Ny fotoskandale i Kina: Embedsmand med usynligt underliv

Skriv en kommentar
Diverse

Kina fotoshop skandale

Kina har fået endnu en skandale, hvor myndigheder har manipuleret med billeder. Denne gang er det ben og underliv på en partiembedsmand, der er forsvundet. Samt en 103-årig kvinde, der er usandsynligt lille.

Det er myndighederne i Ningguo, der lagde det kluntet manipulerede foto ud på deres hjemmeside. Her blev det opdaget og spredte sig hurtigt over hele det kinesiske internet, hvor det er blevet gjort til grin i de seneste dage. Billedet er nu fjernet fra hjemmesiden.

Myndighederne i Anhui har udsendt en officiel undskyldning, som jeg skrev om i Politiken søndag. Ifølge udtalelsen besøgte de fire mænd faktisk den 103-årige Cheng Yanchun, men på grund af rummets størrelse kunne fotografen ikke få alle fire med på det samme billede. Derfor manipulerede en medarbejder senere fotografiet.

Det er langt fra første gang, at lokalregeringer rundt om i Kina manipulerer med fotos for at forskønne virkeligheden eller vise, hvordan de lokale kadrer – partiembedsmænd – arbejder hårdt for folket. Se for eksempel flere svævende embedsmænd her.

Spørgsmålet er så, om de kinesiske myndigheder endelig vil lære af den seneste skandale. I Ningguo undskylder man:

»Vi udtrykker vor dybeste beklagelse til de kinesiske internetbrugere over denne negative hændelse. Vi vil lære af vore fejl og forbedre vores samfundsarbejde«, lyder det i udtalelsen. Kinas Kommunistpartis lokale partikomite har bedt den ansvarlige medarbejder om at komme med en offentlig selvkritik. Men er det virkelig alt, lyder spørgsmålet på nettet.

Kina har netop introduceret en ny lov, hvor almindelige kinesere kan få op til tre års fængsel, hvis de skriver en besked med ‘rygter’ på sociale medier, som bliver vidersendt af mere end 500 personer eller læst over 5.000 gange. Loven trådte i kraft i september, og det blev en 16-årig dreng, der skrev en kritisk kommentar om lokale politikere, der som den første blev anholdt. Derfor er mange ikke tilfredse med, at der kun bliver udøvet en smule selvkritik i Ningguo.

»Offentligt bedrageri, fabrikering af rygter, og der er ingen, som bliver gjort ansvarlige? Men en internetbruger, der vidersender en kommentar 500 gange bliver gjort kriminalretligt ansvarlig«, som en mikroblogger, Zhao Shimin, skrev i sidste uge.

Skribent

Hurtige klik fra Kina af Kim Rathcke Jensen. Jeg er journalist og BA i kinesisk. Jeg bor i Beijing, hvor jeg arbejder som Politikens korrespondent i Kina og Asien.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *