Danske mediers dækning af militærparade: Nej, journalister skal ikke være positive og klappe i hænderne af partiet

kommentarer
Journalistik / Politik

2016 04 20 05 41 33 pm

For nogle uger siden fik jeg en email fra en læser. Han var sur over, at jeg i Politiken havde brugt ordet ‘rød’ i en artikel om Kinas Kommunistparti.

Og det der med rød er måske tæt på at være en kliche, men omvendt er det stadig en farve, der på alle måder er forbundet med partiet i Kina.

Men det var nu ikke derfor, at han var rasende. Han mente, at min brug af ‘rød’ var nedladende overfor danske og europæiske socialister. Og at jeg havde brugt det med vilje for at tilsværte dem, fordi jeg selv er højreorienteret.

Samtidig får jeg også vrede emails fra læsere, næsten hver gang jeg skriver om Mao Zedong. Ifølge dem er jeg så en leflende kommunist.

Og det er fint for mig. DR’s tidligere – og nu afdøde – korrespondent i Mellemøsten, Ole Sippel, sagde, at når han havde lavet et indslag og fik lige mange vrede henvendelser fra israelere og palæstinensere, så vidste han, at han havde bevaret balancen og sin journalistiske objektivitet.

Men kritik – hvis det altså er mere end blot en sur prut – er godt. Det er også derfor, at man dagligt laver efterkritik derude på redaktionerne. Man udvikler sig. Man bliver klogere.

Der skal også være plads til kritik fra konkurrenterne. Journalister må gerne kritisere andre journalister. Men argumenterne bør også være i orden.

På Radio 24svy er der et program, der handler om Kina. Værten hedder Christina Boutrup, og hun var Asienkorrespondent for Berlingske fra 2005 og frem til midten af 2007. For nyligt var gæsten Laura Dombernowsky, der har en ph.d i kinesisk, og som i februar flyttede til Beijing som korrespondent for Information.

Konklusionen i indslaget var, at de danske medier – altså blandt andre mig – er negative i vores dækning af Kina. Vi taler ikke med kinesere. Vi giver ikke det rigtige billede af Kina. Vi er stereotypiske.

Opdateret 1-07-2016: En ny undersøgelse fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole er kommet til præcist den modsatte konklusion, som jeg skriver om her

Det er anklager, som de fleste korrespondenter har fået på et eller andet tidspunkt. Uanset om de så dækker Israel, USA, Frankrig eller altså Kina.

Hvis jeg var negativ, så skulle jeg bevidst udelade eller udvælge informationer, der måtte understøtte et eller andet politisk projekt, jeg måtte have, og som er udtryk for mine egne anti- og sympatier. På den måde er indslaget i Radio 24syv i bund og grund en klassisk debat om journalisters tilstræbte objektivitet.

Men ‘negativ’ bliver ofte forvekslet med ‘kritisk’. Og selvfølgelig stræber jeg efter at have en kritisk dækning af Kina.

Jeg er kritisk over for de informationer, der kommer fra partiet. Jeg forholder mig kritisk til det, når jeg for eksempel møder en petitioner, der eventuelt har brugt flere år på at bekæmpe myndighederne i en sag, hvor han eller hun føler sig uretfærdigt behandlet.

For selvfølgelig skal man lave kritisk journalistik uanset hvad, der måtte være ens stofområde. Om det så er politik på Christiansborg, forbrugerstof eller kulturjournalistik, så er den tilstræbt objektive tilgang en grundsten i dansk journalistik.

Så hvorfor er det, at de to journalister fra Radio 24syv og Information mener, at jeg og andre korrespondenter er negative og ikke fortæller sandheden om, hvordan det virkelig er i Kina?

Her er der udpluk fra radioindslaget.

De store danske medier har en tendens til at “fastholde dækningen af Kina i stereotypen om menneskerettighedskrænkelser og diktatur. Kina føler sig ofte misforstået og føler ikke, at det får den anerkendelse og respekt, som det fortjener”, lyder det i oplægget fra Christina Boutrup.

Det er en klassisk linje fra kommunistpartiets kritik af Vesten, som Christina Boutrup gentager. Det kinesiske udenrigsministerium har også sagt, at jeg har en “negativ” dækning af Kina, hvorefter de opfordrede mig til, at jeg “hellere skulle skrive noget om Den Kinesiske Mur, for den er så flot”.

Debatten om Kina, der føler sig misforstået af de vestlige medier, er gammel. David Shambaugh, professor på George Washington University, opsummerer det glimrende i sin bog China Goes Global fra 2013 (min egen hurtige oversættelse):

“Der er ingen tvivl om, at der i Vesten er en mangel på forståelse af Kina, eftersom det er et meget komplekst og uigennemsigtigt land. Men det betyder ikke, at de vestlige mediers dækning af det som sådan er partisk og forudindtaget.

Min egen læsning af de vestlige mainstram mediers dækning af Kina er, at de er meget præcise omend ofte kritiske. Men i kinesisk kultur og i myndighedernes tænkning er kritik det samme som uenighed og enighed det samme som forståelse. I det kinesiske samfund og kultur er det at blive offentligt kritiseret en af de værste ting, der kan ske, for så mister personen ansigt.”

Det, som i programmet på Radio 24syv skal underbygge, hvordan danske medier tegner “et negativt og fordomsfuldt billede” af Kina, er dækningen af militærparaden, som blev afholdt sidste år i Beijing, mener Laura Dombernowsky. Hendes konklusion er, at det “ikke var en særligt nuanceret fremstilling” fordi dækningen fokuserede på militæret, Kinas styrkede forhold til Rusland samt den stigende nationalisme i Kina.

Ja, dækningen af en militærparade kommer ofte til at handle om militæret. På samme måde som dækningen af Tour de France ofte vil indeholde elementer omkring cykling og cykelsport.

“Det man står tilbage med som læser er et skræmmebillede af Kina”, siger Dombernowsky som konklusion på de danske mediers dækning.

Men nu valgte partiet altså at afholde en militærparade, der skulle fremvise det militære isenkram og give et billede af Kina, som en stærk nation. Og af Xi Jinping som en stærk leder. Hvis partiet havde valgt at afholde et karneval som i Brasilien, ville dækningen nok have været en anden.

Christina Boutrup mener, at “når der er noget på Kinadagsordenen herhjemme, så er det også den lette vinkel, der bliver valgt, at Kina krænker menneskerettigheder, kunstnere og blahblahblah”.

Det er en løs påstand, der ikke bliver bakket op af eksempler. Det er også uklart for lytteren, hvad “blahblahblah” præcist hentyder til.

Kinas forhold til menneskerettigheder bør være en naturlig del af dækningen af Kina. På samme måde, som den også er det i forhold til for eksempel USA og Guantanamo og russiske Putins jagt på kritikere.

Og den er det især efter 2012, hvor Xi Jinping kom til magten. Partiets kamp mod kritikere er en af de helt store udviklinger, der har defineret Kina i de seneste år. Men også i det hele taget siden optøjerne i Xinjiang og Tibet i 2008.

Hvis jeg som journalist aktivt skulle fravælge det, så ville jeg ikke give et tilstræbt objektivt billede af Kina.

Christina Boutrup og Laura Dombernowsky savner kinesiske kilder i artiklerne fra de danske korrespondenter. I dækningen af militærparaden savnede Dombernowsky de almindelige kinesere, for “det var jo en fridag for mange mennesker, og hvordan bruger de almindelige mennesker så den dag”. Dombernowsky ville gerne have hørt, om de “sidder derhjemme og glor fjernsyn eller holder middage med deres venner”.

Hvorfor er der ingen almindelige mennesker og vox pops, spørger Boutrup og fortsætter, “så bliver det en systemhistorie i stedet for en historie om mennesker og deres hverdag”.

Hvis vi havde talt om for eksempel den seneste skandale med vaccinationer, hvor millioner af børns sundhed har været i fare, så ville det have været underligt, hvis man ikke havde talt med almindelige kinesere.

Og det kunne man såmænd sagtens have gjort omkring paraden. Men den vigtigste historie handler om, hvorfor partiet vælger at afholde den. Og paraden handler utroligt lidt om den almindelige kinesers hverdag og har lille indflydelse på deres dagligdag.

Hvis man ser på de danske mediers brug af cases, så er der virkeligt mange almindelige kinesere. Uanset hvordan man så definerer “almindelig”. Det er en anden snak.

For Kina ligger fantastisk langt væk fra en dansk hverdag, hvor mediebrugerne på ofte få sekunder skal beslutte sig, om de vil bruge tid på for eksempel at læse en artikel. Og her er det netop personerne, der kan skabe identifikation og sætte krogen i læseren.

Det er langt fra altid, at cases og vox pops bidrager til noget i en historie. De skal bruges rigtigt. Men at påstå, at danske korrespondenter bringer for få kinesiske cases virker dumt. Det havde været en mere interessant debat, om der egentlig er for mange, og om de bliver brugt rigtigt.

Dombernosky beskriver Politikens dækning: “Altså, øhm, ja..- hvor man havde forberedt, hvor mange aber der var sendt ud og så videre til at gøre byen fri for fugle eller hvad det var, der skulle til. Øhm… Og den kunne man altså skrive på baggrund af gennemlæsning af alt, hvad der var skrevet i andre internationale medier”. Hvorefter Boutrup konkluderer, at det er et eksempel på, at jeg og andre korrespondenter i vores dækning skriver historien på forhånd med “en overskrift, der er lavet på forhånd”.

Militærparaden var annonceret i måneder forud. Analytikere havde debatteret den i månedsvis. Formålet med den ville ikke pludselig ændre sig en time inde i paraden.

Så nej, der var ikke tale om for eksempel en fodboldkamp eller politiske forhandlinger, hvor resultatet var ukendt. Derfor var det også muligt på forhånd at skrive analysen.

På Politiken valgte vi blot at dække den med en enkelt analyse. Man kunne sagtens have lavet forskellige optakter eller behandlet den anderledes. Men det var ikke en begivenhed, som vi mente var stor nok til at prioritere og lave en større satsning på.

Vi vidste også, at der ville være mange billeder af den i de danske medier på selve dagen, og derfor valgte vi analyseformen, så Politikens læsere kunne sætte paraden ind i en aktuel kontekst. Og her ville det ikke bidrage med noget, hvis jeg fløj fra Hongkong til Beijing for at sidde i det aflukkede presseområde under paraden. Tværtimod ville det give et bedre overblik og være mere interessant at følge den og kommentarerne på kinesisk TV.

At min analyse også minder om det, der er skrevet i de andre internationale medier, er ret betryggende. For måske skyldes det ikke, at jeg bare sidder og kopierer andre medier. Årsagen til det kunne jo være, at det rent faktisk var dét, som netop var historien om paraden.

At tal og andre fakta, blandt andet om de aber, som Dombernowsky nævner, også er de samme, som kinesiske og udenlandske medier brugte, er der måske også en grund til. Det handler om den samme historie. Så mængden af for eksempel soldater og aber skulle gerne være den samme uanset om det er i et kinesisk, græsk eller dansk medie.

Laura Dombernowsky omtaler studier, som viser, at vestlige og herunder danske medier, dækker Kina ud fra fem hovedtemaer – økonomi, politik, udenrigsanliggende, national sikkerhed og miljø.

Det er tilsyneladende et problem. Men Dombernowsky nævner desværre ikke hvorfor. Jeg mener, at kasserne er så brede, at man næste kan proppe hvad som helst ind i dem. Og i og med, at det blot er hovedtemaer, så er der stadig plads til alt andet.

Dombernowsky konkluderer også, at “i halvdelen af dækningen handler det om korruption og miljø… meget negative emner”.

Hvorfor er det per definition negativt? Så da for eksempel Chai Jing lavede sin film om smog, der blev set måske op mod 200 millioner gange, og som åbnede øjnene omkring luftforurening for millioner af kinesere, så er det negativt? Det gav en enorm debat i Kina, og miljø er – som regeringen også anerkeder – et af Kinas største problemer.

Man kunne også nemt argumentere for, at Chai Jings miljødokumentar var positiv for kineserne og negativ for regeringen. Ikke at den slags afvejninger bør påvirke min dækning af Kina. I hvert fald ikke ifølge min overbevisning, for jeg laver ikke propaganda for partiet.

Christina Boutrup runder af med at sige, at “derfor er det jo rigtigt, når Kina siger, hvorfor er i så forudindtagede og negative i jeres dækning, det er jo ikke forkert”, siger hun om de danske mediers dækning af Kina.

Det er en cirkelslutning. Uden andre eksempler end militærparaden. Og endnu en påstand, der kommer til at stå umodsagt hen, for der var ingen gæster i studiet, der kunne udfordre de to journalisters meninger.

Konklusionerne i samtalen mellem de to journalister fra Radio 24syv og Information bygger på en artikel i tidsskriftet Politik og Økonomi, hvor Laura Dombernowsky har set på de danske mediers dækning af militærparaden.

Her slutter hun med at skrive, at:

“…den danske dækning af Kinas markering af 70-året for afslutningen på Anden Verdenskrig bekræfter en fortælling om Kina som et autoritært styre med geopolitiske konflikter i forhold til nabolandene og med indenrigspolitiske udfordringer. Og det er ikke noget, der får journalisterne til at klappe i hænderne.”

Hvor er det faktuelt forkert, at Kina er “et autoritært styre med geopolitiske konflikter i forhold til nabolandene og med indenrigspolitiske udfordringer”?

Og dernæst – nej, det klapper de danske journalister ikke i hænderne over. Selvfølgelig ikke. Kunne man forestille sig danske journalister, der klappede i hænderne, når Lars Løkke Rasmussen dukkede op til pressemøde? Danske journalister er forhåbentligt mere kritiske over for regeringen end som så.

At Radio 24svy og Information tilsyneladende er så begejstrede for kommunistpartiet og myndighederne, at de klapper i hænderne, det må være deres redaktionelle valg.

Vi andre korrespondenter stræber efter at være mere objektive i vores dækning.

Opdateret:

Christina Boutrup har en kommentar her på Facebook, hvor der også er link til udsendelsen:

Skribent

Hurtige klik fra Kina af Kim Rathcke Jensen. Jeg er journalist og BA i kinesisk. Jeg bor i Beijing, hvor jeg arbejder som Politikens korrespondent i Kina og Asien.

2 Kommentarer

  1. Jens Elbæk siger

    Fin artikel. Det slog mig ved gennemlæsningen, at selve det at afholde en militærparade, måske er en af definitionerne på et diktatur. Jeg mindes i hvert fald ikke at have set militærparader med hele udtrækket i USA, UK eller Frankrig. Eller Danmark, for den sags skyld.

  2. Ming siger

    @Jens Elbæk

    http://www.c-span.org/video/?18328-1/national-victory-celebration-parade (amerikansk sejrsparade i første golfkrig)

    https://www.youtube.com/watch?v=QgMzi3Ymh9I – Bastille dag 2015 i Paris (fire timers udsendelse – spol frem til 3 timer inde i udsendelsen for at se hele det militære pivtøj)

    https://www.youtube.com/watch?v=t7clkLsbf0M – Britisk militærmarch igennem Kensington
    https://www.youtube.com/watch?v=gv9JcVrPuVk – livgardens march igennem København (hver dag kl 12 😉 )

    Ville nok være ganske forkert at udlede om lande er diktaturer eller demokratier på basis af militærparader. Godt nok er livgardens march gennem København ikke så pompøst som Kina eller Ruslands (eller for den sags skyld Frankrig/USA/Englands) parader, og vi danskere betragter det som ganske uskadeligt og en af vores traditioner, som viser livgardens samhørighed med resten af landet(!), men princippet er det samme.

    Vi er i vores del af verden vist også til fals for uniformer, fædrelandskærlighed og panserkampvogne 😉 – vi (måske mest Danmark) har måske bare lidt sværere ved at mønstre det store militære isenkram.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.