Hurtigt overblik: 5 ting du skal vide om et-barnspolitikken

Skriv en kommentar
Diverse

IMG 3686

1. Hvorfor blev den indført?
Kinas ledere indførte den i 1980, fordi man ville kontrollere den stærkt voksende befolkning. For mange indbyggere ville betyde større arbejdsløshed og være en bremse for den økonomisk vækst.
Ifølge den officielle propaganda har politikken betydet 400 millioner færre kinesere. Uafhængige skøn sætter tallet tættere på 100 millioner. Og flere undersøgelser peger på, at det lave fødselstal også skyldes forhold, som man kender fra for eksempel Japan.

2. Hvilke problemer skabte den?
Et-barnspolitikken skabte enorme problemer. For eksempel er der ikke et socialt sikkerhedsnet i Kina, så familiens eneste barn står alene med ansvaret om, at skulle forsørge familiens gamle.
Kineserne vil helst have drenge, og politikken har medført, at der fødes 120 drenge for hver 100 piger. En hel generation af mænd står uden partnere.
Den har medført en industri af menneskehandel og kidnapninger, tvangsaborter og tvungne sterilisationer

3. Hvor mange ændringer har der været?
Der har været mange stramninger siden 1980. Men især de seneste 10 års tid er den blevet lempet flere gange. Seneste store ændring var i 2013, hvor alle par, hvor den ene forælder var enebarn, fik lov til at få 2 børn.
Derfor kommer det ikke som en overraskelse, at Kina i torsdags afskaffede et-barnspolitikken, så alle kinesere nu må få to børn. Men det er først og fremmest en symbolsk handling og erkendelse om problemerne med et-barnspolitikken.

4. Hvorfor afskaffer man nu et-barnspolitikken?
Regeringen har brug for flere arbejdende kinesere. Kinas arbejdsstyrke – der tæller personer fra 15-64 år – bliver mindre. Og det går stærkt. FN anslår, at der fra 2010 og frem til 2030 bliver 67 millioner færre arbejdere.
Samtidig vil andelen af gamle svulme fra 110 millioner i 2010 til 210 millioner i 2030. Og i 2050 vil de udgøre en fjerdedel af befolkningen i Kina, som anslåes at være på cirka 1,35 milliarder.
Så regeringen giver nu tilladelse til, at alle må få to børn. Men man beholder familieplanlægningen, og det er stadig ulovligt at få mere end to.

5. Hvilken indflydelse vil den nye to-barnspolitik få?
Mange kinesere vil ikke have mere end et enkelt barn, fordi det er blevet for dyrt på grund af for eksempel høje leveomkostninger. Samtidig venter kineserne i stigende grad med at gifte sig. Få analytikere forventer derfor, at fødselsraten vil bevæge sig markant fra de nuværende 1,5 per kvinde. For at løse Kinas problemer burde den være 2,1.
Med den seneste lempelse i 2013 kunne 11 millioner par få to børn. Men indtil videre har kun 1,45 millioner ansøgt om lov til at få to børn. Langt under regeringens forhåbninger, anslår eksperter. Samtidig får mange alligevel ikke de to børn på trods af ansøgningen. I 2014 blev der kun registreret 470.000 fødsler af parrene.

Skribent

Hurtige klik fra Kina af Kim Rathcke Jensen. Jeg er journalist og BA i kinesisk. Jeg bor i Beijing, hvor jeg arbejder som Politikens korrespondent i Kina og Asien.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.