Kultur i Kina: Ou Nings farvel til storbyen

Skriv en kommentar
Kultur

Ouning2008 Den gamle mand skal læse alle artiklerne igennem først, forklarer Ou Ning.

»Manden er pensionist, og han var censor på et stort forlag, så han ved, hvor grænsen går«, siger Ou Ning, der udover at være musiker, filminstruktør, kurator og meget andet også er redaktør på et litterært magasin i Beijing.

I Kina er det medierne selv, der laver det meste af censuren, og det er først bagefter, at regeringen kan finde at gøre noget. Derfor har Ou ansat den gamle mand, der har god føling med, hvor censurens usynlige grænse går i etpartistaten Kina. Og det får Ou til at ryste på hovedet.

»I dag er censur stort set koncentreret omkring det politiske. Der var ingen problemer, da vi lavede et særnummer, som var fyldt med sex. Men hvis vi skriver om revolution eller optøjer, så bliver det stoppet af den gamle gut«, siger Ou Ning. Her er hans blog og her er han på Wikipedia.

Ham har jeg et interview med i dagens Politiken – men du bør selvfølgelig stoppe alt hvad du laver og kampspurte ned i kiosken eller købe avisen på abonnement – men her får du en lille smagsprøve.

Ou siger, at det på mange måder er det blevet nemmere for kineserne at ytre sig i dag. Rummet har udvidet sig. Blandt andet gennem sociale medier.

»Men i dag er det ikke vigtigt at have en stemme i Kina, man kan alligevel ikke ændre noget. Man bliver nødt til at gøre noget«, siger Ou Ning.

»Sociale ændringer sker ikke gennem en revolution, det koster for meget. Det er derfor, at jeg tager på landet, for at gøre noget på et lille sted, lidt ad gangen«, siger Ou Ning.

Ou har været kendt for i årtier at genopfinde sig selv, og det gør han også nu, hvor han – helt bogstaveligt – endnu en gang går mod strømmen.

Den kinesiske regering har en plan om, at 70 procent af befolkningen i 2025 skal bo i byerne. I 1949 var bybefolkningen på under ti procent. Det er en massiv folkevandring, og urbaniseringen har for alvor fået fart på under de seneste tre årtiers økonomiske vækst.

Så på samme tid, som millioner af kinesere hvert år strømmer til byerne, da går Ou den modsatte vej og flytter på landet.

For urbaniseringen er ikke bæredygtig. Den skaber sociale og miljømæssige problemer, og den er med til at udviske kulturen, hvor alt bliver det samme.

Derfor har Ou solgt sin lejlighed i Beijing. Kunstneren, der i tre årtier har bevæget sig i Kinas millionbyer, er flyttet på landet, hvor han vil oprette et slags kunstnerkollektiv, der også skal udvikle området og forsøge at hjælpe de fattige landsbyboere. Blandt andet ved at arrangere festival i byen. Det forsøgte han også sidste år, men den blev lukket af myndighederne. Han ville forsøge igen i år, men han har netop fået at vide, at han ikke har fået tilladelse.

»Regeringen kan lide Mo Yan og samtidskunsten, for det er blevet en del af Kinas udenrigspolitik, der kan promovere Kina i udlandet. Det er kommercielle varer, så regeringen kan virkeligt godt lide det«, siger Ou Ning.

Hans projekt med kollektivet i Bishan er også et modsvar til kommercialiseringen af den kinesiske kunstscene, som begyndte i 1990erne. De senere år er priserne steget endnu mere på grund af udlandets interesse for Kina. Og fordi etpartistaten også er begyndt at investere i kulturen. Men regeringen ser på det som en hvilken som helst anden industri, mener Ou Ning.

Se for eksempel på kunstdistriktet 798 – det har jeg skrevet om for eksempel her og her – i Beijing, siger Ou. I begyndelsen var det kunstnerne selv, der administrerede 798.

»Men da regeringen kom til ændrede det sig helt, og det blevet meget uproffesionelt«, siger Ou Ning og fortsætter:

»Hvordan kan kunst være en industri? Regeringen bekymrer sig kun om den økonomiske værdi af det, og kunstnerne tænker kun på at lave produkter til samlere og gallerier. For regeringen handler det ikke om kultur«, siger Ou Ning.

»Min festival blev lukket, Ai Weiwei blev sat i fængsel, og advokater som tager følsomme sager bliver forfulgt. Rummet for politisk aktivisme bliver mindre«, siger Ou Ning.

:: Foto fra Wikipedia

Skribent

Hurtige klik fra Kina af Kim Rathcke Jensen. Jeg er journalist og BA i kinesisk. Jeg bor i Beijing, hvor jeg arbejder som Politikens korrespondent i Kina og Asien.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *