Censur i Kina: Partiets kamp mod internettet

kommentarer
Internettet / Politik

Xue internet kina anholdt

Charles Xue har over 12 millioner følgere på sin mikroblog, og han er en af Kinas mest berømte bloggere. Han blev arresteret for få uger siden. Søndag aften i sidste uge dukkede han uventet op i et interview på det statslige CCTV, hvor han – forpjusket og iført håndjern – tog afstand fra sin blog og fortalte, hvor farligt internettet er, hvis det ikke bliver kontrolleret af myndighederne.

Præsident Xi Jinping og Kinas Kommunistparti har markant optrappet kampen mod internettet og sociale medier. Det sker for at genvinde kontrollen over den offentlige debat, og for at standse kritik af partiet og debatten om politiske reformer.

Som jeg skriver i dag i Politiken:

Etpartistatens kampagne retter sig især mod ‘rygter’ på internettet. Og den er voldsom, siger den kendte blogger og kommentator Wen Yunchao, der fra New York har overvåget antallet af anholdelser på grund af rygter og kritik.

»Det er enestående og uden fortilfælde«, siger Wen, der i øjeblikket er gæstelektor på Columbia University.

Under den tidligere præsident Hu Jintao, der stod i spidsen for Kina fra 2002-2013, var der højst ti af den slags arrestationer om året.

»I de seneste måneder har der været hundreder af anholdelser«, siger Wen Yunchao.

Og nu er turen så kommet til de berømte bloggere. Som for eksempel Charles Xue. Der skal statueres eksempler.

Hvorfor kommer kampagnen nu?

Internettet var blevet en trussel mod partiets monopol på magten. Det var tydeligt, at artikler i de traditionelle medier, som partiet alle kontrollerer i en eller anden udstrækning, ikke længere har den samme indflydelse som debat og informationer i nye medier.

»Regeringen er bekymret over, at internettet skulle udvikle sig til et udklækningssted for en politisk opposition, hvis de tabte kontrollen over det«, siger Wu Qiang, der er akademiker og politisk ekspert tilknyttet Tsinghua Universitet i Beijing.

Derfor bliver kontrollen over internet, organisationer og civilsamfund stadigt stærkere. For Xi Jinpings kampagne er også en efterdønning af Jasminrevolutionen i 2011 og uroen i Syrien og Egypten, siger Wu Qiang.

Samtidig står Xi Jinping og de nye ledere også over for et politisk topmøde i november, hvor de cirka 300 øverste i partiet skal samles i Beijing.

»De interne magtkampe stoppede ikke ved magtskiftet. De bruger kampagnen som en rengøring, for de vil ikke have, at der er den mindste opposition til topmødet, som kunne påvirke magtkampen«, siger Wu Qiang.

Kampagnen mod internettet har en tydelig effekt.

»Lige nu er der ingen, som siger noget«, fortæller Wen Yunchao over telefonen fra New York. Men spørgsmålet er, hvor længe det vil vare, tilføjer Wen.

»Selvom regeringen kan kontrollere en platform for information, så kan de ikke kontrollere borgernes stadigt større bevidsthed om demokratiske rettigheder og udviklingen af nye medier og teknologi«, siger Wen Yunchao.

Skribent

Hurtige klik fra Kina af Kim Rathcke Jensen. Jeg er journalist og BA i kinesisk. Jeg bor i Beijing, hvor jeg arbejder som Politikens korrespondent i Kina og Asien.