Sådan. Den er hjemme. OL er en succes, som jeg skriver i denne nyhedsanalyse i søndagens Berlingske.
Og som jeg ikke lige fik linket til i går. Her er en lidt længere og mere blog-agtig (hvad det så end er) version.
Allerede for et par dage siden var de kinesiske medier klar med konklusionen om, at legene var en succes for Kina. For det første rent sportsligt. Ingen anden nation har suget så mange guldmedaljer til sig som Kina, der nu er sportsverdenens globale supermagt.
Også selvom alt ikke gik som planlagt.
I mandags tog hele nationen sig til hovedet, da Liu Xiang måtte humpe ud af Fuglereden og opgive kampen om at komme først i 110 meter hækkeløb. En katastrofe.
For den 25-årige Liu Xiang er et ikon. Forestil dig EM-holdet fra 1992, Mads Mikkelsen, kronprins Frederik og Bjarne Riis i en og samme person.
Og se på hans løbsnummer, der var 1356. Et lykketal, sagde kineserne. Han bar nationen på ryggen. For Kina består af 1,3 milliarder kinesere og 56 etniske minoriteter. Bagefter sagde kineserne, at tallet havde været for tungt. Ingen kan bære en hel nation på ryggen.
Men efter et par dage var det – om ikke ligefrem glemt – så i hvert fald accepteret og tilgivet af de fleste kinesere. For selve legene har været en succes. Det er gået glat. Uden nogen større problemer.
I hvert fald hvis man spørger kineserne.
For uden for landets grænser møder man man et lidt andet billede af OL og Kina.
Kineserne har har været effektive under OL og er nogle gange blevet mistænkeliggjort vel meget i vestlige medier.
Blandt andet har der været talt om de frivillige kinesere, der står rundt omkring ved de olympiske stadions og andre faciliteter. Deres venlighed. Det påtagede smil. At der lurede noget derinde bag ved den hjælpsomme facade.
Men helt ærligt. Det samme smil får man i en 7-11 butik i USA. Det er professionelt. Det er deres opgave. Og mon ikke englænderne også vil stikke de udenlandske gæster et smil, når de kommer til OL i London i 2012.
Der har også været talt om sikkerheden under OL. 100.000 soldater og betjente har invaderet Beijing. Der står jord-luft missiler og peger mod himlen over Fuglereden. Rundt om i byen går der hundredtusinder af frivillige rundt og holder øje med al mistænkelig adfærd.
Det er nu ikke så underligt. Mon USA’s præsident George Bush havde sagt ja til at blive kørt rundt i Beijing på bagsædet af en VW Santana politibil? Næppe. Det havde de andre 80-90 statsoverhoveder og berømtheder nok heller ikke lyst til. Se på OL i Athen i 2004. Her var sikkerheden på mange måder endnu højere.
Men på den anden side. Her er der noget om snakken.
Vi har set det selvsikre Kina. En 5.000 år gammel civilisation. Der inden 2024 vil sætte en mand på månen. Der har en økonomi med tocifrede vækstrater. En kommende supermagt. Og et land som kan bruge syv års energi og milliarder af kroner på at afholde et OL.
Og vi har set det usikre Kina. Den angste partistat. Der er bange for sine borgere og for sit image udadtil.
Under OL er to bedstemødre i slutningen af 70erne blevet dømt til et år i arbejdslejr. De ville ansøge om at holde en protest, fordi de blev tvangsfjernede fra deres hjem i 2001. Det har de ret til. Det står i loven. Som politiet ignorerede. Ligesom de ignorerede de 77 andre ansøgninger.
Det er en partistat, der efter alt at dømme har fusket med alderen på flere gymnastikpiger. For at deltage i OL skulle de være 16 år gamle. Men meget tyder på, at flere af dem er yngre og IOC undersøger stadig sagen.
Og ingen detalje har været for lille under OL. Det er derfor, at Kinas 25 mest magtfulde politikere – medlemmerne af Politburoet – besluttede, at en 7-årig pige ikke var pæn nok til at synge under åbningsceremonien til OL. Hun blev erstattet af en 9-årig og kønnere pige.
Under åbningsceremonien var der også et gigantisk fyrværkeri. Og det meste var ægte. Men en del af det var computergrafik. Virksomheden bag det arbejder også på afslutningsceremonien. I alt har der siddet 50 mand og arbejdet på projektet under OL.
Alt det har man også i mere eller mindre grad hørt om i Kina. Men uanset hvad, så har OL været en succes for kineserne.
:: Billedet er her fra Wikipedia.
Hun lå på andenpladsen. Hun kunne være blevet Kinas smukkeste kommunist. Men politik og skønhedskonkurrencer hører overhovedet ikke sammen, mener kritikerne.
