Nordkoreansk flygtning: “Jeg forbander det land”

Skriv en kommentar
Diverse

Nordkorea flygtning kina

Hun var stolt af at være nordkoreaner. Hun var medlem af arbejderpartiet, og havde hele sit liv forgudet og troet på Kim Jong-il. Men for nogle år siden var den 60-årige Chae Hun-ha på et kort besøg i Kina. Her var der ingen nordkoreansk propaganda, og man talte åbent om de nordkoreanske ledere, og om at der var forfærdelige forhold i hendes hjemland. Hun var chokeret, da hun rejste hjem. Men hun tog tilbage til Kina. For Chae vil væk fra Nordkorea. Men hvordan flygter man fra en af verdens mest lukkede diktaturstater?

Det er vanskeligt, at få friske informationer ud fra Nordkorea. En af de bedste måder at finde svarene på, hvad der foregår i det lukkede land, er ved at tage til den nordkinesiske by Yanji, der ligger på grænsen til Nordkorea. Det kunne du læse om i søndags i Politiken og her på Magasinet, hvor jeg har interviews med en række nordkoreanere, der opholder sig i Kina, og som fortæller om livet og hverdagen i Nordkorea.

Chae Hun-ha mødte jeg dog sidste år. Men hendes fortælling om flugten minder om så mange andre nordkoreaneres.

Yanji er en vindblæst og nedkørt by med cirka 400.000 indbyggere. Mange er etniske koreanere, der har boet her i generationer, og indflydelsen fra Korea er tydelig. For eksempel er alle skilte i byen skrevet på både kinesisk og koreansk.

Byen er hovedstad i Yanbian Korea Autonome Præfektur, som er et grænseområde, der er på størrelse med Danmark. I alt er der omkring 2,2 millioner indbyggere, og cirka 850.000 af dem er koreanere.

Der er ingen statistikker for, hvor mange nordkoreanere der er i Yanbian. Et skøn går på, at der er cirka 300.000 nordkoreanere i Kina.

De fleste er her ulovligt. Mange har sneget sig over grænsen for at arbejde illegalt i Kina, så de kan tjene penge og sende hjem til deres familie i Nordkorea. Andre er kommet for at købe kinesiske produkter, som de kan smugle ind over grænsen og sælge på illegale markeder i Nordkorea. Eller de er flygtninge, som vil væk fra Nordkorea, og som prøver at komme til Sydkorea.

Men alle løber en stor risiko. Kina accepterer ikke nordkoreanere som flygtninge. Samtidig har de kinesiske myndigheder givet nordkoreanske agenter lov til at operere i Kina, hvor de leder efter nordkoreanske borgere, der opholder sig illegalt i landet.

Det er ikke kun agenter og kinesisk politi, som nordkoreanerne skal holde øje med. De risikerer også at blive solgt af menneskehandlere som billig arbejdskraft og slaver på for eksempel kinesiske fabrikker, bondegårde eller til prostitution på bordeller.

Hvis nordkoreanerne bliver fanget sendes de tilbage til Nordkorea, hvor de risikerer forskellige straffe. For eksempel at komme i arbejdslejr.

Så selvom nordkoreanerne kan forsøge at skjule sig i Yanji og blende sammen med de etniske koreanere, så er livet stressende. De fortæller om, hvordan de altid er nervøse. Og hvordan de er bange for at gå på gaden, hvor der er kinesisk politi, nordkoreanske agenter og menneskehandlere.

Men Chae Hun-ha, der ikke er hendes rigtige navn, er parat til at løbe risikoen. Hun vil aldrig tilbage til Nordkorea, heller ikke selvom hendes børn og børnebørn stadig er det.

Chae Hun-ha fortæller om flugten. Hun sætter sin ene hånd op på brystkassen. Lige under halsen. Vandet gik hende hertil, da hun stod ude i floden.

»Der var ikke noget smeltevand, ellers havde der været for dybt«, siger Chae Hun-ha, der er i 60erne.

Det var først, da hun stod derude i mørket og stred sig gennem det kolde vand, at hun opdagede de kinesiske vagter inde på bredden.
Hendes flugt fra Nordkorea var dog startet flere dage tidligere. Men egentlig begyndte den helt tilbage i 2009.

Chaes historie er den samme som så mange andre nordkoreaneres, og den er et typisk eksempel flugten fra sult og fattigdom og på nordkoreanernes hårde liv.

Chae Hun-ha besøgte Kina i 2009, hvor hun var på besøg i en af de nordkinesiske byer på den anden side af grænsen. Det var første gang, at hun var udenfor Nordkorea. Og det var et chok. I årtier var hun vokset op med propagandaen omkring Nordkoreas grundlægger, Kim Il-sung, og hans søn, Kim Jong-il. Hun var et stolt medlem af partiet, og kunne aldrig finde på at kritisere dem. Men her i Kina talte man åbent og nærmest nedladende om dem.

»Da jeg rejste ud første gang, og folk begyndte at tale nedsættende om dem og sige dårlige ting om Nordkorea, bad jeg dem om at holde deres kæft«, siger Chae Hun-ha.

Men det var først, da hun igen i 2011 vendte tilbage til Kina, at hendes tro på familien Kim og militærstyret begyndte at vakle.

Først på året havde hun været sammen med sin familie, hvor de havde fejret Kim Jong-ils fødselsdag. Det er en helt særlig festdag for nordkoreanerne, så familien havde brugt penge på at købe lidt kød og noget alkohol. Familien var også heldige. Der var endda elektricitet, så de kunne se Kim på fjernsynet. Men som andre nordkoreanere vidste de ikke, at han dengang var syg, og at han ville dø i december 2011. Han så lille og svag ud.

»Jeg blev så ked af at se ham. Jeg græd – her var han i en verden uden Kim Il-sung, og han arbejdede så hårdt for at brødføde os«, siger Chae Hun-ha.

Men da hun efter fødselsdagen rejste tilbage til Kina hørte hun for første gang om hans kvinder, og hvad det var for et luksusliv, Kim Jong-il havde levet. Det var der, at hun vendte sig mod ham.

»Jeg tænkte, hvad er han dog for et menneske! Folk sulter ihjel og så lever han sådan et liv? Jeg var virkelig overrasket. Jeg kunne ikke tro det! Jeg var så skuffet«, siger Chae Hun-ha

»At komme ud var som at få tørret en hjernevask af«, siger Chae Hun-ha.

»Jeg forbander det land. Man bor der, og livet er så hårdt. Du får et enkelt og nogle gange to måltider om dagen, lidt majsnudler eller grøntsager, og det er det«, siger Chae Hun-ha.

Alligevel rejste hun tilbage til Nordkorea efter at have boet og arbejdet i Kina i et halvt år. Men det nyttede ikke. Hun kunne ikke længere holde livet i Nordkorea ud. Hun ville flygte. Hun måtte ud. Også selvom hun blev nødt til at efterlade sin familie.

De fleste nordkoreanere, der vil over grænsen mellem Nordkorea og Kina, bestikker de nordkoreanske grænsevagter. Soldaterne får nogle penge og kigger den anden vej, når man går ud i den brusende flod, der er grænsen mellem Nordkorea og Kina. Chae Hun-ha havde nok penge, men hun havde et problem. De andre gange havde hun fået hjælp til at krydse grænsen. Nu skulle hun gøre det selv. Og hun havde glemt, hvor det var sikkert at krydse floden.

Man kan ikke rejse frit i Nordkorea. Det er ulovligt, og man kan blive straffet, hvis man ikke har de rigtige tilladelser. Derfor var hun forsigtig, da hun begyndte den flere dage lange rejse op mod grænsen og bjergene. Meget af turen gik hun. Og da hun kommer til bjergene møder Chae tilfældigt en familie, som hun gav hende lov til at overnatte hos dem.

De var så fattige, siger Chae. Der var jordgulv i hytten, de havde elektricitet, lys eller stearinlys og ingen mad. Men de blev glade, da de så hende, for de vidste, at nu ville de få lidt penge, så de kunne få mad til et par dage.

Men på den tredje nat dukkede politiet op.

»Jeg blev så bange, at jeg løb væk og ud i bjergene. Her sov jeg, kold og bange for at blive opdaget og fanget«, siger Chae.

»Du aner ikke, hvad du skal gøre, hvad der er derude, og hvordan du skal overleve«, siger Chae.

Hun besluttede sig for at krydse floden den næste nat. Og der stod hun, midt i vandet, da hun så vagterne inde på bredden. Men hun var heldig.

»Det viste sig at være jernbanevagter, for ellers havde de skudt eller fanget mig«, siger Chae

Hun gik rundt i to dage. Det første hus, som hun bankede på for at bede om hjælp, var etniske koreanere, og de gav hende mad, varmt tøj og sko. Men det var for farligt at blive. Og de fleste i af bønderne ville ikke hjælpe hende, for både kinesere og nordkoreanere risikerer fængsel, hvis man bliver opdaget.

Hun fik dog hjælp. Og hun kom i kontakt med sin tante, der bor i Sydkorea, og som har forbindelser i Yanji, hvor Chae fik arbejde.

Chae forlod sine døtre, børnebørn og familie. Hun forlod Nordkorea, hvor hun har boet hele sit liv. Det er ikke nemt. Men hun sparer penge op og drømmer om at komme videre til Sydkorea, og at få sin familie med.

»Jeg vil bare have, at mine børn får muligheden for at komme ud og se en større verden«, siger Chae Hun-ha.

Jeg mødte som sagt Chae sidste år. Men på grund af hendes sikkerhed har jeg ikke været i kontakt med hende siden.

Så vil det lykkes for Chae, at komme til Sydkorea? Statistikken er imod hende. I 2012 lykkedes det kun for 1.143 nordkoreanere, at komme til Sydkorea og søge om asyl.

Skribent

Hurtige klik fra Kina af Kim Rathcke Jensen. Jeg er journalist og BA i kinesisk. Jeg bor i Beijing, hvor jeg arbejder som Politikens korrespondent i Kina og Asien.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *