Forfatter kinablog

For få år siden var her ingen bygninger. Der var ingen mennesker. I dag står der flere rækker af hvide etage-ejendomme med røde tage, hvor der bor tusinder af kinesere.

Xinjiang er en provins, der ligger på grænsen til blandt andet Kazakhstan, Pakistan og Afghanistan. Målt på størrelsen er det Kinas største provins. Den udgør en sjettedel af hele Kina, men det er et af de tyndest befolkede områder i landet.

Xinjiang er hjemsted for den etniske gruppe uighurerne, der er muslimer. De udgør cirka 42 procent af befolkningen i provinsen. Og deres situation minder på mange måder om tibetanernes. Kritikerne beskylder den kinesiske regering for at kolonialisere Xinjiang og undetrykke uighurerne og deres kultur, tro og skikke.

The Economist har været i Xinjiang og besøgt en by, som er et godt eksempel på, hvordan han-kineserne kontrollerer Xinjiang. Det er et godt eksempel på, hvordan den kinesiske regering systematisk er ved at sætte sig på området.

James Miles skriver om det, der på engelsk officielt hedder “38th Regiment of the 2nd Agricultural Division” der er en del af “Xinjiang Production and Construction Corps”. Det er en statslig og militær enhed, der hedder “bingtuan” (兵团) på kinesisk.

Læs hele artiklen. Her er et udpluk, der viser noget om den indflydelse, som kineserne har i Xinjiang:

The bingtuan operates its own schools, hospitals and newspapers. It has its own courts, police and prisons as well as a 120,000-strong militia force which is the reason for its military-sounding names (though bingtuan towns look no more military than any others in China). It produces nearly one-sixth of Xinjiang’s GDP (see chart), including 40% of its cotton (one of the region’s main cash crops). The corps also prides itself on being one of the world’s biggest makers of tomato ketchup. Its exports made up more than 17% of global trade in ketchup in 2009, according to Sun Yanping, a Xinjiang-based economist. It also runs hundreds of enterprises in everything from processing dates to coalmining. Through its commercial arm it runs more than a dozen listed companies, one of which is Suntime International, described by China’s agriculture ministry as the biggest wine producer in Asia.

Many Uighurs are resentful of such a large, economically powerful and politically autonomous entity in Xinjiang that employs so few of their own ethnic group. To make matters worse, the bingtuan partly justifies its existence by saying it is needed to maintain stability in Xinjiang. That is party shorthand for keeping Uighurs quiet.

The bingtuan—eager to preserve its power at a time of growing criticism in China of the “vested interests” of large state-owned concerns—is at pains to convince ordinary Chinese that it plays a vital role. A museum in Shihezi, a city in northern Xinjiang controlled by the corps, displays a photograph of members of the bingtuan militia armed with rifles, crouching behind a wall during a 1990 uprising by Uighurs near the city of Kashgar. The militia, says the caption, played an important role in crushing the unrest. Amnesty International, a human-rights group, says 50 Uighurs were killed in the incident, including some who were shot while running away.

Smut i øvrigt også forbi Atlantic, hvor du kan se fotograf Eleanor Mosemans fotos af almindelige uighurerers hverdag.

Hvad synes du om Kina? Hvis du bor i et af de europæiske lande, så har du ifølge BBC ikke problemer med at styre din begejstring.

Kinas image er på det laveste niveau siden 2005, viser en ny undersøgelse fra BBC, som du kan få flere detaljer om her og se en grafik over her.

Generelt mener 42 procent af de over 26.000 adspurgte, der kommer fra 25 forskellige lande, at Kina har en negativ indflydelse på verden. Og 39 procent mener, at den er positiv.

Som South China Morning Post forklarer det:

Perceptions of China have deteriorated markedly within the EU, with the percentage of negative views highest in France and second-highest in Spain. In both countries the negative response rose by 19 points in the latest survey, to 68 per cent in France and 67 per cent in Spain.

Views from regions closer to China were not much better, with Australian views on China’s influence plunging dramatically. In the previous survey they were 61 per cent positive and 29 per cent negative but that swung around to 36 per cent positive and 55 per cent negative in the latest survey.

The Japanese response was the most negative among the countries surveyed, with only 5 per cent holding positive views against 64 per cent holding negative views.

In return, the country with the highest negative rating in China was Japan, with just 17 per cent of Chinese holding positive views and 74 per cent viewing Japan negatively, up nine points.

Hvorfor nu det? Det var den tidligere præsident Hu Jintao, der i 2007 besluttede sig for, at Kina skulle bruge kulturen til at opbygge landets globale omdømme. Så Kina har i årevis forsøgt at blive mere populær og øge sin soft-power rundt om i verden. Men det er ikke nemt for etpartistaten Kina.

Som Joseph Nye, manden bag begrebet soft-power, skrev det helt enkelt i en kronik i New York Times sidste år:

What China seems not to appreciate is that using culture and narrative to create soft power is not easy when they are inconsistent with domestic realities.

Joseph Nye skrev også en kronik i Foreign Policy for nogle uger siden, hvor han har denne gode pointe:

For a rising power like China whose growing economic and military might frightens its neighbors into counter-balancing coalitions, a smart strategy includes soft power to make China look less frightening and the balancing coalitions less effective.

Forskellen mellem virkelighed og fortælling er den ene grund. Den anden er, at der nok ikke er mange for eksempel danskere, der vil gå i biografen for at se kinesiske film med »socialistiske kerneværdier«. Som for eksempel den elendige film “Confucius“.

Centralregeringen har simpelthen ikke forstået, hvad det er for noget kulturelt indhold, som vestlige forbrugere vil have. For eksempel når det kommer til netop film.

»Manuskript, plot, teknikker, alt. De kinesiske film halter bagefter på alle områder,« som Li Huiqun siger her på Kinablog i et inteview fra sidste år.

Det skyldes især, at den kinesiske kulturindustri er indhegnet af censur, kontrol og krav fra toppen af etpartistaten. Der er store huller i hegnet og masser af kreativitet, men det er generelt en hæmsko.

Så selvom Kina i flere år har investeret milliarder i sin soft-power, så er det gode og altoverskyggende spørgsmål egentlig, om regeringen i virkeligheden er ligeglad med den?

Som Economist opsummerer det i denne analyse, hvor de også trækker tråden ud til de kinesiske virksomheder og investeringer i udlandet:

At bottom that suspicion is political rather than economic. It is the fear that, as a Chinese foreign minister put it in an unguarded moment in 2010, “China is a big country and other countries are small countries and that is just a fact.” Its neighbours worry that China sees itself not just as a big economy, but as a political hegemon which will seek to curb their freedom of action. The Chinese government disavows any such ambitions, and even if it had them, might not be able to control its businesses as tightly as some Asians fear. But it is not doing a good job of convincing its neighbours that its interests are purely commercial.

:: Grafik fra Zhituad

Der bliver flere af de “efterladte børn” i Kina. Det viser en ny undersøgelse fra All-China Women’s Federation, som du kan læse på kinesisk her.

De “efterladte børn” har forældre, der er rejst væk for at tjene penge og arbejde som migrantarbejdere i andre provinser. Det foregår tit langt væk fra hjemmet og familien, så børnene ser ofte kun deres mor og far en enkelt gang om året.

Børnene bliver efterladt tilbage i landsbyen, hvor 80 procent af dem bliver passet af bedsteforældre. Adskillelsen fra forældrene er hård ved børnene, der ofte er ensomme og sårbare, står der i undersøgelsen, som også viser, at der nu er 61 millioner af den slags børn i Kina. Det svarer til 38 procent af befolkningen under 18 år i landområderne.

Du kan læse et engelsk referat af undersøgelsen på China Labour Bulletin:

The survey, based on data from the 2010 census, shows that the number of left-behind children increased by 2.42 million to reach 61 million, or about 38 percent of the total rural population under the age of 18.

There was a much greater increase in the number of migrant children living in China’s cities. In 2010, there were 35.8 million migrant children in the cities, an increase of 41.4 percent over five years. Children from rural families accounted for about 80 percent of that total, about 28.8 million in all.

However, only 41 percent of migrant children in the cities were aged between six- and 14-years-old, indicating that despite some loosening of local government restrictions in the 2000s, many migrant workers still had great difficulty finding a school place for their children in the city.

The number of compulsory school age migrant children in the cities did increase by 30.8 percent over the five years. However, the number of children aged 15 to 17-years-old, those more likely to be seeking employment than education, increased by 61.4 percent and accounted for 31.5 percent of the total migrant population under 18-years-of-age.

The increase in the number of school age migrant children may have been comparatively slow but it still resulted in a backlash in some cities, such as Beijing, which are now placing even more onerous restrictions on migrant children’s access to education, forcing more and more families to send their children back “home” for their schooling.

Børnene har det heller ikke altid nemt i skolen. Migrantarbejdernes børn bliver ofte mobbet og det kan gå hårdt til med for eksempel tæsk og knivstikkeri.

Jeg har før skrevet kort om børnene for eksempel her. Samt her hvor jeg skriver om fotoprojektet med “de tomme stole”, der er en virkelig god illustration af de opløste familier.

:: Foto af en dreng, hvis forældre er migrantarbejdere, og som er faldet i søvn foran bedsteforældrenes dør

:: Opdateret 2013-05-24 med link til 留守小学生遭围殴摘掉脾脏 施暴者是同班女生

Det er desværre nemt at komme med aktuelle eksempler på nogle af de negative konsekvenser af det kinesiske skolesystem.

For eksempel her i China Daily fra sidste måned, hvor to elever begik selvmord, fordi de ikke kunne nå at lave lektier:

Two students in Nanjing, Jiangsu province, committed suicide on Thursday after failing to complete homework assignments.

A student surnamed Xie, in grade six of a primary school in the city’s Lishui district, was found hanged on a staircase at his home at about 6 am. He was declared dead at a hospital.

The 13-year-old boy got up at 4 am to try to finish his homework, police said. They are continuing to investigate the case.

In a suicide note, the boy said he loved his parents, felt sorry for them and hoped they could bring lilies, his favorite flower, to his grave.

The other student, a 15-year-old boy, jumped to his death at Jixiang Heights, a residential community in Nanjing, at about 11 am.

The student, in grade nine at a high school, failed to complete his homework during the May Day holiday, with the Nanjing-based newspaper Modern Express reporting that his parents suggested he should stay at home and not go to school before finishing his assignments.

De seneste par måneder har der også været en lang række knivstikkerier på kinesiske skoler. De har involveret børn og unge fra 12 til 19 år. Der er enighed om, at det er et udtryk for den ekstreme konkurrence, der er i de kinesiske skoler. Som en ekspert siger her i South China Morning Post:

“It’s worrying that teenagers … are growing more tolerant of violence and they see violence as a means to resolve matters, even petty conflicts,” Chui said. Young people were challenging the morals of society or their school, he said, and some might even get a sense of satisfaction or feel heroic after attacking classmates.

Chui said the recent cases might be related to a performance-oriented education system with little regard for personal development. “We see this trend is worsening,” he said. “The mental health education and social services commonly available on Hong Kong campuses are not provided adequately on the mainland. This will further aggravate conflicts among students.”

Chui said the lack of moral education for young mainlanders was compounded by a school culture that focused on following administrative edicts and pleasing Communist Party leaders rather than parents and pupils.

“School administrators are inclined to follow party officials hell-bent on burnishing schools’ academic credentials and reputations,” he said. “This often results in way too much homework and neglecting the need to develop healthy personalities.”

Det er nemt – også i de engelsksprogede medier – at finde et utal af artikler, der er kritiske over for de kinesiske skoler. Det kan man finde for eksempel her, her, her, her, her, her, her, her, her, her, her og her for nu blot at lave en hurtig søgning på Google.

Danmarks Radio påstår i sin omdiskuterede dokumentarserie, at 9.z kæmper mod Kina. Men skolen i Harbin er en eliteskole. Og det var ikke helt almindelige kinesere, som danskerne kæmpede mod. 

Skole nummer 69, der ligger i den nordkinesiske by Harbin, er efterhånden ved at være berømt i Danmark. Det er en lille gruppe elever fra denne skole, der dyster mod en dansk folkeskoleklasse i dokumentarserien »9Z mod Kina« på DR. 

Men det var ikke helt normale kinesiske elever, som danskerne var oppe imod. De kom fra en af de bedste skoler i Kina.

Samtidig afviser en af Kinas førende forskere i uddannelse, at man blot kan besøge en enkelt skole og tro, at det siger noget om folkeskolen i hele Kina. 

»Der er mange forskellige slags skoler, og forskellene er enorme. Man kan ikke bare bruge en enkelt skole til at give et overordnet billede af situationen i Kina«, siger professor Yang Dongping, der blandt andet har rådgivet den kinesiske regering. 

Især ikke når det drejer sig om skolen i Harbin, for det var ikke helt almindelige kinesiske børn, som danskerne kæmpede mod. 

• Læs også – Skoler i Kina: DR’s »9. z mod Kina« giver overfladisk billede af kinesiske skoler

Harbin, der har i alt over ti millioner indbyggere, er provinshovedstad i Heilongjiang. Og skolen er ikke alene en af de bedste i byen og provinsen men også i hele Kina. Så når Danmarks Radio påstår at 9.z kæmper mod Kina, så passer det ikke. 

»Forskellene mellem nøgleskoler og normale skoler er enorm. Regeringen giver normalt den slags skoler en lang række fordele med for eksempel finansiering, skattefordele, lærere, rekruttering af elever og så videre«, siger Yang Dongping, der peger på, at skolen i Harbin er en af den slags skoler.

Det samme gør Chen Xuefei. Han er professor i uddannelse på Peking Universitet, der er et af landets bedste universiteter, og som selv har gået på Mellemskole Nummer Tre i Harbin, der optræder i fjerde og sidste afsnit af dokumentarserien. Den bliver i øvrigt omtalt som et af de 100 bedste gymnasier i Kina i 2011 og 2012 selvom det er en uofficiel liste over de 13.000 gymnasier i Kina.

»Regeringen har særlige puljer, som bliver distribueret til nøgleskolerne. De har de bedste lærere, det bedste udstyr og materialer, der skal tiltrække de bedste elever«, siger Chen Xuefei.

Skolen i Harbin ligger da heller ikke skjul på, at man er en af de bedste i Kina. Tværtimod skriver man stolt på hjemmesiden, at skolens mål er at være »en førsteklasses national skole på internationalt niveau«.

Skolens dygtige elever deltager for eksempel i forskellige akademiske konkurrencer rundt om i Kina for at kunne give deres skole og dem selv et godt ry og omdømme. For jo flere gode elever, der er på en skole, jo flere kommer videre i uddannelsessystemet og består adgangseksamenen til de bedste universiteter i Kina. Og det kan skolen tjene penge på. For det tiltrækker forældre, som er på udkig efter de bedste skoler til deres børn.

»Udover regeringens tilskud, så kommer den største indtægt fra gebyrer«, siger Yang Dongping. Og det er netop en af de største svagheder ved det kinesiske system. 

Der er ingen kinesiske eksperter i DRs dokumentarserie, men en af de interviewede er den danske professor Niels Egelund, der skrev en kronik i Berlingske i weekenden. Her står der, at de kinesiske lærere »gør et stort arbejde ud af at støtte de elever, der har det svært med opgaverne«, og at det er udtryk for »omsorg«. Virkeligheden i Kina er ofte en anden. Mange af lærerne får en økonomisk belønning for antallet af gode elever i deres klasse. 

Derfor lægger både skoler og lærere ofte pres på eleverne, fordi de tjener penge på dem. Og det er blandt andet derfor, at »kinesiske studerende har så tung en byrde at bære, og er under så meget pres«, siger Yang Dongping. 

Det er blot en af de udeladelser, klicheer og fordomme, der er i dokumentarserien, og som gør en reel sammenligning mellem en dansk folkeskoleklasse og en klasse fra den autoritære etpartistat Kina umulig. 

• Læs også – Skoler i Kina: 9.Z mod fordomme og klicheer

Ifølge DRs dokumentarudsendelse skulle kinesiske elever blandet andet være bedre til at samarbejde. Som Yang Dongping tidligere har sagt til i en artikel, jeg lavede til Politiken, så er der generelt i det kinesiske skolesystem »en ondsindet konkurrence, hvor man lærer at modarbejde sine klassekammerater og behandle dem som fjender«. 

Det er en udbredt holdning i debatten i Kina, for presset på de kinesiske elever begynder tidligt. I slutningen af marts gik Xu Xizhou, der er professor i børns fysik, ud for at advare mod de mange lektier i børnehaveklassen og i årene forud, hvor mange børn får forberedende undervisning. Når børnene skriver så meget kan det påvirke væksten af deres hænder, der jo stadig ikke er fuldt udviklede, sagde Xu Xizhou til Xinhua, der er Kinas Kommunistpartis og etpartistatens officielle nyhedsbureau. 

Presset på børnene fortsætter i flere år. Zhang Chuxuan, der har ansvaret for helbredsundersøgelser på 13 skoler i Guangdong, siger, at gymnasieeleverne lider af forhøjet blodtryk. De senere år »har eleverne en tendens til at have for højt blodtryk, som kan være forårsaget af nervøsitet og studiepres«, har Zhang sagt til Zhongshan Ribao (Dagbladet Zhongshan) for nyligt.

:: Foto fra skolens hjemmeside

:: Opdateret 20:05 med citater fra Yang Dongping og Chen Xuefei for at tydeliggøre, at de taler om ikke alene nøgleskoler generelt men også om Harbin

Hvis man stadig tror, at DRs dokumentar »9Z mod Kina« giver et realistisk billede af den kinesiske folkeskole, så tager man fejl. Den svarer til en amerikansk krydstogtsturist, der tager ind på Rådhuspladsen i København og konkluderer, at Skandinavien er dækket af duer og pølsevogne.

Det vil være umuligt at få kinesiske politikere, myndigheder, eksperter, forældre eller børn i Kina til at tegne et lige så positivt billede af de kinesiske skoler, som der bliver tegnet i »9Z mod Kina«.

Som jeg før har skrevet om, så er der mange og alvorlige problemer i det kinesiske uddannelsessystem, og man hører ikke om dem i programmerne. Der en voldsom debat om uddannelsessystemet i Kina, for kineserne er enige om, at det er kørt ud på et sidespor, og at der er voldsomt brug for reformer.

Det er fint at debattere den danske folkeskole. Jeg har boet i Beijing siden 2008, og når man bor i udlandet er det tydeligt, at Danmark ikke er verdens navle. Men journalistisk havde det givet langt mere mening at tage til for eksempel Finland, der på alle måder ligger tættere på Danmark.

Forholdene i Kina og de kinesiske skoler er så anderledes, at det ikke giver mening at stille dem op over for de danske. Især ikke når programmerne skøjter hen over overfladen, og ikke formår at give et blot nogenlunde dækkende billede af skolerne i Kina på godt og ondt.

Derfor er det virkeligt dårligt for debatten, når hundredtusinder af danskere ser de fire timers TV og tror, at det er virkeligheden, som de kigger på. Det fører til de forkerte konklusioner. For eksempel til klicheen om et fremadstormende Kina, hvor topmotiverede kinesiske skolebørn er ved at overhale deres danske klassekammerater.

For i Kina går det stærkt, ved vi jo nok. Som der bliver sagt i programmet, så er de hurtige til at bygge højhuse og motorveje, så hvis regeringen vil gøre kineserne kreative kan de blot skrue på en knap, og så er der kreativitet overalt.

Det var en kliche allerede i 2003, da jeg begyndte at læse kinesisk, men det er virkelig trist, at man stadig møder det i 2013. For pssst… Det er heller ikke alle finner, der går med knive, og mon ikke der også er en enkelt tysk vegetar, som ikke spiser pølser.

Men det er måske netop problemet. Kina er et svært land at manøvrere rundt i, hvis man ikke taler bare lidt kinesisk og ikke kender til kulturen, historien og det kinesiske samfund i det hele taget. Så kan man kun fortolke det, som man umiddelbart ser på overfladen og foran sig.

Derfor kommer man også til at overføre elementer fra ens vestlige hverdag til Kina. Et lille eksempel Steen Jensen, der er ansvarlig for dokumentarprogrammerne i DR, siger dette i Mennesker og Medier på P1:

Det, der var væsentligt for os, var, og finde en skole, der ikke var en privat eliteskole. Det skulle være en offentlig folkeskole, der skulle rekrutere bredt, og den skulle have elever, som kom fra forskellige kulturelle og sociale baggrunde i området.

På Folkeskolen.dk siger programmets tilrettelægger, Lisbeth Dilling, at skolen i Harbin ikke er en eliteskole:

“Det er en god skole. Men for mig betyder eliteskole, at der er nogle, der er valgt fra. Og vi har fået at vide, at Harbin var en af de første byer, som afskaffede optagelsesprøverne allerede i 1980′erne”, fortæller Lisbeth Dilling, der har lavet udsendelserne sammen med Irene Thyrri, begge fra DR’s dokumentargruppe.

Problemet er for det første, at eliteskoler i Kina ikke nødvendigvis er private. Det er ikke som i for eksempel Storbrittannien. Systemet med nøgleskoler går flere årtier tilbage, hvor Kina blev nødt til at prioritere sine ressourcer, og hvor man satsede på få skoler, der skulle fremavle landets bedste elever.

Og som jeg skriver her på Kinablog, så er skolen i Harbin en eliteskole, der får de bedste lærere, materialer, skattefordele og så videre. Det var ikke helt almindelige og gennemsnitlige kinesiske elever, som danskerne kæmpede mod.

I sidste uge skrev jeg i Politiken om en fattig landsbyskole, som jeg har besøgt et par gange. Men det giver ikke mening i forhold til seriens præmis at besøge sådan en skole, siger Steen Jensen i Mennesker og Medier:

Præmissen er jo, at tage ud og tage et perspektiv på den danske skoledebat ved at besøge de elever, som har et meget, meget højt fagligt niveau og se, hvad er det, der sker i det uddannelsessystem på godt og ondt, og uden at sige, at vi skal overtage det. Og der giver det jo ikke nogen mening, hvis vi havde besøgt en landsbyskole inde i Midtkina.

Den argumentation holder ikke, mener jeg. Serien hedder »9Z mod Kina«. Dermed er det hele det kinesiske skolesystem, som den danske skole i Holme kæmper mod. Problemet er, at det ikke er nogen gennemsnitlig kinesisk skole, som man har besøgt. Hvis den da overhovedet findes. Dernæst, at DR kun beskriver det gode, og ikke det onde.

»9Z mod Kina« gør os ikke meget klogere på Kina, som der også står i anmeldelsen her på Politiken, men er langt hen ad vejen et godt eksempel på mange af de klicheer om Kina, som mange har i Vesten. Groft sagt har der i flere årtier været to store fortællinger. Den ene er, at Kina er ved at kollapse, som for eksempel Gordon Chang, der i dag nok mest er kendt som kommentator på Fox News, har sagt i over et årti. Den anden er, at Kina er på vej til at overtage verden. Altså »Kineserne kommer«.

Når man lander i en storby som Beijing, Shanghai eller for den sags skyld Harbin, er det nemt at lade sig imponere af byggekraner, højhuse og kinesisk effektivitet. Men enhver, der har beskæftiget sig med Kina eller været ude blandt kineserne i længere tid, ved, at der meget hurtigt viser sig et andet billede af Kina.

Men for danskere er Kina langt væk. På alle måder – geografisk, kulturelt, historisk og så videre. Det er et svært land at åbne og forstå, og jeg skal ved alle guder være den sidste, som påstår, at jeg har ‘sandheden’ om Kina. Men i 2013 gider jeg ikke at blive ved med at høre på de samme klicheer og fordomme om Kina.

Og når vi taler om »9Z mod Kina«, så er der vel over en håndfuld danske eksperter i programmet. Men ingen kinesiske. Hvis man helt simpelt havde interviewet for eksempel kinesiske forskere eller andre, der ikke var partskilder, og som rent faktisk ved, hvad der foregår i det kinesiske uddannelsessystem, så kunne de have forklaret, både hvad der er godt og skidt. Og så var vi blevet klogere.

Men det er vi ikke blevet, som »9Z mod Kina« ser ud i dag. Problemet er, at fire timers TV i bedste sendetid er et massivt bombardement, der vil efterlade et indtryk i årevis. Og det er en skam, mener jeg som Kinanørd, for udsendelserne har blot gjort danskerne dummere på Kina.

:: Foto fra den landsbyskole, som jeg nævner ovenover

Kineserne er utilfredse med deres skoler. Der er voldsomt mange negative konsekvenser ved systemet, og alle lige fra elever, forældre og til myndigheder forsøger at ændre det.

Derfor kan jeg godt undre mig over, at DR valgte at sammenligne danske skoler med kinesiske i dokumentarserien »9Z mod Kina«. Der er måske ting, som vi kunne lære af kineserne, men desværre viser programmerne ikke de negative sider og hele billedet af skolesystemet.

Jeg er ikke den eneste, som ikke kan genkende billedet af de kinesiske skoler, som DR tegner i programmerne om 9Z og Kina. Det har de fleste mine danske korrespondent-kolleger tilsyneladande også svært ved.

Her er en opsamling over hvad mine kolleger her i Kina og jeg selv har lavet om programmerne om 9Z og Kina.

Politiken og jeg skriver, at »9Z mod Kina« ikke giver et realistisk billede af den kinesiske folkeskole (artiklen er ikke online men blev bragt den 14. maj). Blandt andet har der i årevis været massiv kritik herovre af manglen på kreativitet:

Det er også nærmest komisk, hvis man påstår, at de kinesiske skolebørn er kreative. Det kinesiske uddannelsessystem er kendt for det modsatte, og det har fyldt debatten herovre i mange år, hvor selv Folkets Dagblad – der er Kinas Kommunistpartis officielle talerør – skriver om, hvordan manglen på kreativitet er en trussel mod eksempelvis kvaliteten i kinesisk forskning.

Hvis de kinesiske ledere for alvor satsede på kreativiteten, så ville Danmark hurtigt sakke bagud i konkurrencen, lyder det i programmet fra DR. Det advarer en forsker – som er fra Danmark, for der er ingen kinesiske eksperter og forskere i dokumentarserien – mod i tredje afsnit af »9Z mod Kina«.

»Man kan sammenligne det med, når vi vil bygge en bro eller en motorvej, så kan det godt tage længere tid end et år fra man beslutter sig, til den står der. Hvor man i Kina siger, jamen vi skal have den motorvej, og det skal være nu, og så er den der et halvt år efter. Lidt på samme måde med kreativitet, da kan de sige, nu skal vi have kreativitet, og så er det der over det hele«, lyder det i udsendelsen.

Den udtalelse er der adskillige problemer med, og den er udtryk for flere klicheer og fordomme om Kina.

Kina er en autoritær etpartistat, hvor man i modsætning til Danmark ikke behøver at lytte til borgere eller civilsamfund, hvis man for eksempel vil anlægge en motorvej. Så der er en grund til, at det nogle gange går hurtigere end i Danmark.

Og det kan da rigtigt nok – nogle gange, for det er langt fra altid – gå hurtigt med at bygge eksempelvis jernbaner, motorveje og broer i Kina. Men de er kendte for lige så hurtigt at falde fra hinanden. Alene sidste år var der flere skandaler, hvor helt nye broer, jernbanestrækninger og stykker af motorveje brasede sammen, fordi de var sjusket bygget.

Et klassisk problem for nye huskøbere er også, at deres lån måske kan være på 30 år, men bygninger i Kina er ofte så elendigt opført, at de kun har en levetid på 20-25 år.

Selvom etpartistaten kan være hurtige til at bygge infrastruktur, så betyder det på ingen måder, at hastigheden er lige høj i andre dele af samfundet. Debatten om manglen på kreativitet er flere år gammel, og etpartistaten har ikke en knap, som de blot kan skrue op for, og så er der kreativitet overalt. Kina er ikke en nation med 1,3 milliarder nikkedukker og Duracellkaniner.

Jyllands-Posten og Jes Randrup skriver, at selvom programmerne har udstillet svagheder i den danske folkeskole, så skal vi ikke kigge mod Kina. For eksempel er det nok de færreste danske forældre, der har lyst til at bestikke en børnehaveleder, for at få sit barn i en god børnehave. Og generelt spilder skoleeleverne i Kina tiden:

Alligevel er Kinas skolesystem et elendigt forbillede. Kinesernes disciplin og flid er misundelsesværdig. Stort set alt andet i det kinesiske skolesystem er det ikke. Alt i alt spilder Kinas ungdom sin tid.

Det skyldes skolesystemets opbygning og mål. På grund af elitedyrkelsen er det kun på Kinas allerbedste skoler, at ressourcerne er tilstrækkelige og eleverne dygtige.

Den store masse kan på forhånd opgive at nå til landets bedste universiteter og forberede sig på en andenrangsuddannelse på et andenrangsuniversitet, hvor antallet af studerende i det seneste årti er blevet fordoblet uden tilførsel af tilsvarende ressourcer.

Men selv på Kinas allerbedste skoler er det vanskeligt at blive imponeret. Eleverne her er lynende intelligente, hårdtarbejdende og på alle måder mangfoldige Übermenschen, der kunne hamle op med unge fra Eton, St. Paul’s eller Westminster. Men kineserne er brillante på trods, for også på eliteskolerne er undervisningen uinspirerende, utilstrækkelig og ofte fordummende.

Det skyldes, at den har to primære formål. Det ene er at forberede de studerende til en afsluttende eksamen, der er adgangsgivende til landets statslige universiteter. Det andet er at producere politisk korrekte individer.

Information og Martin Gøttske skriver om en forælder, der siger, at ’jeg er så bange for, at skolen vil ødelægge min datters barndom’ (Læs også artiklen fra 2010 om Kinas elever nu også er verdens bedste):

»Jeg ville have min søn ud af det kinesiske skolesystem så hurtigt som muligt, og inden han blev helt ødelagt,« siger Wei Chunyan, der er uddannet i psykologi og tidligere underviste på et kinesisk universitet. »I de kinesiske skoler har de ingen respekt for børnene. De lærer ikke at være selvstændige og være hele mennesker. I stedet bliver de bare proppet med indlæring,« siger hun.

Derfor besluttede Wei Chunyan at vende ryggen til det kinesiske skolesystem, og sidste år meldte hun sin 10-årige søn ind i en alternativ skole, hvor der er mere fokus på kreativitet, kritisk tankegang – og ikke utallige prøver og udenadslære. I Danmark hører man ofte den modsatte historie: at Kinas uddannelsessystem er et forbillede – ja, at det ligefrem er verdensklasse. Men i Kina undrer man sig over den danske fascination af det kinesiske uddannelsessystem.

»Her er vi stadig flere, der fravælger de kinesiske skoler,« siger Huang Mingyu, en far, der var så frustreret over landets offentlige skoler, at han i 2009 simpelthen selv etablerede en skole i udkanten af Beijing, som hans datter – og også Wei Chunyans søn – går i.

»Her vil vi skabe afbalancerede individer, og ikke blot elever, der er gode til at tage tests,« siger han.

DR TV-Avisen og Søren Bendixen har også lavet et indslag om en privat skole udenfor Beijing, der satser på noget så usædvanligt som for eksempel leg og kreativitet. God fornøjelse med at finde det på DRs vanvittige søgemaskine.

Selv for de hårdtprøvede kinesere er den seneste fødevareskandale i særklasse. Man kan ikke længere nøjes med blot at bekymre sig over, om maden er blevet stegt i afløbsolie, men skal også nu til at finde ud af, om det er rottekød, der svømmer rundt dernede i olien.

Kinesisk politi har netop gennemført en landsdækkende kampagne, hvor man især har slået ned på kødindustrien. Tonsvis af kød er blevet beslagt og i alt er der efterforsket 400 sager, hvor der er blevet svindlet for millioner. Over 900 personer er anholdt.

Her har man blandt andet fundet kød fra rotte, ræv og mink, der er blevet solgt som lammekød. Som jeg skrev i Politiken fredag i sidste uge:

Blandt andet har myndighederne arresteret en person, der hedder Wei, og som siden 2009 har stået i spidsen for en virksomhed, der har solgt tonsvis af kød fra ræve, rotter, minke og andre »ikke kontrollerede« kødprodukter.

Wei tog det billige kød og solgte det som lammekød til brug i især hotpot, der er en slags kinesisk fondue.

»Tilsat gelatine, farvestoffet karmin, salpeter og lignende stoffer kunne kødet gå for at være lammekød og blive solgt på markedet«, skriver det kinesiske Ministerium for Politi og Offentlig Sikkerhed på deres hjemmeside.

Myndighederne har beslaglagt ti ton kød, og samtidig anholdt 63 personer, der står i forbindelse med Wei, som har tjent op mod ti millioner kroner i de seneste fire år på salget.

Problemet med det “falske” kød er så stort, at politiet nu har udgivet en vejledning, så forbrugerne kan lære at kende forskel, som jeg skrev på Politiken.dk.

»Den bedste måde at kende forskel på rigtige og falske skiver lammekød er ved at optø frosne skiver. Når de tør op vil kødet på de falske skiver nemt falde fra fedtet, mens det vil blive hængende på de rigtige stykker lammekød«, skriver politiet.

Politiet oplyser også, at fedt i lammekød er mere trevlet og fast end på falske stykker. I det hele taget har fedtet på falsk lammekød en tendens til at skille fra det røde kød.

Man kan også se forskel den ægte vare og forfalskningerne, når man koger kødet.

Det falske kød vil falde fra hinanden, hvorimod kødet fra lam vil blive hængende og tværtimod blive mere fast.

Det var politiet i Zhejiang, der lavede vejledningen, som har spredt sig på Sina Weibo. Du kan læse den for eksempel her. Inklusiv fotografier.

Hvorfor bliver fødevareskandalerne ved med at komme? Der er intet nyt ved dem. En af mine favoritter – om jeg så må sige – er fra 2004, hvor menneskehår blev brugt til at lave soyasauce.

• Læs også - Glem alt om hestekød, i Kina har de fødevareskandaler

Skandalerne skyldes blandt andet kinesernes moral. Og der går en linje fra fødevareskandalerne og over til for eksempel de to mord på de fem og seksårige piger, der døde efter at have drukket forgiftet youghurt.

Det var lederen af en konkurrerende institution, der havde hældt rottegift i youghurten, fordi hun ville give sin konkurrent et dårligt omdømme, som jeg skrev i lørdags:

Som He Jiguo, der er leder af institut for fødevaresikkerhed og ernæring på China Agricultural University, sagde til Politiken fredag, så afspejler fødevareskandalerne »den overordnede sociale moral i samfundet«.

For det grundlæggende problem handler om kinesiske værdier. De har forandret sig under de seneste årtiers markedskræfter og voldsomme økonomiske vækst. Men skreddet begyndte i 1960erne under Kulturrevolutionen, hvor selv børn vendte sig mod forældre.

Mordene i Hebei sætter igen spørgsmålstegn ved kinesernes moralske værdier, mener blandt andre Tan Fang, der er professor på South China Normal University.

»Det er udtryk for det alvorlige moralske forfald i vores land, og udstiller de store huller, der er i det juridiske sikkerhedsnet, som folk er afhængige af. Kina praler af traditionelle moralske værdier som “respekt for de ældre og at værne om børnene”. Børn har ingen økonomiske eller politiske interesser, og alligevel begår man forbrydelser mod dem«, siger Tan Fang.

Et andet element er selvfølgelig også myndighederne og etpartistaten. For det er fint nok, at der bliver lavet en kampagne mod kødindustrien, men det løser ikke de overordnede problemer, og det er kun et spørgsmål om tid, før alt er ved det gamle igen. Sådan plejer det i hvert fald at gå.

Så længe der er en kombination af en fragmenteret fødevarekontrol uden penge og magt, en slap håndhævelse af loven og lav moral blandt producenter og alle led i fødevareindustrien, så vil problemerne fortsætte.

• Læs også - Tjener, der er formaldehyd i min suppe

Og lige så længe vil det være muligt at gå på internettet og købe et sæt for cirka 50 kroner, så man kan lave for eksempel grisekød – eller kød fra rotter, ænder, mink eller hvad man nu lige har fundet – om til dyrere kød som for eksempel i det her tilfælde oksekød. Der er masser af den slags på Taoboa.

Så hvordan kan man lave svinekød til oksekød? Se videoen her på Politiken. Jeg ved ikke, hvordan det smager, men det lugter kvalmende stærkt af oksekød.

I slutningen af klippet kan man se, at kødet stadig er blegt efter at være blevet stegt. Men jeg har fået at vide, at hvis man skærer det i terninger – som jo ofte er den måde, man bruger det i en wok – og lader det ligge i endnu flere timer, så bliver det helt brunt og anderledes mørt.

Så velbekomme. Der er masser af gode grund til at være vegetar, og de bliver endnu bedre, når man bor i Kina. Bortset fra – dagens fødevareskandale handler så om ingefær, som bønder har plasket til med pesticider.

Få penge for at se porno på internettet. Et nyt jobopslag har givet debat i Kina, som jeg skrev om i Politiken i weekenden.

Der er gratis frugt og youghurt hver dag. Man får tilskud til både telefon og transport. Man har lov til at købe »relevante bøger«. Og man er endda garanteret en gave til fødselsdage, bryllup og barnefødsel, som står der i jobannoncen.

Så er der lønnen. Den er på 200.000 RMB (185.000 kroner) om året, hvilket i Beijing er en indkomst, der ligger solidt i den højere middelklasse. Derudover kommer der forskellige forsikringer. Jobbet er i det hele taget en solid pakke med alle de frynsegoder, som man nu får, når man er embedsmand i etpartistaten Kina.

Men det er næppe på grund af den fine årsløn, eller at man dagligt kan suge frugt og youghurt i sig ad libitum, at der er kommet over 4.000 – primært mandlige – ansøgere til den ene stilling.

Organisationen Anquan Lianmeng søger nemlig en »chef porno identifikations embedsmand«. Eller 首席淫秽色情鉴定官 (shouxi yinhui seqing jianding guan), for nu at være korrekt.
Man får kort sagt penge for at sidde og kigge på porno.

• Læs også – Seks måder at censurere internettet på

Derfor var da også mange som først troede, at det var en vittighed, som avisen Nanfang Ribao (Sydlig Dagblad) skrev, da stillingen blev slået op. Det var det ikke. Som jeg skrev i avisen:

Pornografi er forbudt i Kina. Også på internettet. Med jævne mellemrum laver myndighederne kampagner, hvor man slår ned på pornografiske hjemmesider. De bliver lukket og bagmændene nogle gange retsforfulgt.

Det er dog ikke kun internetpolitiet, som er ansat af både provinser og centrale myndigheder, der står for den omfattende censur af internettet i Kina. Langt fra. Det meste, både porno og politisk følsomt indhold, bliver slettet af private virksomheder. For eksempel skulle Facebook, hvis det havde været en kinesisk virksomhed, have censorer ansat, som skulle sidde og læse brugernes statusopdateringer. Facebook er, som for eksempel også Youtube, Twitter og flere tjenester fra Google, blokeret i Kina.

Anquan Lianmeng er en organisation, der arbejder for netop 800 af de private internetselskaber i Kina. Eksempelvis for to af verdens største IT-selskaber som Baidu, der er den mest populære søgemaskine i Kina, og giganten Tencent, der blandt andet står bag WeChat, som har over 300 millioner brugere.

Anquan Lianmeng, der kan oversættes til »Alliancen for Sikkerhed«, ligger i en gråzone mellem det private og etpartistaten Kina. Det er blandt andet Anquan Lianmeng, der hjælper med at censurere internettet i Kina, så der ikke kommer »skadeligt indhold« ud til de 560 millioner kinesere, der bruger internettet. Som for eksempel pornografi.

Ifølge jobannoncen skal ansøgeren kunne kende forskel på kunst og porno, skriver Beijing Wanbao (Aftenavisen Beijing). For sidste år gav det en del debat, da CCTV, der er den statslige TV-station, omtalte en udstilling med kunst fra renæssancen. Under indslaget viste man Michelangelos berømte statue »David«, hvis nøgne skridt var blevet sløret af censorer.

Cirka 90 procent af de 4.000 ansøgere har været mænd, men de vil nok blive skuffede. For Anquan Lianmeng foretrækker gifte kvinder i alderen 35-40 år.

• Læs også – alle artikler på Kinablog om censur

Jobannoncen har fået voldsom opmærksomhed på internettet, hvor den alene på Sina Weibo – der er en mellemting mellem Facebook og Twitter – er blevet omtalt i over 300.000 indlæg.

»Virkelig god brug af skatteydernes penge«, som en bruger skriver sarkastisk.

»Helt ærligt, hvor svært kan det være at se, om der er porno på en hjemmeside? Det er som at skyde fluer med antiluftskysts«, skriver en anden kineser på sin mikroblog.

»Materialerne til research er blokerede eller censurede og derfor umulige at lære, hvor skal man finde egnede kandidater?«, lyder en anden kommentar.

:: Illustration fra denne BBS

I aften begynder Danmarks Radio en dokumentarserie, der hedder »9. z mod Kina«. Det første afsnit giver et unuanceret og overfladisk billede af folkeskolen i Kina.

Serien, der er i fire afsnit, sammenligner en dansk folkeskoleklasse fra Holme med en kinesisk klasse fra Harbin, og de danske elevers faglige niveau bliver sammenlignet med kinesernes.

En af grundpillerne i det kinesiske uddannelsessystemer er udenadslære. Al undervisning er rettet mod at bestå eksamener og at blive målt på karakterer. Der er en heftig konkurrence blandt børnene, og alvoren begynder ofte fra man kommer i børnehave.

I Kina er der en voldsom debat og massiv kritik af skolerne, hvor for eksempel de europæiske og danske skolesystemer bliver fremhævet som gode eksempler. I Kina lyder kritikken blandt andet, at det ødelægger børnene, og at de ikke lærer selvstændig og kritisk tænkning samt helt mangler kreativitet.

Eller for at lade en af de kilder, som jeg har interviewet til artiklen i dag i Politiken, opsummere det:

»I de kinesiske skoler er der en ondsindet konkurrence, hvor man lærer at modarbejde sine klassekammerater og behandle dem som fjender. Sagen fra Fudan viser, hvordan noget går i stykker i de kinesiske studenter«, siger professor Yang Dongping. Han er en af Kinas skarpeste kritikere af uddannelsessystemet og tilknyttet en tænketank, der blandt andet har rådgivet regeringen.

»Der er en overdreven fokus på konkurrence, som bliver introduceret for eleverne i folkeskolen og endda ofte før de kommer i børnehaveklasse. Det er meget skadeligt og ikke godt for børnene«, siger Yang Dongping.

Yang Dongping hentyder til en sag fra sidste uge, hvor en student fra Fudan Universitet blev anholdt for at have dræbt en anden student. Sagen har fået kritikken til endnu en gang at hagle ned over Kinas i forvejen udskældte og upopulære uddannelsessystem.

Så kan det danske skolesystem lære noget af det kinesiske? Hvis man kun ser på overfladen, så ser det måske tillokkende ud. Men virkeligheden er noget mere nuanceret.

Det kan du læse om i dagens Politiken (som du selvfølgelig bør abonnere på). Her får du i stedet en anmeldelse af det første afsnit, og en baggrund om skoler i Kina samt links og tekst, som bygger på researchen til artiklen.

Fascinationen af de kinesiske skoler begyndte i 2009, hvor Kina for første gang deltog i den internationale PISA-undersøgelse, og hvor de kinesiske elevers færdigheder kom ind på en global førsteplads. Men testene foregik blandt elever på eliteskoler i Shanghai, og skolerne i den rige og veludviklede millionby kan dårligt sammenlignes med andre kinesiske provinser og byprovinser.

PISA-testen er i forvejen omdiskuteret. Og selvom skolerne i Shanghai ligger på førstepladsen er der også udbredt kritik af den i Kina.

For eksempel fra Xiong Bingqi, der er tilknyttet samme institution som Yang Dongping. Xiong siger her til Renmin Ribao (Folkets Dagblad), der er Kinas Kommunistpartis officielle talerør, at studenterne i Shanghai og det gode resultat i PISA »ikke skal overskygge det faktum, at vi stadig er langt bagefter andre lande når det kommer til udvikling af det menneskelige, personlig uddannelse, kreativitet, etc«.

Også professor Kang Jian fra Peking Universitet er kritisk og en af de mange, der vil lære fra eksepempelvis Skandinavien. I 2011 sagde Kang til Zhongguo Qingnian Bao (Kinas Ungdomsavis) (Note: det er en respekteret avis, og navnet har intet med læsergruppen at gøre), at kerneværdien i »det finske uddannelsessystem er, at alle elever er værdifulde, og at de skal udvikles fuldt gennem en god uddannelse. Den slags uddannelsesmæssige og kulturelle værdier bør Kina lære fra«.

Dokumentarprogrammet på DR stiller spørgsmålet om, hvor konkurrencen er i den danske folkeskole. Hvorfor må eleverne ikke konkurrere? Det er gode spørgsmål, men selv mange kinesere ville nok have svært ved at se, at svarene skulle findes i de kinesiske skoler.

Eleverne fra Harbin fortæller ikke om de enorme omkostninger, som der er ved konkurrencen i de kinesiske klasseværelser.

»Resultatet er umenneskelighed og mangel på glæde«, siger Yin Jianli. Hun er en kendt forfatter, der har skrevet bestselleren »En god mor er bedre end en god lærer«, hvor hovedbudskabet er, at forældre skal lytte til deres børn. En noget nær revolutionerende ide i Kina.

Bogen har været en del af de senere års debat og kinesernes selvransagelse over samfundets besættelse af karakterer og eksamener.

»De senere år er der mange lærere og forældre som er begyndt at indse, at man ikke kun skal se på karakterne« siger Yin Jianli.

Blandt andet fordi eleverne ikke lærer kritisk og selvstændig tænkning. En af de centrale elementer i skoler i Kina er en envejskommunikation fra lærer til elev, og »aldrig stille spørgsmål, aldrig stille spørgsmålstegn og ingen debat«, siger Yin Jianli.

Chu Zhaohui, der er fra National Institute of Education Science, siger til Beijing Bao (Beijing Avis), at det kinesiske uddannelsessystems overdrevne fokus på eksamener og tests gør, at elever og studenter aldrig lærer kritisk tænkning, fordi de konstante evalueringer gør, at man holder fokus på memorisering af svar og standardiseret tænkning.

»I sådan et system lærer man eleverne, at viden er til for at studere, og at målet med at studere er at kunne komme med de korrekte svar«, siger Chu Zhaohui til avisen. De kinesiske elever og studenter bliver kort sagt ikke klogere af at studere. Det handler om at lære svarene og at kunne huske dem til den næste prøve, så man kan bestå den.

Yin Jianli mener som mange andre i debatten herovre, at Kina bør kigge ud over landets grænser og lære af Vesten »og især en skandinavisk eller dansk model«.

Også når det kommer til børnenes fritid. Dokumentaren beskriver de danske folkeskoleelevers korte skoledag. Den blegner ved siden af eleverne i Harbin, der går i skole 12 timer om dagen, som begynder med selvstudier klokken 7.15, og først slutter derhjemme sent om aftenen med lektier.

Alvoren for de kinesiske børn begynder, når man er få år gammel. Et eksempel er den fem-årige dreng Xiao Xuan, der går i børnehaveklasse.

»Min stakkels søn«, skrev en mor forleden på sin mikroblog på Sina Weibo, der er en mellemting mellem Facebook og Twitter, og med cirka 500 millioner registrerede brugere er en af Kinas mest populære sociale medier.

»Han har ikke engang tid til at gå på toilettet. Han tog en stol med på badeværelset for at kunne lave lektier samtidig med. Hvornår bliver det kinesiske skolesystem ændret?«, skrev moren.
Nyhedsbureauet Xinhua fulgte op på historien og interviewede drengen, hvor han konstaterer:

»Der er for mange lektier. Og jeg blev nødt til selv at bære stolen«.

Men moren er også et eksempel på, hvordan mange forældre er klar over problemerne, men ikke tør at kæmpe imod.

»Jeg havde lovet mig selv, at jeg ikke ville lade min søn studere så meget, men han skal snart begynde i skole. De andre børn i samme alder får også forberedende undervisning, og hvis han ikke gør, så er jeg bange for, at han kommer bagefter«.

Det er også rent fysisk, at børnene skal have en stærk ryg for at kunne gå i skole, som Zhejiang Xinwen (Zhejiang News) skrev for et par uger siden, hvor man havde undersøgt vægten på 42 børns skoletasker. Den tungeste vejede 7,5 kilo. Eller otte kilo, hvis man talte penalhus, vandflaske og madpakke med i vægten af de syv lærebøger, fire skriftøvelsesbøger, fem hæfter til lektier, to bøger til selvstudier, et ringbind og et sjippetov. Derfor er mange børn gået over til at bruge små kufferter med hjul.

Og weekender? De bliver brugt til privatundervisning og lektier.

»Det kræves, at weekender, sommer- og vinterferier bruges på supplerende timer«, beklagede en lærer, Wang Qifan, sig i begyndelsen af april til Zhongguo Jiaoyu Bao (Kinas Uddannelsesavis).

»For at imødekomme eventuelle inspektioner højere oppe fra i systemet, så har skolen krævet, at forældre skal underskrive et brev om, at børnene kommer frivilligt til forberedelsestimerne om morgenen og til lektierne i weekenden«, siger Wang Qifan.

For skolerne kæmper også om både penge og prestige, og derfor gælder det om at få så mange elever som muligt med høje gennemsnit. Officielt er det gratis at gå i folkeskole i Kina, men pladser kan koste penge. Samtidig udbyder en skole som den i Harbin også det, som svarer til et dansk gymnasium for elever fra cirka 15-18 år. Det gør de fleste af den slags skoler i Kina. Og jo bedre gennemsnit, jo flere penge.

Derfor lægger skolerne også pres på lærerne. Så når den kvindelige lærer fra Harbin i DRs dokumentar bliver spurgt om, hvordan det akademiske niveau er i klassen, da er det også et ømtåleligt spørgsmål for hende. Og når hun siger, at de prøver at »motivere« de dårlige elever med »opmuntrende ord«, så kan det være rigtigt.

Men nogle gange får lærerne også en økonomisk bonus, hvis deres elever klarer sig godt til prøver og eksamener. Det fik en lærer fra Foshan til at sende en SMS ud til sin klasse, hvor han skældte ud på elever med dårlige karakterer. Eller »skraldekarakterer«, som der stod i beskeden, som læreren ifølge Xin Kuaibao (Nyhedsavisen) for et par uger siden blev nødt til at undskylde for.

Derfor er der jævnligt historier i medierne om, hvordan skolebørn løber hjemmefra. Som for eksempel i marts, hvor Yangzi Wanbao (Yangzi Aftenavis) skrev om ti forskellige børn, der var forsvundet i alt fra fire-14 dage.

En af grundpillerne i det kinesiske skolesystem er som sagt en konstant strøm af eksamener og test. En af de store af slagsen er efter det, som svarer til 9. klasse, og prøven bestemmer hvilket gymnasium, man er god nok til at komme ind på. Zhang Chuxuan, der har ansvaret for helbredsundersøgelser på 13 skoler i Zhongshan i Guangdong provinsen, siger at eleverne lider af forhøjet blodtryk. De senere år »har eleverne en tendens til at have for højt blodtryk, som kan være forårsaget af nervøsitet og studiepres«, sagde Zhang til Zhongshan Ribao (Dagbladet Zhongshan).

Den kinesiske etpartistat og Kinas Kommunistparti forsøger også med konkrete ændringer at forandre systemet. I slutningen af marts introducerede det lokale bystyre i Beijing en ny lov, der er blevet lanceret som »lov om at lette byrden«. Det betyder blandt andet færre timer i skolen. Men forældre er skeptiske, for mængden af lektier og presset er den samme som før.

Siden kommunistpartiet udpegede Xi Jinping som generalsekretær og præsident har han talt om en genfødsel af den kinesiske nation. Om den »kinesiske drøm«.

Wu Zhengxian er lærer og medlem af det kinesiske parlament, som mødes en gang om året i Beijing. Det sker i marts, og her udtalte Wu til Xinhua:

»Alle taler om den kinesiske drøm. Som lærer, så tror jeg, at den første ting vi skal gøre er at reducere byrden for eleverne, så børnene igen kan få tid til at drømme«.