Kina og Rusland: En presset Putin bejler til Xi

Skriv en kommentar
Politik

U80170850 13cdcb2031ag86 blog

Krisen i Ukraine og de vestlige sanktioner har skubbet Moskva tættere på Beijing. Det er dog et ulige forhold, og det er mest af alt Rusland, som har brug for Kina. Men på trods af signaler om venskab, er der langt fra tale om en alliance, som jeg skriver om i dagens Politiken.

Spørgsmålet er, om Beijing for alvor er interesseret i et tættere forhold til Moskva. Og om Rusland kan erstatte de vestlige markeder med det kinesiske. Hvis de to lande forsøgte at blive kærester, så ville deres status på Facebook være ‘det er kompliceret’. Blandt andet på grund af deres lange historie med grænsestridigheder og som politiske rivaler.

Så på trods af ny politisk velvilje, gasaftaler og handelsaftaler kommer det næppe til at udvikle sig til en egentlig alliance, som jeg skriver i artiklen:

»Jeg kan virkelig ikke forestille mig, at der kommer noget som bare ligner en alliance«, siger Benjamin Herscovitch, der er lektor på australske Centre for Independent Studies, og har base i Beijing.

»De laver kun pragmatiske aftaler, de er altid forsigtige og tager kun beslutninger ud fra nationale interesser, de har fælles interesser, som skubber i samme retning, men de er ikke bundet sammen af fælles værdier«, siger Benjamin Herscovitch.

»Kina er altid glade for at se Vesten blive ydmyget, og det har Rusland været gode til i de seneste måneder, hvor de vestlige lande har været uvillige til at følge op med handling på deres hårde retorik«, siger Benjamin Herscovitch.

Og i Kina er man pragmatiske. Etpartistaten har ingen problemer med at gøre forretninger med et regime, der udfordrer Vesten og bryder menneskerettighederne, siger Herscovitch. Men det er mest af alt Rusland, der har brug for Kina. Og forskellene mellem de to lande er for store.

»Jeg har meget svært ved at se, hvordan det kan udvikle sig til et holdbart og længerevarende forhold«, siger Benjamin Herscovitch.

En af de andre kilder, som jeg talte med, men ikke citerede i artiklen, er Pan Chengxin, som er seniorlektor i internationale forhold på australske Deakin University. Her får du udpluk af interviewet med ham:

»Kina og Rusland har mange fælles interesser, og deres fællesskab er nu endnu tydeligere på grund af de øgede spændinger mellem Rusland og Vesten på grund af Ukraine. I takt med at USA og EU indfører stadigt hårdere sanktioner mod Rusland, da vil Rusland vende sig mod Kina«.

»Men momentum i deres forhold afhænger i høj grad af, om forholdet mellem Rusland og Vesten fortsætter med at forværres i de kommende måneder og år. Dermed ikke sagt, at relationerne mellem Kina og Rusland ikke har dets egen dynamik, det er en af Kinas udenrigspolitiske prioriteter at udvikle forholdet til Rusland, men prioriteringen er i høj grad en konsekvens af det amerikanske pres på Kina i Asien«.

»Derfor, hvis Kina og Rusland for alvor konsoliderer deres bånd, så er den amerikanske politik omkring begge lande en betydende faktor. Så på denne måde, det som står i vejen for et varmere forhold mellem Rusland og Kina er nærmest en forsonlig amerikansk Kina-politik. Eller mod Rusland, men det er usandsynligt i øjeblikket. Derudover, Indien har nok ikke lyst til at se Rusland komme for tæt på Beijing, og vil forsøge at sørge for en balance mellem de tre magter«.

»Jeg tvivler på, at der vil komme en formel alliance mellem Kina og Rusland, men hvis de politiske tendenser i Europa og Asien fortsætter, så kan man ikke udelukke en de facto alliance mellem Beijing og Moskva. Men her er det igen værd at bemærke, at sådan en alliance vil opstå mere af nød end lyst.«

Skribent

Hurtige klik fra Kina af Kim Rathcke Jensen. Jeg er journalist og BA i kinesisk. Jeg bor i Beijing, hvor jeg arbejder som Politikens korrespondent i Kina og Asien.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *