Problem: Kinas dansende bedstemødre bekæmpes med pigtråd, afføring og vandballoner

Skriv en kommentar
Hverdag / Kultur / Medier

Kina dans

Sidste år blev hr. Shi, der er en 56-årig mand fra Beijing, irriteret på de gamle damer, der om aftenen mødtes på torvet foran hans lejlighed for at stå og danse.

Shi tog sit gevær og gik derned. Han skød op i luften og slap sine tre hunde løs for at få flokken af damer til at løbe væk. Politiet mente bagefter, at det var en mindre god ide, og de anholdt Shi, der blev tiltalt for ulovlig våbenbesiddelse.

Ifølge de kinesiske medier, der sidste år dækkede retssagen mod Shi, havde han flere gange forsøgt at tale med damerne, for at få dem til at dæmpe sig og skrue ned for musikken. Uden held.

Og Shi er ikke den eneste, der er frustreret over de “dansende bedstemødre”, eller tiaowu dama, som de hedder på kinesisk. For i Kina er det ikke teenagere, der hænger ud på offentlige pladser og larmer i gadebilledet. Det er gamle damer.

Hvis man går ud i de kinesiske storbyer tidligt om morgenen eller sent om aftenen, er parker og pladser fyldt med især ældre folk, der spiller badminton, går baglæns, sparker til jianzi, der er en slags fjerbold, laver tai-chi og strækker ud. Eller danser. Det bliver stadigt mere populært blandt især pensionister og kvinder. Og ifølge nogle skøn er der op mod 100 millioner kinesere, der laver guangchangwu, altså “torve dans”.

Her står kvinderne, der er sjældent mænd med, selvom der har sneget sig en enkelt ind på billedet ovenover, i grupper, og laver koreograferede bevægelser og dansetrin i den lettere genre. Musikken kommer fra transistorradioer og billige ghettoblastere, hvor lyden er ofte både høje og skrattende. Nogle har endda også sat større højtalere på små indkøbsvogne, som de så kan trække rundt.

Musikken kan være for eksempel pophits fra Taiwan eller Hongkong eller latinsk musik. Men det er især nogle af Kinas Kommunistpartis klassiske revolutionære sange som “Østen er Rød” eller “Tunnel krig”, der bliver swinget rundt til. De seneste par år har popgruppen Fønix Myten i øvrigt været populære. Duoen er tilknyttet kunstnerenheden i Folkets Befrielseshærs Andet Artillery Korps, der er Kinas nukleare og konventionelle missilstyrker.

Men de dansende bedstemødre er ikke altid populære. Langt fra. Klagerne over dem er vokset i især de seneste par år.

I Changsha smed vrede naboer gennem længere tid mønter, sten og endda afføring mod en gruppe af de dansende – og støjende, lød kritikken – ældre kvinder. Det samme er sket flere andre steder i Kina. I Chengdu er der blevet kylet vandballoner efter dem.

Ledelsen og naboer i et bygningskompleks blev så trætte af en gruppe kvinder, der mødtes ved en af indkørslerne til komplekset, at de i maj satte trafikkegler op på fortovet og spændte pigtråd ud mellem dem.

I millionbyen Guangzhou har man som den første by udfærdigiget et lovforslag om “stillezoner” i områder og parker omkring for eksempel bygningskomplekser, skoler og hospitaler. I Liuyang har et af byens kvarterer udstedt et “dekret om dans”, så der kun må danses efter syv om morgenen og ikke efter 20.30 om aftenen.

Wang Zhongxing, der er sociolog på Xi’an Universityt for Internationale Studier, siger, at gruppedans for alvor er blevet populært inden for de seneste cirka 20 år med politiske og økonomiske reformer i Kina.

»Efter reformerne er folk begyndt at blive mere opmærksomme på deres helbred, så de er også begyndt selv at arrangere aktiviteter«, siger Wang Zhongxing.

Wang peger på, at det i 1960erne og 1970erne var arbejdsenhederne, danwei’s, som organiserede den slags aktiviteter. Dengang i det kommunistiske Kina var alt fra universiteter til fabrikker inddelt i danwei’s, som i høj grad sørgede for alt i en kinesers liv.

Det er også en af grundene til, at de ældre kvinder ikke bare finder en hal at danse rundt i.

»I dag er der ikke nok indendørs plads til rådighed«, siger Jing Xiaofen, der er sociolog ved Nordvest Universitetet for Landbrug og Skovbrug.

»For årtier siden ville der være indendørs lokaler stillet til rådighed af en danwei, men efter reformerne er den slags lokaler til offentlige indendørsaktivitet forsvundet«, siger JIng Xiaofen.

Udover at være sund, så handler det især også for kvinderne om at komme udenfor deres lejligheder og at være sociale.

En af dem er pensionisten Yu Yerui, der er 56 år gammel. Hun er med i en gruppe, der hver dag mødes ved indkøbscentret Shimao, der ligger i det centrale Beijing. Når butikkerne er lukket er der nemlig god plads om aftenen på de brede fortorve, og der er ingen naboer. For selvom der nogle steder er problemer med de dansende bedstemødre, så skal man at tage hensyn til hinanden, mener Yu.

Yu danser to gange om dagen. Om morgenen går hun hen til en park omkring Arbejdernes Stadion, hvor der kommer en lærer, som viser folk nye danse og dansetrin. Det hele er arrangeret af dem selv, der er ingen foreninger eller gebyrer, folk dukker bare op. Sådan foregår det normalt over hele Kina.

Yu’s gruppe har ti sange og danserutiner, som de plejer at gennemføre om aftenen. Og det sker i al slags vejr.

»Jeg plejer at komme her hver aften i to timer. Også selvom det regner, i hvert fald hvis det ikke regner for kraftigt«, siger Yu.

»Normalt er vi omkring 20 personer, og det er de samme folk, der kommer hver gang. Så man lærer hinanden at kende. Man bliver venner«, siger en smilende Yu og falder tilbage ind i flokken af dansende bedstemødre.

:: Foto: Mit eget

Skribent

Hurtige klik fra Kina af Kim Rathcke Jensen. Jeg er journalist og BA i kinesisk. Jeg bor i Beijing, hvor jeg arbejder som Politikens korrespondent i Kina og Asien.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *