Dæk der eksploderer. Rejer, ål og skaldyr der er pumpede med medicin. Dødelig tandpasta.
På det seneste har der været masser af sager, hvor kinesiske varer ikke har levet op til vestlige standarder. Faktisk har de ikke levet op til nogen standarder overhovedet, andre end fabriksejernes egne standarder, som de har sat for at fylde deres bankbøger op hurtigst muligt.
De seneste år har den kinesiske partistat arbejdet på at blive en del af Verdenssamfundet. Blandt andet med optagelsen i WTO og med de Olympiske Lege i 2008. Den har samtidig også arbejdet hårdt på at finde ud af, hvordan man opfører sig som en af verdenssamfundets storspillere. Det har den ikke klaret så godt. Indtil videre har der været flere eksempler på, at partistaten har tumlet rundt på den internationale scene iført rød papnæse og store sko.
For eksempel under Tsunamien i 2004. Det er tidspunkt hvor Kina gør alt for at agere som en regional magtspiller i regionen og for at flexe de politiske muskler, men alligevel sender partistaten kun 100 læger af sted til en katastrofe, der er skyllet ind over dens egen baghave.
SARS-epidemien fra 2003 er et andet eksempel. Den breder sig, som epidemier nu en gang gør. Sundhedsvæsenet finder ud af det. Slår alarm. Og embedsmænd og hele det politiske partiapperat – lukker øjenene og uddeler mundkurve til alle. Sssh… Ikke et ord til nogen, hvisker de i korridorerne i regeringskomplekset Zhongnanhai.
Nu er der så skandalerne med flere kinesiske varer, der har vist sig at være lige fra sundhedsskadelige over længere tid til decideret livsfarlige på ingen tid. Sikkerheden omkring de kinesiske varer kommer for alvor i fokus i USA denne sommer. Kinesisk dyrefoder koster amerikanske kæledyr livet. Et amerikansk dækfirma må tilbagekalde omkring 450.000 dæk, som firmaet har fået produceret i Kina. De eksploderer, simpelthen. Kort tid efter standser de amerikanske sundhedsmyndigheder importen af for eksempel ål og skaldyr, da de strutter af medicin, som de er blevet fodrede med i de kinesiske dambrug. Endelig er der også sagen om tandpastaen, som der var diethylene glycol i. Det bruger man ifølge Wikipedia normalt til fremstilling af for eksempel bremsevæske, printerblæk og generelt som et anti-frysemiddel. Men bestemt ikke som en ingrediens i tandpasta.
Hvad gør partistaten? Jo, den lukker øjnene. Benægter alt. Lavinen om fødevarerne begynder at rulle i maj i år i USA. Partistaten reagerer ikke selvom det internationale pres vokser. Og vokser. Og vokser. Til de endelig bliver nødt til at reagere. Det gør de ved i begyndelsen af juni at sige øv-bøv. En kinesisk talsmand i Washington, USA, fortæller, at kineserne blandt andet har standset importen af et hold amerikanske rosiner, der ikke levede op til de kinesiske sikkerhedsstandarder. Blandt andet er der fundet sulfur dioxid i rosinerne. Så det er noget skidt, mener kineserne. En amerikansk professor forstår dog ikke helt hvad problemet er, da sulfur dioxid er en af de mest almindelige ingredienser i rosiner og andre tørrede frugter, som hun siger til New York Times.
Sådan går det lidt frem og tilbage og partistaten bliver hårdnakket ved med at insistere på, at fødevaresikkerheden er i orden. Det virker ikke. De internationale medier bliver ved med at skrive om det. Øv. Så i slutningen af måneden går det op for partistaten, at de bliver nødt til at virke handlekraftige. Ergo slår de hårdt ned på fødevareindustrien og lukker omkring 180 fabrikker og gårde over hele landet. Så kan alle se, at de gør noget ved problemet. Det er helt efter bogen, for eksempel hvis der kommer en vigtig delegation fra udlandet, lad os sige, for at diskutere copyright og filmrettigheder. Så slår myndighederne ned på de butikker, der sælger de ulovlige DVD’er. Lukker dem. I hvert i en uges tid. Så begynder de så småt at skyde op igen.
Partistaten formår stadig ikke at lægge låg på debatten om fødevaresikkherd. Så den 15. august lover en embedsmand fra ambassaden i Washington, at nu gør de noget ved det. Partistaten vil inspicere enhver forsendelse af fødevarer der eksporteres fra Kina. Hvordan det lige skal føres ud i praksis, det kommer han dog ikke ind på.
Åbenhed betaler sig. Man bliver simpelthen nødt til at informere sine borgere og omverdenen i den slags kriser. Så nu må partistaten da langt om længe have lært lektien? Nej. For nu at bruge et citat fra Homer Simpson: “I haven’t learned a thing”.
Lige nu breder en virus sig mellem de kinesiske svinebestande. Det er en epedimi. Den bredt sig til 25 af de i alt 33 provinser og regioner. De officielle tal siger, at 165.000 svin er døde af virussen. Det lyder usandsynligt. Der er i alt 500 millioner svin i Kina, og hvert år dør 25 millioner af dem af forskellige sygdomme. Så 165.000? Det er for lavt. Samtidig er priserne på grisekød steget omkring 85 procent siden sidste år. Hvorfor? Egentlig uden grund. Derfor antyder det, at der er kraftig mangel på svinekød.
Men nej. Myndighederne er tavse. Der er ingen samarbejde med internationale organisationer. Ingen informationer til omverdenen, heller ikke selvom sygdommen allerede har spredt sig til både Vietnam og Burma.
Og heller ingen information til befolkningen. Søger man for eksempel på sygdommens navn, blå-øre-virus (呼吸 综合征: huxi zonghezheng, 猪蓝耳病: zhu lanerbing) eller lignende, på den kinesiske udgave af Google News, samt på større medier, såsom det officielle nyhedsbureau Xinhuas hjemmeside, er resultatet af relevante artikler aldeles magert.
Hvorfor? Den vigtigste grund er nok, at partitoppen går rundt i gangene i regeringskomplekset Zhongnanhai og for alt i verden vil undgå enhver form for negativ omtale her inden OL.
En anden grund kunne være, at partistaten stadig ikke har fundet ud af, hvordan man gebærder sig på den internationale scene. Det er som om den har en tro på, at den stadig kan styre både nationale og internationale informationsstrømme. Det har internettet gjort umuligt. Samtidig forstår partistaten helt enkelt ikke, hvordan den udenlandske og – i hvert fald af navn – frie og kritiske presse fungerer.
Det er partistaten måske ved at lære. Kina har, ifølge New York Times, hyret reklamebureauet Ogilvy Public Relations, der skal hjælpe landet med at få et bedre internationalt omdømme. Men pr og reklame er (forhåbentlig) ikke nok. Kina får svært ved at bevare sin rolle som hele verdens fabrikshal, hvis der kommer flere sager, hvor landet opfører sig som en uansvarlig nation og handelspartner.
Endnu en skandale. Cirka 230 børn er blevet diagnosticeret med hævede lymfekirtler, og de kommer alle fra den samme børnehave, der ligger i Cixi (慈溪) i 
De fleste mainstream-aviser i Beijing har hævet løssalgsprisen. Set med danske øjne er priserne dog stadig overkommelige.
Torsdag kom jeg tilbage fra 
Cigaretter er vigtige i Kina. Det er en social isbryder. Hvis du falder i snak med nogen, du ikke kender, går der ikke lang tid, før du får tilbudt en cigaret. En lille gave. Puff, puff.
Lige for tiden kan man jo stort set ikke røre ved en vare, der er made in China, uden at dimsen eksploderer mellem hænderne på én, hele kroppen eksploderer i et kradsende fyrværkeri af eksem eller at varen er pumpet op med så meget bly, at man uden besvær kan bruge sin pegefinger som blyant.
Hvis du har været i Kina, har du højst sandsynligt også drukket en flaske vand fra 
