dygtige.

Den store masse kan på forhånd opgive at nå til landets bedste universiteter og forberede sig på en andenrangsuddannelse på et andenrangsuniversitet, hvor antallet af studerende i det seneste årti er blevet fordoblet uden tilførsel af tilsvarende ressourcer.

Men selv på Kinas allerbedste skoler er det vanskeligt at blive imponeret. Eleverne her er lynende intelligente, hårdtarbejdende og på alle måder mangfoldige Übermenschen, der kunne hamle op med unge fra Eton, St. Paul’s eller Westminster. Men kineserne er brillante på trods, for også på eliteskolerne er undervisningen uinspirerende, utilstrækkelig og ofte fordummende.

Det skyldes, at den har to primære formål. Det ene er at forberede de studerende til en afsluttende eksamen, der er adgangsgivende til landets statslige universiteter. Det andet er at producere politisk korrekte individer.

Information og Martin Gøttske skriver om en forælder, der siger, at ’jeg er så bange for, at skolen vil ødelægge min datters barndom’ (Læs også artiklen fra 2010 om Kinas elever nu også er verdens bedste):

»Jeg ville have min søn ud af det kinesiske skolesystem så hurtigt som muligt, og inden han blev helt ødelagt,« siger Wei Chunyan, der er uddannet i psykologi og tidligere underviste på et kinesisk universitet. »I de kinesiske skoler har de ingen respekt for børnene. De lærer ikke at være selvstændige og være hele mennesker. I stedet bliver de bare proppet med indlæring,« siger hun.

Derfor besluttede Wei Chunyan at vende ryggen til det kinesiske skolesystem, og sidste år meldte hun sin 10-årige søn ind i en alternativ skole, hvor der er mere fokus på kreativitet, kritisk tankegang – og ikke utallige prøver og udenadslære. I Danmark hører man ofte den modsatte historie: at Kinas uddannelsessystem er et forbillede – ja, at det ligefrem er verdensklasse. Men i Kina undrer man sig over den danske fascination af det kinesiske uddannelsessystem.

»Her er vi stadig flere, der fravælger de kinesiske skoler,« siger Huang Mingyu, en far, der var så frustreret over landets offentlige skoler, at han i 2009 simpelthen selv etablerede en skole i udkanten af Beijing, som hans datter – og også Wei Chunyans søn – går i.

»Her vil vi skabe afbalancerede individer, og ikke blot elever, der er gode til at tage tests,« siger han.

DR TV-Avisen og Søren Bendixen har også lavet et indslag om en privat skole udenfor Beijing, der satser på noget så usædvanligt som for eksempel leg og kreativitet. God fornøjelse med at finde det på DRs vanvittige søgemaskine.

Skriv kommentar Add yours ↓

Din kommentar