Forfatter kinablog

Perry Link, der er en af de mest anerkendte vestlige eksperter i kinesisk sprog og litteratur, har lige udgivet bogen An Anatomy of Chinese: Rhythm, Metaphor, Politics.

Den er der en anmeldelse af på Los Angeles Review of Books, hvor den bliver kaldt for ‘en skattekiste af indsigt’. Læs anmeldelsen. Med eksempler fra kapitlerne om rytme, metaforer og her politisk retorik:

Link’s third chapter, on political language, is a far-reaching analysis of the starkly different worlds of political language and ordinary language in China, from the Mao period to the present. Link offers example after example of China-specific cases of Orwellian euphemism, abstraction, and other tactics that strip language of the information-sharing functions for which ordinary language is used. He writes extensively of the “language game” that plays out again and again in the political arena, in which language serves primarily to gain and retain power, rather than to inform or assist.

A particularly insightful example is the use of the phrase “tiny minority” (jíshǎoshù 极少数) to refer to political opponents of the Party. Link sums it up elegantly:

Phrases like “small bunch” and “tiny minority” have the added advantage of leaving plenty of room for the average citizen, at the receiving end of the rhetoric, to choose to join the majority. If troublemakers are a small minority, then the choice for you, the average citizen, is easy: come to the center and join the mainstream. If you do, the safety of knowing that the authorities approve is reinforced by safety of numbers. A person who joins the mainstream does not have to defend the choice.

Lige nu er hele 15 procent af Kina dækket af voldsom smog. Også Beijing. Og for første gang har man her sat en ny nødplan i værk. Her er, kort sagt, ret ulækkert, som du kan se på billederne ovenover. Som jeg skrev i fredags (og situationen er desværre den samme i dag):

Luften bliver farlig, hvis der er mere end 25 mikrogram, mener WHO. I sidste uge var der flere gange mere end 500 mikrogram i luften i Beijing. Altså over 20 gange det niveau, som WHO anser for sikkert.

I øjeblikket er der omkring 400 mikrogram i Beijing og i flere af de omkringliggende provinser er der målinger på 200-500. Skalaen stopper ved 500.

De amerikanske miljømyndigheder anser et niveau over 300 som ‘hazardous’. Altså farligt.

Du kan se flere fotos her på Politiken, hvor jeg har besøgt de samme steder på en dag med blå himmel og på en dag med voldsom forurening. Der er et frækt lille gardin, som du kan trække hen over billederne for at sammenligne dem. Snedigt.

Forureningen er et problem i alle de kinesiske provinser. Sidste år var der ingen af de 74 kinesiske storbyer, som følger nye regler om luftforurening, der overholdt hverken de nationale krav eller anbefalinger fra Verdenssundhedsorganisationen WHO.

Tintin blev ældre. Og klogere. Måske begyndte han som en småracistisk og fordomsfuld vestlig journalist nede hos ‘negrene‘ i Congo, men som årene gik, ændrede han sit verdensbillede.

Det konkluderer ti forskere fra Københavns Universitets Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier (ToRS), der har kigget nærmere på det verdensbillede, der bliver tegnet i Hergé’s serie om Tintin. Artiklen burde kunne downloades på instituttets hjemmeside, men jeg har ikke kunne finde den.

Deres konklusion er, som Søren Vinterberg skriver i Politiken, at man ikke kan stemple Hergé som kolonialistisk europæer, fordi han netop var i stand til at blive klogere og ændre sin forståelse af fremmede kulturer og forny sit verdensbillede.

Tintin var jo også i Kina. Først i Shanghai. Så i Tibet. Og, mener professor Jørgen Delman, Den Blå Louts er en god Kina-historie, som der står i artiklen på Politiken:

Den leverer en »nærmest dokumentarisk beretning om hensynsløse udenlandske magthavere, kolonial almægtighed og modige kinesiske oprørere« og rejser gennem Tintins oplevelser »en postkolonial kritik af den udenlandske fremfærd i Kina og af udenlandske fordomme om kineserne«.

Fotoet her ovenover er af en kinesisk udgave af Den Blå Lotus fra 1984. Det var illegale kopier, og jeg tror, at de blev kopieret ved at tegne af efter originalen.

I øvrigt, som jeg har skrevet på Kinablog i dette indlæg for 100 år siden, så bander Kaptajn Haddock skam også på kinesisk: Banditter (地皮: dipi)! Skurkagtige (无赖: wulai)! Falske opportunistiske svindlere (两面三刀的骗子 liangmian sandao de pianzi)!

House of Cards er også kommet til Kina. Den blev offentliggjort på Sohu TV samtidig med Netflix. Og hvis du ikke har set alle afsnit endnu, så får du lige en spoiler alert. Det er ikke meget, men alligevel.

Kineserne er begejstrede for Frank Underwood. Spørgsmålet er, om de kinesiske censorer også er fans af serien, hvor den første episode allerede er blevet set millioner af gange. Er den snart på vej til at blive fjernet, lyder spørgsmålet i Kina.

For Kina er skurk og USAs fjende i House of Cards. Men modsat så mange andre film og tv-serier har de lavet ordentlig research og læst på lektien, så det er et veldrejet og nogenlunde korrekt billede, der bliver tegnet af Kina.

Der er dog detaljer. For eksempel er Xander Feng, seriens fiktive kinesiske toppolitiker og forretningsmand, alt for ung og smart, som kineserne også – med tungen solidt plantet i kinden – har påpeget på de sociale medier. Han ligner ikke ligefrem et medlem af Kinas Kommunistpartis Politburos Stående Komite.

Xander Feng skulle også to gange have været tiltalt for korruption. Og som en kinanørdet og noget anal detaljeorienteret ven sagde til mig, så er det urealistisk, for i Kina bliver man ikke frikendt for korruption. Man bliver dømt. Og sagen når kun frem til domstolen, hvis partiet vil have en dom.

Men det er detaljer.

Som Xander Feng siger om sine politiske kolleger i Beijing: “Everyone in China who works on this level pays who they need to pay.” Korruption er en del af spillet. Her betaler du dem, som du har behov for at betale.

Og ærligheden er måske noget af det, som tiltrækker kineserne, mener Foreign Policy :

The attraction of House of Cards’ second season — which has already received over 9 million views in the first weekend compared to over 24 million for the first season, released March 2013 in China — appears two-fold. First and foremost, the show engages Communist Party corruption, elite infighting, and the often-outsized influence of the moneyed class with a directness that few domestic shows dare hazard. The colorul Feng, for example, alludes to scheming with members of the Chinese government to force a more liberal financial policy, not to mention bribing high officials outright. The result is a portrait of Chinese elite skullduggery convincing enough that one user wondered aloud in jest whether the show’s screenwriters had planted an undercover agent in party ranks.

Foreign Policy kommer også ind på debatten om, at serien snart bliver fjernet af censorerne:

If Chinese netizens have a major concern, it’s that the show is a candidate for “harmonization,” neo-Orwellian Chinese slang for online speech that offends authorities enough to trigger the censors’ invisible axe. On Sina Weibo, China’s Twitter, one user urged viewers to “hurry up and download it,” while a number of others wrote they had watched the show as quickly as they could in the expectation it would soon vanish. That’s because Chinese censors continue to come down hard on productions that cross an invisible red line; for example, when a Chinese series with the unfortunate English name Dwelling Narrowness aired in July 2009, it was a rare series set in contemporary China that tackled corruption head-on — until being pulled from most television stations before its conclusion. Here, House of Cards benefits from a double standard, whereby China’s government allows the online streaming of some U.S. content depicting violence or political content that would be intolerable in a domestic series.

Men, som den altid læsværdige William Wan skriver i Washington Post, så kunne der også være en anden grund til, at kineserne er vilde med serien. Og at den derfor ikke bliver fjernet fra Sohu:

But another reason the show may be a success here, some China experts in the United States fear, is because its unflattering portrayal of U.S. politics affirms Chinese government propaganda about American hypocrisy and bullying. In the show, actor Kevin Spacey plays Underwood, a congressional leader who is rejected for a Cabinet appointment, then claws his way to revenge and higher office.

“For Chinese, America is the big bugaboo in the world, so it makes sense that there’s interest in the intrigue and the power behind Washington,” said Michael Auslin, Asia expert at the American Enterprise Institute. “That said, it’s probably not a great thing if this is the only side they’re seeing. . . . To truly understand U.S. politics, I would prefer they watch C-SPAN, but that’s probably not realistic.”

Så selvfølgelig er serien ren fiktion. Også i dens portræt af amerikansk politik. Men den rammer plet i mange ting omkring Kina, som Wall Street Journal skriver:

The show deserves kudos for the unusual authenticity of its China story line, which has plot points ripped straight from the headlines. Chinese cyber-theft, currency manipulation, a trade dispute involving rare-earth minerals, and escalating tensions between China and Japan in the East China Sea all make an appearance in the show, rendered in the kind of detail that will ring mostly true with China watchers.

“When we created the story lines, we were certainly keeping our eye on what was happening (in China), and the happy result, I believe, is a story line that earns its relevance by resonating with the headlines,” Kenneth Lin, one of the writers on the show, told China Real Time by email.

The attention to detail even extends to a Chinese foreign ministry news briefing early on in the show, which replicates the real thing almost exactly, from the familiar blue backdrop to the terse and irritated tone. The only inaccuracy – it has the Chinese spokesman delivering his comments in English, which almost never happens – was likely introduced for expedience.

How did they get so many details right? By doing their homework, according to Mr. Lin, who said the writers spoke beforehand to a variety of China experts, including Columbia University political scientist Xiaobo Lu.

Mr. Lu told CRT he met the “House of Cards” writers on campus a year ago to discuss Chinese politics, society and U.S.-China relations. After watching the entire season “I thought, overall, the writers were successful in putting in the China storyline with a mix of sensational fiction and possible reality,” he said.

:: Opdateret 19-02-2014 med artikel fra WaPo

Her er der ti bøger om Kina, som du skal læse. Og tre du skal undgå.

Professor Jeffrey Wasserstrom har lavet denne liste, hvor han har fundet 20 gode og fem dårlige bøger. Det er et godt udvalg, som jeg langt hen ad vejen er enig i, og en fin liste med gode beskrivelser, så sørg for også at kigge nærmere på den. Her nedenunder har jeg tilføjet et par stykker og skåret dem ned til ti gode og tre dårlige.

Ti du skal læse

Mao Cult: Rhetoric and Ritual in China’s Cultural Revolution af Daniel Leese
Om Mao Zedongs politiske arv, og hvordan kommunistpartiet byggede kulten omkring Mao.

Out of Mao’s Shadow: The Struggle for the Soul of a New China af Philip P. Pan
Virkelig læsværdig bog med historier om det, der har skabt det morderne Kina

China in Ten Words af Yu Hua
Den velskrivende forfatter ruller Kina ud gennem ti ord og begivenheder, der begynder ved hans barndom i Kulturrevolutionen.

When a Billion Chinese Jump: Voices from the Frontline of Climate Change af Jonathan Watts
En nærværende rejse gennem Kina, hvor både kinesere og miljøproblemer bliver spændende og nærværende.

Factory Girls: From Village to City in a Changing China af Leslie Chang
Et medrivende portræt af de drenge og piger, der har lavet din telefon, bukser og jakke, og som viser deres hverdag og drømme.

The Corpse Walker: China From the Bottom Up af Liao Yiwu
Ofte absurde men altid læsværdige fortællinger om almindelige kinesere fra alle dele af Kina

The Good Earth af Pearl Buck
En amerikansk klassiker fra 1931, der giver et glimrende portræt af de hårde vilkår for bønderne

China in the 21st Century: What Everyone Needs to Know af Jeffrey Wasserstrom
En kort gennemgang af alt det, du bør vide om Kina og dets nyere historie

The Search for Modern China af Jonathan D. Spence
En lang gennemgang af alt det, du bør vide om Kina og dets nyere historie

The Man Who Stayed Behind af Sidney Rittenberg
Det første amerikanske medlem af Kinas Kommunistparti, der kom til Kina under Anden Verdenskrig og mødte både Mao men kom i vanskeligheder

Tre du skal undgå

The Coming Collapse of China af Gordon Chang
Kina og Kinas Kommunistparti vil kollapse inden ti år, skrev Chang i 2001.

When China Rules the World af Martin Jacques
Endnu en bog, der lancerer de store og altomfattende og derfor alt for generaliserende teorier om Kina

Mao: The Unknown Story af Jung Chang og Jon Halliday
Mao var – like it or not – en kompleks person og politick figure, men den alt for populære bog udelader (bevidst?) oplysninger for at tegne et sort-hvid portræt

Offset printing ink

Fingernail

Cross country motorcycle

Fruit stand

Butterfly nut

Shuanglin temple sculptures

Landscape stone

Wulong Prince

Stuffed toys

Control cable

Sterling silver jewelry

Polarizer

Baidu er kommet med en ny app. Og den er smart. Måske endda lidt for smart.

Baidu er virksomheden bag Kinas største søgemaskine, som er den 5. mest besøgte hjemmeside i verden, og appen hedder Baidu Translate. Langt hen ad vejen gør den det, som den lover – den oversætter mellem kinesisk og engelsk.

Men den kan mere end det. I stedet for at skrive ordene kan man også tage fotos, og så tegne en cirkel omkring det, man vil have oversat. Fremragende.

Men det er så også her, at det for alvor begynder at halte. Det er også derfor, at appen er ved at blive hit i Kina, og har fået brugerne til at sende skærmbilleder af de ufrivilligt morsomme oversættelser til hinanden.

Man tager for eksempel et foto af et æble. Det fungerer fint. Appen foreslår korrekt, at det hedder ‘apple’ på engelsk og ‘pingguo’ på kinesisk. Men det behøver ikke at blive meget mere avanceret, før det går galt.

For eksempel foreslår den ‘fingernegle’, hvis man tager et foto af en hånd. Andre har taget et foto af svampe, hvor den foreslog ‘bryster’. Ved et foto af den berømte politiker Chiang Kai-shek, som enhver kineser kender, mente den at kunne genkende Elvis Presley.

Det bliver endnu værre, hvis man tester den på danske forhold.

Jellingestenen bliver reduceret til blot en ‘landskabssten’. Holger Danske udnævnes til en ‘skulptur i Shuanglin Templet’, der er en buddhistisk helligdom i Shanxi. Dronning Margrehte II bliver genkendt som Wulong Prinsen, der er en kinesisk tv-serie fra 2002.

Prøv selv. Meget af menuen er på engelsk, så du behøver ikke at kunne kinesisk for at bruge den.

Check også denne Tumblr, der allerede er kommet og har komiske eksempler på oversættelser.

Hvorfor fik hun en lussing?

Det er 2001. De kinesiske mesterskaber i tennis er forbi, og Li Na og hendes makker har vundet tredjepladsen i mixed double. Medaljerne skal overrækkes. Ceremonien begynder. Spillerne står på sejrsskamlen, og en partiembedsmænd fra det statslige sportssystem kommer hen til dem.

På videoen kan man se, hvordan Li Na bukker sig forover. Hun får først medaljen om halsen. Og så smækker partiembedsmanden hende en lussing. Li Na tager sig til kinden. Hendes makker kigger overrasket på.

Sådan går det, hvis man er dygtig, rebelsk og skuffer med kun at få en tredjeplads.

Videoen er dukket op på de sociale medier i Kina, efter den nu 31-årige Li Na vandt Australien Open i forrige weekend. Det er en sejr, som kommunistpartiet har forsøgt at tage æren for. Men det er tåbeligt, for det skete tværtimod på trods af partiet og det statslige sportssystem, mener mange af hendes fans.

Men de statslige medier har alligevel forsøgt at gøre det til partiets sejr.

»Li Na ville ikke have opnået succes uden erfaringerne på landsholdet«, konkluderede blandt andet det officielle nyhedsbureau Xinhua.

»Uanset om hun vil takke moderlandet eller ej, så er hun stadig kineser«, skrev avisen Huanqiu Shibao.

Da hun landede i sin hjemprovins Hubei overraskede parti og presse hende også i lufthavnen. Det blev akavet. Mildt sagt.

Den ansvarlige partisekretær for provinsens sportssystem, Hu Dechun, holdt en tale for den overrumplede Li Na, og overrakte hende en check på 800.000 renminbi. Der var ikke antydningen af et smil på Li Na’s ansigt.

Det var der heller ikke, da de forsøgte at give Li Na et knus, så bare lidt af hendes guldstøv kunne falde på partimedlemmernes skuldre. Billederne af Li Na’s stramme ansigt har bredt sig som en steppebrand på de sociale medier i Kina.

Jeg skriver om den rebelske Li Na og sport i dagens Politiken. Og om hvordan den vestlige sport og idræt kom til Kina omkring år 1900. For eksempel tennis:

Dengang gik mænd stadig med hårpisk og iklædt den traditionelle lange kjole. Og derfor blev nogle af de første tenniskampe spillet af kinesiske mænd i lange kjoler. Men det var ikke kun tøjet, der var et problem. Det var også selve det at røre sig. At være aktiv. At svede.

I sin bog fra 1995, “Training the Body for China”, beskriver antropologen Susan Brownell, hvordan en kinesisk embedsmand var tilskuer til en tenniskamp mellem udlændinge. Efter kampen ville en af de svedige spillere høre kineserens mening om sit spil. Du er god, svarede kineseren, men det er en skam, at du arbejder så hårdt, for du sveder jo over det hele – det ville være meget bedre, hvis du kunne ansætte en til at spille for dig.

Susan Brownells bog er den bedste, der er skrevet om sport og idræt i Kina. Der er også netop udkommet “Sport and Nationalism in China“, og den ser lovende ud, men jeg har ikke læst den.

Der er også akademisk guf som for eksempel “An Analysis of the Chinese Elite Sports System and its Olympic Strategy for the 2008 Olympic Games“, “Sport in China: Conflict between Tradition and Modernity, 1840s to 1930s” og “Communist China: Sport, Politics and Diplomacy“.

Læs også New York Times, der sidste år havde et glimrende portræt af Li Na.

Hvert år er der stadig mere kinesisk litteratur, som bliver oversat til engelsk. Det er godt at se. Fremragende. Alligevel er det ikke meget, når man tænker på størrelsen af det kinesiske marked.

Det har måske noget at gøre med kvaliteten af litteraturen. At mange kinesiske bøger kræver et kendskab til Kina og er vanskeligt tilgængelige for læsere i Vesten. At der er få oversættere. At de kinesiske forfattere ikke rammer skiven for vestlige læsere. At de udenlandske forlag ikke tør satse på kinesisk litteratur. Og så videre. Samt en blanding af det hele.

Men her er en liste over de bøger, der trods alt blev udgivet på engelsk i 2013. Den er samlet af Nicky Harman og Helen Wang, og du kan læse den på Paper Republic. Det er i det hele taget en glimrende side, hvis du er interesseret i kinesisk litteratur. Følg den. Det eneste jeg har gjort er, at smide links ind. Men klik over til dem, for her er der også links til anmeldelser af flere af bøgerne.

Hvis du kender til kinesiske bøger, der er blevet udgivet på dansk i 2013, så stik mig en mail eller skriv dem i kommentarfeltet nedenunder, og så opdaterer jeg listen.

Ten Loves by Zhang Yueran , translated by Jeremy Tiang , pub. Math Paper Press, Singapore

Island of Silence by Su Wei-chen , translated by Jeremy Tiang , pub. Ethos Books, Singapore

Durians Are Not The Only Fruit by Wong Yoon Wah , translated by Jeremy Tiang , pub. Epigram Books, Singapore

Tongwan City by Gao Jianqun, translated by Eric Mu, pub. CN times Books.

I can almost see the clouds of dust, poems by Yu Xiang, translated by Fiona Sze-Lorrain, pub. Zephyr Press and Chinese University Press of Hong Kong (bilingual)

Canyon in the body, poems by Lan Lan, translated by Fiona Sze-Lorrain, pub. Zephyr Press and Chinese University Press of Hong Kong (bilingual)

Wind says, poems by Bai Hua, translated by Fiona Sze-Lorrain, pub. Zephyr Press and Chinese University Press of Hong Kong (bilingual)

Other Cities, Other Lives by Chew Kok Chang , translated by Shelly Bryant , pub. Epigram Books, Singapore

Mr Ma and Son by Lao She , translated by William Dolby , pub. Penguin Modern Classics

Cat Country by Lao She , translated by William A Lyell , pub. Penguin Modern Classics

Irina’s Hat: New Short Stories From China by Authors and translators various , translated by ed. Josh Stenberg , pub. Merwin Asia

Last Quarter of the Moon by Chi Zijian , translated by Bruce Humes , pub. Harvill Secker

The Song of King Gesar by Alai , translated by Howard Goldblatt , pub. Canongate Books Ltd

Black Flame by Gerelchimeg Blackcrane , translated by Anna Holmwood , pub. Groundwood Books of Toronto, Canada (in association with Anansi Books)

For a Song and a Hundred Songs: A Poet’s Journey Through a Chinese Prison by Liao Yiwu , translated by Wenguang Huang , pub. New Harvest Books

The Matchmaker, The Apprentice and The Football Fan by Zhu Wen , translated by Julia Lovell , pub. Columbia University Press

The Earnest Mask by Xi Ni Er , translated by Howard Goldblatt & Sylvia Li-chun Lin , pub. Epigram Books, Singapore

The Man With The Compound Eyes, by Wu Ming-Yi, tr Darryl Sterk, pub. Harvill Secker

Mao Zedong er tilbage i kinesisk politik. For fuld styrke. Og nogle kinesere tilbeder ham. Andre sammenligner ham med Hitler. Det skriver jeg om i dagens Politikens. Her på Kinablog kan du også læse Kina fejrer Maos fødselsdag

Kinas nye leder Xi Jinping bruger Mao Zedong for at markere sig selv som en stærk leder
Siden generalsekretær Xi Jinping kom til magten sidste år, har han lukket debatten om politiske reformer. Løsningen på Kinas problemer er en stærk leder og et stærkt parti, mener Xi ifølge analytikere.

Modsat sin forgænger, Hu Jintao, har Xi brugt løs af både Maos retorik, symboler og hans politiske drejebog. Blandt andet ved at få partiembedsmænd til at udøve offentlig selvkritik. Aktivister og kritikere er sat i fængsel. Og ved at gennemføre en kampagne for masserne, der gennem undervisning i skoler og propaganda skal styrke kommunistpartiets stilling.

»Må vor røde nation aldrig skifte farve«, sagde Xi Jinping tidligere i år under et besøg i en landsby, hvorfra Mao angreb Beijing under borgerkrigens sidste dage i 1949.

Xi Jinping bruger løs af Mao Zedongs politiske drejebog men ikke når det kommer til økonomi
Xi er dog varsom med at bruge Mao Zedong. Han vil ikke give for megen magt til kommunistpartiets venstrefløj, som man ofte kalder de konservative og maoister. For økonomisk er Xi ingen maoist, siger flere eksperter. Mao gik ind for markedsøkonomi, men Xi har netop lanceret økonomiske reformer, der skal folde sig ud over de næste år. Overskriften er, at de store statslige monopoler skal have mindre magt, og markedet generelt spille en større rolle.

»Xi prøver ikke at genoplive Mao, men han bruger det, som kan tjene hans eget formål«, siger ekspert i kinesisk politik, Steve Tsang, fra University of Nottingham.

Selv i dag er Mao Zedong det vigtigste symbol på Kinas Kommunistparti og nødvendig for partiets legitimitet
Mao er stadig tydelig i dag på mange måder. Hans politiske arv er Kina som en etpartistat, hvor partiet står over regeringen, og hvor der ikke er politiske udfordrere til magten.

»Mao repræsenterer partiets legitimitet og er et symbol på selve sjælen i Kinas Kommunistpartiet, så Xi bliver nødt til at bruge ham«, siger Zhang Ming, der er professor på Renmin Universitet og ekspert i kinesisk politik

Alle politiske ledere i Kina skal i en eller anden udstrækning vise deres respekt over for ‘Den Store Rorgænger’ og arven efter ham. Blandt andet ved at lave pilgrimsrejser til hans fødeby Shaoshan, som for eksempel den tidligere præsident Hu Jintao besøgte 3 gange.

Xi forsøger lige nu at samle partiet og gøre det stærkere ved at appelere til både højrefløj og venstrefløj i partiet
Xi Jinping har dæmpet festlighederne omkring Maos jubilæum. Officielt fordi han i det seneste år har ført en kampagne for at dæmpe ødselhed i etpartistaten, hvor partiembedsmænd er vant til dyre biler og store festmiddage. Tilbageholdenhed er det nye rød i Kina.

Men også fordi både venstrefløj og fortalere for politiske reformer vil bruge Mao Zedongs 120 års fødselsdag som en lejlighed til at lufte deres holdninger.

»Xi vil ikke bare være leder for højrefløjen eller venstrefløjen, men for hele partiet. Så han har brug for begge siders støtte«, siger Zhang Lifan, der er en fremtrædende historiker og uafhængig politisk analytiker i Beijing.

Zhang peger også på, at mange af dem der støtter Mao Zedong i dag er folk, som er blevet marginaliseret, og som ikke har nydt godt af de seneste årtiers økonomiske fremskridt.

»De tror, at tiden under Mao var en periode med lighed og retfærdighed«, siger Zhang Lifan, der også drager paralleller mellem Mao og Stalin.

Kinas Kommunistparti vil ikke have en offentlig debat om Kinas fortid og Maos synder
Xi Jinping og kommunistpartiet er ikke interesseret i at åbne en offentlig debat om Maos Zedongs fejl.

»De prøver mest af alt lige nu på at begrave hans synder og forhindre folk i at lære om dem. Den største ting, som Mao efterlod, var at sulte mere end 30 millioner til døde, hvilket de fleste skoleelever i dag ikke kender noget til«, siger Mao Yushi – der ikke er i familie med Mao Zedong – som er en kendt kritiker.

Mao Yushi hentyder til Det Store Spring Fremad, som Mao Zedong og partiet begyndte i 1958. Det var et forsøg på at modernisere Kina, men det katastrofale resultat blev ifølge nogle skøn mere end 35 millioner dræbte.

»Mao var skyld i flere dødsfald end Hitler. Det er uden sidestykke«, siger Mao Yushi og tilføjer:

»Før eller siden vil der komme en offentlig debat om, hvor stort Maos ansvar var. Man kan ikke ‘aflyse’ en periode i historien. Man kan begrave den for en tid, men ikke for evigt«, siger Mao Yushi.

De to drenge, der er 3-4 år gamle, begynder at skrige. Den ene skubber. Den anden sparker.

»Nej, nej, nej«, råber den enes mor og løber hen til dem.

»I må ikke slås foran Formand Mao«, siger kvinden og forsvinder med de hylende drenge i mængden af turister.

Shaoshan er en lille by, der ligger klemt inde mellem bjerge og rismarker i Hunan. Det er en provins i det sydlige Kina.

På mange måder ligner den så mange andre kinesiske byer i den størrelse. Vejene er ujævne og støvede. Her er udendørsmarkeder med frugt, grønt og klumper af kød på bordene. Gadekøkkener, hvor man kan købe skåle med nudler for fem kroner. Frisører, banker, en tandlæge og nogle små supermarkeder, der sælger dagligvarer.

Men Shaoshan er berømt i Kina. Det var her, at Mao Zedong blev født den 26. december 1893. Og hans 120 års fødselsdag bliver markeret over hele landet. Det skriver jeg om i dagens Politikens. Her på Kinablog kan du også læse ‘Fem ting du skal vide om Mao Zedong i dag‘.

Mao var med til at stifte Kinas Kommunistparti, som han senere blev formand for. Han grundlagde Folkerepublikken Kina i 1949 og forenede en fattig nation, der var ødelagt af årtiers interne magtkampe og borgerkrigen mod Nationalistpartiet.

Mao, der døde i 1976, er symbolet på Kina. Og i de seneste år er hans popularitet vokset. Især efter etpartistaten fik nye ledere sidste år, hvor generalsekretær Xi Jinping er gået i Mao Zedongs fodspor, og påny har givet Mao en hovedrolle i kinesisk politik.

Shaoshan er nærmest blevet en helligdom for maoister og konservative i kommunistpartiet. Byen håber også at kunne tjene penge på de røde turister, der kommer fra hele Kina. I de senere år har man investeret milliarder af kroner i blandt andet hoteller, et museum og så statuen af Mao, hvor de to drenge begyndte at slås.

»Mao står for mig som noget klogt og en stor leder, at man som bonde kan føre Kina frem til noget så stort er fantastisk«, siger Xie. Hun er en sygeplejerske på 26 år, som netop har bukket foran statuen for at vise sin respekt.

Men Mao er også en kontroversiel leder, der for eksempel spillede hovedrollen under en hungersnød, der dræbte mindst 35 millioner mennesker.

»Det er forbudt at debattere hans ondskab. Lige nu forsøger de at afkalke historien for Maos synder«, siger Zhang Lifan, der er en fremtrædende historiker og politisk analytiker i Beijing.