Kinesisk griseri: Da danskerne kom til Lianyungang

Skriv en kommentar
Dagligvarer / Fødevarer / Miljø

IMG 4779  Version 2

I tre årtier har der været voldsom økonomisk vækst i Kina, og lige nu sker der store forandringer i det kinesiske landbrug. Eksempelvis for den lille svinebonde Li Hui. Få kilometer fra hans gård har en gruppe danskere investeret millioner af kroner i en stor og moderne grisefarm. Det skrev jeg om i Politiken tidligere på ugen. Her får du lidt mere, som der ikke var plads til i avisen. Longread – 1.909 ord.

Det var i 2000, at Li Hui rejste til Shanghai. I de næste ti år arbejdede han på byggepladser rundt om i millionbyen, hvor han tjente få tusinde kroner om måneden og sjældent havde fridage. Han sparede alle sine penge op, og i 2010 tog han hjem til landsbyen.

Li Hui fandt en gård. Der var seks lange bygninger, hvor der havde gået ænder, men ejeren ville sælge, for der var ingen penge i andekød. Det var der derimod i grise. Li Hui brugte sin opsparing og købte ejendommen.

Men de seneste tre år har ikke været gode.

»Jeg taber penge på det i dag«, siger Li Hui, der er i 40erne, og som bor her med sin hustru og parrets teenagesøn. I dag er der kun grise i den ene af de seks stalde, der står støvede og ubrugte hen, og hvor et stormvejr for få måneder siden ødelagde taget på de fleste af dem.

Li står i den ene stald, hvor han har sine 100 grise. Der står en riskost i midtergangen, og han forsøger at holde stedet rent. Men hygiejnen er et problem, siger han, og der er sværme af fluer, som vimser rundt i den tunge lugt fra svinene.

Li Hui er den største svinebonde i området, men han er begyndt at skære ned og har færre dyr. Han vil minimere tabene, for priserne fortsætter med at falde. Li var nemlig ikke den eneste, som dengang for tre år siden satsede på, at der var fremtid og penge i grise.

»Der er mange flere familieejede gårde i dag, som har investeret i svinedrift, så markedet er fuldt. Samtidig er alt steget – lønninger, prisen på foder, smågrise til avl«, siger Li Hui. Det eneste, der er faldet, er kiloprisen på svinekøddet.

Så fortryder Li, at han dengang satsede alle sine penge på gården? Han smiler og vifter afværgende med hånden.

»Zhe ge mei banfa«, siger Li og bruger et kinesisk udtryk som betyder, at der ikke er nogen løsning eller udvej på det. At sådan er det bare.

»Jeg vil ikke opgive, men går efter at gøre tabet mindre. Nej, nej, det nytter ikke at fortryde noget«, siger Li og lyder nærmest forbløffet over spørgsmålet, som om han aldrig havde overvejet det.

Men der er måske nye problemer på vej for Li.

Det kinesiske landbrug er under voldsom forandring. I århundreder har kernen af det været landsbyer og familier, som hver især dyrkede små stykker jord og havde få dyr. I dag er det ved at ændre sig til en industri med investeringer for milliarder. Og om blot få måneder vil Li ikke længere være den største svinebonde i området. Få kilometer derfra er danske investorer ved at bygge en stor og moderne svinefarm med 2.500 grise.

Lianyungang er et byområde med 7,4 millioner indbyggere, der ligger tæt på grænsen mellem de to provinser Shandong og Jiangsu. For at komme ud til Li Hui og hans danske nabo skal man køre ud af byen og ad små veje, der er lavet af cementplader eller blot hullede grusveje. Det er et fladt område, som ligger tæt på kysten, hvor der er flere dambrug, og hvor jorden og markerne med for eksempel ris eller hvede ligger mellem store floder og kanaler. Her er grønt og frodigt, men det er et landskab med fabrikker, byggepladser og nedslidte landsbyer, hvor der ligger skrald langs vejene.

Det er her, at de danske virksomheder Danbred og Scandinavian Farms samt Investeringsfonden for Udviklingslande har investeret millioner af kroner. Det begyndte i januar, da der landede en Boeing 747 i lufthavnen i Nanjing, der er provinshovedstaden i Jiangsu. Passagererne var 650 grise, der var fløjet fra Danmark til Kina. Dyrene blev kørt op til Lianyungang, og de skal bruges til avl på den nyåbnede avlsgård. I oktober er byggeriet af produktionsgården færdigt, og her vil der være 2.500 grise.

IMG 4784 Men Li Hui er ikke bange for danskerne, der er i en helt anden vægtklasse end små bønder som ham selv.

»Jo større, jo bedre. Hvis der kommer flere af den slags gårde giver det mere stabile priser på markedet«, siger Li Hui.

»Små svinefarme som min kan ikke bestemme priserne. Folk kommer her og køber måske helt ned til en eller to svin, og der er ikke mange købere, så vi kan ikke påvirke prisen«, siger Li Hui, der ikke frygter for konkurrencen med danskerne.

»Slet ikke. Det er jeg ikke bange for. Nej, vi sælger til de lokale og mindre markeder mens de sælger til de store«, siger Li.

Han ville dog gerne sælge til for eksempel supermarkeder, men han er bekymret for hygiejnen.
»Så skulle jeg investere en-to millioner, og det har vi ikke«, siger Li Hui.

Nogle kilometer derfra ligger en søvnig landsby, hvor der går en fasan rundt ved en rismark, og hvor en mand sidder på hug ved den beskidte vej og hakker kviste ud til brænde. Herude bor den 60-årige Fo Jinyin, som har 60 svin i en lille, lav og mørk stald, der .

Selvom hans fornavn betyder “Guld-sølv”, så er han ikke blevet rig på svinene, som den tidligere fisker har holdt i ti år. Lige nu er prisen per jin – det er en kinesisk måleenhed på 500 gram – kun 6,2 yuan (5,7 kroner), og det kan han kun tjene få ører på.

Han er heller ikke bange for den danske svinefarm, for »de sælger til store virksomheder og grupper, vi sælger til små markeder og bymarkeder«.

I Kina er der stort set nye fødevareskandaler hver uge, og der er massive problemer med fødevaresikkerheden. For eksempel er brugen af hormoner og overmedicinering udbredt. Men Fo frygter heller ikke, at de kinesiske forbrugere vil foretrække det danske kød.

»Myndighederne har mere striks kontrol end sidste år, og jeg er blevet nødt til at investere mere for at bestå inspektionerne. Før brugte vi forskellige ‘stoffer’ men det er ikke længere tilladt,« siger Fo, der dog ikke uddyber præcist hvad “stofferne” var.

Fo ville gerne købe de danske grise, der bliver avlet på få kilometer herfra. Men de er nok for dyre, siger Fo, der selv avler på de sorte grise, der er en af de traditionelle kinesiske arter.

»De sorte svin har mindre kød, det smager dog bedre, men de hvide har mere af det, der er mest efterspurgt«, siger Fo.

Men de udenlandske svineracer, der kommer fra især USA, England og Danmark for at blive avlet på i Kina, bekymrer også kinesiske forskere. For de udenlandske racer kan komme til at udkonkurrere de kinesiske.

»Kina har omkring 70 traditionelle grise arter, og nogle af dem vil forsvinde«, siger Wang Chuduan, der er professor på Kinas Landbrugsuniversitet.

»De kinesiske racer har ofte et velsmagende kød, men de vokser langsomt og har masser af fedt, så de er ikke egnede til storproduktion«, siger Wang Chuduan.

Siden 1950erne har man beskyttet de traditionelle racer, og for eksempel i 1970erne blev eksporten af de sorte Taihu-grise, der har fede folder i ansigtet som en boxerhund, kontrolleret fordi den blev anset som kulturarv, fortæller Wang Chuduan. Kina er i sandhed også en nation, der elsker at have grisekød mellem spisepindene, så da Frankrig og Kina etablerede diplomatiske forbindelser i 1964 var det grise, som kineserne gav franskmændene i gave.

IMG 4798 Mange af de kinesiske racer er heller ikke kræsne og kan æde alt fra peanuts frøplanter til kartoffelblade. Men det er ikke realistisk at gøre i industriel målestok på en stor svinefarm. Produktionen af grise til de kinesiske forbrugere kræver store mængder foder, som Kina har svært ved at dyrke, og derfor importerer blandt andre den danske producent foder fra udlandet.

Siden de økonomiske reformer begyndte i 1979 er kineserne blevet rigere, og en voksende indkomst betyder – som det er sket i andre lande – et voksende forbrug af kød.

Det betyder også, at det kinesiske landbrug er under forandring. Også svinefarmene. I dag er der ifølge nogle statistikker omkring 16 millioner svinebrug, der har fra en enkelt gris eller mere. I alt omkring 100 millioner kinesere har beskæftigelse og forbindelse til industrien.

I dag står de svinebønder, der som Fo og Li har 500 grise eller mindre, for omkring 70 procent af markedet. Men de familieejede gårde er på vej væk, og om ti år vil det være svinefarme, der bliver drevet som virksomheder, der står for den største del af markedet.

»Den udvikling går allerede hurtigt, men den går stærkere og stærkere«, siger Zheng Fengtian, der er professor i landbrugsøkonomi på Renmin Universit i Beijing.

Og det er nødvendigt for at tilfredsstille kinesernes voksende efterspørgsel, men det moderne landbrug er også et godt værn mod eksempelvis sygdomme som svineinfluenza, der har nemmere ved at sprede sig gennem de små og uhygiejniske gårde, hvor der er tæt kontakt mellem mennesker og svin. Det er også bedre for fødevaresikkerheden, for myndighederne vil have nemmere ved at kontrollere de store svinebrug, siger Zheng Fengtian.

Samtidig er moderniseringen også nødvendig for Kina, for det ineffektive og gammeldags landbrug har alvorlige problemer med at mætte de stadigt mere velstående kineseres voksende appetit og ændrede kostvaner.

»Vi ser i stigende grad en situation, hvor forsyningen af visse landbrugsprodukter ikke svarer til væksten i efterspørgslen«, som der står i en artikel, der hedder »At accellere udviklingen af det moderne landbrug«. Den blev trykt i april i det indflydelsesrige magasin »Qiushi« (»Søg Sandheden«), der er Kinas Kommunistpartis eget akademiske tidsskrift.

»Nogle familielandbrug og svinebønder bliver nødt til at lukke, og andre bliver nødt til at effektivisere. Det sker ikke på grund af konkurrencen med store gårde, men på grund af dem selv og selve strukturen«, siger Zheng Fengtian fra Renmin Universitet.

For lige nu er det ikke konkurrencen med danskerne, som de små kinesiske svinebønder bør bekymre sig om. Det er selve Kinas udvikling og økonomiske succes, og hvordan man vender en nation med 1,3 milliarder mennesker fra et bonde- til bysamfund.

I 1949 var det kun cirka ti procent af kineserne, der boede i byerne. Resten var på landet. Men i 2012 var der for første gang i Kinas historie flere som boede i et byområde – nemlig 51,3 procent af befolkningen. Og det fortsætter.

I de kommende år vil Kina flytte op mod 250 millioner folk fra landet og ind i byerne. Det er en gigantisk øvelse, som betyder, at der i 2025 kommer til at bo 900 millioner kinesere i byerne.
Den enorme byvandring har sociale konsekvenser for hele den kinesiske landbefolkning. For eksempel for svinebønder som Li Hui og Fo Jinyin.

»Det er nødvendigt at hjælpe de små svinebønder med at slå sig sammen eller til at finde andre måder, som de kan tjene penge på«, siger Zheng Fengtian, professoren fra Renmin Universitet i Beijing. Men problemet er større.

»Det her handler overordnet om levevilkårene for alle folk på landet, og hvordan man løser de problemer«, siger Zheng.

Li Hui regner da heller ikke med, at hans teenagesøn, der er på vej i gymnasiet, kommer til at overtage svinegården.

»Jeg ved ikke, hvad han skal lave. Men han er ret klog og får gode karakterer, så han skal ikke være bonde«, siger Li Hui.

Skribent

Hurtige klik fra Kina af Kim Rathcke Jensen. Jeg er journalist og BA i kinesisk. Jeg bor i Beijing, hvor jeg arbejder som Politikens korrespondent i Kina og Asien.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *