Kategori for Arkitektur

Jeg kan ikke huske, hvornår jeg første gang lagde mærke til »Beijings Sjæl.« Men en dag hang der er et rødt banner på en mur i min gade, hvor der med hvide skrifttegn stod »Vores Beijing – vores sjæl.«

Siden dukkede det og andre bannere og skilte op flere steder rundt om i byen, og det viste sig, at det var Beijings lokalregering, der var begyndt på en ny kampagne (ZH).

Den kinesiske hovedstad har fået et ny slogan, der hedder »Beijings Sjæl« – eller for at være præcis, »Beijing jingshen« (北京精神) der også kan oversættes til »Beijings ånd« – og den har efter sigende taget 18 måneder at lave.

Tre millioner beijingere skulle have stemte på nettet om, hvad der er byens sjæl. De fandt frem til det, som på kinesisk er fire ord, der består af otte tegn. Innovation (创新). Moralsk styrke (厚德). Tilhørsforhold (包容). Og patriotisme – altså kærlighed til sit hjemland (爱国).

Og det er langt fra den eneste propaganda kampagne og slogans, som Beijing er fyldt med. Her er eksempler fra nogle af de forskellige distrikter:

• Flere steder i Beijing
做文明有礼北京人
Vær civiliseret og høflig borger i Beijing

• Xicheng
做文明有礼北京人，建人文北京示范区
Vær civiliseret og høfligt borger i Beijing, opbyg humanistisk distrikt til forbillede

• Chaoyang
传播文明，引领风尚，文明朝阳，精彩有我
Udbred dannelse, vis vejen for fremherskende skikke, civiliseret Chaoyang, vidunderlige mig

全区之力，创文明城区，在更高层次上推动朝阳又好又快发展
Brug distriktets kraft, opbyg civiliseret distrikt, arbejd for at Chaoyangs udvikl når bedre og hurtigere stadie

• Chongwen
从我做起，根除陋习，打造崇文新形象
Begynd med mig selv, eliminer dårlige vaner, skab Chongwens nye image

• Xuanwu
讲文明礼仪、做文明宣武人
Brug civiliseret takt og tone, være civiliseret borger i Xuanwu

I 2007 begyndte myndighederne i Kina også en kampagne for at forny propagandaen og slogans omkring etbarns-politkken, som jeg skrev om dengang her på Kinablog.

Man ville af med de gamle slogans. Tiden var løbet fra dem, og man kunne ikke ligefrem beskylde dem for at være hverken nænsomme eller politisk korrekte. Et par eksempler på de barske slogans:

普及一胎、控制二胎、消灭三胎
Popularisere den førstefødte, kontrollere den anden, fjerne den tredje

一人超生，全村结扎
En der får børn uden for etbarnspolitikken, kvæler hele landsbyen

Derfor gik man igang med at finde 190 nye slogans, der kunne rulles ud på bannere og males på husmure over hele Kina. Det arbejde blev man færdig med i slutningen af februar, som du kan læse for eksempel her på Guardian.

Endelig er der også lige nu en kampagne for Lei Feng, som myndighederne forsøger at gøre relevant igen. Han var en uselvisk soldat, der blev dræbt ved en ulykke i 1962, og propagandaen udråbte ham bagefter til en mønsterborger, som alle kunne lære noget af, og som et eksempel til efterfølgelse.

Det er blot tre eksempler på nogle af de kampagner, der kører lige nu. Som der var en der skrev på Weibo forleden:

最近发现北京到处都是标语，北京精神、雷锋精神，各种标语各种精神，都快赶上文化大革命了
På det seneste har jeg lagt mærke til slogans overalt i Beijing om Beijings Ånd og Lei Fengs ånd. Der er så mange slogans, at det minder mig om Kulturrevolutionen

Derfor er det ikke så mærkeligt, at kineserne bliver blinde overfor myndighedernes og partiets visuelle støj, der bliver blæst ud over dem på husmure og gavlreklamer.

Tag for eksempel kampagnen om »Beijings Sjæl« som et eksempel på den løftede pegefinger.

Officielt var de otte tegn, som de tre millioner netbrugere efter sigende har stemt sig frem til, helt fantastiske, for det viste endnu en gang »de betydelige frugter af beijingernes åndelige hjemstavn,« som der stod i en fuldt opskruet kommentar i den ellers så ofte kritiske tabloidavis Beijing Aftenpost.

Men hvem bestemmer, hvad der udgør sjælen i en by? For undskyld mig, skrev digteren og kulturkritikeren Yu Kuangzheng i avisen Økonomisk Observatør:

»Uanset hvor længe jeg kigger på det, så kan jeg ikke se »visdommen« i de otte tegn i sloganet. De adskiller sig jo ikke fra en hvilken som helst virksomheds reklameslogan,« skrev Yu, for en by har en sjæl, men det er ikke noget som en regering blot kan proklamere.

»Tværtimod. De udstiller tomheden i »Beijings åndelige hjemstavn,« skrev Yu Kuangzheng.

Lige som så mange andre kritikere mener han, at de kinesiske byer har tabt deres særpræg. Jo, du er ikke i tvivl om, at du er i hjertet af Beijing, når du står på den 440.000 kvadratmeter store Himmelske Fredsplads, der er omgivet af Kejserpaladset og de to arkitektoniske knytnæver Nationalmuseet og Folkets Store Sal. Men tag udenfor den tredje, fjerde, femte eller sjette ringvej, og det er de samme bygninger, der ligger i alle millionbyer i Kina.

De seneste årtier er templer revet ned, de gamle teatre for længst forsvundet, markeder lukket, Beijings bydele med hutonger forsvundet. Alle sociale, kulturelle, religiøse og historiske bånd mellem beijingere og Beijing er kontrolleret af Kinas Kommunistparti, og værdierne defineret af det politiske system.

Staten har ikke en bestemt filosofi eller et etisk fundament, så magt og velstand spiller en central rolle, når ånd og værdier skal defineres, mener Yu Kuangzheng, der som så mange andre kinesere ser det moderne Kina fyldt op af en værdimæssig tomhed. Som de otte tegn i »Bejings Sjæl« er et bevis på.

»Det er tydeligvis ikke andet end tomme ord i en by, som ikke har nogen værdier, der kan skabe byens sjæl,« skrev Yu.

Sidste år var der branden på det store og nye CCTV kompleks. På grund af en ulovlig forestilling med fyrværkeri, som nogle ansatte mente skulle foregå lige nedenunder bygningen, der endnu ikke var bygget færdig. Jeg har blandt andet skrevet om branden her.

Det forkullede skelet står der endnu i dag, hvor CCTV stadig ikke har offentliggjort, hvad der skal ske med den afbrændte skal. Eller hvornår de officielt flytter ind i deres nye hovedsæde.

Sådan en skandale var der også i år, hvor nytåret begyndte lørdag den 13. februar og sluttede fredag den 19. februar.

I torsdags nedbrændte et flere århundreder gammelt vagttårn, der stod ved bymuren i Zhengding (For eksempel SMH og Global Times).

Den to etager høje bygning var netop blevet restaureret, og skaderne løber op i omkring 800.000 kroner.

De kinesiske medier – for eksempel her, hvor billedet ovenover kommer fra – skriver ikke, om branden endnu en gang begyndte på grund af en illegal forestilling med fyrværkeri, eller om de ansvarlige er blevet afhørt eller anholdt.

Du kan se nyheder og video om branden her på Youku. Og en søgning på Baidu efter 正定南城门失火 viser masser af billeder.

Det er et år siden, at der udbrød brand i CCTV’s nye kompleks i Beijing. En 34 etager høj bygning nedbrændte, og en brandmand døde under arbejdet med slukningen.

Det var under sidste års kinesiske nytår. Men først nu er sagen blevet lukket og den et år lange undersøgelse færdig.

• Jeg har skrevet om det her og her.

I alt er 71 personer er blevet kendt ansvarlige for branden. 44 af dem skal retsforfølges. 27 har fået administrative straffe. Samtidig skal CCTV også betale tre millioner yuan i bøde på grund af brandmandens død.

Branden begyndte da en gruppe personer holdt et fyrværkerishow klods op ad bygningen, der endnu ikke var færdig, og hvor brandhæmmende materialer og sprinkleranlæg endnu ikke var installeret.

Branden var en enorm PR-katastrofe for CCTV og lokalregeringen i Beijing, der først forsøgte at censurere nyheden om branden i det udskældte byggeri. Branden blev senere også latterliggjort på internettet.

Det er første gang, at der kommer en officiel udmelding i sagen. Tidspunktet er nok ikke tilfældig her få dage før det kinesiske nytår. En advarsel.

Ifølge de officielle statistikker var der sidste år mere end 6.000 brande under nytåret. En tredobling i forhold til 2008. I gennemsnit dør der 500 personer om året på grund af fyrværkeri.

Fyrværkeri er populært i Kina. I alt har 7.000 virksomheder tilladelse til at producere fyrværkeri i landet. 140.000 virksomheder har lov til at sælge det, og i alt er der 1,5 millioner mennesker beskæftiget i industrien.

Derudover kommer der den enorme, illegale industri med fyrværkerifabrikker og handlende.

• Læs også Wall Street Journal, AP og AFP.

Kvarteret ligger i midten af Beijing. Men de gamle huse skal rages ned og 800 familier flytte, som jeg skrev om forleden.

De seneste år er tusinder af hutongs forsvundet i Beijing. Tit fandt beboerne først ud af at de skulle flytte, når de vågnede om morgenen og så et 拆 (chai) skrevet på døren eller muren på deres hus. 拆 kan oversættes til “rives ned”.

Der er utallige eksempler på beboere, som kun har fået en dårlig eller nærmest symbolsk erstatning. Hvis de overhovedet fik nogen.

Det er heller ikke alle beboere, der har haft lige meget lyst til at flytte fra deres huse. Og lige så mange eksempler er der på bygherrer, som har sendt mere eller mindre hårdtslående tæskehold ud i gaderne, som kunne hjælpe de tvivlende beboere til at komme frem til en beslutning.

Men denne gang er det 60 års jubilæet for Folkerepublikken Kina. Så man har ikke lyst til alt for megen negativ ballade og postyr. Samtidig er det lokalregeringen i Xicheng, der har bedt beboerne om at flytte, så der er lidt mere ordnede forhold denne gang.

Beboerne blev oplyst om planerne, da lokalregeringen en dag i begyndelsen af marts hængte nogle sedler op i kvarteret, som man kan se på billedet herunder. I skal flytte. Og de af jer, der skriver under og accepterer vores tilbud inden april, får en bonus, som der står på sedlen.

Her står der også, at nedrivningen sker i henhold til loven. Hvilket er en sætning man ofte møder herovre. Spørgsmålet er så, hvem der fortolker loven.

Flytningen er et godt eksempel på, hvordan en lokalregering bruger propagandaplakater eller -bannere i dag. Kineserne har i årtier været vant til dem, så det er mildest talt tvivlsomt, om de overhovedet har nogen effekt.

早拆迁，早选房，早受益, står der på det røde banner. Jo tidligere du flytter ud, jo tidligere kan du vælge et nyt hus, jo tidligere kan du få fordel af det (bonussen)

选签约，早排队，选好房, står der. Jo tidligere du skriver under, jo tidligere kan du komme på venteliste, jo tidligere kan du få en god bolig.

拆迁拓路为国家, 共建和谐靠大家. Nedrivningen og udvidelsen af gaden er til bedste for hele landet, at opbygge harmoni afhænger af alle.

Mandag aften omkring klokken 20.00 startede en ildebrand i en af Beijings mest markante bygninger. Tidligt tirsdag morgen blev ilden slukket.

En brandmand omkom og flere blev sårede.

Den nedbrændte bygning var et luksushotel og kulturcenter, der ligger ved siden af CCTV’s nye hovedsæde, som det også er en del af.

Prisen for komplekset ligger på omkring fire milliarder kroner, og det er en af Beijings seneste vartegn og prestige-byggerier.

Den 34 etager og 169 meter høje bygning er tegnet af den hollandske arkitekt Rem Koolhaas.

Bygningen blev brugt under sidste års OL, men den var stadig under konstruktion, og skulle først tages i brug senere i 2009.

Årsagen til branden er ukendt, men fyrværkeri er blevet nævnt som en mulig årsag.

Mandag aften var det Lanterne-festival. Det er den sidste dag i det kinesiske nytår og den sidste dag hvor Beijing’erne kunne affyre fyrværkeri. Byen var derfor overdøvet af brag og lavtflyvende raketter.

Ilden begyndte officielt omkring klokken 20.30. Nogle øjenvidner har dog sagt, at de så flammer allerede klokken 19.45. Den første af i alt 54 brandbiler ankom klokken 21.05.

Her er en stor billedserie fra branden.

Her er et nyhedsindslag om branden. Og her er en privat video og her endnu en og så stopper vi med den her.

:: Billedet ovenover er fra denne artikel.

Hvis du bor i Beijing, så kender du også ejendomsselskabet Soho China, der har været med til at rive utallige hutongs og historiske seværdigheder ned modernisere store dele af byen.

Hver dag går jeg forbi en af Soho China’s (SOHO中国) malls, hvor der sikkert en gang var planer om fylde den forvredne koksgrå klods ud med tøj fra Armani, Gucci og Hvadharvi af andre luksusprodukter. Men hvor man i dag stort set kun kan shoppe i halvdøde butikker som sælger bukser til 50 kroner eller Huga Bass parfumer.

For, som selskabet selv fandt ud af i august, så er der alt for mange butikscentre i Beijing.

Finanskrisen har heller ikke gjort det bedre, som Wall Street Journal kunne fortælle juleaften:

But Soho has been hit hard by the global downturn. Its stock is off nearly 70% from its 52-week high, as are other Chinese real-estate companies’. From an initial offering price of 8.30 Hong Kong dollars, and a peak of HK$10.20, it closed Tuesday at HK$3.30 (43 U.S. cents). In the first half of the year, the company reported a loss of $21 million, compared with a profit of $9.2 million for the same period last year.

Mange af Soho’s projekter har været omstridte og der er mange kritikere.

Det er især gået skidt for Soho’s seneste projekt. Et kvarter med historiske hutongs i Beijings centrale Qianmen distrikt skal rages ned og erstattes af et indkøbscenter, som skal bygges i en slags retro 1920er stil.

Genialt. Lige hvad byen har brug for. For efterhånden er der kun få procent tilbage af det historiske Beijing, og i dag er byen arkitektonisk set kedeligere end en grå Ecco sko.

Cup of Cha er ikke mindre irriteret i denne artikel, men han har dog fundet en fordel ved i hvert fald Soho’s beboelsesejendomme, som jeg ikke selv havde tænkt på:

This having been said, the SOHO projects all have one very, very, important feature – something that sets them apart as a force for good, modernisation and the every-man in Beijing. To my knowledge, none of them, and this is practically unique, has a perimeter fence. Everything, even the walls, in Beijing is surrounded by a wall, fence or other obstruction. This leads to a life of constant half-mile round trips to get from the street to the entrance of a building that was initially not more than thirty yards away. The SOHO buildings are practically the only residential buildings in town that can be approached from any angle. I have heard of endless arguments between architects, landscape designers and urban planners, foreign and local, and developers about removing the ubiquitous, unfriendly, pointless and inconvenient fencing that surrounds everything in Beijing. Invariably, sanity is avoided and a wall is erected.

Se i øvrigt også China Heritage Quarterly’s artikel om Soho og Qianmen.

Kina og Beijing er en legeplads for arkitekter. Her kan de folde sig ud, og virkelig få lov til at eksperimentere.

Jaja. Jo. Men.

Selvom der er nogle få interessante og modige bygninger her i Beijing, består 95 procent af byen stadig af skabelon-byggede firkanter af cement, stål og glas, der er ligeså interessante som en tre dage gammel hindbærsnitte.

Byens historiske særpræg er forlængst forsvundet og det gamle Beijing reduceret til nogle få turistfyldte procent af byens samlede areal, og dermed ligner Kinas hovedstad de fleste andre storbyer her i landet.

Jeg er ikke en romantiker, der længes efter et gadebillede med mudderfyldte hutongs og petroleumslamper, men det kinesiske svar på byplanlægning og moderne bygninger er for det meste kæbebrækkende kedsommeligt.

Forhåbentlig vender det, når en ny generation af arkitekter for alvor får lov at banke til den.

Som for eksempel MAD, der står bag den stjerneformede bygning på billedet herover.

Projektet bliver præsenteret på udstillingen “Uneternal City” på den 11. biennale i Venedig.

Du kan også se en video om projektet her på Youtube.

:: Via Dezeen

For et par uger siden landede jeg i Shenzhen Bao’an International Airport (深圳宝安国际机场), der ligner de fleste andre kinesiske lufthavne. Den er kedelig. Uinspirerende. Og der er ikke gjort det mindste for, at gøre den arkitektonisk interessant på nogen måder.

Men det er på vej til at blive bedre. De italienske arkitekter Massimiliano and Doriana Fuksas har nu tegnet en ny terminal til lufthavnen i Shenzhen:

The design has been made keeping in mind the unpredictable nature of the aviation industry. The terminal will be made so that people could have a glimpse of the outside, where planes will fly in and out to all corners of the world. The roof canopy will be made of of a patterned double skin. The inner skin will be made of fine net and allow diffused sunlight into the terminal. It will reduce energy consumption and create a pleasant indoor atmosphere.

Der er tre faser i byggeriet, der strækker sig frem til 2035:

Phase 1 (in 2015)
Major facilities in Phase 1 will include the unit terminal with 63 contact gates, the first stage of the APM, traffic system, parking place, landscape, and shopping centre. Train service for APM will not be available until the complete of Phase 2.

Phase 2 (in 2025)
Expansion after Phase 1 will occur based on masterplan. During Phase 2, the first remote passenger concourse will be constructed to add gates and the satellite terminal with rail stations will be operational. This will require expansion of the APM.

Phase 3 (in 2035)
Development of the airport’s west side will continue until about 2035 when T3 Shenzhen International Airport will be fully constructed. Phase 3 continues the demand driven development process. The satellite terminal will again undergo expansion and more remote concourse will be added during this decade. And also there will be expansion of Terminal head house. The volume of extension of Terminal head house is going to be glass facade with glass roof so that the extension of building can have continuity in terms of construction material.

Se Dezeen for flere billeder.

Lufthavnen i Shenzhen er verdens 69. største og der gik cirka 20 millioner rejsende gennem den slidte lufthavn i 2007.

Beijing har fået et nyt operahus. Eller rettere – en ny operamus.

Operahuset, der blev indviet 22. december 2007, er på 200.000 kvadratmeter og der er plads til 6.500 tilskuere. Det er noget større end sin søster i København. Til sammenligning er Operaen på 21.000 kvadratmeter, som giver plads til 1.700 tilskuere.

Officielt hedder operaen 国家大剧院. Det kan oversættes til Nationaloperaen. Nogle har kaldt huset for en nytænkende og arkitektonisk perle. Men ligesom i København, var det heller ikke alle i Beijing, der var begejstrede for den nye arkitektur, og modstanderne har hurtigt fundet på en god mængde øgenavne.

For eksempel Æggeskallen, Andeægget, Nationalægget eller Gigantægget.

Det er ikke helt korrekt. Kinablog.dk kan nu afsløre, at der faktisk er tale om en Operamus.

Operamusen er tegnet af den franske arkitekt Paul Andreu. Og mon ikke han bruger Apple computere på sin tegnestue. Man kan næsten se ham sidde og tænke, da han kigger ned og opdager musen på sit skrivebord: “Hva faen… Hør, hvis jeg nu forstørrer den her 11 milliarder gange…”.

:: Billederne forestiller verdens største mus det nye operahus i Beijing og en mus fra Apple. Find selv ud af, hvad der er hvad.

Hvad gør en kinesisk lokalregering, der har alt for mange penge på bankbogen? Jo, den bygger en kopi af Det Hvide Hus.

De seneste år har den kinesiske centralregering forsøgt at fremme konceptet om “节约型社会” (jieyue xingshihui), der på dansk vel bedst kan oversættes til “et bæredygtigt samfund”.

Det gør centralregeringen i en erkendelse af, at Kina ikke har uudtømmelige naturressourcer, og at presset på naturen bliver stadig større. Samt ikke mindst for at dæmme op for lokalregeringernes mildt sagt afslappede forhold til alt, der har med miljø, forbrug og ressourcer at gøre.

Eksempelvis når det kommer til byggeri. Et distrikt i Anhui (安徽阜阳) har således bygget et hovedkontor, der mere eller mindre er en kopi af Det Hvide Hus i Washington. I Henan har lokalregeringen stablet et 66.670 kvadratmeter stort kompleks på benene, der ligger omgivet af springvand og parker. Og i Chongqing har debatten raset over bygningen af en kopi af Beijings Tiananmen port.

Det viser en ødselhed, der er aldeles ude af trit med befolkningen. Dertil kan man lægge et astronomisk beløb, der bruges på restauranter og officielle ceremonier. For ikke at tale om brugen af tjenestebiler, der får den danske debat om ministerbiler til at blegne. Ifølge et medlem af Det Kinesiske Folks Rådgivende Konference (全国政协: Quanguo Zhengxie), bruges bilerne kun til tjenestligt brug en tredjedel af tiden. Resten er privat kørsel. Det koster hvert år samfundet 144 milliarder kroner.

I artiklen “How Government Waste Threatens Conservation” kommer forfatteren, Tang Hao, der er adjunkt på Huanan Normal University, godt rundt om nogle af de mulige forklaringer, der er på lokalregeringernes lystige forbrug af penge.

Priserne på byggegrunde og ejendomme i Kina er steget enormt, og det har betydet større indtægter for lokalregeringerne, der har monopol på indtægterne fra den lokale jord. Embedsmændene og politikerne er ikke på samme måde politisk bevidste som i vesten, og har ikke det samme forhold til skatteyderne. De tror, at den eneste måde de kan få noget ud af pengene på, er ved at bruge dem. Ingen grund til at spare noget op.

Samtidig er det ikke klart defineret, hvor og hvor meget magt centralregeringen har over lokalregeringerne, så det er nemt for de lokale embedsmænd at skubbe ansvaret fra sig.

Derudover har centralregeringen ikke noget kontrolsystem med lokalregeringernes pengekasser, og åbenhed i forvaltningen og tilsyn med finanserne er der ikke noget af.

Den skattebetalende borger Wang Peng ved ikke på samme måde som den danske Jens Jensen, hvad skattepengene går til.

:: Foto fra Dahe

Puhu. Journalisten Miki Mistrati har været i Kina. Det mener han selv har været helt enormt farligt, som man kan læse i Ekstra Bladet i dag.

Her fortæller Miki Mistrati om dokumentarfilmen, hvor han med skjult kamera besøger det granitbrud, der har leveret granit til blandt andet operaen i København.

Problemet er bare, at han har misforstået lidt undervejs.

“Nu skal jeg være undercover i et af verdens farligste lande for kritiske journalister”, skriver Miki Mistrati, der åbenbart ikke er helt tryg ved de kinesiske myndigheder.

Han kan nu tage det roligt. Af flere grunde. De kinesiske myndigheder plejer at være ligeglade med en dansk journalist, der lige kigger forbi et par uger. Man kan for det meste skrive stort set lige, hvad man har lyst til. I hvert fald så længe det er på dansk. Det er derfor, at BBC’s hjemmeside er blokeret inden for Kinas grænser, mens der ingen problemer er med at gå ind på CNN’s. BBC har en kinesisk version af deres nyheder. Det har CNN ikke. Og de kinesiske myndigheder ved udmærket godt, at langt de færreste kinesere taler engelsk, og at endnu færre taler dansk.

Miki Mistrati skriver også, at: “Hjemturen til Danmark bliver den værste del. Jeg skal have alle mine skjulte optagelser med hjem. I min kuffert ligger min taske med indbygget kamera. Hvis de kinesiske sikkerhedsfolk åbner tasken, er det slut.”

Næh. Det tror jeg nu ikke. De ville højst sandsynligt spørge, hvad mærke det er, hvor stor opløsningen er på kameraet, og hvor meget det kostede. Derefter ville de flashe deres mobiltelefoner for at vise, at de også er med på den teknologiske bølge.

Miki Mistrati skulle ikke have været så bange for partistatens uniformerede toldbetjente. Fabriksejeren, derimod. Det kunne have været farligt. Eller i hvert fald ubehageligt. Og det tror jeg ikke, at han har været klar over.

I juni blev David Barboza, der er erhvervsjournalist for New York Times i Kina, tilbageholdt på en fabrik. Han ville se nærmere på en af de fabrikker, der havde produceret noget af denne sommers meget omtalte farlige legetøj.

Det var fabriksejeren ikke tilfreds med, så han får sikkerhedsvagterne til at tilbageholde Barboza, den kinesiske oversætter og fotografen. Da politiet langt om længe ankommer, kan de ikke gøre noget. Fabriksejeren har gode forbindelser til byens politikere, så politiet kan ikke gøre andet end at stå magtesløse med bukkede hoveder og rode med skosnuderne i gruset.

Politiet kan altså ikke engang håndhæve loven, men må vente på ordrer fra fabriksejeren, serveret via hans politiske forbindelser.

Det var altså her, at det ville have været farligt for Miki Mistrati. Men hvad kunne der så være sket, hvis han var blevet opdaget?

Det er ikke nemt at svare på, hvad der ville være sket, hvis det havde været granitbruddets ejer, der havde opdaget ham. Især ikke hvis Miki Mistrati er dukket op i granitbruddet alene.

Havde det været myndighederne, der opdagede ham, så ville han sikkert bare være blevet kylet i en taxi hjem til hotellet. Som det skete for en journalist fra BBC.

Han ville besøge en landsby, der havde været hærget af sociale uroligheder og de lokales sammenstød med politiet. Det er ikke normalt et sted, som myndighederne er vilde med at vise frem. Heller ikke for vestlige journalister, der normalt ikke har lov til at rapportere fra sådan en landsby.

Hvad sker der med journalisten? Jo, han bliver venligt men bestemt eskorteret med taxa tilbage til Beijing. Ikke andet.

Selvfølgelig skal der da være noget drama & spænding, der skal sælge Miki Mistratis dokumentarfilm. Sådan er det. Umiddelbart ligner det også en rigtig god historie, og at Miki Mistrati helt klart har fat i noget.

Men helt ærligt – når han på denne machomåde overdriver, hvor stor en fare han har været i, og endda helt misforstår, hvornår han egentlig har været i fare, så tager det fokus væk fra historien. Og jeg kan ikke undgå at spekulere på, om der er andre steder i hans historie, som han også har misforstået.

Kina er som udgangspunkt ikke farligt for vestlige journalister. Jo, man risikerer måske at blive tilbageholdt nogle timer. Men det er derimod vores kinesiske kolleger, der i den grad skal passe på. Og det er ikke kun myndighederne, de skal passe på. De risikerer livet, hvis de er for kritiske, som denne sag viser. En lokal journalist fra Shanxi ville undersøge en illegal kulmine. Det kostede ham livet. Minens ejer tævede ham ihjel.

En ny rapport fra FN viser, at den globale byggesektor står for hele 30-40 procent af verdens samlede energiforbrug. Hvilket også gør den til en af de helt store syndere, når det kommer til udledning af kuldioxid. Men hvis der var mere opmærksomhed på eksempelvis isolering, effektiv belysning, vandfaste facader og lignende, kunne udledningen af kuldioxid reduceres kraftigt.

Især i Kina. Her har de kinesiske ledere dog ikke tradition for at interessere sig voldsomt for drivhusgasser (温室气体: wenshi qiti) og lignende miljømæssige paranteser og tåbeligheder. Men ifølge en artikel på Chinadialogue, æder de kinesiske bygninger halvdelen af landets samlede energiforbrug.

Det interesserer til gengæld de kinesiske ledere, for der er mangel på olie, gas og kul. Derfor kan resultatet blive, at den bæredygtige udvikling (可持续发展: kechixu fazhan) og miljørigtige byggeri på den måde sniger sig ind ad bagdøren i Kina.

Byggeministeriet (中国建设部: Zhongguo jianshibu) har udstukket love, der siger, at nye bygninger i 2010 skal være 50 procent mere energieffektive end de var i 2005. Men som altid i Kina er der forskel på, om en lov bliver vedtaget og om den så rent faktisk bliver ført ud i livet. Indtil videre er der ikke de store fremskridt at spore i statistikkerne.

Ifølge Kinas Ejendoms og Bolig-forskningsinstitut (中国房地产及住宅研究会) overholdt 95 procent af alle bygninger, der blev godkendt til opførsel sidste år, disse standarder. På papiret, altså.

Bagefter – i virkeligheden – viste det sig, at på cirka 80 procent af de færdige bygninger var reglerne blevet lodret ignoreret.

Forklaringen er den sædvanlige: Efterspørgslen er enorm, for det skal gå stærkt og ikke være for dyrt. Dermed bliver bygningerne hullede som sier, og dårlige til at holde på både varme og kulde, alt afhængig af årstiden.

For nogle år siden boede jeg i Qingdao tæt på et kontorhus/shoppingcenter på, jeg ved ikke, cirka 30-40 etager. Højhuset så træt ud i kanterne. Der manglede fliser her & der, pudset var faldet af flere steder, der var sprækker og revner ved nogle af vinduerne og så videre. Højhuset var kun et år gammelt.

Vil det blive bedre?

Det tror jeg. Ikke fordi partistaten pludselig får lyst til at blive grønne. Men der er mangel på råstoffer, så partistaten er nødt til at gøre, hvad den kan, for at få virksomhederne og staten selv til at spare på energien.

Det kommer til at tage årevis. Der er uendelig lang vej fra en lov bliver vedtaget af de storsnorkende politikere i Beijing til den når ned gennem statens papirmølle, ud til provinsregeringerne og videre ud på landet til for eksempel landsbyens politibetjent, der skal holde øje med om byens nye kontorbygning nu også overholder de nye miljøkrav. En kontorbygning, der i øvrigt højst sandsynligt bliver bygget af hans svigerfar, fætter, gode ven eller endda af ham selv, og så er det da ikke helt utænkeligt, at der bliver slækket en anelse på kravene. Der er – som altid i Kina – forskel på, om en lov bliver vedtaget og om den rent faktisk bliver ført ud i livet.

Hvad vil det så kræve?

Thomas L. Friedman skriver i dagens New York Times om Kinas udfordringer på miljøfronten. Han mener ikke, at det er muligt, at få Kina på den rette miljømæssige vej, uden at borgeren og civilsamfundet samtidig bliver stærkere og får flere rettigheder. Han nævner tre grunde:

• Det vil kræve et uafhængigt juridisk system, hvor domstolene har mulighed for at håndhæve loven, og disciplinere statsejede fabrikker og el- og varmeværker.
• En fri presse der uden begrænsninger kan reportere om miljøet.
• Der skal være en gennemsigtighed og åbenhed i lovene, så aktivister kender deres rettigheder og kan konfrontere miljøsynderne uanset hvor magtfulde, de måtte være.

:: Vindmøller i Xinjiang. Foto: 小猫王

De kalder det selv for verdens første miljørigtige by. Det er fremtidens by. Der ikke forurener og belaster miljøet.

Byen hedder Dongtan. Den er ved at blive bygget på en ø i Shanghai, og den er designet og planlagt af Arup Group, der er et engelsk konsulentfirma. Det skriver teknologimagasinet IEEE Spectrum, i deres seneste særnummer om megabyer.

Det er en bilfri by. Selv hybrid-biler er forbudte. Derimod bruger indbyggerne elbiler, cykler eller går. Normalt, mener man i Arup Group, bygger man byer op omkring vejnettet og bilerne. Men når man ved, at der ingen biler er, så vil man få en anderledes by.

Dongtan (东滩) vil også genbruge så meget som muligt. Al spildevandet, for eksempel. Energien vil komme fra biobrændsler, solenergi og vindmøller. Fødevarerne vil komme fra byens egne økologiske gårdbrug. Arbejdskraften vil være lokal. Og selvfølgelig vil byggematerialerne være miljøvenlige. Det er altså ikke nye teknologier, man bruger. Det nye er den måde, man kombinerer dem på. Eksperimentet skal vise, hvordan man kan udvikle en by på den rigtige måde.

Byen skal have 50.000 indbyggere i 2010. Og 500.000 indbyggere i 2050. Det er ikke meget, når man tænker på, at der alene i dag er omkring 14,5 millioner indbyggere i Shanghai. Derfor skal det blive spændende at se, om eksperimentet kan være med til at ændre resten af det tætbebyggede forurenings- og betonhelvede, som Shanghai flere steder har udviklet sig til i dag.

Noget kunne tyde på, at der vil gå et stykke tid før resten af Shanghai følger i Dongtans fodspor. Blandt andet er man ved at forberede en af verdens længste broer, der får til- og afkørsel tæt på den bilfrie miljøby. Samtidig ødelægger man også en af de få ubebyggede pletter af natur, der er tilbage i Shanghai i dag.

Men først skal de igang med at bygge byen. Det eneste, der indtil videre er kommet op at stå, er en kantine til de 200 arbejdere, der hver dag tager over på øen, så de kan tage hjem igen om aftenen.

:: På Chinadialogue er der en artikel og debat om projektet.

:: Guardian skrev i 2006 en artikel om Dongtan.

:: Og Wired gjorde det samme i 2005.

:: Via China Digital Times

Det er tæt på at være en floskel. Men alligevel. Der bygges overalt i Kina. Stilladser der rejser sig 30 etager op i luften, trætte migrantarbejdere i hullet tøj og med spaden over skulderen, de altid blå lastbiler der oser gennem byerne under byggekranerne. Det er fremtidens Kina, der rejser sig op i luften. Men nedenunder, i støvet under arbejdernes fødder, der ligger fortidens Kina.

Og det er et problem. Lokale entreprenører og politikere vil ikke lade sig standse af gamle potteskår og bronzekar. Det er der ikke tid til. En byggeplads der skal ligge stille, så en gruppe arkæologer kan nulre rundt efter gammelt ragelse? Nej. Fremad. Derfor forsvinder en mængde værdifulde antikviteter og historiske artefakter, i samme takt som bulldozerne gnaver sig ned gennem de arkæologiske lag.

Ifølge national lovgivning skal byggeriet standses, hvis man støder på arkæologi. Men det sker sjældent. Den samme balancegang mellem modernisering og bevarelse af kulturarven kender man jo også fra for eksempel Danmark og Europa.

I 2005 var der, ifølge Herald Tribune, 600 arkæologiske udgravninger i Kina. Noget mindre end antallet af byggepladser.

:: Læs hele artiklen fra Herald Tribune her.

:: Kinesisk regeringshjemmeside om arkæologi (engelsk).

:: CCTV serie om arkæologi (kinesisk).

:: Technorati posts om 考古 (kinesisk).

Moderne kinesisk arkitektur kan være en noget tung oplevelse. Men måske er der bedre tider på vej. BusinessWeek har lavet en fotoserie med titlen “Ti vidundere fra det nye Kina”, hvor man kan se eksempler på ny, kinesisk arkitektur.

Foto: Copyright OMA