Bo Xilai: Fængsel på livstid skal sende politisk signal

kommentarer
Politik

LOCAL201309221121000203821514388

Det var en smilende Bo Xilai, der søndag formiddag stillede sig op i retssalen i Jinan for at få sin dom, som man kan se for eksempel i det her korte klip på CCTV eller i dette længere klip, hvor der også er levende billeder fra retssalen.

Men det er måske sidste gang, at den 64-årige Bo kommer til at vise sig offentligt.

Bo blev dømt skyldig i magtmisbrug samt bestikkelse og korruption for cirka 22 millioner kroner. Men hans egentlige forbrydelse var, at han var en dygtig politiker, som havde fået for stor magt.

Bo Xilai var partisekretær i millionbyen Chongqing, hvor han blev populær efter en hårdtslående kampagne mod kriminalitet. Tusinder blev anholdt og flere henrettet. Ifølge kritikerne også flere af hans politiske modstandere.

• Læs også – alle tidligere artikler på Kinablog om Bo Xilai

Bo blev også populær blandt almindelige kinesere, fattige og venstrefløjen, fordi han førte sig frem på en bølge af kommunistisk nostalgi og en økonomisk politik og værdier, der har rødder tilbage til Mao Zedong.

Det er de samme elementer, som Kinas nye præsident Xi Jinping bruger, siger analytikere.

»Hvad er forskellen mellem den nuværende politiske rute og Bo Xilais? Xi Jinpings regime får ikke nogen point for retssagen. Den var uden betydning«, siger Zhang Ming, der er politisk ekspert og professor på Renmin Universitet i Beijing.

For Chen Ziming, der er uafhængig akademiker og politisk kommentator, har der også stort set kun været en enkelt overraskelse omkring hele skandalen om Bo Xilai.

»Vi troede, at centralregeringen ville tage afstand fra Bo Xilais politiske kurs, men i stedet har de udvidet den. Med udvidet mener jeg, at de lægger mere vægt på at ’synge rødt’ end Bo gjorde, og at de kæmper om magten på den ideologiske kampplads«, siger Chen Ziming.

Retssagen mod Bo var ikke juridisk. Den var politisk. Præsident Xi Jinping og lederne i Kinas Kommunistparti ville have den populistiske Bo af vejen. Siden partiet arresterede ham sidste år har de kinesiske medier og partiets propaganda systematisk tilsværtet Bo og hans tilhængere i landets medier.

• Læs også – Magtkamp i Kina: Hovedpersoner og tidslinje

Inden den fem dage lange retssag begyndte i sidste måned havde analytikere forventet en straf på 15-20 års fængsel. Bo blev i stedet idømt livsvarigt fængsel. Den langt hårdere straf sætter en tyk streg under, at Bo Xilais politiske karriere er forbi.

Domstolen i Jinan brugte en mikroblog på Sina Weibo, der er en mellemting mellem Facebook og Twitter, til at offentliggøre redigerede udskrifter fra retssagen. Det blev derfor i de kinesiske medier fremlagt som et bevis på, at det var en åben retssag og Kina en retsstat.

Xi Jinping har gjort kampen mod korruption til en af hans mærkesager. Medier og kommunistpartiet forsøgte også at fremvise sagen mod Bo som et eksempel, hvordan oprydningen kan ramme selv de mest magtfulde partimedlemmer – tigrene – øverst i partiet.

»Nu skal Xi Jinping og partiet fortsætte kampen mod ‘tigrene’. Det er også det eneste, som de kan gøre, for det forventer folk af Xi. Men – Kina har også masser af tigre, som han kan slås med«, siger Chen Ziming.

Retssagen mod Bo Xilai skulle afsluttes før det vigtige politiske topmøde i november, hvor Xi Jinping forventes at lancere omfattende økonomiske reformer, der kræver intern ro i partiet.

Myndighederne var mere åbne om retssagen end mange forventede. Men det var dog kun redigerede udskrifter, som der hver dag blev offentliggjort på domstolens mikroblog.

»Myndighederne ville gøde jorden for at dommen blev accepteret samt bakke op om Xi’s lederskab og give hans kampagne for anti-korruption en god begyndelse«, siger Wu Qiang, der er ekspert i politik og tilknyttet Tsinghua Universitet i Beijing.

Men samtidig havde mange heller ikke forventet, at Bo Xilai ville være så kampberedt under retssagen, som han viste sig at være.

»Bo’s forsvar betød, at situationen ændrede sig, så dommen viste sig at blive svær«, siger Wu Qiang.

Læs også – Censur: Kinas kamp mod internettet er ‘deprimerende’

Både retssagen og den store kampagne mod ‘rygter’ på internettet, hvor etpartistaten i de seneste måneder har anholdt hundreder af personer og forstærket kontrol og censur af sociale medier, skal derfor cementere ledernes magt, siger Zhang Lifan, der er en fremtrædende historiker og politisk analytiker.

»Men det har givet en voldsom modreaktion, og i medierne, som tilhører de forskellige faktioner, er der stadig mange forskellige stemmer. Hos folket er der stadig stærke følelser og opbakning til Bo. Så lederne har ikke mange garantier for, at der vil blive renset ud blandt oppositionens stemmer inden mødet«, siger Zhang Lifan.

:: Foto fra Renmin Wang

Skribent

Hurtige klik fra Kina af Kim Rathcke Jensen. Jeg er journalist og BA i kinesisk. Jeg bor i Beijing, hvor jeg arbejder som Politikens korrespondent i Kina og Asien.

2 Kommentarer

  1. Som jeg føler det er der fuld opbakning til ham i Chongqing. Jeg har snakket og spurgt forskellige, min ene veninde så trist ud og sagde – med ham var det sikkert at gå ud om aftenen, og hun hentydede til hans mange intermistiske politistationer der stod overalt på gadehjørner, en slags boder med politi med bærbare og telefoner og klar til at rykke ud, jeg mener ideen var politiet skulle kunne komme til ethvert opkald indenfor 5 minutter.

    De er alle, ser det ud til, ved at blive nedlagt.

    Hvad der er sket svarer lidt til at Thorning i danmark får en eller anden stor socialdemokratisk bykonge dømt for korruption for at skaffe ham af vejen.

    Jeg tror på ingen måde det styrker styrets legitimitet at man afskaffer en folkekær politiker. Kineserne er jo ikke dumme. Jeg tror det får stor betydning fremover, og de kan nok nærmest kun lukke munden på ham hvis han meget tilfældigtt hænger sig selv i fængslet. De kan måske bilde naiv landbefolkning fra andre steder ind at Bo var korrupt, men den går ikke i byerne.

    Vi snakker altså om en af Kinas største metropoler, som ifølge Forbes i 2025 vil være en af verdens førende by økonomier, hvor stort set alle indbyggerne står bag om manden. Man skulle jo, ifølge vestens opfattelse af kina, tro at folk nu ville snakke negativt om ham. Jeg har endnu til gode at høre en eneste, spurgte lige en ung 18 årig veninde og hun svarede – great contribution to Chongqing. Jeg ser også sympati på de sociale medier, og i går aftes fik jeg den halvskøre fornemmelse af at alle politibiler på gaderne kørte med blink. Der var ingen udrykning eller ballade så vidt jeg kunne se, de kørte bare rundt med blå blink hele tiden.

    Chongqing er ikke Beijing, og jeg tror ikke Bejing forstår Chongqing og folk her.

    Beijing har måske befæstet sin politiske magt og afskaffet en modstander, til gengæld har de fået mindst 30 millioner skeptikere.

    En anden pudsig ting er, at nu er byen overklistret med de nye propaganda plakater som er beskrevet her på bloggen for et stykke tid siden. Indtil for en måned siden var byen overklistret med plakater OM byen, ala “safe chongqing” “clean chongqing” “family chongqing” “good life chongqing”. De kan sikkert også ses som propaganda, men jeg så dem mere som “retledende” i forhold til hvilken retning man ønskede (og har ført) byen.

  2. Iøvrigt skrev nogle kommentarer på information forleden, om de billeder fra retsagen. Nærkigger man dem er det overdrevent tydeligt hvis man kender lidt til kinesere, at de 2 vagter der flankerer manden overhovedet ikke føler sig godt tilpas.

    Hvis man kigger på det billede på den her blogpost, så ham til venstre er formentlig for Chongqing, han har typisk ansigtstræk herfra, mens den anden ligner en fra shanghai, jeg er lidt i tvivl. Ham fra chongqing står og gør fuld honør, mens ham til højre bare ser ud til at føle ubehag og ikke ved hvad han skal gøre af ham selv.

    Ham til venstre står sådan i respekt, tænk, han bliver vist frem som politiet i retsagen mod Bo, mens hans familie og venner samtidig er fra byen og vil have svært ved at forstår ham.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *