Dagen der forsvandt: 25 året for massakren i Kina 1989

Skriv en kommentar
Historie / Politik

Politiken kina 4 juni
Hvis man går ind på Baike Baidu, der er det kinesiske svar på Wikipedia, og søger på “1989”, kommer der kun to korte artikler frem.

Den ene fortæller, at 1989 er navnet på en computervirus. Den anden forklarer, at det er tallet mellem 1988 og 1990.

Kinas Kommunistparti har brugt 25 år på at censurere og slette årstallet 1989 fra kinesernes hukommelse. Det er året, som forsvandt fra historiebøgerne, som jeg skriver i dagens Politiken.

For det år var der demonstrationer i hundreder af byer over hele Kina, hvor millioner protesterede mod partiet. Centrum for bevægelsen var i Beijing. Den Himmelske Fredsplads havde i flere uger været fyldt med hundredtusinder af demonstranter, da Kinas Kommunistparti natten til den 4. juni satte hæren ind mod de ubevæbnede demonstranter. Man kunne have brugt vandkanoner og knipler til at rydde pladsen med. Men kommunistpartiet valgte at lade kampvogne og op mod 200.000 bevæbnede soldater rykke ind i Beijing.

Massakren er det største tabu i Kina i dag, og den er en del af kommunistpartiets DNA. Den har haft afgørende indflydelse på partiets hårde politik og dets forhold til borgerne siden 1989, og arven efter demonstrationerne den 4. juni har været med til at forme det moderne Kina.

Hvis du vil have lidt baggrund om den 4. juni 1989, så kan du læse de tidligere artikler på Kinablog og her kan du se en tidslinje.

I dagens PS i Politiken har vi også et uddrag af bogen “The People’s Republic of Amnesia: Tiananmen Revisited“, der er skrevet Lim Louisa, som er korrespondent for NPR i Kina.

I PS har jeg også interviews om, hvad den 4. juni 1989 betyder for Kina. Her nedenunder får du en lille godbid, som der ikke nåede i papiravisen.

Det er med Shen Tong – ham kan du læse om her på Wikipedia og i et kort interview på Guardian – som var en af de mest markante studenterledere, der organiserede demonstrationerne. Seks dage efter massakren lykkedes det for ham at komme til USA, hvor han som en af de første afgav øjenvidneberetning. Han er stadig politisk aktiv og bor i dag i New York, hvor han blandt andet er filmmager, forfatter og software entrepenør.

Hvor kan man se og mærke indflydelsen efter 4. juni 1989 i dag?
Set i bakspejlet, så handlede demonstrationerne om frihed. Og folk som var der kan huske, hvordan de faktisk var en fest og fejring af livet. Men det usandsynlige resultat af foråret 1989 blev regering og parti bemægtigede sig al magt. Der er også siden kommet flere oplysninger frem, som viser, hvordan det ikke kun var gadeprotesterne, der blev undertrykt, men også de reformvenlige kræfter i partiet, der faktisk var større end tilhængerne af den hårde linje. Den ubekvemme sandhed er, at de sociale bevægelser og det politiske miljø blev kvalt i de næste to et halvt år, hvor økonomien på grund af det interne og internationale pres ikke voksede hurtigt som i dag. Det fik partiet til at indse, at de havde tabt. Svaret blev nationalisme og økonomisk udvikling. Så det overraskende resultat af demonstrationerne er, at de er grundlaget for det kinesiske mirakel.

Hvordan vil 4. juni påvirke Kina i fremtiden?
Kina ville have været et meget anderledes sted i dag, hvis regeringen havde valgt et mere afbalanceret svar på protesterne. I stedet fik vi dette monster af en politistat, der undertrykker alt for at beskytte eliten i byerne. Hvis Kina skal modernisere sig, så er det nødvendigt med større fokus på at udvikle en retsstat og på individuelle rettigheder. Det har måske været de største protester i menneskets historie med 150 millioner personer, der alene efterspørger reformer. Jeg ved ikke, hvad der mere skal til – i noget land – for at få et regimeskifte. Efter den 4. juni var det, som at tale til et voldtægtsoffer, folk var chokerede. Nogle siger, at vi studenterledere var for aggressive med at organisere de ikke-voldelige protester. Men det modsatte er tilfældet. Vi skulle have været mere vedholdende.

Skribent

Hurtige klik fra Kina af Kim Rathcke Jensen. Jeg er journalist og BA i kinesisk. Jeg bor i Beijing, hvor jeg arbejder som Politikens korrespondent i Kina og Asien.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *