Arkiv for kategorie ‘Billeder’

Vinteren kom til Beijing: Kalligrafi i sneen

Posted 01 nov 2009 — by kinablog
Category Billeder

IMG_3401_2_400x290.shkl.JPG

Snemænd og sneboldkamp. Det er jo klassikere. Men man kan også bruge sne til meget andet. For eksempel til at lave kalligrafi, som man kan se på mit billede herover.

Det er taget søndag eftermiddag i Ritan Park i Beijing, hvor sne og vinter i år dalede både tidligt og kraftigt ned over Kinas hovedstad.

Sidste år sneede det første gang den 9. december. En talsmand for Beijing Weather Modification Office (北京市人工影响天气办公室) siger til Xinhua, at man har brugt kemikalier til at forstærke snefaldet, for at få så meget nedbør som muligt ned over det tørkeramte Beijing.

Grafik: Forskelle mellem Kina og Vesten

Posted 23 sep 2009 — by kinablog
Category Billeder, Humor

Den kinesiske designer Yang Liu, der er født i Kina, men har boet i Tyskland siden 1990, har lavet en række grafiske fremstillinger over de forskelle, der er mellem Kina og Vesten.

Her er blot et par eksempler, og du kan se dem alle på Jurl.it, hvor Kaiser Kuo har lagt dem ud.

Skulle du være i tvivl, så repræsenterer den blå farve Vesten og den røde Kina.

Personlige forbindelser

Personlige forbindelser.jpg

Transport 1976 vs. 2006

Transport 1970 vs 2006_400x202.shkl.jpg

Turisme

Turisme_400x179.shkl.jpg

Køkultur

queeing_400x210.shkl.jpg

Udveksle meninger

Udveksle meninger_400x209.shkl.jpg

Fester

fester_400x203.shkl.jpg

Problemløsning

Problem_400x202.shkl.jpg

Kina har svaret: Ugedags-nakkedims i taxa

Posted 22 nov 2008 — by kinablog
Category Billeder, Humor

Kinesisk taxa nakke ugedag stof dims.jpg

Du har garanteret prøvet det. Det er et problem, som de fleste af os kender.

Man sidder i en taxa – og glemmer hvilken dag det er. Var det nu onsdag eller søndag?

Sådan er det måske i Danmark. Og i andre dele af Kina. Men ikke i Shenzhen.

Her skal man blot kigge på nakkestøtten foran sig, hvor taxachaufføren hver dag sætter en ny… stofdims på, som fortæller hvilken dag, det er (jeg tror ikke rigtigt, at der findes noget dansk ord for det, men forslag modtages gerne).

I dag var det så fredag, som hedder 星期五 på kinesisk.

Jeg har i øvrigt set det samme i en elevator, hvor tæppet blev skiftet ud hver dag. Smart.

Kommunistiske babes: Kinesisk politiker presset ud af skønhedskonkurrence

Posted 17 okt 2008 — by kinablog
Category Billeder, Humor, Internettet

200809292012073254_200x299.shkl.JPG Hun lå på andenpladsen. Hun kunne være blevet Kinas smukkeste kommunist. Men politik og skønhedskonkurrencer hører overhovedet ikke sammen, mener kritikerne.

Derfor måtte den 22-årige Yuan Jing trække sig tilbage fra en skønhedskonkurrence, som jeg skriver om i Berlingske i dag.

Hun er en af de cirka 3.000 delegerede fra Kinas Kommunistparti, som hvert år mødes til Folkekongres i Beijing, der så nogenlunde er Kinas svar på Folketinget.

Derudover har Yuan Jing, der er fra Jiangsu provinsen, også en højtstående stilling i partiets ungdomsafdeling.

Netop derfor sømmer det sig ikke at være med i en skønhedskonkurrence. Det mener de vrede kinesiske netizens på for eksempel Tianya og her på criffin.blog.163.com.

Du kan se hendes profil i skønhedskonkurrencen her.

OL i Beijing: To sider af Kina

Posted 25 aug 2008 — by kinablog
Category Billeder, Journalistik, OL 2008 Beijing, Politik

bimushi.jpg Sådan. Den er hjemme. OL er en succes, som jeg skriver i denne nyhedsanalyse i søndagens Berlingske.

Og som jeg ikke lige fik linket til i går. Her er en lidt længere og mere blog-agtig (hvad det så end er) version.

Allerede for et par dage siden var de kinesiske medier klar med konklusionen om, at legene var en succes for Kina. For det første rent sportsligt. Ingen anden nation har suget så mange guldmedaljer til sig som Kina, der nu er sportsverdenens globale supermagt.

Også selvom alt ikke gik som planlagt.

I mandags tog hele nationen sig til hovedet, da Liu Xiang måtte humpe ud af Fuglereden og opgive kampen om at komme først i 110 meter hækkeløb. En katastrofe.

For den 25-årige Liu Xiang er et ikon. Forestil dig EM-holdet fra 1992, Mads Mikkelsen, kronprins Frederik og Bjarne Riis i en og samme person.

Og se på hans løbsnummer, der var 1356. Et lykketal, sagde kineserne. Han bar nationen på ryggen. For Kina består af 1,3 milliarder kinesere og 56 etniske minoriteter. Bagefter sagde kineserne, at tallet havde været for tungt. Ingen kan bære en hel nation på ryggen.

Men efter et par dage var det – om ikke ligefrem glemt – så i hvert fald accepteret og tilgivet af de fleste kinesere. For selve legene har været en succes. Det er gået glat. Uden nogen større problemer.

I hvert fald hvis man spørger kineserne.

For uden for landets grænser møder man man et lidt andet billede af OL og Kina.

Kineserne har har været effektive under OL og er nogle gange blevet mistænkeliggjort vel meget i vestlige medier.

Blandt andet har der været talt om de frivillige kinesere, der står rundt omkring ved de olympiske stadions og andre faciliteter. Deres venlighed. Det påtagede smil. At der lurede noget derinde bag ved den hjælpsomme facade.

Men helt ærligt. Det samme smil får man i en 7-11 butik i USA. Det er professionelt. Det er deres opgave. Og mon ikke englænderne også vil stikke de udenlandske gæster et smil, når de kommer til OL i London i 2012.

Der har også været talt om sikkerheden under OL. 100.000 soldater og betjente har invaderet Beijing. Der står jord-luft missiler og peger mod himlen over Fuglereden. Rundt om i byen går der hundredtusinder af frivillige rundt og holder øje med al mistænkelig adfærd.

Det er nu ikke så underligt. Mon USA’s præsident George Bush havde sagt ja til at blive kørt rundt i Beijing på bagsædet af en VW Santana politibil? Næppe. Det havde de andre 80-90 statsoverhoveder og berømtheder nok heller ikke lyst til. Se på OL i Athen i 2004. Her var sikkerheden på mange måder endnu højere.

Men på den anden side. Her er der noget om snakken.

Vi har set det selvsikre Kina. En 5.000 år gammel civilisation. Der inden 2024 vil sætte en mand på månen. Der har en økonomi med tocifrede vækstrater. En kommende supermagt. Og et land som kan bruge syv års energi og milliarder af kroner på at afholde et OL.

Og vi har set det usikre Kina. Den angste partistat. Der er bange for sine borgere og for sit image udadtil.

Under OL er to bedstemødre i slutningen af 70erne blevet dømt til et år i arbejdslejr. De ville ansøge om at holde en protest, fordi de blev tvangsfjernede fra deres hjem i 2001. Det har de ret til. Det står i loven. Som politiet ignorerede. Ligesom de ignorerede de 77 andre ansøgninger.

Det er en partistat, der efter alt at dømme har fusket med alderen på flere gymnastikpiger. For at deltage i OL skulle de være 16 år gamle. Men meget tyder på, at flere af dem er yngre og IOC undersøger stadig sagen.

Og ingen detalje har været for lille under OL. Det er derfor, at Kinas 25 mest magtfulde politikere – medlemmerne af Politburoet – besluttede, at en 7-årig pige ikke var pæn nok til at synge under åbningsceremonien til OL. Hun blev erstattet af en 9-årig og kønnere pige.

Under åbningsceremonien var der også et gigantisk fyrværkeri. Og det meste var ægte. Men en del af det var computergrafik. Virksomheden bag det arbejder også på afslutningsceremonien. I alt har der siddet 50 mand og arbejdet på projektet under OL.

Alt det har man også i mere eller mindre grad hørt om i Kina. Men uanset hvad, så har OL været en succes for kineserne.

:: Billedet er her fra Wikipedia.

OL i Beijing: Fotos af OL, tomme sæder og billethajer

Posted 19 aug 2008 — by kinablog
Category Billeder, OL 2008 Beijing

0818_Beijing5_400x266.shkl.jpg

Den amerikanske fotograf Kevin German har taget en lang række seværdige og levende billeder her fra OL i Beijing.

Smut selv forbi og kig på hans blog Wandering Light.

:: Via Globalvoices

:: Foto fra Wandering Light

OL i Beijing: Fuglereden i bambus

Posted 14 aug 2008 — by kinablog
Category Billeder, OL 2008 Beijing

OL Beijing fuglereden bambus.jpg

Ude på landet har man også Fuglereder. For eksempel i Hangzhou i Zhejiang, hvor nogle bønder har bygget en kopi af Beijing Nationale Stadion. Der er bedre kendt som Fuglereden. De ti landsbyboere har brugt 15 dage på at strikke modellen sammen, der er bygget i størrelsesforholdet 20:1.

I det hele taget er der gået mode i at bygge kopier af Fuglereden. Her er den for eksempel som kage.

OL i Beijing: Verdens første Mini Cooper rickshaw

Posted 12 aug 2008 — by kinablog
Category Billeder, Erhverv, OL 2008 Beijing

mini-rickshaw beijing.jpg

Mini Cooper skulle lancere en ny model i Kina. Hvordan skal man nu markedsføre den nye Clubman, tænkte Beijing Mini. For lige nu har de kinesiske medier lukket ned for alt andet end dækningen af OL, og derfor er det svært for et pr-hungrende bilfirma at kapre overskrifter.

Svaret blev Mini Cooper Rickshaw, som blandt andre China Car Times skriver.

Mini’ens bagende er fra Tyskland. Rickshawen (黄包车: Huangbaoche) er fra Kina. Og det hele er samlet i Hong Kong.

Ifølge denne artikel fra Chinacars vejer en Mini Cooper normalt 1.200 kilo. Så tung er mini-ricken dog ikke. Men selvom der er både lædersæder og alufælge vejer den alligevel 400-500 kilo. Godt Beijing er en flad by.

Flere billeder her.

OL i Beijing: Nu i Legoklodser

Posted 07 aug 2008 — by kinablog
Category Billeder, Humor

OL og lego.jpg

Den olympiske feber har også ramt Hong Kong Lego User Group. De har brugt 300.000 klodser og 4.500 figuerer til at bygge en model, der hedder Lego Sports City. Hele byen har taget cirka 100 timer at bygge.

Der er fotos her og her.

:: Via Shanghaiist

Hormoner på nyhedsbureauet: Gode tip til haven

Posted 06 aug 2008 — by kinablog
Category Billeder, Humor, Internettet

20080605102003efa7b_400x273.shkl.jpg

Det er et stykke tid siden (her, her og her), at vi sidst skrev om mandemagasinet Xinhua.

Engang var Kinas officielle nyhedsbureau en slags efterretningsvæsen for styret i Beijing. Det er det i øvrigt stadigvæk. De fleste af journalisterne på Xinhua laver de censurerede, ufarlige og parti-tro nyheder, som man kan læse på deres hjemmeside og i aviserne. De sender deres artikler ud på samme måde som Reuters, AFP, Ritzau og så videre.

Men der er også en afdeling i Xinhua, der producerer rigtige og ucensurerede nyheder fra hele Kina. De bliver dagligt distribueret til toppen af centralregeringen og Kinas Kommunistparti, så de kan få et klart billede af, hvad der foregår ude i landet.

Men det er en lille afdeling. Der er kun omkring 300 journalister. Eller deromkring. Afdelingen er en slags mere eller mindre offentlig hemmelighed, som man ikke taler om, så hvor mange der præcist arbejder her, er umuligt at sige.

Men i en anden ende af huset sidder de andre almindelige journalister. Som at dømme efter Xinhuas hjemmeside er mænd mellem 15 og 20 år, der bor hos deres forældre, som stadig venter på at (fnis) kysse den første pige og som har ualmindeligt svært ved at klare sommervarmen og pigernes korte kjoler.

Porno er forbudt i Kina. Men Folkerepublikkens nyhedstjeneste og centralregeringens talerør er altid god for at levere bart kød til masserne.

Her kan man læse en behørigt illustreret artikel om de udenlandske og kinesiske cheerleaders (拉拉队: Laladui), for hvem det er en drøm at komme til OL.

Her er en artikel der hedder noget a la “Sexede frøken Sejlsportskvinder” (激情奥帆赛 性感“帆女郎).

På 163.com er de hormonfyldte drenge også godt med. Her kan man læse artikler om den berømte models perfekte feriebilleder, hvor hun poserer som bikinklædt kaptajn.

Har man grønne fingre og gerne vil gå Søren Ryge efter i bedene (ha… host… dårlig joke, beklager), kan man helt sikkert hente gode råd her hvor billedet øverst i artiklen er fra.

OL i Beijing: Fra pløjemark til Fuglereden

Posted 03 aug 2008 — by kinablog
Category Billeder, OL 2008 Beijing

U2107P1T1D16045284F21DT20080801223520_400x277.shkl.jpg

Dengang lå her marker og landbrug. Det var i september 2001, før man begyndte at bygge Fuglereden (鸟巢).

En amatørfotograf har fulgt byggeriet, så man kan se det skridt for skridt gennem de seneste syv år. Fra dengang markerne var grønne og brune og til stilladserne og de gule kraner kommer ind og den runde stadion begyndte at tage form. Se hele artiklen og alle fotografierne her på Sina.com.

Det er her i Fuglereden, der er ret imponerende, at åbningsceremonien til OL skal holdes. Arbejdet med ceremonien har taget tre år, der er 10.000 deltagere og den er instrueret af Zhang Yimou.

U2107P1T1D16045284F1394DT20080801223520_400x274.shkl.jpg

U2107P1T1D16045286F21DT20080801223802_400x281.shkl.jpg

OL i Beijing: Statistisk set er her ikke forurenet

Posted 28 jul 2008 — by kinablog
Category Billeder, Miljø, OL 2008 Beijing, Politik

forurening over beijing.JPG Kommer de olympiske atleter til at hoste sig gennem OL?

Det går den forkerte vej med forureningen her i Beijing, som jeg skriver om i dagens avis. Den store miljøplan virker ikke. Indtil videre, i hvert fald. Luften under OL kan sagtens nå at blive bedre, hvis BOCOG får hjælp fra vejret.

Men miljøplanen, der er sidste del af et årelangt program, som skulle gøre luften blå over Beijing, er ikke det hurtige fix, som BOCOG havde håbet på. Siden søndag den 20. er det gået ned ad bakke.

Det fik en presset Du Shaozhong, der er vicedirektør for Beijings Bureau for Miljøbeskyttelse, til at bruge et af de ældste og mest irriterende tricks i bogen. Enhver vesterlænding der har forhandlet med en kinesisk forretningspartner eller embedsmænd er stødt på det – deny the obvious.

Selvom du kan se forureningen, er det faktisk ikke forurening. Eller som han selv sagde:

»Der er en sammenhæng mellem en blå himmel og luftens kvalitet. Men der er ikke nødvendigvis lighedstegn mellem de to. Vi skal bedømme forureningen ud fra videnskabelig fakta, og ikke hvad vi kan se med det blotte øje,« sagde Du Shaozhong og gentog at luftforureningen er blevet mindre.

Få timer senere kom det kinesiske miljøministerium med nye tal, der viste at Beijing er Kinas tredje mest forurenede by. Og den værst forurenede af de syv byer, hvor der er olympiske konkurrencer.

Resten af søndagens pressemøde brugte Du Shaozhong på at kyle rundt med statistikker, procenter, pile, plusser, minusser, sammenligninger, tidshorisonter og måleenheder, der alt sammen beviste, at der statistisk set ikke er forurenet i Beijing. Super.

Du kan se selv følge med i forureningen ved at gå til Beijings Bureau for Miljøbeskyttelse (北京环保局) og se dagens tal. Det kan du også se her på beijingairquality.cn, der har et aktuelt kort over forureningen og to dage frem.

Er du forureningsnørd kan jeg anbefale beijingairblog.com.

:: Billedet er taget i dag mandag og forestiller den statistisk set rene luft over Beijing

OL i Beijing: Obama kommer til Kina

Posted 25 jul 2008 — by kinablog
Category Billeder, Humor, Politik

Obama i Kina.JPG

Barrack Obama er overraskende kommet til Beijing. På en måde. Portrættet af den amerikanske præsidentkandidat er malet på en lygtepæl her i Sanlitun. Et sjældent stykke kinesisk grafitti. Uden nogen forklaring eller tekst.

Ret overraskende. Jeg har virkelig ingen ide om, hvorfor han pludselig dukker op her i Beijing. For der er ikke megen Obama-feber i Kina. Slet ikke sammenlignet med Europa. Jo, det bliver da lige nævnt, at han holdt en tale i Berlin. Men ellers fylder det amerikanske præsidentvalg ikke ret meget.

Barrack Obama hedder i øvrigt 贝拉克奥巴马 på kinesisk. Det er en fonetisk oversættelse, som udtales Bei-la-ke Ao-ba-ma.

OL i Beijing: En klump ledninger

Posted 24 jul 2008 — by kinablog
Category Billeder, Humor

el ledninger beijing kina.jpg

Beijing er klar til OL og hele byen er friseret og nyvasket. Som man kan se på billedet.

Well. Ok. Beklager. Jeg ved det godt. Et billede af sammensnørede el-ledninger er ikke noget sjældent syn i Kina. Ren kliche. Men alligevel. Hver gang jeg ser det, kan min nordeuropæiske, kassetænkende og oprydningsivrige hjerne alligevel ikke lade være med at tænke på, hvordan det kan gå til.

Skandale: Snorkende embedsmænd får skideballe

Posted 24 jul 2008 — by kinablog
Category Billeder, Humor, Internettet, Politik

sovende embedsmaend i kina.jpg

Zzzz… Det er normalt, at kinesiske embedsmænd eller politikere napper sig en lur, hvis de er til et møde.

Sådan var det også i Shaanxi for en måned siden, hvor 1.000 højtstående embedsmænd fra provinsen var til et stormøde.

12 af dem kunne ikke holde øjnene oppe og døsede hen. Endda højlydt snorkende.

Desværre var der en som tog et billede af det slumrende embedsværk. Og desværre kom det ud på internettet. For eksempel her, her og her.

»Enfoldige, inkompetente, korrupte splittister,« lyder en af kommentarerne (»昏庸无能的腐败分子!«) fra en netizen.

Problemet er, at viceguvernøren skulle forbedre den skandaleramte provins’s omdømme. Derfor virker det ikke specielt imponerende på befolkningen, når embedsmændene sover sig gennem en skideballe.

Viceguvernør Yuan Chunqing siger nu, at »alle embedsmænd skulle være mere ansvarlige og dedikerede til udviklingen af Xian.«