Forfatter kinablog

Hvornår får Kina sin første vinder af Tour de France? Der kommer til at gå årtier, siger eksperter. Men for første gang er der en kineser med i Touren, og han har stor betydning for sporten og dens popularitet i Kina.

Det er den 26-årige Ji Cheng, der kører for Giant-Shimano, som er med i årets Tour, som jeg skrev om tidligere på ugen i Politiken. Og han er en god ambassadør for landevejscykling i Kina.

»Helt klart. Ji Chengs sponsorer, som for eksempel Giant, bruger det i markedsføring, og mediernes interesse og dækning er stigende. Begge dele er afgørende for at øge sportens popularitet i Kina«, siger He Zhaozhi, der er chefredaktør på biketo.com, der er en portal for cykelsport.

Også Tian Zhuqi er enig. Han er leder af China Motion Bicycle Team, der er et amatørhold med 8 ryttere, som er sponsoreret af cykelmærket Motion.

»Ji Cheng har virkelig været en inspiration for ryttere og fans. Men der er lang vej igen, før det får bred interesse i Kina. Her synes jeg heller ikke, at mediernes dækning er tilfredsstillende«, siger Tian Zhuqi.

Man kan også begynde at se interessen for cykling på de sociale medier i Kina.

»Det er på grund af dig, at jeg begyndte at se Tour de France! Hver gang, hvor du leder feltet, sender jeg et foto af det til mine venner og fortæller dem, at du er den første kineser i Touren!«, står der i en kommentar på Sina Weibo, der er en mellemting mellem Facebook og Twitter.

»De fleste går op i VM i fodbold og støtter andre lande. Der er ikke mange, som interesser sig for cykling. Du er Kinas stolthed, giv den gas, Ji Cheng«, lyder det i en anden kommentar.

Men Touren fylder stadig meget lidt på sociale medier og i aviser, radio og TV. Det er uden sammenligning fodbold, som løber med interessen lige nu.

Op til omkring år 2000 var cyklen et populært transportmiddel i Kina. Men i takt med, at især kineserne i de store byer er blevet rigere, er cyklerne skiftet ud med biler, scootere og elektriske cykler.

Landevejscykling har aldrig været en populær sportsgren, og det er der især tre grunde til. For det første mener de fleste, at cykler og udstyr er relativt dyrt, siger He Zhaozhi, der er chefredaktør på biketo.com, der er en portal for cykelsport.

»For det andet, så mener mange forældre, at cykling er en meningsløs og farlig sport, så selvom mange børn og teenagere har interessen, så får de ikke opbakning fra familien«, siger He Zhaozhi. Og for det tredje er de kinesiske cykelklubber en del af problemet.

»Der er mange af dem, men de har virkelig ikke et højt niveau. Der er nogle få store, som er veludviklede, men de fleste er små og alt for amatøragtige«, siger He Zhaozhi.

Dernæst er den uregerlige kinesiske trafik et problem, hvor trafikregler ofte bliver ignoreret. Endelig er den voldsomme luftforurening også en faktor.

»Grundlæggende, så har vi importeret hele konceptet med landevejscykling fra udlandet, så det tager tid at popularisere og at få til at virke under kinesiske forhold. Folk tror også, at det er en dyr sport, og de vil hellere bruge pengene på en bil«, siger Tian Zhuqi.

Tian mener også, at Kina har masser af dygtige amatørryttere. For at konkurrere i professionelle konkurrencer nationalt og internationalt, skal man registrere sig hos etpartistatens sportsmyndigheder i sin by eller hjemprovins. Det var Ji Cheng, der begyndte som barn på en af sportsskolerne i det kinesiske system, der er opbygget efter sovjetisk forbillede. Det er et system, hvor talenter udefra sjældent bliver opdaget.

Så hvornår kommer der for første gang en kinesisk etapevinder i Tour de France? Nogle håber på, at Ji Cheng er manden, der kan gøre det.

»Makker, i dag gik min kone med til, at jeg måtte købe en racercykel, hvis du vinder en etape. Afsted! Jeg stoler på dig, så jeg kan få min cykel!«, står der i en kommentar på Sina Weibo.
Det kommer næppe til at ske. Ji Cheng har deltaget i både Vuelta a España i 2012 og Giro d’Italia i 2013 men uden store resultater. Han er hjælperytter og har hidtil ligget placeret som bundprop i Tourfeltet på årets etaper.

»Det er selvfølgelig svært at svare præcist på, hvornår Kina får sin første etapevinder. Men det kommer ikke til at ske i en nær fremtid. Det er mindst 10 år ude i fremtiden«, siger He Zhaozhi.

For også i cykelsport skal talenter begynde deres træning som børn, og det sker ikke i øjeblikket i Kina. Det tager lang tid, før man får skabt et miljø og opbygget de muligheder for systematisk træning, som er nødvendige, siger He Zhaozhi.

»Så der kommer til at gå virkelig lang tid, før vi får en kinesisk vinder af Tour de France«, siger He Zhaozhi.

:: Foto fra Xinhua

God læsning om Global Times og dens succes og voksende indflydelse.

Many friends have made ample revelations on the Global Times’ publishing policies, editorial standpoints, and writing style, but it is impossible to rely only on these to defeat it. In the domain of China’s current public opinion, the organizations that have principles have been gradually cleared out, and they do not have the ability to contend against the Global Times. At the same time, the political environment has now become extremely crude and ugly. Where jackals and wolfs thrive, no pure voices are to be heard.

Furthermore, the Global Times’ vulgar articles and rude opinions go hand in hand with certain characteristics of the kind of education Chinese nationals have received. It is but the manifestation of the thinking pattern propagated by the Party for dozens of years and a fact not to be disputed. Other minds and thinking have been removed as soon as they emerged, and, having done so for decades, what we have is the invincible Global Times.

Måske burde man bare helt boykotte den, foreslår Eric Fish:

"The most practical way to deal w/ [Global Times] is to not talk abt it" http://t.co/dQQWJF5CIP Agreed. We prbly shld stop RTing its idiocy

— Eric Fish (@ericfish85) July 14, 2014

Det er 25 år siden, at Kinas Kommunistparti satte hæren ind mod hundredtusinder af ubevæbnede demonstranter, der var samlet på Den Himmelske Fredsplads i Beijing. Hvis du vil have baggrund om den 4. juni 1989, så kan du læse de tidligere artikler på Kinablog og her kan du se en tidslinje.

Det er en dag, som kommunistpartiet har brugt 25 år på at slette fra kinesernes hukommelse. Sikkerheden er markant i Kina og især Beijing, men mange finder alligevel kreative måder, som de kan markere jubilæet på. Som på billedet ovenover.

Her er en opsamling med links og læsning:

• Stærk samling af fotos fra Beijing 4. Juni 1989 på Politiken

• Kinesernes »frygt og ligegyldighed over for politik i dag skyldes 4. juni«, fortæller en af dem, som jeg interviewede om 6/4 1989 her på Politiken

• »Selvfølgelig føler man skyld«, siger soldat, der var med 6/4 1989. Uddrag i Politiken af ny bog om Tiananmen, der hedder ‘The People’s Republic of Amnesia: Tiananmen Revisited’

• 25 år efter Tiananmen, Kina bliver mere autoritært. FP: Xi Jinping’s Bad Dream

• Find de ansvarlige. Zhang Jialong på Foreign Policy: Beijing wants us to forget about ’6/4.’ But we must keep the flame burning

• Stemmerne fra Tiananmen. Stærke interviews og video på ChinaFile

• De mistede deres børn på Tiananmen 6/4 1989. Interviews og video med forældrene på Human Rights in China

• Folket og kampvognene. Essay af forfatteren Liao Yiwu på NYRB: The Tanks and the People

• Se hele dokumentaren om 6/4 1989 “The Gate Of Heavenly Peace”. Den er på Youtube og her via Beijing Cream

• Stemmerne fra Tiananmen. God multimedie fra South China Morning Post

• Brug et minut på op-ed i NYT af Helen Gao: Tiananmen, Forgotten

• Tiananmen 6/4 1989. Stærke og levende billeder fra ABC, BBC og CBC

Hvis man går ind på Baike Baidu, der er det kinesiske svar på Wikipedia, og søger på “1989”, kommer der kun to korte artikler frem.

Den ene fortæller, at 1989 er navnet på en computervirus. Den anden forklarer, at det er tallet mellem 1988 og 1990.

Kinas Kommunistparti har brugt 25 år på at censurere og slette årstallet 1989 fra kinesernes hukommelse. Det er året, som forsvandt fra historiebøgerne, som jeg skriver i dagens Politiken.

For det år var der demonstrationer i hundreder af byer over hele Kina, hvor millioner protesterede mod partiet. Centrum for bevægelsen var i Beijing. Den Himmelske Fredsplads havde i flere uger været fyldt med hundredtusinder af demonstranter, da Kinas Kommunistparti natten til den 4. juni satte hæren ind mod de ubevæbnede demonstranter. Man kunne have brugt vandkanoner og knipler til at rydde pladsen med. Men kommunistpartiet valgte at lade kampvogne og op mod 200.000 bevæbnede soldater rykke ind i Beijing.

Massakren er det største tabu i Kina i dag, og den er en del af kommunistpartiets DNA. Den har haft afgørende indflydelse på partiets hårde politik og dets forhold til borgerne siden 1989, og arven efter demonstrationerne den 4. juni har været med til at forme det moderne Kina.

Hvis du vil have lidt baggrund om den 4. juni 1989, så kan du læse de tidligere artikler på Kinablog og her kan du se en tidslinje.

I dagens PS i Politiken har vi også et uddrag af bogen “The People’s Republic of Amnesia: Tiananmen Revisited“, der er skrevet Lim Louisa, som er korrespondent for NPR i Kina.

I PS har jeg også interviews om, hvad den 4. juni 1989 betyder for Kina. Her nedenunder får du en lille godbid, som der ikke nåede i papiravisen.

Det er med Shen Tong – ham kan du læse om her på Wikipedia og i et kort interview på Guardian – som var en af de mest markante studenterledere, der organiserede demonstrationerne. Seks dage efter massakren lykkedes det for ham at komme til USA, hvor han som en af de første afgav øjenvidneberetning. Han er stadig politisk aktiv og bor i dag i New York, hvor han blandt andet er filmmager, forfatter og software entrepenør.

Hvor kan man se og mærke indflydelsen efter 4. juni 1989 i dag?
Set i bakspejlet, så handlede demonstrationerne om frihed. Og folk som var der kan huske, hvordan de faktisk var en fest og fejring af livet. Men det usandsynlige resultat af foråret 1989 blev regering og parti bemægtigede sig al magt. Der er også siden kommet flere oplysninger frem, som viser, hvordan det ikke kun var gadeprotesterne, der blev undertrykt, men også de reformvenlige kræfter i partiet, der faktisk var større end tilhængerne af den hårde linje. Den ubekvemme sandhed er, at de sociale bevægelser og det politiske miljø blev kvalt i de næste to et halvt år, hvor økonomien på grund af det interne og internationale pres ikke voksede hurtigt som i dag. Det fik partiet til at indse, at de havde tabt. Svaret blev nationalisme og økonomisk udvikling. Så det overraskende resultat af demonstrationerne er, at de er grundlaget for det kinesiske mirakel.

Hvordan vil 4. juni påvirke Kina i fremtiden?
Kina ville have været et meget anderledes sted i dag, hvis regeringen havde valgt et mere afbalanceret svar på protesterne. I stedet fik vi dette monster af en politistat, der undertrykker alt for at beskytte eliten i byerne. Hvis Kina skal modernisere sig, så er det nødvendigt med større fokus på at udvikle en retsstat og på individuelle rettigheder. Det har måske været de største protester i menneskets historie med 150 millioner personer, der alene efterspørger reformer. Jeg ved ikke, hvad der mere skal til – i noget land – for at få et regimeskifte. Efter den 4. juni var det, som at tale til et voldtægtsoffer, folk var chokerede. Nogle siger, at vi studenterledere var for aggressive med at organisere de ikke-voldelige protester. Men det modsatte er tilfældet. Vi skulle have været mere vedholdende.

Fin læsning af Evan Osnos, den tidligere korrespondent for New Yorker i Kina, der netop er kommet med en ny bog. Her skriver han i en artikel på Politico om fem myter, som han – desværre – har været med til at sprede om Kina. Her er nummer fem:

China’s economy is doomed to collapse! (Unless it takes over the world!)

The larger China looms in the American mind, the more we see it as a caricature, bound to fail or destined to dominate. Four years ago, when China’s GDP was growing at 10 percent per year, it was unfashionable to draw attention to its economic weakness. Today, with debt rising and growth falling, optimism is too often written off as naïve. (The calmest voices are betting that China will muddle through.)

The larger point is that we should retire the choice between absolutes. The story of China in the 21st century is often told as a contest between East and West, between state capitalism and the free market. But in the foreground there is a more immediate competition: the struggle to define the idea of China. Understanding China requires not only measuring the light and heat thrown off by its incandescent new power, but also examining the source of its energy—the men and women at the center of China’s becoming.

Danmark kommer nu med i en lille og eksklusiv klub af lande, der har fået pandaer fra Kina. Dyrene er en markant symbolsk handling fra Beijing. Men det er en gave, som kommer til at koste danskerne over 10 millioner kroner om året. Og et termometer for, hvor kritisk man må være overfor Kina.

Pandaer er en truet dyreart, som har nærmest mytologisk status i Kina, og dyrene har derfor enorm symbolsk værdi.

Men det koster penge for Danmark at låne de to pandaer.

»Den normale kontrakt er en million dollar om året per panda, og det går til konserveringsarbejdet i Kina«, siger Steffen Stræde, der er direktør i Københavns Zoo. Det er endnu ikke afklaret, hvornår pandaerne kommer.

Betalingen hjælper altså kineserne med at finansiere pandabjørnens naturlige reservater i Kina, men det er også blevet en lukrativ forretning for Beijing.

For intet er gratis i Kina. Siden 2008 har etpartistaten Kina ført et ‘panda diplomati’, hvor man udlåner pandaer til særligt udvalgte lande for at signalere loyalitet, og at man har tillid til hinanden.

Pandaerne er et kraftigt »tegn på billigelse omkring vigtige handelsaftaler, men sender også et signal om utilfredshed, hvis pandaerne taget hjem igen«, konkluderer et studie fra Oxford Universitet i 2013.

For eksempel blev to amerikanske pandaer sendt tilbage til Kina i 2010, kort efter Kina havde advaret den amerikanske præsident Barack Obama om at mødes med Dalai Lama.

Det seneste eksempel er få uger gammelt. I Kina har der været voldsom kritik af Malaysia, der står for eftersøgningen af MH370, der forsvandt lørdag den 8. marts. Der var 239 personer ombord. Og 153 af dem var kinesere. Malaysia skulle have modtaget to pandaer i denne måned, men det er nu sat på pause, som blandt andre WSJ skriver.

Her er uddraget fra artiklen “Diplomats and Refugees: Panda Diplomacy, Soft “Cuddly” Power, and the New Trajectory in Panda Conservation“:

China’s practice of gifting and loaning giant pandas has beengiven new impetus as a result of damage to panda-conservation facilities caused by the 2008 Sichuan earth-quake and China’s rise as an economic power.

We suggest that a new, third phase of panda diplomacy is under way that is distinct from the previous two. Phase 1 during the Mao era(in the 1960s and 1970s) took the form of China gifting pandas to build strategic friendships. Phase 2 followed Deng Xiaoping’s rise to power in 1978 when gifts became loans involving a capitalist lease model based on financial transactions. In the emerging phase 3, panda loans are associated with nations supplying China with valuable resources and technology and symbolize China’s willingness to build guanxi – namely, deep trade relationships character-ized by trust, reciprocity, loyalty, and longevity.

Notable ist he correlation of guanxi loan deals with nations supplyingresources and technologies to China in the aftermath of the 2008 earthquake in panda habitat. As captive breeding resumes with the completion of repairs to the earthquake-damaged Wolong Breeding center, we predict that pandadiplomacy will increase and that panda conservation, morethan ever, will be the outcome of a complex, dynamicinterplay among politics, markets, and conservation science.

:: Foto fra Sohu

Rige kinesere vil ikke bo i Kina. De vil væk fra den kvælende forurening. Og de vil give børnene sikker mad og en god skolegang.

Selvfølgelig er hun spændt, siger fru Li. Det er klart. For eksempel taler hun ikke engang engelsk, og livet i USA bliver helt anderledes end i Kina. Men nu flytter de.

»Vi har ikke lyst til at forlade vores hjemland, men vi bliver nødt til at give vores børn en bedre fremtid«, siger den 37-årige Li.

Hun bor i Beijing sammen med sin mand på 40 år og deres 8-årige datter, som snart bliver storesøster. Li er gravid, og skal føde i juni. Men det bliver ikke i Kina. Det bliver på et hospital i Californien.

Familien Li er blot en af de mange velhavende kinesiske familier, der rejser bort fra Kina.

»Hvis man har pengene til det, så tager man væk«, siger Li.

Hele 64 procent af de kinesere, som har en formue på mindst 10 millioner kroner, er enten allerede emigreret fra Kina eller er på vej til at gøre det. Det viser en undersøgelse, som er lavet af det kinesiske Hurun Research Institute, som blev offentliggjort i slutningen af januar. Hurun interviewede 400 personer, og man anslår, at der er cirka en million kinesere, hvis formuer er på mindst 10 millioner kroner.

Fru Li, der kun vil offentliggøre sit efternavn, vil ikke fortælle, hvor mange penge familien har, men hendes mand har gode investeringer i IT-branchen og i onlinespil. Når de forlader Kina vil forretningen blive drevet af andre.

I Kina skjuler man sin rigdom. For en stor formue kræver ofte, at man har brugt politiske forbindelser, og at aftaler bliver lavet i etiske gråzoner. Derfor er det også svært at få korrekte statistikker om velhavende kinesere. Men der er flere lignende resultater fra andre undersøgelser. For eksempel lavede China Merchants Bank og Bain & Company sidste år interviews med kinesere, der havde en formue på mindst 10 millioner kroner. Her sagde 56 procent, at man planlagde at rejse fra Kina, eller allerede boede fast i udlandet.

Og årsagerne til, at man pakker bankbogen og rejser væk, er stort set de samme, som fru Li nævner.

»Der er tre grunde til, at jeg vil flytte. Det er uddannelse, sikre fødevarer og forurening«, siger fru Li.

Sidste år skrev Ren Zhiqiang, der er ejendomsspekulant og en kendt kritiker, et indlæg i Yangcheng Aftenavis om, hvorfor så mange vælger at flytte fra Kina.

»Der er mange grund til at emigrere, men den vigtigste er følelsen af sikkerhed. Sikkerhed for tilværelsen, formue, fødevarer, luft, uddannelse og rettigheder. Den manglende følelse af sikkerhed er grunden til, at der er social ustabilitet. Man kan kun etablere et stabilt samfund ved at give borgerne en følelse af sikkerhed«, skrev Ren Zhiqiang.

Familien Li havde overvejet at flytte i flere år, men de besluttede sig sidste år, da Beijing blev ramt af en historisk voldsom luftforurening, der lagde sig over det nordøstlige Kina i flere uger, som jeg skriver jeg om i dagens Politiken. Her er et uddrag:

Først gik fru Li ud og købte to anti-forureningsmasker til sig selv og sin datter. Men de er ubehagelige at have på.

»Min mand siger, at vi skal bruge maskerne, men de er ikke rare at gå med. Så det er sjældent, at vi har dem på«, siger den 37-årige Li.

Samtidig brugte familien tæt på 15.000 kroner på at købe to luftrensere til lejligheden.

»De er tændt næsten hver dag. Og de virker ret godt. De tænder automatisk, når forureningen virkelig stiger, og så kan man se den røde lampe, der bliver tændt, og hvordan de virkelig står og arbejder«, siger fru Li.

Men det er stadig ikke nok, siger Li, og peger ud af vinduet og op mod den grå og forurenede himmel. Hendes datter – og den nye baby – skal have frisk luft.

Og de skal have sikker mad. Lige som andre er Li bekymret over de mange fødevareskandaler, der nærmest hver uge dukker op i Kina. Men ikke mindst har hun meget lidt tillid til mælkeprodukter. De kinesiske forbrugere har aldrig rigtig fået tilliden tilbage til mejerierne efter mælkeskandalen i 2008, hvor seks børn døde og mindst 300.000 blev syge af at drikke forgiftet mælkepulver.

Fru Li’s børn skal også have en god uddannelse, og det er svært at få i Kina. Her er der udbredt kritik af skolesystemet, for de kinesiske børn er pressede af de mange lektier og lange timer i skolen. De lærer ikke at være kreative eller selvstændige, og man lægger stor vægt på udenadslære, som kan kun bruges til eksamener. Derfor vil datteren have langt bedre valgmuligheder i USA, siger fru Li.

»Så vil hun kunne gå efter sine interesser og lære, hvad hun har lyst til, fordi de har et andet uddannelsesystem. Jeg vil ikke længere have, at mit barn skal lide under alt det hjemmearbejde mere«, siger fru Li.

Derfor rejser hun til USA i maj. Først stopper hun dog på Hawaii, hvor hun holder ferie i ti dage. Derefter tager hun til Los Angeles og Californien, hvor hun skal rejse rundt for at finde gode steder, som familien kan slå sig ned.

Først skal hun dog finde et privathospital, som hun skal føde på. For alle børn, der bliver født i USA, får automatisk amerikansk statsborgerskab, og sådan et skal deres nye baby have. Også selvom det er dyrt.

»Inden da kommer min mand og datter herover, og så lejer vi et hus. Det hele kommer nok til at tage cirka 2 måneder og vil koste omkring 200.000 kroner«, siger Li. Derefter rejser de kort tilbage til Kina i juli, for så at vende tilbage til USA.

Familien søger om at få et såkaldt EB-5 visum. Det betyder, at de skal investere mindst 500.000 dollars (2,7 millioner kroner) i en af flere godkendte amerikansk virksomhed, og at det giver mindst ti arbejdspladser i USA. Derefter får de permanent opholdstilladelse. Den slags visa uddeler USA 10.000 af om året. Og i 2013 var 6.895 af dem kinesere, viser tal, der blev offentliggjort for få uger siden.

Andre lande har lignende programmer. For eksempel Australien, hvor 90 procent af 545 ansøgere var fra Kina. Også Cypern, Grækenland, Holland, Portugal, Spanien og Ungarn tilbyder lignede visa.

Selvom fru Li er spændt på sit nye liv i USA, er hun ikke bange for, at hun bliver ensom.
»Nej, der er så mange kinesere i Californien. Jeg har også selv en 4-5 venner, som har gjort det samme. Det var dem, som opfordrede os til at gøre det«, siger fru Li.

:: Tegning fra denne artikel på Xinhua

Li Yan blev misbrugt af sin mand. Hun blev terroriseret. Han var voldelig. Og deres ulykkelige ægteskab endte i november 2010, da hun slog ham ihjel. Hun blev bagefter dømt til døden.

Den 42-årige kvinde sidder på dødsgangen, og hun kan blive henrettet, hvornår det skal være. Men sagen har givet stor debat i Kina om dødsstraf og især om vold i hjemmet og misbrugte kvinders rettigheder. Det har lagt pres på myndighederne, og fremtrædende kritikere har opfordret til at ændre dødsdommen.

Her er et uddrag af det, som jeg skrev i Politiken sidste år:

Den kinesiske højesteret stadfæstede dommen i slutningen af januar. Men en gruppe på mere end 400 akademikere, advokater, kvindesagsforkæmpere og andre har afleveret et åbent brev til domstolen og opfordret til at tage ændre dommen. For den er dybt uretfærdig, mener kritikerne, og endnu et bevis på, at kinesiske myndigheder, politi og domstole ikke tager vold i hjemmet seriøst.

Li Yan, der kommer fra en by i Sichuan, som er en provins i det centrale Kina, blev gift med sin mand, Tan Yong, i 2009. Det var ikke hans første ægteskab. Og de tre tidligere hustruer var også blev misbrugt. Det vidste Li Yans familie, der var imod ægteskabet, som Li valgte alligevel at gennemføre.

Men Tan fortsatte sin voldelige opførsel fra tidligere. Ifølge Li Yans familie, advokater og oplysninger fra Amnesty International slog Tan hende, rev hende i håret, bankede hendes hoved ind i væggen, skar et stykke af en hendes fingre og slukkede cigaretter i hendes ansigt eller andre steder på kroppen.

Li Yan havde flere gange henvendt sig til myndighederne, og bedt om hjælp og om at blive beskyttet fra sin voldelige mand. Men politiet fortalte hende, at det er en privat sag. De lagde røret på. Hos det, som svarer til de sociale myndigheder, bad de hende om at henvende sig til politiet.

Sådan gik der næsten to år. Men misbruget stoppede om aftenen den 3. november 2010. Her stod Li og vaskede op, da hun begyndte at skændes med Tan, der var fuld, som slog hende, og truede med at skyde hende med et luftgevær. Skænderiet endte, da hun tog geværet og slog ham med kolben. Tan døde af slagene. Ifølge advokater og familie gik Li i panik, og begyndte at skære ham i dele og koge kropsdelene. Men hun kontaktede en nabo, som hun bad om at kontakte politiet.

Men det var blot en af de sager, der i 2013 gav debat om ligestilling og kvinders rettigheder, og som medførte aktioner og protester i Kina.

De andre var for eksempel om skoleinspektør, der tager piger med på hotel og misbruger dem, kvinder der bliver diskrimineret af eliteskoler, lesbiske må ikke donere blod, tvangsaborter på grund af etbarnspolitikken og mange flere.

Dem kan du læse på China Development Brief, der har oversat en god liste med 12 sager til engelsk.

Her om sexchikane af kvindelige fabriksarbejdere i Shenzhen og Guangdong:

On November 21, 2013, the Shenzhen-based Hand in Hand Workers’ Activity Space [手牵手工友活动室] released “Monitoring Sexual Harassment: A Public Interest Report on the Sexual Harassment of Female Factory Workers,” revealing that 70% of factory women surveyed had experienced various degrees of sexual harassment. Over 60% of the perpetrators were from the same work group or adjacent work group. Over 65% percent of the interviewees used various measures to resist sexual harassment, but 46% of cases were not clearly resolved. On the 25th, the Guangzhou Sunflower Female Worker’s Center [阳花女工中心] also released a report about sexual harassment in the work place in Guangzhou with similar findings.

China’s recent dependence on rapid economic growth, driven by its position as the “factory for the world”, deprives numerous people of their rights. This is a reality that everyone is already aware of. However, because the oppression of female workers goes largely unseen, the reports by the two labor organizations offer an important new look at the problem. They give a grassroots prospective of sexual harassment in the factory workplace and provide an important reminder that female workers are doubly vulnerable because of both class and gender. The voices of female workers for this year’s Eradicate Violence Against Women Day formed an important part of their anti-violence advocacy. However, the topics of gender and labor are only starting to be considered in practice.

Because many labor organizations in Guangdong have encountered suppression since 2012, the release of the reports on the sexual harassment of women workers can be considered a strategic breakthrough: striving for the legitimacy of labor organization activities through media exposure. Collective action by male and female workers is deeply feared by industry, and it remains the essential foundation of the struggle for rights.

:: Foto fra ChinaDevelopmentBrief

Alibaba, Qihoo, Sogou, Qyer, 58.com, Tango og så videre. I går skrev jeg om censuren på det kinesiske internet, og hvordan der er blokeret for adgangen til tusinder af udenlandske hjemmesider.

Det er for eksempel Google, Youtube, Vimeo, Yahoo, Flickr, Facebook, Twitter, Blogspot, WordPress, Wikipedia, Wikileaks, Hootsuite, Amnesty, Skype, Snapchat, Slideshare, t.co, istockphoto.com, Soundcloud, 4chan og Feedburner. Der er enten helt eller delvist lukket for dem.

Men der er masser af kinesiske virksomheder og hjemmesider, der tilbyder så nogenlunde de samme services. Og det er dem, som kineserne bruger.

Hvem er de så? Wall Street Journal har netop lavet en fin interaktiv grafik over internettet i Kina. Klik på den og se, hvem der er de store spillere på internettet i Kina.

Det sker næsten hver gang, at jeg møder danskere, som er på besøg i Kina. Mange trækker telefonen frem og vil tjekke Twitter eller sende en statusopdatering afsted til Facebook. Men, lyder det overrasket, det kan man jo ikke.

Nej, for både Facebook og Twitter er blokerede i KIna. Lige som tusinder af andre hjemmesider er det og har været det i årevis. Og her går det op for mange, hvordan internettet i Kina minder mere om et kinesisk intranet end et dansk internet.

Det har taget over ti år for etpartistaten at opbygge The Great Firewall. Det er øgenavnet på den effektive digitale mur, der i dag står omkring Kina og de mere end 600 millioner kinesiske internetbrugere.

Der er dog flere måder, man kan komme uden om censuren på. Det bedste er at bruge en VPN, som står for Virtual Private Network. Groft sagt er det en lukket og sikker forbindelse, som man laver mellem ens egen computer og så en der står i udlandet. For eksempel i USA eller Danmark. Når man så går på internettet i Kina, får man det samme internet som på computeren i USA eller Danmark.

Der er forskellige virksomheder, som udbyder den service. For eksempel Astrill, StrongVPN og Witopia, som de fleste udlændinge, der bor i Kina, kender. Her taler man om VPN’s på samme måde, som danskere taler om vejret. Kan du heller ikke bruge din PPPoE i dag? Så prøv en IPSec. Eller skift server-IP eller brug en proxy.

Det er helt almindelige ord i en kinesisk hverdag. Især hvis man gerne vil have fri adgang til alle hjemmesider og services fra eksempelvis Google, Youtube, Vimeo, Yahoo, Flickr, Facebook, Twitter, Blogspot, WordPress, Wikipedia, Wikileaks, Hootsuite, Amnesty, Skype, Snapchat, Slideshare, t.co, istockphoto.com, Soundcloud, 4chan, Feedburner, CNN, BBC, New York Times, Guardian og så videre.

Men i dag er det stort set kun VPN’s, som koster penge at abonnere på, der fungerer i Kina. For få år siden var der flere gratis af slagsen, men dem har myndighederne effektivt bekæmpet, så de ikke virker. Derfor er det i dag de færreste kinesere, der bruger eller kender til VPNs.

For det kinesiske internet er stærkt censureret, og derfor er det de færreste af de 600 millioner kinesiske internetbrugere, der bruger eller kender hjemmesider som Facebook, Twitter og Youtube. De fleste bruger de kinesiske alternativer. Men alle kinesiske medier og sociale medier skal censurere deres indhold og holde øje med brugerne.

Men nu er der kommet nye måder, som gør det sværere for Kina at blokere for hjemmesider og indhold, som der står i denne artikel på China File:

In January, when the International Consortium of Investigative Journalists published its exposé of the use of offshore tax havens by Chinese politicians and business moguls, the Chinese government blocked access to the consortium’s website and to news articles about the report. Internet users trying to load ICIJ.org or follow-up stories by The Guardian, The New York Times, and other news organizations saw a familiar message: “This webpage is not available.”

So free-speech activists deployed a simple yet effective way for the Chinese public to access the ICIJ report: They uploaded it to Amazon Web Services (AWS)—a cloud-hosting service used by large companies in China. Netizens then spread the word about the AWS link, which could be accessed without a virtual private network (VPN) or other privacy software.

AWS is encrypted, and so to block the ICIJ report, the Chinese government would have to block the entire AWS domain—a step it is loath to take because it would hinder e-commerce by the country’s businesses, according to technology experts in the U.S. and China. Amazon says thousands of Chinese customers, including major corporations, depend on AWS for database management and other cloud-computing applications.

En af de mest aktive organisationer lige nu er GreatFire.org, som du kan læse en profil af her på BloombergBusinessWeek:

Greatfire.org, run by three dissidents with sharp computer skills and a penchant for secrecy, is giving people a way around the wall. The group has created three mirror websites, or duplicates of banned sites: the independent news outlet China Digital Times; a Chinese arm of Reuters; and Greatfire’s own site, Freeweibo.com, which collects and publishes posts deleted from China’s popular social media service Sina Weibo (SINA). Greatfire posts links to the mirror sites, maintains detailed, searchable databases of banned subjects and pages, and posts updates when the activists discover new ones.

Greatfire’s founders have kept their identities hidden from users, their three-member advisory board, and each other. “These guys are unique: They’re based in China, which makes it a pretty high-risk thing,” says advisory board member Rebecca MacKinnon, a U.S.-based senior research fellow at the New America Foundation and former Beijing bureau chief for CNN.

…Greatfire’s secret to mirroring sites and reproducing deleted posts lies in its account with Amazon.com’s (AMZN) cloud-hosting arm, Amazon Web Services, which encrypts all of its Web pages. Chinese censors can’t pick and choose which pages to block—they would have to block everything hosted on AWS servers, including data for major Chinese companies such as smartphone maker Xiaomi and office software producer Kingsoft (3888:HK). “We believe that the Chinese authorities would not dare block all websites being served by AWS, because they understand the economic implications,” says a man who identified himself as a Greatfire co-founder and agreed to discuss the group’s activities only if referred to by his online pseudonym, Charlie Smith. An Amazon spokeswoman didn’t respond to requests for comment

På ChinaFile er der mere om censuren, og de har et interview med en af grundlæggerne af GreatFire.org:

What motivates you?

One reason I do what I do is that I came to see that I don’t know what the future is going to be. I think it depends on what we do. I used to see the Internet as inevitably leading us to more freedom. But what happened in China in the last few years, especially around the time I started this project, got me thinking that wasn’t right. Not only was the Internet becoming more controlled, but the controls were working.