Tiden står stille i det gamle stormagasin, som jeg skrev om forleden i Berlingske.

»Nostalgi. Det er derfor, at jeg kommer her,« indrømmer en af kunderne, en gammel og grinende kvinde, der blot vil kaldes for »Tante« Ma.

»Her er jo alt det, som man ikke kan få andre steder,« siger den lille og energiske Ma.

Det er her, i Stormagasinet Yong’anlu, der blev bygget i 1958, at man stadig kan finde de gamle kinesiske mærker (国货制品) , der var populære under den socialistiske planøkonomi. Og som mange unge kinesere, nu også er begyndt at købe. De er blevet moderne og retro-smarte.

De velstillede kinesiske forbrugere har ellers længe gået efter Gucci, Versace, L’Oreal og Levis, der er kedsommeligt almindelige i Beijing, hvor vestlige brands og luksusmærker er overalt i de mange store og moderne indkøbscentre. Men ikke i stormagasinet på gaden Yong’anlu i det sydlige Beijing.

Her står varerne stadig tæt pakket sammen på hylder, hvor der er stabler med gryder, elektriske riskogere, blomstrede risskåle i aluminium, stakker af papirer, konvolutter, toiletbørster, tasker, kløpinde formet som andehoveder og grønne affaldsspande.

Ekspedienterne står bag glasmontre. På en af montrene ligger der en kugleramme, hvor de sorte kugler og den røde ramme flere steder er slidt ned til træet. Ved siden af står der et stativ med kamme og børster, og der står en lille kasse med korkpropper til de store thermokander, som man ser overalt i Kina. Under det slidte glas ligger der blandt andet forlængerledninger, sakse, skruetrækkere og vandlåse.

Og så er der hylderne med kosmetik.

»Her er alle de gode mærker, og jeg bruger kun dem. Den her creme har jeg brugt i 50 år,« siger Tante Ma, der er kommet i butikken siden hun var barn.

Hun har købt en ansigtscreme af mærket »Youyi,« der betyder venskab på kinesisk. Den koster 6,5 yuan (seks kroner). Youyi er et af de helt gamle varemærker, som kineserne har brugt i generationer, og som ikke har forandret sig i stort set lige så lang tid. Hvilket er en af grundene til, at mange unge nu er begyndt at smøre det på huden igen.

»Der kommer stadigt flere unge, for folk er ved at genopdage de her gamle mærker. De ser dem som mere naturlige end de nye, der er videnskabeligt udviklede. Så mange foretrækker de gamle mærker,« siger ekspedienten Wang, der har arbejdet i butikken på Yong’anlu i 20 år.

Mange af Youyi’s konkurrenter er forsvundet i de seneste par årtier, hvor de er blevet udkonkurreret af langt mere moderne brands. Udviklingen var også ved at koste stormagasinet livet i slutningen af 1990erne, men man overlevede ved fyringer og ved at skære i de ansattes løn. Samtidig er butikken også mindre end tidligere.

De kinesiske forbrugere er langt fra ved at vende ryggen til de moderne produkter, men det er ikke kun på Yong’anlu, at man kan mærke interessen. For eksempel åbnede der for cirka et år siden en butik på den populære Taobao – der er Kinas svar på eBay – som har specialiseret sig i de gamle og klassiske kosmetikmærker.

Ude i det forreste lokale af stormagasinet på Yong’anlu kan man også købe tøj og sko. For eksempel skomærket Huili. Stormagasinet sælger en lille håndfuld af de originale modeller til cirka 60-85 yuan stykket. Huili, der også har det engelske navn Warrior, er ved at blive relanceret efter samme model som Feiyue, der også er nået til Europa og USA og til fødderne af kendisser som for eksempel Orlando Bloom. Herude, ved siden lange og uldne underbukser, hænger der også trøjer af sportsmærket Meihua, der er et brand fra Tianjin. Designet går tilbage til 1970erne.

Men en ting er, hvad kinesiske og andre hipsters går efter lige nu. Stormagasinet Yong’anlu har et stort lager af produkterne, for det er stadig de gamle og trofaste kunder, som man lever af og forsøger at hjælpe. Nogle gange dog forgæves. For eksempel kommer en gammel dame vuggende ind i butikken og hen til ekspedienten Wang for at spørge efter en ansigtslotion, der hedder »Ao Qi.«

»Nej, desværre, den holdt de op med at lave for et år siden,« siger Wang.

:: Foto viser nogle af udstilingsmodellerne af sko

Det er ved at være vinter i Beijing. I gamle dage – altså for over ti, tyve år siden – betød det, at vejene ind til Beijing, gadehjørner, veje og markeder ville være fyldte med kinakål, som bønderne var taget ind til byen for at sælge til byboerne. Kålene var en hjørnesten i beijingernes kost gennem vintermånederne, og man stoppede dem i trappeopgange og under tagene i hutongerne og alle andre steder, hvor de kunne opbevares tørt og koldt gennem vinteren. China Daily påstår i en artikel fra 2004, at en familie kunne tilrane sig op til 50 kilo kål til vintermånederne.

Siden har beijingernes kostvaner ændret sig, og samtidig er der kommet supermarkeder og andre og nemmere måder at opbevare fødevarerne på, der som kinakålene nu ofte bliver dyrket udenfor Beijings landområder og transporteret over lange afstande fra andre provinser.

Men man ser dem stadig her om efteråret. Porrer og kinakål, der bliver stakket op og solgt på gader og veje. Som på billedet jeg tog her i weekenden. Og det er egentlig både meget Kina-agtigt og hyggeligt.

Der har været usædvanligt mange fødevareskandaler her i Kina i de seneste måneder. Du kan læse om baggrunden for de mange skandaler i denne artikel. Her er en liste med nogle af de værste eksempler:

April
• Selvlysende »Avatar-kød«
En forbruger i Shanghai køber svinekød, der viser sig at være selvlysende i mørke. Det afgiver en klar og blå farve, som får kineserne på internettet til at døbe det »Avatar-kød.« Sundhedsmyndighederne i Shanghai siger, at kødet er blevet forurenet med en selvlysende bakterie, og at det er ufarligt at spise.

• Giftige bønnespirer
Politiet i den nordøstlige by Shenyang konfiskerer 40 ton bønnespirer. De er blandt andet blevet behandlet med antibiotika, natriumnitrit og urinstof, der skulle få dem til at vokse hurtigere og give dem et mere frisk udseende. 12 personer er arresteret.

• Blegemiddel i popcorn-bægre
Syv millioner engangs-madbeholdere bliver konfiskeret i Jiangxi provinsen. Æskerne er lavet af en skum, der blev forbudt i 1999, fordi det afgiver giftige stoffer, når det kommer i kontakt med varm mad. Der er også fundet store mængder blegemiddel i popcorn-bægre i biografer i Beijing.

• Blæk-pasta
I to måneder producerer og sælger en fabrik i Guangdong 45 ton pasta, der siges at være lavet af søde kartofler. Men i virkeligheden er det lavet af blandt andet majsstivelse og farvet med blæk og andre farvestoffer. Forholdene på fabrikken er også uhygiejniske, og der er fluer overalt.

• Boller med stoffer
Flere hundredtusinder »baozi« – der er dampede boller med fyld, og en populær spise i Kina – kaldes tilbage fra supermarkeder i Shanghai, da der bliver fundet flere ulovlige stoffer i dem. Samtidig har virksomheden genbrugt gamle »baozi«, og solgt dem som nye.

Marts
• Blegemiddel og afføring i servietter
Servietter, som især bruges på restauranter, er ofte uhygiejniske, fastslår myndighederne. De er lavet af genbrugspapir, der er uegnet til hygiejniske formål. På en enkelt fabrik i Hebei bliver der konfiskeret 100 ton genbrugspapir, som indeholder medicinrester og afføring.

• Steroider i svinekød
Den kinesiske Tv-station CCTV – der svarer til Danmarks Radio – afslører, at 158 grise i Henan provinsen har fået svinefoder med det forbudte stof clenbuterol. Det gør kødet magert. I alt bliver mindst 2.000 ton svinekød og svineprodukter destrueret. Flere producenter, der hører under Shuanghui Group, som er en af Kinas største fødevarevirksomheder, er involveret i skandalen.

• Genbrugt madolie fra afløb
En professor laver en undersøgelse, som afslører, at hver tiende måltid i Kina er lavet med genbrugt og beskidt madolie, som ofte er indsamlet fra afløbene i restauranter, cafeterier og kantiner, hvorefter det er hældt på nye bøtter og flasker. Kineserne døber det »afløbs-olie,« og fødevarekontrollen begynder en national kampagne. Olien indeholder kræftfremkaldende stoffer, der opstår efter madlavning med fødevarer, der indeholder stivelse.

• Pesticider i bønner
Næsten fire ton af de lange Sydamerikanske bønner – vigna unguiculata – bliver trukket tilbage fra markederne i millionbyen Wuhan, der ligger i det centrale Kina. De er sprøjtet med det forbudte pesticid isocarbophos. Bønnerne var dyrket i byen Sanya, der kritiserede Wuhan for at offentliggøre sagen. Siden er der flere steder i Kina fundet iscorbophos i både meloner, røde bønner og andre grøntsager.

Februar:
• »Læder-mælk«
Kineserne døber det »læder-mælk,« da fødevarekontrollen finder to kemikalier – potassium dichromate og sodium dichromate – i frisk mælk. Stofferne bruges normalt til at blødgøre læder, og kan give knogleskørhed. Når kemikalierne kommer i fortyndet mælk, ser det ud som om mælken har et højt niveau af protein. I en aktion i april lukkede myndighederne halvdelen af landets 1.176 mejerier, og de fleste får ikke fornyet licensen på grund af problemer med kvaliteten.

• »Cadmium-ris«
Et universitet i Nanjing offentliggør en undersøgelse, som viser, at op mod ti procent af kinesisk ris er forurenet med tungmetaller som cadmium, der normalt bruges i for eksempel batterier og farvestoffer. Ifølge undersøgelsen er der i flere sydlige provinser endda fundet problemer i op til 60 procent af al ris.

:: Foto fra denne side, der viser, hvordan billigt kyllingekød bliver til dyrt oksekød

De seneste måneder er Kina blevet ramt af flere groteske fødevareskandaler, som jeg skriver om i dagens Berlingske. Og de har igen har skabt frygt blandt de kinesiske forbrugere, som for eksempel Li, der er i midten af fyrrerne.

Hun ryster på hovedet og slår ud med armene.

»Jamen, der er jo problemer med al slags mad,« siger Li, som jeg talte med forleden i et supermarked i det centrale Beijing. Hun peger ned i sin indkøbsvogn, hvor der blandt andet står en dunk med fem liter madolie. Forleden hørte hun om falsk olie, der var lavet af ris og farvestoffer.

»Men det er især kød, som jeg bekymrer mig over,« siger Li. Og det er der god grund til.

For eksempel blev en hot-pot restaurant i sidste uge afsløret i at dyppe indvolde i formaldehyd. For at holde dem friske. Markeder og restauranter laver falsk oksekød ud af billigt kyllingekød. Det kan gøres med smagspulver og keramisk glasur. Grise, der er døde af sygdom, kommer alligevel på markedet, blandt andet ved at blive lavet til pølser og skinke. Det sker, fordi producenterne bestikker fødevarekontrollen. Og en hønsefarmer har fodret sine kyllinger med mineralsk pulver for at øge vægten og salgsprisen.

• Læs også – Tre måneders madskandaler i Kina

Det er blot få eksempler på de mange skandaler, der har ramt alle dele af den kinesiske fødevareindustri her i foråret, og som igen stiller spørgsmålstegn ved regeringens indsats for bedre fødevaresikkerhed.

For hvor meget er der egentlig sket, siden den store skandale i 2008. Her døde mindst seks børn og 300.000 blev syge, da de drak mælkepulver, der var forurenet med melamin. Det bruges blandt andet til fremstilling af lim eller plastic. Siden da har myndighederne ført utallige kampagner, flere personer er blevet arresteret og endda henrettet. Men for blot et par uger siden fandt politiet i Chongqing 26 ton mælkepulver, der var forurenet med melamin.

• Læs også – alle artikler om mælkeskandalen

Der er ikke sket fundamentale ændringer i fødevareindustrien, der nærmest har institutionaliseret jagten på profit og foragten for forbrugernes helbred. Samtidig har myndighedernes kampagner mest været skræmmekampagner og crack downs, som måske er effektive på kort sigt, men de løser ikke de grundlæggende problemer, som der stod i en leder i denne uge i magasinet Caixin.

For de mange love omkring fødevaresikkerhed og -industri er på mange måder udmærket, siger He Jiguo, der er ekspert i fødevaresikkerhed på Kinas Landbrugsuniversitet i Beijing.

»Men de burde håndhæves langt bedre, end de bliver i dag,« siger He Jiguo.

Og det sker ikke. Et af problemerne er, at der ikke er en enkelt myndighed, som har det fulde ansvar. For eksempel har Sundhedsministeriet været fraværende i flere store sager.

Et andet problem er virksomhedernes moral. Men det er regeringen, som har ansvaret for at løse krisen, siger Li, som står ved sin indkøbsvogn i supermarkedet. Og indtil det sker?

»Hvad kan vi gøre? Vi skal jo spise,« siger Li.

For Kina er så nogenlunde det samme sted som Japan i 1950erne. Den japanske regering og landets virksomheder reagerer i den grad også på en anden måde end kineserne, der forsøger at mørkelægge den slags sager. Kineserne kan i det hele taget lære af japanerne, der i dag er kendt for deres besættelse af god kvalitet.

Det skriver Paul Midler, der er forfatter til den læsværdige Poorly Made in China, i Wall Street Journal:

In China, workers are too afraid to report even the most obvious production errors or the most egregious cases of unethical misconduct. Working with many factories, I have seen line operators reluctant to report anything at all. Managers ignore issues that might cause embarrassment. Everyone involved is making a risk calculation, determining that staying silent reduces the likelihood of trouble, at least in the short run. Where workers ought to speak up, the inclination is to look the other way instead.

One of China’s problems is that efforts to improve quality are focused on the finished product only. Every time a scandal erupts, the answer has been to test more of the finished product. This after-the-fact approach is no match for an emphasis on continual, systemic improvement. As Deming suggested, “we should work on our process, not the outcome of our processes.”

(Jeg har ikke fået skrevet om melaminen endnu, for det skete mens jeg var på ferie. Coming up.)

ESWN har oversat en artikel fra Pingguo Ribao (蘋果日報 Æble Avis), der fortæller hvordan fem ansatte i en kinesisk Wal-Mart tævede en 37-årig kvinde til døde. De ansatte havde mistænkt hende for butikstyveri.

According to information, the eyewitnesses at the scene did not intervene beyond advising the five to stop. When Yu Xiaochun’s relatives found out and rushed to the scene, she already was lying on the ground and coughing out blood. The relatives called the police even as they got down on their knees to implore the five employees to stop hitting her and rendering medical help instead. The five ignored the pleas of the family and refused to help. When the police showed up, the five fled scene. The relatives put Yu Xiaochun into the police car which sped to the hospital. At the hospital, the doctors told the family that Yu was in critical condition. She passed away on September 2. The police have apprehended the five Wal-Mart employees, two of whom have already been placed under criminal detention.

:: Grafik fra artiklen i Pingguo Ribao

Beijing har nu fået sin første flaskeautomat, skriver Beijing Wanbao.

Automaten står ved sydindgangen til Chaoyang Park, og den unge dreng på billedet var automatens første bruger.

Den er til plasticflasker, og man får en jiao per flaske. Altså 0,08 kroner per flaske.

Normalt er der ikke sortering af hverken plastic- eller glasflasker her i byen. Man smider dem ud med skraldet, og skraldesamlerne roder så affaldsbunkerne igennem for at finde alt af værdi. Såsom pap, papir og plastic. Det cykler de så ud til genbrugsstationerne med, hvor deres skrald bliver vejet og de får deres betaling.

Ifølge artiklen håber man på, at der gradvist vil komme flere og flere automater. Og det er jo en god og præcis plan.

Børnene er blevet syge, fordi børnehaven gennem længere tid har brugt madolie af dårlig kvalitet. Det mener forældrene.

De beskylder børnehaven for at have brugt en slags industriel palmeolie, der kun kan bruges til at lave makeup og sæbe. Og altså slet ikke er egnet til madlavning.

Den sag går tilbage til begyndelsen af oktober, som man kan læse her på Mingpaonews og på Tianya.

Det benægter de lokale myndigheder, der satte 14 læger til at undersøge børnene.

Konklusionen lød stort set, at der ikke var noget problem. De fleste af tilfældene var ikke videre alvorlige, mente lægerne.

Forældrene var dog ikke overbeviste. De troede ikke på de lokale læger, og tog deres børn til hospitaler i for eksempel Shanghai.

Onsdag gik Sundhedsministeriet så ind i sagen og begyndte deres egen undersøgelse, hvor de sendte et hold læger af sted til provinsen.

Konklusionen er ikke klar endnu. Men jeg bliver ikke overrasket, hvis den viser, at forældrene har ret i deres beskyldninger.

I så fald er sagen klassisk. Og helt efter bogen som mælkeskandalen og de andre fødevareskandaler er skrevet efter. Vi har nogen der forsøger at tjene penge. Eller i det her tilfælde sikkert at spare penge. Og de er aldeles ligeglade med, at det vil gå ud over andres helbred.

Derefter forsøger de lokale myndigheder at dække over sagen. Der er ikke noget problem. De benægter alt. Det virkede i gamle dage.

Så viser det sig, at de ikke længere kan skjule eller fortie det. Derfor bliver lokal- eller provinsregeringen nød til at fyre en eller anden. Måske endda to eller tre personer.

Og that’s it. Indtil den næste sag dukker op. For loven og kontrolmekanismerne bliver der ikke ændret synderligt meget på. Og den bliver da slet ikke håndhævet.

For selvom centralregeringen i Beijing måtte have de bedste intentioner, så nytter det ikke noget, når man ignorerer loven ude i lokalområderne og provinserne, og når de ikke bliver presset til at overholde loven. For slet ikke at tale om moralen. Og ikke mindst mediernes rolle.

I den slags sager spiller medierne en vigtig rolle. Hvis de frit kan få lov til at efterforske og skrive om sagerne. Og det kan de ikke, som David Bandurski fra China Media Projekt skriver:

On the one hand, party leaders pledge to deal resolutely with these specific incidents and their causes; on the other they fail to address a political culture of information control that fuels the cover-up of truths at the expense of ordinary Chinese.

I sin glimrende blogpost har han oversat en op-ed fra Chang Ping (长平), som han har skrevet om medier, fødevarer og mælkeskandalen i Oriental Daily:

On October 10 the Xi’an Evening Post reported the whole process of how Sun Chunlong revealed the truth about the cover up. As I was poring over the sequence of events with a friend I made a terrible discovery. At least five websites, including Netease and Sina, deleted the report on their sites. When Southern Metropolis Daily reported this news the headline was, “News is deleted and blogs deleted too.” Apparently, this follow-up report should have been headlined, “News deleted, blogs deleted and news deleted again ….”

:: Billedet er her fra Mingpaonews, hvor forældrene forsøger at få lokalregeringen til at gå ind i sagen

De er blevet hævet fra 0,5 yuan til 1 yuan. Altså fra 37 øre til cirka 74 øre. Men det er trods alt en fordobling af prisen.

Det er 北京晨报, 北京晚报 og 法制晚报 der først og fremmest har skruet prisen i vejret. Altså Morgenavisen Beijing, Aftenavisen Beijing og Aftenavisen Lovtidende, som de hedder, hvis man skal oversætte det nogenlunde meningsfuldt til dansk.

Beijing Ungdomstidende, 北京青年报, har dog hævet prisen fra en til halvanden yuan.

Dermed følger de, i følge artiklen fra news.sohu.com, udviklingen i andre større kinesiske byer som for eksempel Wuhan, Shanghai og Chengdu.

Aviserne hæver prisen på grund af stigende omkostninger. Men de advarer om lover, at de vil holde det journalistiske niveau.

Skulle man have lyst til at spare de 74 ører, kan man dog stadig blot gå ind på deres hjemmesider og hente aviserne gratis i .pdf.

Men på grund af mælkeskandalen med Sanlu tonede Arla Mengniu festlighederne ned og aflyste deres åbningsceremoni tirsdag. Det var før de blev indblandet i skandalen. Det blev de til gengæld senere samme dag, hvor CCTV bragte et indslag om aftenen, der viste, at der var fundet melamin i mælkepulver fra 22 mejerier. Blandt andet fra Arla Mengnius fabrik i Hohhot.

Jeg beklager, at jeg ikke har haft tid til at opdatere bloggen imens. Du kan læse et par af mine nyheder i Berlingske her fra tirsdag den 16. september og her fra den 18. september. Og i dag søndag har jeg skrevet en længere artikel om skandalen.

Jeg har også været på DR2 Udland, hvor jeg vrøvlede fortalte om skandalen. Første gang torsdag den 18. september, hvor internetforbindelsen fra Indre Mongoliet i nogen grad forpurrede Skype-forbindelsen. Og så igen dagen efter om fredagen.

Hvad går den her mælkeskandale så ud på?

Hvis man tager de rød-hvide briller af, så er Arla som sådan ikke specielt interessante. De er blot en ud af 22 virksomheder.

Det begynder med Sanlu, der var den største producent af mælkepulver. Jeg har lavet en tidslinje, som du kan se her. Sanlu’s pulver var billigt. Derfor var de også populære. Især i de fattigere dele af Kina og blandt de forældre, der ikke har velpolstrede bankbøger.

Derfor var det allerede en stor sag fra begyndelsen. Tirsdag bliver den endnu større, da de andre mejerier bliver involveret.

Fredag kommer den for alvor op i gear, da man finder melamin i andre mælkeprodukter i Kina. Og både yoghurt og mælke trækkes tilbage fra butikker over hele Kina.

For kineserne er trætte af fødevareskandaler. Der har været afsindigt mange af dem de senere år. Og næsten dagligt er der artikler om større eller mindre skandaler i aviserne rundt om i Kina.

Samtidig er der spørgsmålet om, hvornår myndighederne fik besked om de forurenede produkter. Sanlu fik nys om de første problemer i februar, men forsøgte at dække over det. Hvornår blev det offentlige system og myndighederne informeret?

Og her er der flere lag. Først er der bystyret i Shijizhuang, hvor Sanlu har hovedsæde. Dernæst er der provinsregeringen i Hebei. Og så er der centralregeringen i Beijing. Endelig er der også fødevarekontrollen AQSIQ. Hvorfor opdagede de ikke noget?

Derfor er skandalen vigtig; fordi den rammer ufatteligt mange forældre og børn; det er endnu en fødevareskandale; som endda er den mest omfattende i årevis; der er elementer af korruption, fortielse og sløsede myndigheder.

Endelig er det også værd at lægge mærke til, at kinesiske mælkeprodukter også bliver eksporteret til udlandet. Det er ikke kun et kinesisk problem. Og det rejser i det hele taget tvivl om hele den kinesiske fødevarekontrol. Igen.

:: Billedet er fra denne artikel på Sina

I følge World Health Organization er det hele 67 procent af alle kinesiske mænd, der ryger. Kun fire procent af kvinderne ryger.

Mange steder i Kina er rygning en mandeting. Noget maskulint. Det er ikke noget for kvinder. Især ikke noget, de skal gøre offentligt. Jeg har været sammen med udenlandske kvinder, der har røget på offentlige steder, mens måbende mænd har kigget på dem. Og en enkelt gang kom kommentaren “er det en mand eller kvinde?”. Det var dog på landet, inde i de mere moderne byer, er man nok vant til at se rygende kvinder og laowai’s.

WHO har en lang række af statistikker om Kina og rygning. Blandt andet:

• Kineserne ryger en tredjedel af alle cigaretter i verden
• Rygning kommer til at dræbe en tredjedel af alle nulevende mænd under 30 år.
• Hver dag dør 3.000 personer af rygning i Kina
• Der er mere end 300 millioner rygere, der hver dag tænder cirka 1,7 billioner cigaretter.
• Kina er verdens største tobaksproducent, og står for 1/4 af hele verdens produktion af tobaksblade.
• I 1990 røg 68 procent af lægerne og 65 procent af lærerne.
• WHO regnede sig i 1993 frem til, at den kinesiske stat tjente 5 milliarder dollars på skatter fra tobak, men tabte 7,8 milliarder dollars i produktivitet og udgifter til sundhed.

:: Foto fra Wikipedia

PR foto fra VW Kina

Hvis du er vild med 1980erne, men mangler en bil der passer til dine snow-wash bukser og neonfarvede Ball-bluser, bør du tage til Kina, hvor VW Santana (桑塔纳: Sang-ta-na) er en af de mest populære biler.

Den kantede tysker rullede første gang ud på de europæiske veje i 1981, og tyskerne trak den ud af det europæiske marked i 1987.

Men i Kina er man stadig vild med den 26 år gamle VW (上海大众: Shanghai Dazhong). Hvis du har kørt i taxa i Kina, har du næsten med garanti også kørt i en VW Santana, der er chaufførernes absolutte darling.

Er du derimod mere til 70′erne, brune farver og brede bukser, bør du i stedet købe en flybillet til Kenya, hvor Peugot stadig sælger den originale Peugot 504.

:: Via China Car Times

“China Blue” er en amerikansk dokumentarfilm om livet på en kinesisk fabrik, der laver cowboybukser.

Filmen følger en 16-årig teenagepige, en typisk kinesisk migrantarbejder, der kommer fra en bondefamilie i Sichuan. Som så mange andre arbejdsløse landarbejdere, bliver hun nødt til at søge mod byerne, for at finde arbejde. Det finder hun på Lifeng-fabrikken.

Her arbejder hun op til 17 timer i døgnet til cirka tre kroner i timen. Hun bliver trukket i løn, hvis hun har snakket, grinet eller for eksempel gået for meget på toilet. Hun sover cirka fire timer i døgnet i et overfyldt værelse med andre fabriksarbejdere.

Fabrikkens direktør er en tidligere højtstående politimand, der er stolt af at køre en fabrik med stram ledelsesstil. En fabrik der, til direktørens forsvar, ikke skulle være en af de værste af slagsen.

Alt det er der ikke noget nyt i. Der er skrevet tusinder af spaltekilometer om emnet, der også er mere end velbeskrevet inden for sinologien. Men det gør nu ikke filmen, der er fra 2005, mindre interessant.

“China Blue” er lavet af Micha X. Peled, som du kan læse et interview med her. Han står bag produktionsselskabet Teddy Bear Films. “China Blue” har været på rundtur blandt flere filmfestivaler, blandt andre CPH:DOX, og den er blevet vist på amerikanske PBS, hvor den vandt prisen som den bedste uafhængige dokumentarfilm i 2007.

Filmen kan ses her på Google Video eller her på Youtube. Traileren kan ses her.

Er du en håbløst gammeldags romantiker, der sværger til fordums teknologier som DVD-skiver, så kan du købe den på Teddy Bear Films hjemmeside, eller prøve at gå på biblioteket og tale med din lokale lånekortspusher. Filmen er til at bestille i hvert fald i både Odense og Århus.

Ok, det er måske en kende overdrevet, men de seneste cirka seks måneder er sagerne om de problematiske varer fra Kina vokset og vokset. En ny uge. En ny sag.

Det er der et ord for: Krise. Man kan endda gå så vidt som til at sige, at det er en PR-krise for Kina og især kinesisk eksport.

Og den kinesiske partistat har virkelig opført sig professionelt, fornuftig og ansvarligt gennem hele krisen. Nemlig ved at lukke øjnene, stikke fingrene i ørerne og højt råbe “LALALALALA”. Den har stort set begået enhver tænkelig brøler når det kommer til PR og krisestyring. Og kun bidraget til at cementere beviserne for, at partistaten gør alt for at skjule pinlige informationer.

Den kinesiske partistat reagerer først, da den langt om længe finder ud af, at al den negative omtale er helt enormt bad for business. Især når det kommer til et af de vigtigste markeder, det amerikanske, hvor alting anti-kinesisk har nået nye højder. Det er ikke fordi den nærer nogen bekymring for de kinesiske forbrugere, der er notorisk svagt stillede når det kommer til forbrugersikkerhed. Næh, næh.

Nej, det er fordi den økonomiske bundlinje er truet. Netop økonomisk vækst og fremgang er en, måske den, af de vigtigste grunde som Kinas Kommunistparti (中国共产党: Zhongguo Gongchangdang) har til at legitimere sin magtposition.

Nu er det så gået op for staten, at den har et problem. Derfor har den ifølge New York Times, som jeg tidligere har været inde på, ansat pr-bureauet Ogilvy Public Relations til at forklare sig ud af den penible situation.

Partistaten er virkelig ved at opruste PR-krigen. Den har også ansat Patton Bogs, der er en af de største amerikanske lobby-virksomheder. Det kan man læse i en udmærket og læsværdig artikel fra YaleGlobal.

Eneste “men” omkring artiklen er følgende citat, der handler om hvordan den kinesiske stat reagerer på kritikken:

“They really improved compared to the way they responded in the past,” he said. “I think they recognized that people need information.”

Hvem er det så, der siger det? Jo, manden hedder Scott Kronick og er direktør for Ogilvy Public Relations i Kina.

På det seneste har der været masser af sager, hvor kinesiske varer ikke har levet op til vestlige standarder. Faktisk har de ikke levet op til nogen standarder overhovedet, andre end fabriksejernes egne standarder, som de har sat for at fylde deres bankbøger op hurtigst muligt.

De seneste år har den kinesiske partistat arbejdet på at blive en del af Verdenssamfundet. Blandt andet med optagelsen i WTO og med de Olympiske Lege i 2008. Den har samtidig også arbejdet hårdt på at finde ud af, hvordan man opfører sig som en af verdenssamfundets storspillere. Det har den ikke klaret så godt. Indtil videre har der været flere eksempler på, at partistaten har tumlet rundt på den internationale scene iført rød papnæse og store sko.

For eksempel under Tsunamien i 2004. Det er tidspunkt hvor Kina gør alt for at agere som en regional magtspiller i regionen og for at flexe de politiske muskler, men alligevel sender partistaten kun 100 læger af sted til en katastrofe, der er skyllet ind over dens egen baghave.

SARS-epidemien fra 2003 er et andet eksempel. Den breder sig, som epidemier nu en gang gør. Sundhedsvæsenet finder ud af det. Slår alarm. Og embedsmænd og hele det politiske partiapperat – lukker øjenene og uddeler mundkurve til alle. Sssh… Ikke et ord til nogen, hvisker de i korridorerne i regeringskomplekset Zhongnanhai.

Nu er der så skandalerne med flere kinesiske varer, der har vist sig at være lige fra sundhedsskadelige over længere tid til decideret livsfarlige på ingen tid. Sikkerheden omkring de kinesiske varer kommer for alvor i fokus i USA denne sommer. Kinesisk dyrefoder koster amerikanske kæledyr livet. Et amerikansk dækfirma må tilbagekalde omkring 450.000 dæk, som firmaet har fået produceret i Kina. De eksploderer, simpelthen. Kort tid efter standser de amerikanske sundhedsmyndigheder importen af for eksempel ål og skaldyr, da de strutter af medicin, som de er blevet fodrede med i de kinesiske dambrug. Endelig er der også sagen om tandpastaen, som der var diethylene glycol i. Det bruger man ifølge Wikipedia normalt til fremstilling af for eksempel bremsevæske, printerblæk og generelt som et anti-frysemiddel. Men bestemt ikke som en ingrediens i tandpasta.

Hvad gør partistaten? Jo, den lukker øjnene. Benægter alt. Lavinen om fødevarerne begynder at rulle i maj i år i USA. Partistaten reagerer ikke selvom det internationale pres vokser. Og vokser. Og vokser. Til de endelig bliver nødt til at reagere. Det gør de ved i begyndelsen af juni at sige øv-bøv. En kinesisk talsmand i Washington, USA, fortæller, at kineserne blandt andet har standset importen af et hold amerikanske rosiner, der ikke levede op til de kinesiske sikkerhedsstandarder. Blandt andet er der fundet sulfur dioxid i rosinerne. Så det er noget skidt, mener kineserne. En amerikansk professor forstår dog ikke helt hvad problemet er, da sulfur dioxid er en af de mest almindelige ingredienser i rosiner og andre tørrede frugter, som hun siger til New York Times.

Sådan går det lidt frem og tilbage og partistaten bliver hårdnakket ved med at insistere på, at fødevaresikkerheden er i orden. Det virker ikke. De internationale medier bliver ved med at skrive om det. Øv. Så i slutningen af måneden går det op for partistaten, at de bliver nødt til at virke handlekraftige. Ergo slår de hårdt ned på fødevareindustrien og lukker omkring 180 fabrikker og gårde over hele landet. Så kan alle se, at de gør noget ved problemet. Det er helt efter bogen, for eksempel hvis der kommer en vigtig delegation fra udlandet, lad os sige, for at diskutere copyright og filmrettigheder. Så slår myndighederne ned på de butikker, der sælger de ulovlige DVD’er. Lukker dem. I hvert i en uges tid. Så begynder de så småt at skyde op igen.

Partistaten formår stadig ikke at lægge låg på debatten om fødevaresikkherd. Så den 15. august lover en embedsmand fra ambassaden i Washington, at nu gør de noget ved det. Partistaten vil inspicere enhver forsendelse af fødevarer der eksporteres fra Kina. Hvordan det lige skal føres ud i praksis, det kommer han dog ikke ind på.

Åbenhed betaler sig. Man bliver simpelthen nødt til at informere sine borgere og omverdenen i den slags kriser. Så nu må partistaten da langt om længe have lært lektien? Nej. For nu at bruge et citat fra Homer Simpson: “I haven’t learned a thing”.

