Ji Cheng: Kinas første rytter i Tour de France

kommentar 1
Diverse

126711849 14044787121451n Hvornår får Kina sin første vinder af Tour de France? Der kommer til at gå årtier, siger eksperter. Men for første gang er der en kineser med i Touren, og han har stor betydning for sporten og dens popularitet i Kina.

Det er den 26-årige Ji Cheng, der kører for Giant-Shimano, som er med i årets Tour, som jeg skrev om tidligere på ugen i Politiken. Og han er en god ambassadør for landevejscykling i Kina.

»Helt klart. Ji Chengs sponsorer, som for eksempel Giant, bruger det i markedsføring, og mediernes interesse og dækning er stigende. Begge dele er afgørende for at øge sportens popularitet i Kina«, siger He Zhaozhi, der er chefredaktør på biketo.com, der er en portal for cykelsport.

Også Tian Zhuqi er enig. Han er leder af China Motion Bicycle Team, der er et amatørhold med 8 ryttere, som er sponsoreret af cykelmærket Motion.

»Ji Cheng har virkelig været en inspiration for ryttere og fans. Men der er lang vej igen, før det får bred interesse i Kina. Her synes jeg heller ikke, at mediernes dækning er tilfredsstillende«, siger Tian Zhuqi.

Man kan også begynde at se interessen for cykling på de sociale medier i Kina.

»Det er på grund af dig, at jeg begyndte at se Tour de France! Hver gang, hvor du leder feltet, sender jeg et foto af det til mine venner og fortæller dem, at du er den første kineser i Touren!«, står der i en kommentar på Sina Weibo, der er en mellemting mellem Facebook og Twitter.

»De fleste går op i VM i fodbold og støtter andre lande. Der er ikke mange, som interesser sig for cykling. Du er Kinas stolthed, giv den gas, Ji Cheng«, lyder det i en anden kommentar.

Men Touren fylder stadig meget lidt på sociale medier og i aviser, radio og TV. Det er uden sammenligning fodbold, som løber med interessen lige nu.

Op til omkring år 2000 var cyklen et populært transportmiddel i Kina. Men i takt med, at især kineserne i de store byer er blevet rigere, er cyklerne skiftet ud med biler, scootere og elektriske cykler.

Landevejscykling har aldrig været en populær sportsgren, og det er der især tre grunde til. For det første mener de fleste, at cykler og udstyr er relativt dyrt, siger He Zhaozhi, der er chefredaktør på biketo.com, der er en portal for cykelsport.

»For det andet, så mener mange forældre, at cykling er en meningsløs og farlig sport, så selvom mange børn og teenagere har interessen, så får de ikke opbakning fra familien«, siger He Zhaozhi. Og for det tredje er de kinesiske cykelklubber en del af problemet.

»Der er mange af dem, men de har virkelig ikke et højt niveau. Der er nogle få store, som er veludviklede, men de fleste er små og alt for amatøragtige«, siger He Zhaozhi.

Dernæst er den uregerlige kinesiske trafik et problem, hvor trafikregler ofte bliver ignoreret. Endelig er den voldsomme luftforurening også en faktor.

»Grundlæggende, så har vi importeret hele konceptet med landevejscykling fra udlandet, så det tager tid at popularisere og at få til at virke under kinesiske forhold. Folk tror også, at det er en dyr sport, og de vil hellere bruge pengene på en bil«, siger Tian Zhuqi.

Tian mener også, at Kina har masser af dygtige amatørryttere. For at konkurrere i professionelle konkurrencer nationalt og internationalt, skal man registrere sig hos etpartistatens sportsmyndigheder i sin by eller hjemprovins. Det var Ji Cheng, der begyndte som barn på en af sportsskolerne i det kinesiske system, der er opbygget efter sovjetisk forbillede. Det er et system, hvor talenter udefra sjældent bliver opdaget.

Så hvornår kommer der for første gang en kinesisk etapevinder i Tour de France? Nogle håber på, at Ji Cheng er manden, der kan gøre det.

»Makker, i dag gik min kone med til, at jeg måtte købe en racercykel, hvis du vinder en etape. Afsted! Jeg stoler på dig, så jeg kan få min cykel!«, står der i en kommentar på Sina Weibo.
Det kommer næppe til at ske. Ji Cheng har deltaget i både Vuelta a España i 2012 og Giro d’Italia i 2013 men uden store resultater. Han er hjælperytter og har hidtil ligget placeret som bundprop i Tourfeltet på årets etaper.

»Det er selvfølgelig svært at svare præcist på, hvornår Kina får sin første etapevinder. Men det kommer ikke til at ske i en nær fremtid. Det er mindst 10 år ude i fremtiden«, siger He Zhaozhi.

For også i cykelsport skal talenter begynde deres træning som børn, og det sker ikke i øjeblikket i Kina. Det tager lang tid, før man får skabt et miljø og opbygget de muligheder for systematisk træning, som er nødvendige, siger He Zhaozhi.

»Så der kommer til at gå virkelig lang tid, før vi får en kinesisk vinder af Tour de France«, siger He Zhaozhi.

:: Foto fra Xinhua

Skribent

Hurtige klik fra Kina af Kim Rathcke Jensen. Jeg er journalist og BA i kinesisk. Jeg bor i Beijing, hvor jeg arbejder som Politikens korrespondent i Kina og Asien.

1 Kommentar

  1. Qian Zhang siger

    Tak for info !

    Jeg elsker rundt cyklertur ( i Dali i Yunnan

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *