Lost in translation: Kinesere gør Dronning Margrethe til prins og flytter Holger Danske til Shanxi

Skriv en kommentar
Diverse

Baidu er kommet med en ny app. Og den er smart. Måske endda lidt for smart.

Baidu er virksomheden bag Kinas største søgemaskine, som er den 5. mest besøgte hjemmeside i verden, og appen hedder Baidu Translate. Langt hen ad vejen gør den det, som den lover – den oversætter mellem kinesisk og engelsk.

Men den kan mere end det. I stedet for at skrive ordene kan man også tage fotos, og så tegne en cirkel omkring det, man vil have oversat. Fremragende.

Men det er så også her, at det for alvor begynder at halte. Det er også derfor, at appen er ved at blive hit i Kina, og har fået brugerne til at sende skærmbilleder af de ufrivilligt morsomme oversættelser til hinanden.

Man tager for eksempel et foto af et æble. Det fungerer fint. Appen foreslår korrekt, at det hedder ‘apple’ på engelsk og ‘pingguo’ på kinesisk. Men det behøver ikke at blive meget mere avanceret, før det går galt.

For eksempel foreslår den ‘fingernegle’, hvis man tager et foto af en hånd. Andre har taget et foto af svampe, hvor den foreslog ‘bryster’. Ved et foto af den berømte politiker Chiang Kai-shek, som enhver kineser kender, mente den at kunne genkende Elvis Presley.

Det bliver endnu værre, hvis man tester den på danske forhold.

Jellingestenen bliver reduceret til blot en ‘landskabssten’. Holger Danske udnævnes til en ‘skulptur i Shuanglin Templet’, der er en buddhistisk helligdom i Shanxi. Dronning Margrehte II bliver genkendt som Wulong Prinsen, der er en kinesisk tv-serie fra 2002.

Prøv selv. Meget af menuen er på engelsk, så du behøver ikke at kunne kinesisk for at bruge den.

Check også denne Tumblr, der allerede er kommet og har komiske eksempler på oversættelser.

Skribent

Hurtige klik fra Kina af Kim Rathcke Jensen. Jeg er journalist og BA i kinesisk. Jeg bor i Beijing, hvor jeg arbejder som Politikens korrespondent i Kina og Asien.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *