Forfatter kinablog

Kvinders rettigheder i Kina: De 12 største sager i 2013

Kvinder protest kina

Li Yan blev misbrugt af sin mand. Hun blev terroriseret. Han var voldelig. Og deres ulykkelige ægteskab endte i november 2010, da hun slog ham ihjel. Hun blev bagefter dømt til døden.

Den 42-årige kvinde sidder på dødsgangen, og hun kan blive henrettet, hvornår det skal være. Men sagen har givet stor debat i Kina om dødsstraf og især om vold i hjemmet og misbrugte kvinders rettigheder. Det har lagt pres på myndighederne, og fremtrædende kritikere har opfordret til at ændre dødsdommen.

Her er et uddrag af det, som jeg skrev i Politiken sidste år:

Den kinesiske højesteret stadfæstede dommen i slutningen af januar. Men en gruppe på mere end 400 akademikere, advokater, kvindesagsforkæmpere og andre har afleveret et åbent brev til domstolen og opfordret til at tage ændre dommen. For den er dybt uretfærdig, mener kritikerne, og endnu et bevis på, at kinesiske myndigheder, politi og domstole ikke tager vold i hjemmet seriøst.

Li Yan, der kommer fra en by i Sichuan, som er en provins i det centrale Kina, blev gift med sin mand, Tan Yong, i 2009. Det var ikke hans første ægteskab. Og de tre tidligere hustruer var også blev misbrugt. Det vidste Li Yans familie, der var imod ægteskabet, som Li valgte alligevel at gennemføre.

Men Tan fortsatte sin voldelige opførsel fra tidligere. Ifølge Li Yans familie, advokater og oplysninger fra Amnesty International slog Tan hende, rev hende i håret, bankede hendes hoved ind i væggen, skar et stykke af en hendes fingre og slukkede cigaretter i hendes ansigt eller andre steder på kroppen.

Li Yan havde flere gange henvendt sig til myndighederne, og bedt om hjælp og om at blive beskyttet fra sin voldelige mand. Men politiet fortalte hende, at det er en privat sag. De lagde røret på. Hos det, som svarer til de sociale myndigheder, bad de hende om at henvende sig til politiet.

Sådan gik der næsten to år. Men misbruget stoppede om aftenen den 3. november 2010. Her stod Li og vaskede op, da hun begyndte at skændes med Tan, der var fuld, som slog hende, og truede med at skyde hende med et luftgevær. Skænderiet endte, da hun tog geværet og slog ham med kolben. Tan døde af slagene. Ifølge advokater og familie gik Li i panik, og begyndte at skære ham i dele og koge kropsdelene. Men hun kontaktede en nabo, som hun bad om at kontakte politiet.

Men det var blot en af de sager, der i 2013 gav debat om ligestilling og kvinders rettigheder, og som medførte aktioner og protester i Kina.

De andre var for eksempel om skoleinspektør, der tager piger med på hotel og misbruger dem, kvinder der bliver diskrimineret af eliteskoler, lesbiske må ikke donere blod, tvangsaborter på grund af etbarnspolitikken og mange flere.

Dem kan du læse på China Development Brief, der har oversat en god liste med 12 sager til engelsk.

Her om sexchikane af kvindelige fabriksarbejdere i Shenzhen og Guangdong:

On November 21, 2013, the Shenzhen-based Hand in Hand Workers’ Activity Space [手牵手工友活动室] released “Monitoring Sexual Harassment: A Public Interest Report on the Sexual Harassment of Female Factory Workers,” revealing that 70% of factory women surveyed had experienced various degrees of sexual harassment. Over 60% of the perpetrators were from the same work group or adjacent work group. Over 65% percent of the interviewees used various measures to resist sexual harassment, but 46% of cases were not clearly resolved. On the 25th, the Guangzhou Sunflower Female Worker’s Center [阳花女工中心] also released a report about sexual harassment in the work place in Guangzhou with similar findings.

China’s recent dependence on rapid economic growth, driven by its position as the “factory for the world”, deprives numerous people of their rights. This is a reality that everyone is already aware of. However, because the oppression of female workers goes largely unseen, the reports by the two labor organizations offer an important new look at the problem. They give a grassroots prospective of sexual harassment in the factory workplace and provide an important reminder that female workers are doubly vulnerable because of both class and gender. The voices of female workers for this year’s Eradicate Violence Against Women Day formed an important part of their anti-violence advocacy. However, the topics of gender and labor are only starting to be considered in practice.

Because many labor organizations in Guangdong have encountered suppression since 2012, the release of the reports on the sexual harassment of women workers can be considered a strategic breakthrough: striving for the legitimacy of labor organization activities through media exposure. Collective action by male and female workers is deeply feared by industry, and it remains the essential foundation of the struggle for rights.

:: Foto fra ChinaDevelopmentBrief

Gå til artikel » Skriv kommentar

Sociale medier og internettet i Kina: Her klikker kineserne

Grafik sociale medier internet kina

Alibaba, Qihoo, Sogou, Qyer, 58.com, Tango og så videre. I går skrev jeg om censuren på det kinesiske internet, og hvordan der er blokeret for adgangen til tusinder af udenlandske hjemmesider.

Det er for eksempel Google, Youtube, Vimeo, Yahoo, Flickr, Facebook, Twitter, Blogspot, WordPress, Wikipedia, Wikileaks, Hootsuite, Amnesty, Skype, Snapchat, Slideshare, t.co, istockphoto.com, Soundcloud, 4chan og Feedburner. Der er enten helt eller delvist lukket for dem.

Men der er masser af kinesiske virksomheder og hjemmesider, der tilbyder så nogenlunde de samme services. Og det er dem, som kineserne bruger.

Hvem er de så? Wall Street Journal har netop lavet en fin interaktiv grafik over internettet i Kina. Klik på den og se, hvem der er de store spillere på internettet i Kina.

Gå til artikel » Skriv kommentar

Censur: Hul i Kinas digitale mur

1rgpx64v52lo Det sker næsten hver gang, at jeg møder danskere, som er på besøg i Kina. Mange trækker telefonen frem og vil tjekke Twitter eller sende en statusopdatering afsted til Facebook. Men, lyder det overrasket, det kan man jo ikke.

Nej, for både Facebook og Twitter er blokerede i KIna. Lige som tusinder af andre hjemmesider er det og har været det i årevis. Og her går det op for mange, hvordan internettet i Kina minder mere om et kinesisk intranet end et dansk internet.

Det har taget over ti år for etpartistaten at opbygge The Great Firewall. Det er øgenavnet på den effektive digitale mur, der i dag står omkring Kina og de mere end 600 millioner kinesiske internetbrugere.

Der er dog flere måder, man kan komme uden om censuren på. Det bedste er at bruge en VPN, som står for Virtual Private Network. Groft sagt er det en lukket og sikker forbindelse, som man laver mellem ens egen computer og så en der står i udlandet. For eksempel i USA eller Danmark. Når man så går på internettet i Kina, får man det samme internet som på computeren i USA eller Danmark.

Der er forskellige virksomheder, som udbyder den service. For eksempel Astrill, StrongVPN og Witopia, som de fleste udlændinge, der bor i Kina, kender. Her taler man om VPN’s på samme måde, som danskere taler om vejret. Kan du heller ikke bruge din PPPoE i dag? Så prøv en IPSec. Eller skift server-IP eller brug en proxy.

Det er helt almindelige ord i en kinesisk hverdag. Især hvis man gerne vil have fri adgang til alle hjemmesider og services fra eksempelvis Google, Youtube, Vimeo, Yahoo, Flickr, Facebook, Twitter, Blogspot, WordPress, Wikipedia, Wikileaks, Hootsuite, Amnesty, Skype, Snapchat, Slideshare, t.co, istockphoto.com, Soundcloud, 4chan, Feedburner, CNN, BBC, New York Times, Guardian og så videre.

Men i dag er det stort set kun VPN’s, som koster penge at abonnere på, der fungerer i Kina. For få år siden var der flere gratis af slagsen, men dem har myndighederne effektivt bekæmpet, så de ikke virker. Derfor er det i dag de færreste kinesere, der bruger eller kender til VPNs.

For det kinesiske internet er stærkt censureret, og derfor er det de færreste af de 600 millioner kinesiske internetbrugere, der bruger eller kender hjemmesider som Facebook, Twitter og Youtube. De fleste bruger de kinesiske alternativer. Men alle kinesiske medier og sociale medier skal censurere deres indhold og holde øje med brugerne.

Men nu er der kommet nye måder, som gør det sværere for Kina at blokere for hjemmesider og indhold, som der står i denne artikel på China File:

In January, when the International Consortium of Investigative Journalists published its exposé of the use of offshore tax havens by Chinese politicians and business moguls, the Chinese government blocked access to the consortium’s website and to news articles about the report. Internet users trying to load ICIJ.org or follow-up stories by The Guardian, The New York Times, and other news organizations saw a familiar message: “This webpage is not available.”

So free-speech activists deployed a simple yet effective way for the Chinese public to access the ICIJ report: They uploaded it to Amazon Web Services (AWS)—a cloud-hosting service used by large companies in China. Netizens then spread the word about the AWS link, which could be accessed without a virtual private network (VPN) or other privacy software.

AWS is encrypted, and so to block the ICIJ report, the Chinese government would have to block the entire AWS domain—a step it is loath to take because it would hinder e-commerce by the country’s businesses, according to technology experts in the U.S. and China. Amazon says thousands of Chinese customers, including major corporations, depend on AWS for database management and other cloud-computing applications.

En af de mest aktive organisationer lige nu er GreatFire.org, som du kan læse en profil af her på BloombergBusinessWeek:

Greatfire.org, run by three dissidents with sharp computer skills and a penchant for secrecy, is giving people a way around the wall. The group has created three mirror websites, or duplicates of banned sites: the independent news outlet China Digital Times; a Chinese arm of Reuters; and Greatfire’s own site, Freeweibo.com, which collects and publishes posts deleted from China’s popular social media service Sina Weibo (SINA). Greatfire posts links to the mirror sites, maintains detailed, searchable databases of banned subjects and pages, and posts updates when the activists discover new ones.

Greatfire’s founders have kept their identities hidden from users, their three-member advisory board, and each other. “These guys are unique: They’re based in China, which makes it a pretty high-risk thing,” says advisory board member Rebecca MacKinnon, a U.S.-based senior research fellow at the New America Foundation and former Beijing bureau chief for CNN.

…Greatfire’s secret to mirroring sites and reproducing deleted posts lies in its account with Amazon.com’s (AMZN) cloud-hosting arm, Amazon Web Services, which encrypts all of its Web pages. Chinese censors can’t pick and choose which pages to block—they would have to block everything hosted on AWS servers, including data for major Chinese companies such as smartphone maker Xiaomi and office software producer Kingsoft (3888:HK). “We believe that the Chinese authorities would not dare block all websites being served by AWS, because they understand the economic implications,” says a man who identified himself as a Greatfire co-founder and agreed to discuss the group’s activities only if referred to by his online pseudonym, Charlie Smith. An Amazon spokeswoman didn’t respond to requests for comment

På ChinaFile er der mere om censuren, og de har et interview med en af grundlæggerne af GreatFire.org:

What motivates you?

One reason I do what I do is that I came to see that I don’t know what the future is going to be. I think it depends on what we do. I used to see the Internet as inevitably leading us to more freedom. But what happened in China in the last few years, especially around the time I started this project, got me thinking that wasn’t right. Not only was the Internet becoming more controlled, but the controls were working.

Gå til artikel » Skriv kommentar

Anmeldelse: Ny bog om det kinesiske sprog

An Anatomy of Chinese 243x366 Perry Link, der er en af de mest anerkendte vestlige eksperter i kinesisk sprog og litteratur, har lige udgivet bogen An Anatomy of Chinese: Rhythm, Metaphor, Politics.

Den er der en anmeldelse af på Los Angeles Review of Books, hvor den bliver kaldt for ‘en skattekiste af indsigt’. Læs anmeldelsen. Med eksempler fra kapitlerne om rytme, metaforer og her politisk retorik:

Link’s third chapter, on political language, is a far-reaching analysis of the starkly different worlds of political language and ordinary language in China, from the Mao period to the present. Link offers example after example of China-specific cases of Orwellian euphemism, abstraction, and other tactics that strip language of the information-sharing functions for which ordinary language is used. He writes extensively of the “language game” that plays out again and again in the political arena, in which language serves primarily to gain and retain power, rather than to inform or assist.

A particularly insightful example is the use of the phrase “tiny minority” (jíshǎoshù 极少数) to refer to political opponents of the Party. Link sums it up elegantly:

Phrases like “small bunch” and “tiny minority” have the added advantage of leaving plenty of room for the average citizen, at the receiving end of the rhetoric, to choose to join the majority. If troublemakers are a small minority, then the choice for you, the average citizen, is easy: come to the center and join the mainstream. If you do, the safety of knowing that the authorities approve is reinforced by safety of numbers. A person who joins the mainstream does not have to defend the choice.

Gå til artikel » Skriv kommentar

Forurening i Beijing: Blå og brun himmel over Kina

2A

2B

Lige nu er hele 15 procent af Kina dækket af voldsom smog. Også Beijing. Og for første gang har man her sat en ny nødplan i værk. Her er, kort sagt, ret ulækkert, som du kan se på billederne ovenover. Som jeg skrev i fredags (og situationen er desværre den samme i dag):

Luften bliver farlig, hvis der er mere end 25 mikrogram, mener WHO. I sidste uge var der flere gange mere end 500 mikrogram i luften i Beijing. Altså over 20 gange det niveau, som WHO anser for sikkert.

I øjeblikket er der omkring 400 mikrogram i Beijing og i flere af de omkringliggende provinser er der målinger på 200-500. Skalaen stopper ved 500.

De amerikanske miljømyndigheder anser et niveau over 300 som ‘hazardous’. Altså farligt.

Du kan se flere fotos her på Politiken, hvor jeg har besøgt de samme steder på en dag med blå himmel og på en dag med voldsom forurening. Der er et frækt lille gardin, som du kan trække hen over billederne for at sammenligne dem. Snedigt.

Forureningen er et problem i alle de kinesiske provinser. Sidste år var der ingen af de 74 kinesiske storbyer, som følger nye regler om luftforurening, der overholdt hverken de nationale krav eller anbefalinger fra Verdenssundhedsorganisationen WHO.

Gå til artikel » Skriv kommentar

Tintin i Kina: En ‘god Kina-historie’

2014 02 24 11 59 41 am

Tintin blev ældre. Og klogere. Måske begyndte han som en småracistisk og fordomsfuld vestlig journalist nede hos ‘negrene‘ i Congo, men som årene gik, ændrede han sit verdensbillede.

Det konkluderer ti forskere fra Københavns Universitets Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier (ToRS), der har kigget nærmere på det verdensbillede, der bliver tegnet i Hergé’s serie om Tintin. Artiklen burde kunne downloades på instituttets hjemmeside, men jeg har ikke kunne finde den.

Deres konklusion er, som Søren Vinterberg skriver i Politiken, at man ikke kan stemple Hergé som kolonialistisk europæer, fordi han netop var i stand til at blive klogere og ændre sin forståelse af fremmede kulturer og forny sit verdensbillede.

Tintin var jo også i Kina. Først i Shanghai. Så i Tibet. Og, mener professor Jørgen Delman, Den Blå Louts er en god Kina-historie, som der står i artiklen på Politiken:

Den leverer en »nærmest dokumentarisk beretning om hensynsløse udenlandske magthavere, kolonial almægtighed og modige kinesiske oprørere« og rejser gennem Tintins oplevelser »en postkolonial kritik af den udenlandske fremfærd i Kina og af udenlandske fordomme om kineserne«.

Fotoet her ovenover er af en kinesisk udgave af Den Blå Lotus fra 1984. Det var illegale kopier, og jeg tror, at de blev kopieret ved at tegne af efter originalen.

I øvrigt, som jeg har skrevet på Kinablog i dette indlæg for 100 år siden, så bander Kaptajn Haddock skam også på kinesisk: Banditter (地皮: dipi)! Skurkagtige (无赖: wulai)! Falske opportunistiske svindlere (两面三刀的骗子 liangmian sandao de pianzi)!

Gå til artikel » Skriv kommentar

House of Cards: Kina som skurk

Kina house of cards

House of Cards er også kommet til Kina. Den blev offentliggjort på Sohu TV samtidig med Netflix. Og hvis du ikke har set alle afsnit endnu, så får du lige en spoiler alert. Det er ikke meget, men alligevel.

Kineserne er begejstrede for Frank Underwood. Spørgsmålet er, om de kinesiske censorer også er fans af serien, hvor den første episode allerede er blevet set millioner af gange. Er den snart på vej til at blive fjernet, lyder spørgsmålet i Kina.

For Kina er skurk og USAs fjende i House of Cards. Men modsat så mange andre film og tv-serier har de lavet ordentlig research og læst på lektien, så det er et veldrejet og nogenlunde korrekt billede, der bliver tegnet af Kina.

Der er dog detaljer. For eksempel er Xander Feng, seriens fiktive kinesiske toppolitiker og forretningsmand, alt for ung og smart, som kineserne også – med tungen solidt plantet i kinden – har påpeget på de sociale medier. Han ligner ikke ligefrem et medlem af Kinas Kommunistpartis Politburos Stående Komite.

Xander Feng skulle også to gange have været tiltalt for korruption. Og som en kinanørdet og noget anal detaljeorienteret ven sagde til mig, så er det urealistisk, for i Kina bliver man ikke frikendt for korruption. Man bliver dømt. Og sagen når kun frem til domstolen, hvis partiet vil have en dom.

Men det er detaljer.

Som Xander Feng siger om sine politiske kolleger i Beijing: “Everyone in China who works on this level pays who they need to pay.” Korruption er en del af spillet. Her betaler du dem, som du har behov for at betale.

Og ærligheden er måske noget af det, som tiltrækker kineserne, mener Foreign Policy :

The attraction of House of Cards’ second season — which has already received over 9 million views in the first weekend compared to over 24 million for the first season, released March 2013 in China — appears two-fold. First and foremost, the show engages Communist Party corruption, elite infighting, and the often-outsized influence of the moneyed class with a directness that few domestic shows dare hazard. The colorul Feng, for example, alludes to scheming with members of the Chinese government to force a more liberal financial policy, not to mention bribing high officials outright. The result is a portrait of Chinese elite skullduggery convincing enough that one user wondered aloud in jest whether the show’s screenwriters had planted an undercover agent in party ranks.

Foreign Policy kommer også ind på debatten om, at serien snart bliver fjernet af censorerne:

If Chinese netizens have a major concern, it’s that the show is a candidate for “harmonization,” neo-Orwellian Chinese slang for online speech that offends authorities enough to trigger the censors’ invisible axe. On Sina Weibo, China’s Twitter, one user urged viewers to “hurry up and download it,” while a number of others wrote they had watched the show as quickly as they could in the expectation it would soon vanish. That’s because Chinese censors continue to come down hard on productions that cross an invisible red line; for example, when a Chinese series with the unfortunate English name Dwelling Narrowness aired in July 2009, it was a rare series set in contemporary China that tackled corruption head-on — until being pulled from most television stations before its conclusion. Here, House of Cards benefits from a double standard, whereby China’s government allows the online streaming of some U.S. content depicting violence or political content that would be intolerable in a domestic series.

Men, som den altid læsværdige William Wan skriver i Washington Post, så kunne der også være en anden grund til, at kineserne er vilde med serien. Og at den derfor ikke bliver fjernet fra Sohu:

But another reason the show may be a success here, some China experts in the United States fear, is because its unflattering portrayal of U.S. politics affirms Chinese government propaganda about American hypocrisy and bullying. In the show, actor Kevin Spacey plays Underwood, a congressional leader who is rejected for a Cabinet appointment, then claws his way to revenge and higher office.

“For Chinese, America is the big bugaboo in the world, so it makes sense that there’s interest in the intrigue and the power behind Washington,” said Michael Auslin, Asia expert at the American Enterprise Institute. “That said, it’s probably not a great thing if this is the only side they’re seeing. . . . To truly understand U.S. politics, I would prefer they watch C-SPAN, but that’s probably not realistic.”

Så selvfølgelig er serien ren fiktion. Også i dens portræt af amerikansk politik. Men den rammer plet i mange ting omkring Kina, som Wall Street Journal skriver:

The show deserves kudos for the unusual authenticity of its China story line, which has plot points ripped straight from the headlines. Chinese cyber-theft, currency manipulation, a trade dispute involving rare-earth minerals, and escalating tensions between China and Japan in the East China Sea all make an appearance in the show, rendered in the kind of detail that will ring mostly true with China watchers.

“When we created the story lines, we were certainly keeping our eye on what was happening (in China), and the happy result, I believe, is a story line that earns its relevance by resonating with the headlines,” Kenneth Lin, one of the writers on the show, told China Real Time by email.

The attention to detail even extends to a Chinese foreign ministry news briefing early on in the show, which replicates the real thing almost exactly, from the familiar blue backdrop to the terse and irritated tone. The only inaccuracy – it has the Chinese spokesman delivering his comments in English, which almost never happens – was likely introduced for expedience.

How did they get so many details right? By doing their homework, according to Mr. Lin, who said the writers spoke beforehand to a variety of China experts, including Columbia University political scientist Xiaobo Lu.

Mr. Lu told CRT he met the “House of Cards” writers on campus a year ago to discuss Chinese politics, society and U.S.-China relations. After watching the entire season “I thought, overall, the writers were successful in putting in the China storyline with a mix of sensational fiction and possible reality,” he said.

:: Opdateret 19-02-2014 med artikel fra WaPo

Gå til artikel » Skriv kommentar

Bøger om Kina: Ti gode og tre dårlige

Her er der ti bøger om Kina, som du skal læse. Og tre du skal undgå.

Professor Jeffrey Wasserstrom har lavet denne liste, hvor han har fundet 20 gode og fem dårlige bøger. Det er et godt udvalg, som jeg langt hen ad vejen er enig i, og en fin liste med gode beskrivelser, så sørg for også at kigge nærmere på den. Her nedenunder har jeg tilføjet et par stykker og skåret dem ned til ti gode og tre dårlige.

Ti du skal læse

Mao Cult: Rhetoric and Ritual in China’s Cultural Revolution af Daniel Leese
Om Mao Zedongs politiske arv, og hvordan kommunistpartiet byggede kulten omkring Mao.

Out of Mao’s Shadow: The Struggle for the Soul of a New China af Philip P. Pan
Virkelig læsværdig bog med historier om det, der har skabt det morderne Kina

China in Ten Words af Yu Hua
Den velskrivende forfatter ruller Kina ud gennem ti ord og begivenheder, der begynder ved hans barndom i Kulturrevolutionen.

When a Billion Chinese Jump: Voices from the Frontline of Climate Change af Jonathan Watts
En nærværende rejse gennem Kina, hvor både kinesere og miljøproblemer bliver spændende og nærværende.

Factory Girls: From Village to City in a Changing China af Leslie Chang
Et medrivende portræt af de drenge og piger, der har lavet din telefon, bukser og jakke, og som viser deres hverdag og drømme.

The Corpse Walker: China From the Bottom Up af Liao Yiwu
Ofte absurde men altid læsværdige fortællinger om almindelige kinesere fra alle dele af Kina

The Good Earth af Pearl Buck
En amerikansk klassiker fra 1931, der giver et glimrende portræt af de hårde vilkår for bønderne

China in the 21st Century: What Everyone Needs to Know af Jeffrey Wasserstrom
En kort gennemgang af alt det, du bør vide om Kina og dets nyere historie

The Search for Modern China af Jonathan D. Spence
En lang gennemgang af alt det, du bør vide om Kina og dets nyere historie

The Man Who Stayed Behind af Sidney Rittenberg
Det første amerikanske medlem af Kinas Kommunistparti, der kom til Kina under Anden Verdenskrig og mødte både Mao men kom i vanskeligheder

Tre du skal undgå

The Coming Collapse of China af Gordon Chang
Kina og Kinas Kommunistparti vil kollapse inden ti år, skrev Chang i 2001.

When China Rules the World af Martin Jacques
Endnu en bog, der lancerer de store og altomfattende og derfor alt for generaliserende teorier om Kina

Mao: The Unknown Story af Jung Chang og Jon Halliday
Mao var – like it or not – en kompleks person og politick figure, men den alt for populære bog udelader (bevidst?) oplysninger for at tegne et sort-hvid portræt

Gå til artikel » Kommentar (2)

Lost in translation: Kinesere gør Dronning Margrethe til prins og flytter Holger Danske til Shanxi

Baidu er kommet med en ny app. Og den er smart. Måske endda lidt for smart.

Baidu er virksomheden bag Kinas største søgemaskine, som er den 5. mest besøgte hjemmeside i verden, og appen hedder Baidu Translate. Langt hen ad vejen gør den det, som den lover – den oversætter mellem kinesisk og engelsk.

Men den kan mere end det. I stedet for at skrive ordene kan man også tage fotos, og så tegne en cirkel omkring det, man vil have oversat. Fremragende.

Men det er så også her, at det for alvor begynder at halte. Det er også derfor, at appen er ved at blive hit i Kina, og har fået brugerne til at sende skærmbilleder af de ufrivilligt morsomme oversættelser til hinanden.

Man tager for eksempel et foto af et æble. Det fungerer fint. Appen foreslår korrekt, at det hedder ‘apple’ på engelsk og ‘pingguo’ på kinesisk. Men det behøver ikke at blive meget mere avanceret, før det går galt.

For eksempel foreslår den ‘fingernegle’, hvis man tager et foto af en hånd. Andre har taget et foto af svampe, hvor den foreslog ‘bryster’. Ved et foto af den berømte politiker Chiang Kai-shek, som enhver kineser kender, mente den at kunne genkende Elvis Presley.

Det bliver endnu værre, hvis man tester den på danske forhold.

Jellingestenen bliver reduceret til blot en ‘landskabssten’. Holger Danske udnævnes til en ‘skulptur i Shuanglin Templet’, der er en buddhistisk helligdom i Shanxi. Dronning Margrehte II bliver genkendt som Wulong Prinsen, der er en kinesisk tv-serie fra 2002.

Prøv selv. Meget af menuen er på engelsk, så du behøver ikke at kunne kinesisk for at bruge den.

Check også denne Tumblr, der allerede er kommet og har komiske eksempler på oversættelser.

Gå til artikel » Skriv kommentar

Sport og politik i Kina: Tennisstjernen, der blev sur på kommunistpartiet

Hvorfor fik hun en lussing?

Det er 2001. De kinesiske mesterskaber i tennis er forbi, og Li Na og hendes makker har vundet tredjepladsen i mixed double. Medaljerne skal overrækkes. Ceremonien begynder. Spillerne står på sejrsskamlen, og en partiembedsmænd fra det statslige sportssystem kommer hen til dem.

På videoen kan man se, hvordan Li Na bukker sig forover. Hun får først medaljen om halsen. Og så smækker partiembedsmanden hende en lussing. Li Na tager sig til kinden. Hendes makker kigger overrasket på.

Sådan går det, hvis man er dygtig, rebelsk og skuffer med kun at få en tredjeplads.

Videoen er dukket op på de sociale medier i Kina, efter den nu 31-årige Li Na vandt Australien Open i forrige weekend. Det er en sejr, som kommunistpartiet har forsøgt at tage æren for. Men det er tåbeligt, for det skete tværtimod på trods af partiet og det statslige sportssystem, mener mange af hendes fans.

Men de statslige medier har alligevel forsøgt at gøre det til partiets sejr.

»Li Na ville ikke have opnået succes uden erfaringerne på landsholdet«, konkluderede blandt andet det officielle nyhedsbureau Xinhua.

»Uanset om hun vil takke moderlandet eller ej, så er hun stadig kineser«, skrev avisen Huanqiu Shibao.

3319lina0129 Da hun landede i sin hjemprovins Hubei overraskede parti og presse hende også i lufthavnen. Det blev akavet. Mildt sagt.

Den ansvarlige partisekretær for provinsens sportssystem, Hu Dechun, holdt en tale for den overrumplede Li Na, og overrakte hende en check på 800.000 renminbi. Der var ikke antydningen af et smil på Li Na’s ansigt.

Det var der heller ikke, da de forsøgte at give Li Na et knus, så bare lidt af hendes guldstøv kunne falde på partimedlemmernes skuldre. Billederne af Li Na’s stramme ansigt har bredt sig som en steppebrand på de sociale medier i Kina.

Jeg skriver om den rebelske Li Na og sport i dagens Politiken. Og om hvordan den vestlige sport og idræt kom til Kina omkring år 1900. For eksempel tennis:

Dengang gik mænd stadig med hårpisk og iklædt den traditionelle lange kjole. Og derfor blev nogle af de første tenniskampe spillet af kinesiske mænd i lange kjoler. Men det var ikke kun tøjet, der var et problem. Det var også selve det at røre sig. At være aktiv. At svede.

I sin bog fra 1995, “Training the Body for China”, beskriver antropologen Susan Brownell, hvordan en kinesisk embedsmand var tilskuer til en tenniskamp mellem udlændinge. Efter kampen ville en af de svedige spillere høre kineserens mening om sit spil. Du er god, svarede kineseren, men det er en skam, at du arbejder så hårdt, for du sveder jo over det hele – det ville være meget bedre, hvis du kunne ansætte en til at spille for dig.

Susan Brownells bog er den bedste, der er skrevet om sport og idræt i Kina. Der er også netop udkommet “Sport and Nationalism in China“, og den ser lovende ud, men jeg har ikke læst den.

Der er også akademisk guf som for eksempel “An Analysis of the Chinese Elite Sports System and its Olympic Strategy for the 2008 Olympic Games“, “Sport in China: Conflict between Tradition and Modernity, 1840s to 1930s” og “Communist China: Sport, Politics and Diplomacy“.

Læs også New York Times, der sidste år havde et glimrende portræt af Li Na.

Gå til artikel » Comment (1)