Byg løs: Kina ramt af museumsboble

Skriv en kommentar
Hverdag / Kultur

Beijing vand museum kina

Antallet af museer eksploderer i Kina. I 2011 begyndte den nuværende fem-årsplan for Kina, hvor kommunistpartiet blandt andet besluttede, at der skulle bygges 45.000 kilometer jernbane med højhastighedstog og 3.500 museer. For kultur kan planlægges og rulles ud på samme måde som togskinner, mener partiet.

Det skriver jeg om i dagens Politiken. Her er et uddrag:

De seneste tal viser, at der nu er 4.165 museer i Kina. Men det bygger på statistik fra 2013, og i dag er der langt flere.

Li Xiaojie, der er leder af Statens Administration af Kulturarv, siger til Kinas officielle nyhedsbureau Xinhua, at museer bygger bro mellem folk og kulturer, og at de spiller en stadigt større og vigtigere rolle i folks hverdag.

Andre er mindre begejstrede.

»De er en fucking katastrofe«, siger Chen Danqing, der er en kendt kunstkritiker og maler.

»Der er alt for mange museer i Kina, og de fleste af dem er virkelig dårlige. Alting i Kina udvikler sig for hurtigt«, siger Chen Danqing, som mener, at Kina er ramt af en museumsboble.

»Når man sammenligner med USA og Europa, så er vores museer blot en bunke cementbygninger«, siger Chen Danqing.

Lu Jiansong, der er historiker og ekspert i museologi på Fudan Universitet, mener også, at det går for stærkt med at bygge museer.

»Vi tager selve byggeriet af museet alvorligt, men ikke indholdet. At bygge et museum er ikke det samme som at bygge et hus eller en container. Et museum er et af de mest komplicerede kulturelle projekter, man kan bygge«, siger Lu Jiansong. Men han mener ikke, at der er for mange museer. Målt på antal, så halter Kina langt bagefter for eksempel USA.

i artiklen nævner jeg også bogen “Exhibiting the Past” af Kirk E. Denton, som du kan finde på Amazon og en anmeldelse i China Quarterly.

I China Quarterly er der også anmeldelse af to andre bøger om museer i Kina. Det er “Museums in China: Power, Politics, and Identities” og “Museums in China: The Politics of Representation after Mao”.

Til artiklen i Politiken besøgte jeg Beijing Museum for Postevand. Det er omtrent så spændende som vandet, der kommer ud af en vandhane. Undtagen – der står et skilt foran indgangen til Beijing Museum for Postevand. Her kan man se et kort over den lille park og museumsbygningen. Og så er der en advarsel. Man må ikke drikke vandet.

Men det er nu heller ikke et problem, for der er ingen vand på museet. I hele udstillingen er der ikke så meget som en dråbe væske. Vandmuseet er på alle måder en tør oplevelse. Og det kan du læse om i artiklen på Politiken.

Skribent

Hurtige klik fra Kina af Kim Rathcke Jensen. Jeg er journalist og BA i kinesisk. Jeg bor i Beijing, hvor jeg arbejder som Politikens korrespondent i Kina og Asien.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *