Søgeresultater for "Wukan"

Protester i Kina: Hvad skete der med Wukan?

8fd3ddccjw1dnyspnbu6cj

Urolighederne i Wukan endte kort før jul, da højtstående partimedlemmer trådte ind i konflikten og overtog forhandlingerne fra de lokale myndigheder. Som jeg skrev dengang i december i Berlingske:

Det foreløbige punktum for konflikten i Wukan kom fredag, hvor politiet løslod de sidste tre forhandlere, fortæller beboere over telefonen til Berlingske.

Med aftalen har beboerne genåbnet landsbyen, fjernet vejspærringer og taget bannere og skilte med protestslogans ned. Det er stadig uklart, hvad der kommer til at ske med landjorden, men der er dannet en landsbykomite, som vil komme med en løsning.

Torsdag kom avisen Renmin Ribao, Folkets Dagblad, der er Kinas Kommunistpartis officielle talerør, med en leder, hvor de kritiserede de lokale embedsmænd for at lade konflikten løbe løbsk. Samtidig roste de provinsens partisekretær, Wang Yang, for hans håndtering af sagen. Wang er en af landets mest fremtrædende politikere, der spås at få en fremtrædende rolle, når lederne i parti og regering næste år skal skiftes ud ved den store partikongres i Beijing.

Hvad er der så sket siden? Ikke meget. Og i hvert fald ikke noget, der er positivt eller kan beskrives som en sejr for beboerne i Wukan.

• Læs ogsåOptøjer i Wukan: Kinesisk landsby i oprør

Tværtimod har en af de ansvarlige embedsmænd for byen fået noget, der kan beskrives som en forfremmelse, som South China Morning Post skrev onsdag:

The controversial top party official in Shanwei, which oversees the restive Wukan village in Guangdong, has consolidated his power, if not gained more, by being named chairman of the city’s legislature.

Zheng Yanxiong , Shanwei’s Communist Party secretary, came under heavy criticism last month when he blamed villagers in Wukan for “colluding with foreign media to create trouble”.

In leaked video clips from an internal meeting last month – held while thousands of villagers protested against the government’s illegal requisition of their collectively owned farmland without proper compensation – Zheng said pigs would fly before the foreign media could be trusted.

Det er ikke gået meget bedre for de titusinder af demonstranter i Dalian, der i august gik på gaden for at prostestere mod en lokal kemikaliefabrik.

• Læs ogsåUro i Kina: Titusinder på gaden i Dalian

Her lovede myndighederne at lukke fabrikken. Protesten virkede altså. Job well done. Med en enkelt undtagelse – fabrikken er der stadig. Og ikke nok med det, for omkring nytår besluttede lokalregeringen at genstarte produktionen, selvom man dog hårdnakket benægter, at have opgivet planerne og løftet om en flytning.

Kan man så stole på det? Der er kun et svar, og det er, at det vil tiden vise. Det er alt for tidligt, som jeg også har sagt før, at udråbe de to protester som sejre og bevis på, at den slags demonstrationer virker, og at man kan stole på myndighedernes løfter.

Tværtimod er det mere sandsynligt, at de i stedet vil lære af erfaringerne, så de bedre og hurtigere kan styre og lukke den slags demonstrationer i fremtiden.

For, som Fang Ming, der er byen Foshans delegerede til Folkekongressen i Guangdong, sagde tidligere på ugen, så skal befolkningen behandles som børn, som der står i denne artikel i Guangdong Daily (ZH).

»Folk kan blive uregerlige, hvis de bliver forkælede,« sagde hun i en kommentar, der har tiltrukket tusinder af vrede kommentarer på internettet.

Her er der links til tre gode analyser om Wukan:

• Willy Lam i AsiaTimes – Grim future for Wukan model

• Yu Hua i Herald Tribune – In China, the Grievances Keep Coming

• Wu Si i Yanhuang Chunqiu (oversat af CDT) – What Does ‘Wukan‘s Turn’ Mean for Us?

Optøjer i Wukan: Kinesisk landsby i oprør

73f989f5gw1do2j341vfqj

En landsby i Sydkina har barrikaderet sig fra omverdenen, og har smidt Kinas Kommunistparti, politi og embedsmænd ud af byen, der nu er omringet af bevæbnet politi.

Det begyndte for en uge siden med Xue Jinbo, der arbejdede som slagter i Wukan. Det er en lille by med 15.000 indbyggere, der ligger ved kysten i den sydlige Guangdong provins. Xue var 43 år. Og familien siger, at han havde et godt helbred.

Derfor var der mange som undrede sig, da han døde af hjertestop i søndags for en uge siden. Xue var blevet anholdt af politiet tre dage tidligere, og han døde i deres varetægt.

Xues død fik tusinder af indbyggere til at angribe politiets og lokalregeringens bygninger. Helt usædvanligt jagede de myndigheder og Kinas Kommunistparti ud af byen. Efter de første sammenstød med politi og vandkanoner satte de vejspærringer op for at forskanse sig.

• Læs ogsåNy demonstration i Kina: 6.000 protesterer mod lokalregering

Urolighederne har fortsat hele ugen. Tusinder af beboere har været på gaden og holdt stormøder i protest mod lokalregeringen, som de blandt andet beskylder for ulovligt at have konfiskeret deres jord og ejendom. Og for at have tæsket Xue – en af bystyrets mest åbenmundede kritikere, som også var en af den håndfuld lokale beboere, der var udvalgt til at forhandle med lokalregeringen – til døde.

Til gengæld har cirka 1.000 bevæbnede betjente forsøgt at lægge en ring om byen, der nu er stort set afskåret fra at få nye forsyninger. Der er også politibåde i farvandet ud for Wukan, som forhindrer fiskefartøjer og andre både i at komme ind og ud af havnen.

Stridigheder om jord og ejendomme er almindelige i Kina. Bønder lever af jorden, men de lokale regeringer hellere vil hellere bygge industri, golfbaner, boliger og hoteller på jorden. Blandt andet fordi de lokale politikere ofte har tilknytning til virksomhederne eller bliver bestukket af dem.

I 2005 stoppede centralregeringen med at offentliggøre tal for uroligheder og demonstrationer. Dengang var der hvert år 74.000 af slagsen, men det er steget kraftigt. Et skøn går på, at der sidste år var omkring 180.000 større protester, strejker, voldelige sammenstød og andre »massehændelser« i Kina. Yu Jianrong, der er professor i den statslige tænketank Chinese Academy of Social Sciences anslår, at 65 procent af urolighederne drejer sig om stridigheder om landjord.

Urolighederne i Wukan er usædvanlige på grund af beboernes vedvarende og voldsomme reaktion. Problemerne går flere måneder tilbage. Beboerne siger, at deres ejendom er blevet konfiskeret af korrupte embedsmænd, der ikke har givet dem kompensation for jorden.

Det har de nu gjort i Wukan siden 1990erne. Men det var et salg af lidt over 400 hektar landbrugsjord, der fik bægeret til at flyde over. Der skulle bygges luksusboliger på jorden, og salget indbragte lokalregeringen tæt på 900 millioner kroner.

Xue Jinbo var, som nævnt, blevet udpeget til at mægle mellem beboerne og lokalregeringen. Men politiet anholdt ham, og tre dage senere døde Xue.

»Dødsårsagen er hjertestop, og andre årsager lader indtil videre til at være udelukket,« lød lægernes konklusion i en meddelelse, som blev offentliggjort af lokalregeringen.

Det tror beboerne ikke på. Især ikke efter, at familien kort fik lov til at se Xue Jinbos lig, som efter sigende bar tydelige spor af vold.

»Der er ingen, som tror på at han døde af et hjerteslag. En sund mand i 40erne, der aldrig har haft helbredsproblemer?,« siger Chen, der bor i Wukan. Ligesom andre af de beboere, som vi har talt med over telefonen, opfordrer han centralregeringen til at gribe ind.

• Læs ogsåUro i Kina: Titusinder på gaden i Dalian

Det gør et af familiemedlemmerne til Xue Jinbo også.

»Vi forlanger to ting. Vi vil have kompensation for vores ejendom. Og vi vil have en forklaring på en Xues død,« siger manden, der af frygt for sin sikkerhed ikke vil have sit navn offentliggjort, over telefonen fra Wukan.

Det kan få store konsekvenser, hvis Beijing ikke griber ind, mener landsbyboeren Chen.

»Situationen vil blive værre, hvis de fortsætter med at blokere vejene og havnen, så vi ikke kan få forsyninger. Vi vil være fanget og sulte ihjel. For vi opgiver ikke,« siger Chen. Andre af beboerne anslår, at man har mad og vand til lidt over en uge endnu.

Sagen har været stort set censureret på det kinesiske internet, hvor der ikke kommer noget frem, hvis man søger på »Wukan« på mikroblogs som Sina Weibo. Den har dog været omtalt i nogle kinesiske medier, der i går torsdag strømmede til byen.

Sagen om Wukan fortsætter, og her er der links til opsamlinger om sagen:

ChinaGeeks - The Siege of Wukan

ChinaGeeks - The Siege of Wukan, Part II: Weibo Impressions

ChinaGeeks - The Siege of Wukan, Part III: Making Martyrs

ChinaGeeks - The Siege of Wukan, Part IV: Seeds of Siege

The Nanfang - Day to Day Update

Shanghaiist - Updates from Wukan, the fishing village staging open rebellion

China Digital Times - Netizens Show Support for Wukan Revolt

China Digital Times - With Roadblock Strengthening, Wukan Remains Defiant

China Media Project - Wukan and the “fourth danger”

Ytringsfrihed i Kina: Opsamling og links om protesterne i Guangdong

Der er ikke flere demonstranter ude på gaden foran Sydlig Weekend. Journalisterne har standset strejken og er gået tilbage på arbejde, og har sendt den første avis på gaden siden protesten. Samtidig er debatten i høj grad censureret på internettet. Det var så det? Her er en opsamling.

New York Times ridser situationen op, som den er nu:

Southern Weekend has been a weather vane for restrictions on news organizations in China since its founding 29 years ago, and its journalists say their frustration with those constraints has been building for years, turning their relationship with provincial party officials into something of a cat-and-mouse battle.

The restrictions have tightened since last summer, leading to the protests that erupted at Southern Weekend’s offices last week over a rewritten New Year’s editorial, one of the sharpest outbreaks of friction so far.

The newspaper appeared on newsstands on Thursday, after protesting journalists accepted a compromise in which provincial propaganda officials promised to loosen some of the more intrusive censorship controls. The police in Guangzhou, the capital of Guangdong Province, moved to quell any new demonstrations at the offices of the Nanfang Media Group, which owns the paper.

The latest issue of Southern Weekend featured an investigation into a fire at an orphanage that left seven people dead, as well as discussions of proposed changes to labor-camp and farmland-seizure laws. It made no direct mention of the protests that turned the newspaper itself into the biggest story in China so far this year.

Guardian skriver også, hvordan der er lavet en ny aftale, men hvordan der straks efter opstod nye problemer:

But a reported deal between the newspaper’s staff and its Communist party overseers has been followed by a fresh clampdown on dissent. Authorities have tampered with the paper’s latest edition, forcibly dispersed anti-censorship protests, scrubbed references to the controversy from the internet and detained more than a dozen activists for expressing solidarity with the newspaper.

The new edition was available in Beijing and Shanghai early on Thursday morning, but only hit newsstands in its home city of Guangzhou after a brief, unexplained delay. Its front page carried a story about a fire in an orphanage.

Although Southern Weekly staff intended to include an editorial celebrating the 30th anniversary of the paper’s founding, it was ultimately axed by propaganda authorities, according to an online post by the director of features at a sister publication in Shanghai.

Zuo Zhijian wrote that the commemorative editorial’s first draft was heavily self-censored and that even a second draft containing some Communist rhetoric was eventually dropped. Two sections of Thursday’s paper were also missing from copies in Shanghai, reported the South China Morning Post. One contained an article about land reclamations and the other touched on political reform.

Time har en artikel, der får mange af nuancerne med, og som også skriver om balladen på Beijing News:

But soon an alternate version of events trickled out that wasn’t quite so positive. This narrative was hard to confirm, given the gag orders imposed on Southern Weekend journalists, especially when it came to talking with media of the foreign variety. But one person close to an editor at Southern Weekend says the newsroom is running scared, with some journalists convinced that punishments will soon be meted out for those who dared to join the protest and whisper support for such radical notions as press freedom.

Up north in Beijing, a different journalistic imbroglio bubbled: on Tuesday night, staffers at the Beijing News — another enterprising publication that was jointly founded by the Southern Media Group, which owns Southern Weekend — complained they were being forced to run a strident outside editorial from a communist-linked publication that condemned the Southern Weekend strike and blamed “external activists” for fomenting the unrest. Sure enough, on Jan. 9, Beijing News published a shortened version of the forceful editorial from the Global Times, albeit buried on page 20. (Other Beijing newspapers had run the editorial the day before.) The decision led some Beijing News journalists to break down in tears, according to accounts on Twitter, which is banned in China but accessible by subverting the Great Firewall. The publisher offered to resign, said staffers, although there was no evidence that his offer was accepted. Police cars soon idled in front of the paper’s office, presumably to ward off any protesters.

South China Morning Post fortæller, hvordan myndighederne forsøger at lægge låg på sagen, og har indkaldt mange af de berømtheder til en røffel – eller ‘en kop the’, som man siger på kinesisk – der støttede journalisterne:

A number of celebrities, including Taiwanese singer Annie Yi and former Google China chief Li Kaifu, who posted support for the outspoken newspaper and calls for freedom of speech on microblogging sites, appeared to have been asked to “have tea” with officials – a euphemism for being given a warning for posting messages deemed inappropriate.

Yi said on her Sina Weibo microblog: “I’m going to tea now, hope it tastes good.” The post was soon deleted.

Li, a Taiwanese-born American, said on his microblog: “From now on, I will only talk about east, west and north, as well as Monday through to Friday” – omitting references to the south or the weekend. The newspaper’s Chinese name is literally translated as “Southern Weekend”.

Others invited for tea included Ren Zhiqiang, chairman of Huayuan Real Estate.

One celebrity said the authorities had warned them to be cautious with their online comments.

Searches for the Chinese characters for “Southern Weekly” remain blocked on microblogs and have also become a sensitive term on WeChat, a mobile phone text and voice messaging communication service developed by Tencent.

South China Morning Post får også lov til at komme af med denne leder fra dagens avis:

Press freedom does not exist on the mainland; authorities are in full control of what gets printed or broadcast. All media is state-owned. There are journalists constantly trying to push the envelope, though. The rise of social media provides a new avenue for expression, one that is increasingly difficult to censor. As society gets wealthier and more sophisticated, it is inevitable that the system will have to change.

Incoming president Xi Jinping’s taking over as the party’s general secretary has brought a sense that change is in the air. The new leadership has shown a desire for a more liberal approach. That may well have emboldened the Southern Weekly’s journalists and their supporters. Guangdong party chief Hu Chunhua’s stepping in to broker a deal between the paper and propaganda office was a sensible move, reminiscent of the resolving of a land dispute between officials and residents of Wukan village last year, but it is premature to believe that a loosening of censorship has begun.

What has been shown, though, is that journalists are getting ever bolder. A strike in the media is nothing unusual to outsiders, but on the mainland it is daring and courageous. Challenging censors is the same as taking on the party. No “external forces” are involved, as some officials have contended; the journalists are reflecting society’s wishes.

Authorities have to end their heavy-handed censorship. An unfettered media and freedom of speech will lead to a cleaner government that is more attuned to people’s needs. There will be less corruption and wrongdoing. Censorship will not disappear overnight, but if there is to be a place for its loosening to begin, there is none better than the Southern Weekly.

Economist kæder den kommende reform af arbejdslejrene sammen med protesterne om ytringsfrihed i en artikel, som du bør læse. Her konklusionen:

For liberal Westerners, ending censorship and labour camps is a moral imperative. For Mr Xi, a pragmatic authoritarian, the calculation is different, but if he knows what is good for him and his country, he will arrive at the same answer. The party’s efforts to maintain control through repression are leading to instability, not stability. Reform is risky, but avoiding it is riskier still.

Mr Xi clearly understands the strength of popular feeling, particularly on the issue of corruption and official extravagance. As he tours the country, he has made much of avoiding the usual elaborate banquets. “Four dishes and a soup” has become the media shorthand for his more frugal, more open approach. But slogans against graft will no longer placate China’s people. Mr Xi needs to start changing the system. As a banner in Guangzhou this week said: “Four dishes and a soup is not real reform. Press freedom is real reform.”

Wen Yuanchao har i øvrigt lagt nogle hundrede fotos ud fra protesten her på Google+.

Ytringsfrihed i Kina: Opsamling og links om protesterne i Guangdong

Journalisterne på en af Kinas mest respekterede aviser, Nanfang Zhoumo, er gået i oprør mod den stigende censur. De har fået opbakning fra andre journalister, bloggere, akademikere, skuespillere og aktivister fra hele landet. Her er dagens opsamling.

Reuters citerer en anonym kilde for, at der måske er en løsning på vej:

The Communist Party chief of Guangdong province stepped in to mediate a standoff over censorship at a Chinese newspaper on Tuesday, a source said, in a potentially encouraging sign for press freedoms in China.

The source close to the Guangdong Communist Party Committee said Hu Chunhua, a rising political star in China who just took over leadership of Guangdong province last month, had offered a solution to the dispute that led to some staff at the Southern Weekly going on strike.

Under Hu’s deal, the source said, newspaper workers would end their strike and return to work, the paper would print as normal this week, and most staff would not face punishment. “Guangdong’s Hu personally stepped in to resolve this,” the source said.

“He gets personal image points by showing that he has guts and the ability to resolve complex situations. In addition, the signal that he projects through this is one of relative openness, it’s a signal of a leader who is relatively steady.”

Shanghaiist fortæller, at en redaktør på den indflydelsesrige avis Bejing News har trådt tilbage i protest, fordi han nægtede at trykke en leder, der var et forsvar for censur:

The Beijing News (新京报), a newspaper owned by the Nanfang Media Group (which also publishes the Southern Weekly) was one of the few Chinese papers brave enough to refuse a Central Propaganda Office order to republish the Global Times’ pro-censorship editorial “Southern Weekly’s ‘Message to Readers’ Is Food for Thought Indeed.”

Reporters at Beijing News are informed of Dai’s resignation and that the paper will print the Global Times’ editorial (image via John Kennedy).
Now, reporters at the Beijing News have revealed that Dai Zigeng (戴自更), the Communist Party official who served as the paper’s publisher, resigned late last night after propaganda authorities forced the paper to run the Global Times’ editorial in today’s edition. Other papers that also resisted the instruction to run the editorial report being pressured to do so today.

China Media Project giver en god og grundig baggrund om, hvordan de kinesiske internetbrugere går til modangreb på censuren:

The Southern Weekly story continues to develop rapidly in China. With no response yet from the Party leadership, the stakes are rising. How will China’s leaders balance the impact this crisis could have on Xi Jinping’s (not-so-carefully crafted) image as a reformer against the Party’s essential priority of maintaining public opinion controls?

If it is true, as Berkeley’s China Digital Times (CDT) reports, that media have been issued a propaganda directive on the Southern Weekly incident that deflects blame from Guangdong propaganda officials toward foreign “hostile forces,” that is not an encouraging sign. The tone of the directive as reported by CDT is extremely hardline, reaffirming that “Party operation of the media is an unshakeable basic principle (党管媒体是不可动摇的基本原则).”

As the Southern Weekly crisis develops, we should bear in mind that this did not begin as a face-off between pro-reform voices and status-quo Party conservatives. While the incident has now prompted calls for freedom of speech in China, the root issue was that propaganda officials in Guangdong — the spiritual heart of China’s reform and opening — upset the status-quo by exercising censorship to such an intrusive extent that the situation became unacceptable to working journalists, most of whom had already made an uneasy peace with media controls.

New York Times og Bill Bishop har en analyse, der sådan siger det, som skal siges. Han skriver om de store forventninger, der var til Xi Jinping, da han blev udpeget som generealsekretær, og hvordan konflikten om Sydlig Weekend kan løses:

Expectations are high for change under Xi Jinping, who in his first eight weeks in office has undertaken an effective campaign to signal that he is serious about fighting corruption, forcing officials to be more accountable and less imperious, building the rule of law, improving people’s livelihoods and pushing forward with economic reforms.

Rising expectations are good so long as they are fulfilled. Mr. Xi appears to be facing his first major test with the public blowup over the censoring of Southern Weekend, a liberal newspaper in Guangdong Province, the destination of Mr. Xi’s recent inspection tour widely seen as signaling homage to Deng Xiaoping and commitment to serious economic reform.

A hopeful resolution to the Southern Weekend situation might be that Mr. Xi realizes the benefits of listening to the liberal media and netizens and renounces the actions around censorship of the Southern Weekend editorial.

A free speech advocate outside Southern Weekend newspaper in Guangzhou, China, on Tuesday.
But Mr. Xi and other officials may believe that giving any ground on this issue would open the flood gates to many other aggressive calls for change that, while couched in support for the Communist Party and the Constitution, in reality would likely undermine the Party’s rule.

Mr. Xi increasingly looks to be a staunch Dengist, meaning he believes in pursuing major economic reform while maintaining the unchallenged rule of the Communist Party.

Loosening controls on the media flies in the face of the Party’s decades of focus on ideological work and propaganda control. One or more midlevel officials involved in this mess may need to be sacrificed for expediency, but significant change is unlikely.

Daily Beast skriver også om forventningerne til Xi Jinping, og, som Melinda Liu skriver, at det er for tidligt at dømme ham:

It may be premature to expect Xi to aggressively tackle an issue as controversial as censorship less than two months after becoming party head. For one thing, the leadership succession isn’t yet complete. Political transitions in Beijing are unique in that they play out in both party and government positions—but not simultaneously. The former took place in November, while the latter is due to take place in early March after the annual session of parliament, the National People’s Congress.

At the moment, Hu Jintao is still China’s president, even though Xi has already succeeded him as party chief and as head of the party’s key central military commission. “People should be patient and give Xi some time. Hu was in power for 10 years and has done almost nothing for the country. I don’t think Xi will be in charge officially until after the coming national people’s congress this March,” said Li Datong, former editor of the weekly magazine Freezing Point. “In time, I’m quite sure Xi will try his best to liberalize freedom of expression.” The January 2006 closure of Freezing Point, and firing of Li as managing editor, followed the last incident of open opposition to media censorship, in which the paper published a letter by academic Yuan Weishi condemning government interference in media.

Voice of America har interviewet Kerry Brown, der heller ikke forventer, at der stille og roligt bliver lagt låg på krisen:

Kerry Brown, who heads the China Studies Center at the University of Sydney, says he does not expect Beijing to make any major concessions, such as dismissing the provincial propaganda official.

“If journalists were able to do that in such a key area…then they’ve really got a big scalp. And that will probably give the sniff of blood to others,” Brown said. “I think if the party does that, it will probably be construed as a sign of weakness, and I don’t think the party will be willing to pay that price at the moment.”

Sinostand og Eric Fish har lavet en god og velargumentet liste over, hvad der foregår i Guangdong. Her nummer to på listen over, hvad krisen ikke handler om:

The first domino toward a mass free speech movement or a Tiananmen-like showdown.
The Telegraph ran a piece saying this “is arguably the most open and widespread display of dissent since the Tiananmen Square protests almost a quarter of a century ago.”

Maybe that’s technically true, but it oversells the significance of where we’re at now. When Wukan residents expelled their local government in late 2011, it was considered a huge deal and people (including myself) were wondering if it was a preview of things to come – either of further uprisings or a model for peaceful government accommodation.

It was neither.

There’s about a 90% chance the Southern Weekend standoff will fizzle out one way or another with a mild one-off solution. Protestors have been tacitly allowed to demonstrate so far, suggesting the government still isn’t entirely sure what to do. Guangdong’s new party secretary Hu Chunhua, as of now, is the favorite to replace Xi Jinping as China’s president in 2022. If he gets blood on his hands or gives an obvious victory to free speech agitators, his hopes could get dashed pretty quickly. It’s very unlikely there will be a violent crackdown or an agreement to ease media controls, but more likely some minor private concession (or effective threat) to the paper that only applies to present circumstances.

New York Review of Books trækker trådene tilbage til 1989, hvor Jonathan Minsky mindes en anden sag, hvor en kinesisk avis var i vanskeligheder:

I felt a shudder of déjà vu watching the mounting protests inside China this week of the Communist Party for censoring an editorial in Southern Weekend, a well-known liberal newspaper in the southern city of Guangzhou. It is all too similar to the disciplining in April 1989 of another Chinese paper, The World Economic Herald in Shanghai, and its editor, Qin Benli—events that played an important part in the gathering unrest in Tiananmen Square.

The offending World Economic Herald columns—and there were several—praised Party General Secretary Hu Yaobang, who had died in April 1989, and who had at the end of his life been accused by Senior Leader Deng Xiaoping of being soft on dissent. The authors of the articles demanded that Deng retract his denunciation of Hu. Shanghai’s Party secretary Jiang Zemin, soon to be the country’s president, declared, “It’s not appropriate to publish these sensitive views in the current situation.” He insisted that the paper’s views be brought to the Party’s attention “through proper internal channels,” but within a few days the articles had been widely circulated, both internally and abroad, leading to growing protests.

Atlantic og deres tidligere Kinakorrespondent, den dygtige James Fallows, kan så slutte af her, hvor du kan læse en lille guide, der giver en god baggrund om sagen. Her afsnittet om de kinesiske medier:

The Chinese media in general: As I never tire of pointing out, China is a giant, diverse, contradictory place in every conceivable way, and that applies to the media as well. Virtually all outlets operate under the threat, and often the imposed reality, of strict government control. But some reporters, editors, and broadcasters make the very most of the opportunities and openings they find; they represent some of the bravest journalists working in the world today. Others are just time-servers and system-supporters who accept their salaries and often the “red envelope” bonus pay-offs. For more on the red-envelope culture, see the wonderful satirical novel The Banquet Bug, by Geling Yan.

China Digital Times har som sædvanlig en solid dækning, som du bør følge. For eksempel her, her og her.

Kinas røde stjerne: Magtkampen med Bo Xilai giver sjældent indblik i kinesisk toppolitik

2012031690953 6900

Hvordan fjerner man en af de mest magtfulde mænd i Kina? Bo Xilai blev skaffet af vejen med en sætning.

»Kammerat Bo Xilai besidder ikke længere posterne som partisekretær for Chongqing og medlem af Centralkomiteen,« stod der torsdag morgen i en meddelelse fra Xinhua, der er Kinas Kommunistpartis officielle nyhedsbureau.

Bag den enkle og kedelige sætning gemmer der sig et af de største politiske dramaer i flere år. Det er en af de mest markante omvæltninger i kinesisk politik, der har betydning for hvilke personer, der får magten over Kina i de næste ti år, og for de næste mange års økonomiske og politiske kurs.

Kinesisk politik foregår normalt i en sort boks. Der er reelt ingen udenfor de høje og rødmalede mure omkring partiledernes huse i Zhongnanhai, der ligger ved siden af Den Forbudte By i Beijing, som ved hvad der foregår i toppen af Kinas Kommunistparti, og hvordan beslutninger bliver truffet.

Men til efteråret holder partiet sin fem-årlige partikongres. Det er en politisk følsom begivenhed, hvor hemmelighedskræmmeriet om muligt ville være endnu større end normalt. Derfor er det så meget mere usædvanligt, at sagen om Bo Xilai og hans højre hånd og tidligere politichef Wang Lijun er brudt i lys lue.

Læs ogsåalle tidligere artikler på Kinablog om Bo Xilai

Den karismatiske Bo gik efter at blive medlem af Politbureauets Stående Komite, som er den lille gruppe af ni mænd, der styrer et-partistaten Kina. Normalt kommer man frem i partiet gennem netværk og alliancer, men Bo havde besluttet sig for at blive en kinesisk Silvio Berlusconi, der ville bruge sin popularitet i befolkningen som et køretøj på vejen til toppen af partiet.

»Bo er reelt den eneste politiker siden 1978, der har opbygget sin egen kampagne udenfor partiets kerne. Det har nok gjort andre højtstående personer i partiet urolige, og de har set det som et tegn på, at han var en, der kunne forskubbe den politiske ligevægt« siger ekspert i kinesisk politik, Victor Shih, der er fra det amerikanske Northwestern University.

»Vi har ikke set et stærkere tegn på en politisk konflikt siden Chen Liangyu blev fjernet som partisekretær for Shanghai,« siger Victor Shi.

Det var i 2006. Chen var både partisekretær i Shanghai, som i Kina er en stilling, der er højere end en borgmester, og medlem af Politbureauet. Han blev idømt 18 års fængsel og fjernet fra sine poster, fordi han var involveret i korruption med en offentlig fond, der administrerede milliarder af kroner.

Selvom der er beviser for korruption og lyssky handler, så er det uhyre sjældent, at medlemmerne i det magtfulde Politbureau bliver fjernet og endda stillet for en domstol. Det sker kun, hvis der er politisk opbakning til det blandt resten af medlemmerne, der også tæller præsident og premierminister.

Læs ogsåWen Jiabaos sidste pressekonference: Kina har brug for reformer

Torsdag i sidste uge, hvor der var Folkekongres i Beijing, havde Politbureauet et møde, hvor Bo Xilai var den eneste af de 25 medlemmer, der ikke var tilstede. Fordi han havde en snue, forklarede han dagen efter. I dag siger analytikere, at der var Bo Xilai som stod på dagsordenen. Så kommer der en undersøgelse mod Bo? Næppe, siger Victor Shih.

»Jeg vil tro, at Bo stadig har en betydelig opbakning i partiet og vigtigere i militæret, så hans modstandere er ikke i stand til at få deres vilje,« siger Victor Shih.

Men selvom der måske ventet en symbolsk straf forude, så er de fleste analytikere enige om, at Bo Xilais politiske karriere er forbi. Det bedste han kan håbe på er, at blive parkeret på en ufarlig stilling som for eksempel formand for Folkekongressen.

Det er en kraftig nedtur for en mand som Bo, der har partiets røde DNA i kroppen, og som stod i spidsen for den neo-maostiske Chongqing-model. På overfladen var det en populistisk politik, der spillede på nostalgien efter gamle dage under Mao Zedong. For hvor er vores værdier, spørger mange kinesere i dag efter 30 års blæsende udvikling, og den selvsikre Bo Xilai kom med svaret.

Men under det røde gavepapir var der faktiske politikker om især social lighed og retfærdighed, siger David Kelly fra konsulentbureauet China Policy i Beijing. Eksperimentet var gået i stå, og Bo Xilai blev i 2007 sendt ind for at redde det.

»Det var standset på grund af lokal modstand,« siger David Kelly.

For selvom Kina er blevet rigere af de seneste 30 års reformer, så er uligheden mellem rig og fattig vokset markant. Derfor har Kina ikke offentliggjort sin gini-koefficient – det er et regnestykke, som viser uligheden i et land – siden 2000. Det er politisk sprængstof, der eksploderer i sociale optøjer som i Wukan, hvor beboerne i december smed partiet ud af landsbyen.

»Hvis uligheden vokser mere i Kina, så vil det være uhyre svært at bevare væksten på det samme niveau som i dag,« siger Murtaza Syed, der er den Internationale Valutafond IMF’s repræsentant i Kina.

Derfor handler Chongqing også om Kinas fremtid. Og det ved centralregeringen og partiet, der ved den seneste partikongres i 2007 gjorde det til et fokusområde at udligne forskellene mellem de rige byer og fattige landområder. Men det er et vanskeligt problem at løse, og der vil være vindere og tabere på begge sider, siger David Kelly.

»En del af Kinas success skyldes eksport-økonomien, der bygger på billig arbejdskraft, og hvis du ikke har den barriere mellem land og by, så mister man motoren,« siger David Kelly. For går man væk fra den model, så bliver man også nødt til at fjerne de stærke interesser omkring den. Det var Bo Xilais job.

»Ud fra et længere perspektiv, så er det uheldigt, at han løb de risici, han gjorde, og dermed fejlede,« siger David Kelly.

Bo Xilai hentede nemlig Kinas »robocop,« Wang Lijun, til Chongqing, hvor han blev viceborgmester og ansvarlig for politiet. I løbet af kort tid slog makkerparret hårdt ned på byens mafia og den organiserede kriminalitet. Det var populært. Men sammen med de mindst 1.000 arresterede var der også nogle Bo Xilais fjender, og kampagnen blev i det hele taget kritiseret af eksperter, for at lade hånt om retssikkerhed.

Læs ogsåMagtkamp i Kina: Hvad handler sagen om Bo Xilai og Wang Lijun om?

Samtidig slog Bo Xilai et kraftigt sving tilbage i tiden, da han trykkede speederen i gulvet på sin neo-maostiske kampagne, der gik efter en stærk stat og statsdomineret socialisme og økonomi. Dermed fik han mange liberale kritikere.

For overfor ham står personer som Wang Yang, der er partisekretær i den Sydkinesiske Guangdong, der er en provins med mere åbne medier og politiske eksperimenter, og som går ind for en mindre rolle i staten.

Det er her, at landsbyen Wukan ligger. Der er op mod 180.000 større og mindre demonstrationer hvert år i Kina, men sammenstødet i december var alligevel bemærkelsesværdigt, fordi beboerne smed partiet ud af byen. De lokale politikere fumlede rundt i dagevis for at løse striden, men Wang Yang fejede dem af banen og trådte ind og klarede konflikten. Det fik Wang stor ros for i partiet.

Sagen om Bo Xilai handler i høj grad om personen Bo og for eksempel hans tvivlsomme forhold til loven. Men også om ideologien, og hvilke af de to modeller, der er bedst for Kina. Og selvom partiet taler om reformer, og at magtkampen og uenigheder nu er brudt ud i lys lue, så er der ingen analytikere som tvivler på, at partiets største mål er at bevare magten. Det er der ikke splittelse om i Kinas Kommunistparti.

Læs ogsåMagtkamp i Kina: Chongqing vs. Guangdong

Hvad kommer de to ideologier og de nye ledere, så til at betyde for omverdenen. For eksempel er Kina blevet kritiseret for sin – manglende – rolle i forhold til Syrien, og USA og Europa er ved at forberede en sag i Verdenshandelsorganisationen WTO om Kinas monopol på sjældne jordarter. Blot to eksempler på stridigheder mellem Kina og Vesten. Men ingen ved hvilken retning, at den kommende præsident, premierminister og ledere vil trække Kina i. Mange analytikere forventer ikke store udmeldinger og politiske skift i den første periode på fem år før de nye ledere har etableret deres magtbaser.

Hvad så med befolkningen? Sagen om Bo Xilais var igen et af de varmeste emner på internettet i går og på de mere end 300 millioner kinesiske mikroblog. Som en af brugerne, der kalder sig selv for Anshui Ling, skrev:

»Hvis regeringen ikke kan ændre sig, så var det måske på tide at ændre regeringen.«

Nyheder og links fra Kina: Ugen der gik (9)

twitter_logo_header.png Hurtige klik fra Kina. Opsamling med nyheder og links fra ugen der gik. Du kan få endnu flere ved at følge Kinablog på Twitter – enten på engelsk @kinablog eller dansk @kimrjensen. Og på Facebook.com/Kinablog.

Sjældne jordarter
Kina måske på vej til at fordoble eksport af sjældne jordarter på grund af stigende priser. Bloomberg: http://is.gd/VxgVEX

Brud på flygtningekonvention?
Debatten fortsætter. Kina på vej til at sende hundreder af nordkoreanske flygtninge tilbage. ChosunIlbo: http://is.gd/8OpT2u

Tomme ejendomme og boble i Kina
Overskud af boliger kan true Kinas ejendomsmarked. MarketWatch: http://is.gd/fy6Lwg

Den Mongolske Mur?
Forskere finder dele af Den Kinesiske Mur udenfor Kina. IrishTimes: http://is.gd/QfHnT2

Rød limousine
Trussel mod Audi? Mao Zedongs favorit limousine Hongqi – Rødt Flag – på vej tilbage. Bloomberg: http://is.gd/PTRSNV

Doping og mad
Kinablog: Kinas OL-landshold i maratonløb er begyndt at opdrætte høns http://is.gd/O4p9KA

Altid uenige
Derfor kommer USA og Kina til at støde sammen, mener Minxin Pei i The Diplomat: http://ht.ly/9kixu

Køb kinesisk
Ingen Audi og udenlandske mærker. Kina offentliggør liste over biler, som myndigheder og lokalregeringer må købe. WSJ: http://is.gd/zYfbHn

Tyv tror…
Få kinesiske investeringer i miner i Australien, for kineserne tror, at det kræveri bestikkelse som derhjemme. AFP: http://is.gd/PYdR9l

Spændende arkitektur
Første gang. Kinesisk arkitekt vinder Pritzker prisen. FT: http://is.gd/SYf5Qz

Større end de fleste lande i Europa
God grafik. 22 kinesiske provinser har bruttonationalprodukt højere end US$158 milliarder. Resonans: http://is.gd/lXuPQi

Pyongyang får supermarked
Ny oplevelse. Kina introducerer nordkoreanerne til noget nyt – supermarkeder. AP: http://is.gd/y9LaEF

Partiet
Ingen overraskelser men ok læsning. Hvor står partiet i Kinas kommende reformer? WSJ: http://is.gd/fHIdRy

Kinas nye stealth fly
Helt tæt på. Friske fotos af Kinas nye J-22 kampfly. Xinhua: http://is.gd/P1YnVI

Kina og 2030
Masser af artikler om Verdensbankens nye rapport. Men den her opsummerer debatten godt. Economist Analects: http://is.gd/lP428k

Kina og 2030 II
Mere om Verdensbankens rapport. Det bør du vide om Kinas økonomiske udfordringer. Atlantic: http://is.gd/W5kCpo

Kina og 2030 III
Du kan downloade hele Verdensbankens “China 2030″ rapport her: http://is.gd/9cdB6l (.pdf)

Nordkorea presset af hungersnød
Nordkorea vil tillade atom-inspektion til gengæld for fødevarehjælp. Reuters: http://is.gd/y5LVeG NYT: http://is.gd/kywGnA

Aftalen mellem USA og Nordkorea
Om USA-Nordkorea aftalen. Den officiellle udtalelse fra det amerikanske udenrigsministerium: http://is.gd/jFjJNl

Økonomisk nedtur eller ej
Det går godt for de store virksomheder i Kina, men mindre godt for de små. AFP: http://is.gd/XO3vdo

Økonomisk nedtur eller ej II
Den kinesiske eksport er stærk på trods af svage tal fra Europa. Reuters: http://is.gd/gWoRH6

Fordi den ikke var stram nok?
Kinas øverste leder i Tibet, partisekretær Chen Quanguo, vil have strammere kontrol med internettet. Reuters: http://is.gd/EywXAs

Hvad foregår der i Xinjiang?
Fin og hurtig baggrund om de dødelige optøjer i Xinjiang. NYT: http://is.gd/lR7uob

Kina og valgkamp i USA
Mere blah blah og angreb på dumme, dumme Kina i amerikansk valgkamp. Romney langer ud efter Kina. WSJ: http://is.gd/tJiaTN

Cigaretter og korruption
5.200 kroner for en karton cigaretter. Kinesere er dybt forargede over nye luksus cigaretter. WSJ: http://is.gd/GDFIK1

Uhørt at stille spørgsmål på pressemøde i Kina
Udenlandsk journo brugte noget så sjældent som et pressemøde til at stille semi-kritisk spørgsmål. Blev censurert på TV http://is.gd/Y7XyPj

Boligboble
Kina vil (igen, igen) have styr på lokalregeringens salg af jord. BusinessWeek: http://is.gd/sZpH0i

3.000 politikere flyver til Beijing
Så begynder den årlige Folkekongres snart i Beijing. Og der er lagt op til toppolitisk drama. AP: http://is.gd/kaiVGV

Landsbyvalg I
Fra dagens valg i landsbyen Wukan i Sydkina RT @TomLasseter: Votes being tallied in #Wukan http://is.gd/XMYxSk

Landsbyvalg II
Fin baggrund om dagens valg fra Austin Ramzy i Time: http://is.gd/6teKeo

Hvad var det nu med Wukan?
Wukan var den landsby, der i december smed parti og myndigheder ud af byen. Baggrund på Kinablog: http://is.gd/hyys0U

Journalistik: To korrespondenter tæsket i Kina

Panhe 500x375 shkl

Siden begyndelsen af februar har der været protester i den kinesiske landsby Panhe, der ligger i Zhejiang. Hundreder af lokale beboere har protesteret mod myndighederne, der mere eller mindre har stjålet deres landjord.

Men lokalregeringen har på ingen måde lyst til, at Panhe skal blive et nyt Wukan, hvor der var store demonstrationer i december.

Derfor er de gået hårdt til ikke bare beboerne, men også kinesiske journalister og udenlandske korrespondenter, som Foreign Correspondents Club of China skrev i en e-mail forleden:

Remko Tanis, from Netherlands Press Association was beaten up yesterday morning (Feb. 15th) by a group of thugs and men who appeared to be plainclothes policemen in the village of Panhe, Zhejiang province, while covering the recent uprising against local party officials. The group also confiscated his notebook and documents about land disputes that were handed to him by villagers from Panhe and two other neighboring places with similar grievances. Although he did not have the chance to take pictures, the memory card of his camera was also confiscated. “Getting in touch with the people in Panhe is risky”, Tanis says.

He arrived at Panhe around 6h30, while the policemen that are surrounding the village were still sleeping. He managed to meet leaders of the protests and interviewed them for about 90 minutes. Knowing about the presence of a foreign journalist, people from other villages came to give him documents about their own problems. Outside, there was a funeral going on and another one was about to start.

At around 9h45 a group of around 100 policemen and thugs smashed violently into the room where Tanis was conducting interviews and started to beat the villagers and the reporter. During the tumult, the correspondent was grabbed by two people from the local Foreign Affairs Office who pushed him into a car. He asked for his bag, which had been taken by the policemen/thugs, and got it back.

He was driven towards the town of Longang, from where he had left in the morning. On the way, the car encountered a group of about 10 thugs who stopped it. These men pulled everyone, including the officials, out of the car, beat Tanis again and took his bag. The reporter asked who they were and why they were assaulting him, but did not get any answer. Soon another car from the local Foreign Affairs Office showed up; the reporter was forced to get in and taken to a hotel in Longang. There the correspondent got his bag back, but without his notebook and the documents. From there, he was taken by car to Wenzhou, where he checked into a hotel to write and send his story. All afternoon he was harassed by police phone calls. After finishing his work, he left the place.

Hvad betyder det så? Man skal ikke tolke det sådan, at det er en ny strategi fra centralregeringen i Beijing. Slet ikke. Jeg tvivler også meget på, at det her har opbakning fra provinsregeringen. Derimod tror jeg, at vi skal helt ned på landsby niveau, før vi finder dem, der har hyret de lokale bøller og givet dem opbakning.

Kina er stadig et relativt fredeligt land at arbejde i for udenlandske journalister – det er noget helt andet for de kinesiske – men det farlige ved sagen er, hvis der ikke kommer en klar udmelding fra netop regeringerne længere oppe i systemet, så der ikke bliver skabt præcedens.

Læs i øvrigt også Shanghaiist og New York Times om sagen.

Demokrati i Kina: Amerikansk valgkamp, russisk æsel og kinesisk racerkører

155952679873933612941n

2012 bliver et travlt år. Der er ikke alene præsidentvalg i USA og Rusland men også her i Kina, hvor både præsident, premierminister og de fleste andre af de 200 øverste ledere, der står i spidsen for de næsten 1,4 milliarder kinesere, bliver skiftet ud.

Dog uden valgkamp. Og dermed uden valgvideoer. Som de kunne have set ud fra eksempelvis den russiske præsidentkandidat Sjirinovskij, der i sin seneste video pisker et æsel (via Simon Kruse).

Eller som videoen fra den amerikanske republikaner Pete Hoekstra, der stiller op til senatet, og som under gårsdagens Super Bowl forulempede TV-skærmene i Michigan med denne både racistiske og decideret idiotiske video.

De to videoer fik mig til at tænke på den kinesiske blogger Han Han – der med sine millioner af læsere går for at være verdens mest populære blogger – som i december skrev tre kontroversielle indlæg, hvor han blandt andet konkluderer, at demokrati ikke er for alle. Roland Song har oversat dem til engelsk her og den originale er her på kinesisk på Sinas blog.

Han Han, der er racerkører og forfatter og ses som talerør for et-barns generationen født i 1980erne, stiller sig selv nogle retoriske spørgsmål i sit indlæg:

Reform and democracy are negotiation processes. You cannot expect the rulers to read some books and become suddenly moved to hand everything over to you. You cannot wish for the Velvet Revolution every day so that you can play the role of Havel. You cannot expect that every Chinese citizen will receive a voting ballot and that their votes cannot be bought. Even today, there is no universal suffrage in the Czech Republic.

Therefore my viewpoints are very simple. We don’t want to see a violent revolution. A Velvet Revolution will not take place in China. Perfect democracy will not appear in China. We can only go after one small thing at a time. There is no point in frustrating oneself by dreaming about democracy and freedom in our study rooms. Reform is the best answer.

Question: You conclude that the quality of the Chinese people is too poor so that they are not fit for democracy. Did the government pay you a stability-maintenance fee to say that?

Answer: I don’t know how you come to this conclusion, because I thought that I made it very plain to see. It is not a question whether democracy is suitable or not, because it will arrive sooner or later. The quality of the citizens will not prevent democracy from arriving, but it can determine its quality. Nobody wants a Rwanda-style democracy, but that is not a genuine democracy. Sometimes it arrives slowly, sometimes it arrives abruptly. Sometimes it arrives neither thoroughly nor completely. Sometimes it is neither American nor European in form. But it will arrive at some point in your lifetime. When you look back, you may find it to be somewhat dull and unexciting.

Her for et par uger siden interviewede Ian Johnson fra New York Review of Books den kinesiske forfatter Chang Ping, hvor de to også kommer ind på Han Han og demokrati i Kina:

What about the writer Han Han’s recent blogposts arguing that democracy may not be well suited to Chinese people? This seems to echo some of the other critics who say that China isn’t read for democracy.

He mentions that people have a “low quality” and that democracy could become a problem because it could lead to violence. This is a view the government has propagated for a long time. It’s like saying you can’t practice swimming until you can swim and you can’t swim because you can’t practice. Also, the arguments aren’t new. Many were made publicly last year, around the time of the centenary of the 1911 revolution.

But he influences a lot of people so his bringing it up is interesting. It shows how restricted China’s political system is. I think that what we’re seeing is the loss of hope by a lot of people in change taking place, so they’re making excuses about why it can’t happen. The decline in morals has lead to an increase in violence—violence against opponents, protesters, and others—not because we’re having a revolution but because we are not.

Den første februar var der det første af tre landsbyvalg i Wukan. Det var den Sydkinesiske by, der gjorde oprør mod partiet og smed dem og myndighederne ud af byen. Der har været forsøg med landsbyvalg i Kina siden 1980erne, men de er aldrig for alvor kommet længere op i systemet, og man kan med rette stille spørgsmålstegn ved, om det overhovedet har nogen betydning at kunne vælge en landsbykomite, der reelt har begrænset politisk magt.

Men for beboerne i Wukan – du kan læse alle tidligere artikler om byen her på Kinablog – var det et vigtigt valg og et stærkt symbol på, at de havde vundet en sejr.

»Ja, det var meget vigtigt,« som en af landsbyboerne, Gao, sagde over telefonen i sidste uge.

»Det var velorganiseret. Det gik godt. Der var ingen, som købte eller snød med stemmerne. Og hvis man ikke selv kunne skrive sit navn, så var der folk til at hjælpe dig,« sagde Gao.

»Det var et vigtigt valg. Det har med vores hverdag at gøre, og om landsbykomiteen kan fungere og gøre deres arbejde,« sagde Gao om valget, der gav en enorm debat på kinesiske mikroblogs og på QQ, hvor en af brugerne konstaterede at det var – 进了一小步 – et lille skridt fremad.

Meget mere var det nok ikke. Men måske kunne en æselpiskende russer og en racistisk og fordummende amerikaner alligevel lære noget fra en lille Sydkinesisk landsby om, hvordan man tager demokratiet alvorligt.

:: Foto fra Xinhua

Nyheder og links fra Kina: Ugen der gik (5)

twitter_logo_header.png Hurtige klik fra Kina. Opsamling med nyheder og links fra ugen der gik. Du kan få endnu flere ved at følge Kinablog på Twitter – enten på engelsk @kinablog eller dansk @kimrjensen. Og på Facebook.com/Kinablog.

Investorer har ingen grund til bekymring, siger Baobao
Wen Jiabao: Kinas statsgæld er “sikker og under kontrol.” Reuters: http://is.gd/JNT2pf

Leder i Global Times – Kina bør flexe sine økonomiske muskler
Fillipinerne skal straffes for politiske bånd til USA, skrev kinesiske Global Times søndag. AP: http://is.gd/zVfdH9

Og lederen i Global Times (på kinesisk)
Søndagens leder i Global Times om Fillipinerne er her: 把菲律宾当“出头鸟”惩罚 http://is.gd/NlJlWp

Led i religiøs kamp mod de uighurske muslimer
Tusinder af betjente. Kina opruster massivt på sikkerheden i Xinjiang. Reuters: http://is.gd/mtEwmR

Ogilvy skal hjælpe Chengdu med globalt image
Chengdu’s nye PR strategi, viser hvordan de kinesiske byer i anden række er begyndt at tænke globalt http://is.gd/XbdJsU

Rebecca MacKinnons nye bog om global censur på nettet
God forklaring på hvordan Kina censurerer internettet. Uddrag på CDT af @rmack ‘s nye bog http://is.gd/p0xoQC

Uro i de tibetanske områder
Kina forstærker sikkerheden omkring tibetanske klostre. AFP: http://is.gd/GP1bEg

Kina har over 100 virksomheder og 10.000 kinesisk ansatte i Syd- og Nordsudan
Stadig 29 kinesere fanget. Nu sender Kina forhandlere til Sudan. Reuters: http://is.gd/SeIid4

Angreb canadiske advokatfirmaer og Canadas Finansministerium
Kinesiske hackere forsøger at forpurre forretningsaftale til 40 milliarder USD. Bloomberg: http://is.gd/U7MAuf

Intellektuelle vil ikke have censurerede mikroblogs
Utilfredse med censur. Og ydmygelse af myndigheder. Kinas intellektuelle flygter fra Sina Weibo. Diplomat: http://is.gd/oR2kPb

Kort sagt – ja, i stigende grad
Vil kineserne gerne betale for videoer på nettet? TechNode: http://is.gd/qYsBFU

Har selv luret i bogen, og er helt enig med Charles
God og velargumenteret anmeldelse. Charles Custer ser på “Why China Will Never Rule the World.” Chinageeks: http://is.gd/Pxjv6G

Ikke så smart, vel
Sikkert bare nappet fra Google Image. Kinesiske Global Times offentliggør kort med Israel som “Holyland” http://is.gd/oZQTmS

Og endnu mindre smart
Klassikeren er nu fra 2007, hvor Xinhua offentliggjorde “røntgenbillede” af Homer Simpson til artikel om sklerose http://is.gd/K4DUji

Stor sejr i WTO for Europa og USA
Spørgsmålet er, om de vil overholde den. Kina fortryder – ikke overraskende – WTOs kendelse. ChinaDaily: http://is.gd/4KMGxM

Kina i Afrika
De 25 kinesiske arbejdere, der blev kidnappet i Egypten, er løsladt. De 29 i Sudan er stadig fanget. WSJ: http://is.gd/Y5PVaQ

Overraskende stigning i produktion
PMI voksede til 50.5. Produktionen på de kinesiske fabrikker steg i januar. AFP: http://is.gd/u0l1hF

Storpolitik i lille Wukan
God artikel om dagens landsbyvalg i Wukan, og hvad det betyder for Guangdongs partisekretær Wang Yang. FT: http://is.gd/3IKZYf

Kan det ændre politiske beslutninger og magtstrukturen?
Interessant læsning om Kinas civilsamfund. Interview med lektor Jia Xijin på Lowy Institute: http://is.gd/UmX0gK

Theblade, kaffegrums og kremlinologi – spændende!
Fuld fart på gætterierne om, hvem der får hvilke poster ved magtskiftet til efteråret. The Diplomat ser på Li Keqiang http://ht.ly/8NmOm

Well, det har lange udsigter
Kina er en juridisk rodebutik, og der er skarp konkurrence. Men Facebook har ikke helt opgivet Kina. http://is.gd/JVDqmj

En Kina-kender om ligheder med Rusland
Interessant. Jeffrey Wasserstrom, kendt Kina-nørdet sinolog, funderer over ligheder mellem Rusland og Kina. http://is.gd/ckSRR2

God boganmeldelse
To fortællinger om Mao’s store hungersnød. Med propagandaplakat, der højner din produktions-entusiasme. Kinablog: http://is.gd/ApIlR3

Kina svagt i international undersøgelse
Mange hackerangreb fra Kina. Men Kina står selv svagt i cyberbeskyttelse. The Diplomat: http://is.gd/A7Wv2H

Sanktioner vil skade global økonomi og energimarkedet
Kinesiske Folkets Dagblad kritiserer sanktioner mod Iran. Reuters: http://is.gd/46PLtC

Flap, flap, flap
Og i andre nyheder – kinesisk skibsreder køber hollandsk due for 1,8 millioner kroner. WSJ: http://is.gd/Erth0T

Ingen kritiker til Merkel
Kinas myndigheder forhindrer kendt advokat og menneskeretsforkæmper i at mødes med Merkel i Beijing. Reuters: http://is.gd/sS8HIZ

Læs det hvis du ikke kender Mo
New York Times lavede en god profil af Mo i 2009: http://is.gd/c2p4AO

Liiiiiidt en propaganda-nekrolog, men alligevel
Journalisten Jiang Muyue, der var med til at grundlægge China Daily i 1981, er død 96 år gammel. http://is.gd/CF3xNW

Mere underholdning fra GT’s paralelle univers
Her er en af de mest bemærkelsesværdige artikler fra Global Times i lang tid. Om valget i Wukan og de vestlige medier: http://is.gd/BXPDDx

Hvor var han med hvem?
God læsning. Liste over Kim Jong-uns offentlige optrædender og analyse om, hvad det betyder. NKNews: http://is.gd/ov6IMT

Kina bryder – igen – løfter fra Olympiske Lege i 2008
Kritisk udtalelse fra Foreign Correspondents Club of China om udenlandske journalisters adgang til tibetanske områder. http://is.gd/aEhiht

Kinesisk nytår (II): Kina i 2012

Kina tegn zodiac Hvad var de største begivenheder i Kina i 2011? Det kan du læse i min opsamling fra i mandags, der var dagen efter den kinesiske nytårsaften. Her får du et bud på, hvad der så kommer til at ske i 2012.

Det er notorisk svært at spå om fremtiden i Kina. Det ved for eksempel Gordon Chang, der for 11 år siden forudså, at Kina og Kinas Kommunistpart ville kollapse inden ti år.

Men det kan også være svært at se blot få måneder ud i fremtiden. For der skal kun en enkelt gnist til at starte en hel præriebrand, som Mao Zedong så nogenlunde skulle have skrevet engang. Så hvor mange af de store begivenheder i 2011 kunne man have forudset på forhånd? Ikke mange. Det var gnister som optøjerne i Wukan, togkatastrofen i Wenzhou og Guo Meimei, der var med til at forme året.

Den slags vil der komme mere af i 2012. Det er nemt at forudse. Det interessante bliver, hvordan kineserne og staten vil reagere på dem. Og her er svaret – på stort set samme måde. Hvis ikke voldsommere.

Velhavende piger der keder sig, som Guo Meimei, vil fortsætte med at flashe deres rigdom og tiltrække almindelige kineseres vrede. For skellet mellem rig og fattig vokser i Kina, og den sociale ulighed vil fortsætte med at vokse i 2012.

Der vil også komme katastrofer og begivenheder som togkatastrofen i Wenzhou, hvor lokale, provins- og centralmyndigheder skal reagere og stå til ansvar for offentligheden.

Reaktionen ligger i ryggraden på dem. I Wenzhou forsøgte man for eksempel at begrave den ene togvogn, før den kunne undersøges for tekniske fejl, man betalte klækkelige kompensationer til ofrenes familier, der til gengæld lovede at holde kæft, og der kom modstridende oplysninger og bortforklaringer fra embedsmænd, der tumlede rundt i medierne som klovne. Resultatet blev forståeligt nok en voldsom og vred reaktion fra kineserne. Hvorefter Jernbaneministeriet og de andre myndigheder lovede at komme med en stor og uvildig undersøgelse. Den kom for kort tid siden. Og den svarede ikke på de centrale og vigtigste spørgsmål.

Men løfterne om forbedringer er der stadig, og de bliver gentaget af politikere på TV og i propagandaartikler. Men det bliver ikke fulgt op med reformer og politiske initiativer. Se for eksempel på den store mælkeskandale fra 2008, hvor mindst seks børn blev dræbt, 300.000 blev syge, og hvor kritiske og åbenmundede forældre blev forfulgt og fængslet. En af skandalens hovedpersoner var borgmesteren i Shijiazhuang, som der blev fjernet fra posten, men som i denne uge dukkede op på en højere stilling i Hebei provinsen. Han blev altså forfremmet. Myndighedernes største lære fra Wenzhou er nok, hvordan man bliver bedre til at håndtere en krise i en tid, hvor der nu 250 millioner brugere af mikroblogs i Kina.

Det samme er nok læren fra optøjerne i Wukan. Vil staten endelig gå ind og garantere en fair behandling af de bønder, der får stjålet deres jord af lokale embedsmænd og politikere? Det lovede selveste premierminister Wen Jiabao i sidste uge, men også i Kina er det ikke interessant, hvad politikerne siger, men derimod hvad de gør. Og der er ikke nogen konkrete forslag på bordet.

I det hele taget vil der næppe komme store politiske forslag i 2012. For den altoverskyggende begivenhed er den store partikongres til efteråret. Det er kun fjerde gang siden 1949, at der ved et sådan skifte kommer ny præsident, premierminister og de fleste andre topledere i regering, parti og hær.

Derfor er ro og stabilitet det overordnede tema i det næste år. Så selv enorme spørgsmål om, hvordan Kina får opbygget en bæredygtig og grøn økonomi, der er mindre afhængig af investeringer og eksport, glider i baggrunden. Især fordi, jo, en voksende økonomi i 2012 bliver en svær balancegang, men det lader til, at regeringen har fået styr på væksten på i hvert fald kort sigt.

Mange i Vesten er dog besatte af, hvornår Kina overhaler USA som verdens største økonomi og er nærmest forundrede over udviklingen, som næppe kom bag på de fleste, der har beskæftiget sig med Kina i det seneste årti.

Kina har faktisk allerede fået den økonomiske førsteplads på mange områder, og egentlig er det da også blot et spørgsmål om simpel matematik, hvornår verdens mest folkerige nation og dens 1,4 milliarder indbyggere igen bliver verdens største økonomi, som den var indtil midten af det 19. århundrede.

Og så alligevel. Det er for eksempel sociale gnister, som dem ovenover, der kan få den ellers forudsigelige kurs til at slingre for de ledere, der kommer til at føre Kina ud af 2012.

Hvem er så det? Det vil være en overraskelse, hvis det ikke bliver Xi Jinping, som bliver præsident. Dernæst bliver det nok Li Keqiang, der bliver premierminister, men Wang Qishan bliver også nævnt som kandidat.

Derimod er der mere tvivl om de mange andre pladser, som der har været vild intern kamp om i de seneste år. For eksempel var der megen opmærksomhed på, hvordan Guangdongs partisekretær Wang Yang klarede krisen i Wukan.

Hvorfor? Kort fortalt er der to fløje i partiet, hvor den ene er fra »ungdomsligaen« og er de folk, der gjorde karriere og steg gennem graderne i partiet efter Mao Zedong. De andre er »prinserne,« som er efterkommere af partiets aristokrati.

Her er Wang Yang og Bo Xilai to gode eksempler. Wang står i spidsen for det moderne Guangdong, der med sin enorme eksport er en af Kinas rigeste provinser, men som også plaget af social uro og utallige strejker på de mange fabrikker, hvor arbejderne kræver højere lønninger.

Og så Bo Xilai, der er efterkommer af en af partiets »otte gamle,« der var en hård kerne omkring Mao Zedong, og som i dag er partisekretær for Chongqing i det centrale Kina. Et byområde, der var plaget af organiseret kriminalitet, men som Bo fik renset ud med tvivlsomme men hårdtslående juridiske metoder og revolutionære sange og røde løfter om gamle dage.

Andre navne, der er kandidater til topposter, er for eksempel den tidligere leder af statsejede Sinopec, Su Shulin, og Hebeis midlertidige guvernør Zhang Qingwei. Men der er utallige andre personer og spørgsmål omkring kongressen, som for eksempel om Hu Jintao beholder sin formandspost i militærkommissionen som Jiang Zemin før ham.

Derfor vil 2012 på mange måder blive en gentagelse af 2011. Endnu mere og stadigt bedre censur af medierne og internettet, flere »forsvindinger« af kritikere, et stadig svagere juridisk system, ingen større reformer, og et Kina, der godt hjulpet på vej af en stærk økonomi vil udstråle stadig mere global selvsikkerhed fra Davos til det Sydkinesiske Hav.

Så hvordan ser verden ud fra Zhongnanhai? Her ser man ingen grund til at ændre på en opskrift, der virker. Det vigtigste er social kontrol og partiets legitimitet, som skal sikre partiets fortsatte magt.