Lige nu breder en virus sig mellem de kinesiske svinebestande. Det er en epedimi. Den bredt sig til 25 af de i alt 33 provinser og regioner. De officielle tal siger, at 165.000 svin er døde af virussen. Det lyder usandsynligt. Der er i alt 500 millioner svin i Kina, og hvert år dør 25 millioner af dem af forskellige sygdomme. Så 165.000? Det er for lavt. Samtidig er priserne på grisekød steget omkring 85 procent siden sidste år. Hvorfor? Egentlig uden grund. Derfor antyder det, at der er kraftig mangel på svinekød.

Men nej. Myndighederne er tavse. Der er ingen samarbejde med internationale organisationer. Ingen informationer til omverdenen, heller ikke selvom sygdommen allerede har spredt sig til både Vietnam og Burma.

Og heller ingen information til befolkningen. Søger man for eksempel på sygdommens navn, blå-øre-virus (呼吸 综合征: huxi zonghezheng, 猪蓝耳病: zhu lanerbing) eller lignende, på den kinesiske udgave af Google News, samt på større medier, såsom det officielle nyhedsbureau Xinhuas hjemmeside, er resultatet af relevante artikler aldeles magert.

Hvorfor? Den vigtigste grund er nok, at partitoppen går rundt i gangene i regeringskomplekset Zhongnanhai og for alt i verden vil undgå enhver form for negativ omtale her inden OL.

En anden grund kunne være, at partistaten stadig ikke har fundet ud af, hvordan man gebærder sig på den internationale scene. Det er som om den har en tro på, at den stadig kan styre både nationale og internationale informationsstrømme. Det har internettet gjort umuligt. Samtidig forstår partistaten helt enkelt ikke, hvordan den udenlandske og – i hvert fald af navn – frie og kritiske presse fungerer.

Det er partistaten måske ved at lære. Kina har, ifølge New York Times, hyret reklamebureauet Ogilvy Public Relations, der skal hjælpe landet med at få et bedre internationalt omdømme. Men pr og reklame er (forhåbentlig) ikke nok. Kina får svært ved at bevare sin rolle som hele verdens fabrikshal, hvis der kommer flere sager, hvor landet opfører sig som en uansvarlig nation og handelspartner.

Men lige nu griner Zong Qinghou ikke særligt meget. Han er nemlig raget uklar med Wahahas franske samarbejdspartner Danone (达能: Daneng), skriver blandt andre New York Times.

Balladen begyndte i 2006, hvor Danone beskyldte Zong Qinghou for at oprette en række hemmelige selskaber, der sugede penge ud af det fælles selskab og endda også lå i direkte konkurrence med deres egne produkter.

Danone lægger derfor sag an mod Zong Qinghou. Der et par dage efter trækker sig rasende tilbage som bestyrelsesformand for Wahaha.

Men Danone står svagt i ledelsen af Wahaha, og alt tyder på at Zong Qinghou stadig har solid indflydelse i sit tidligere firma. Forleden holdt han en pressekonference sammen med 13 af Wahahas topledere, der truer med at gå, hvis ikke Danone siger undskyld og lader Zong Qinghou gøre som han lyster.

:: En beskrivelse af Wahaha fra China Business Review (engelsk)

:: Fyldig artikel om Wahaha fra Wikipedia (engelsk)

:: Artikel fra Sina (kinesisk)

Gode strømper: “Naier is best fitting to the contour of your nice legs”, står der skrevet med Chinglish på dette par kinesiske uldstrømper.

Det er familien Dong fra Beijing, der har fået lov til at repræsentere Kina. De bruger 1.233,76 yuan om ugen på mad. Det er cirka 900 kroner. Deres favoritmad er grisekød i strimler med sur-sød sauce. Nammenam.

Det er dog ikke nogen gennemsnitlig kinesisk familie. I det hele taget er det altid svært at tale om, hvad en gennemsnitlig familie er i Kina, men familien Dong ligger i hvert fald i den mere velhavende ende.

Det kan man blandt andet se på, at de køber flutes. Der kommer flere og flere bagerier i de store og velhavende kystbyer, og man kan også købe brød i disse byers større supermarkeder som Carrefour. Men man skal ikke langt ud på landet, før det er umuligt at købe flutes og den slags vestligt brød. Og det er bestemt heller ikke noget, der er en fast del af et typisk måltid i Kina.

Billede fra bogen

Spænd sikkerhedsselen. Nu ved vi endelig, hvad den kinesiske forbruger allerhelst vil bruge sin surt opsparede Yuan på. Det kan vi takke UPS for, dem med pakkerne og de legoklodskantede, brune varevogne, der lige er kommet med en ny undersøgelse (åbner i .pdf), der bærer den spændende titel “Consumer Preference Study”.

Sammen med Research International er UPS gået grundigt til værks, og har spurgt 1.200 personer fra den kinesiske middelklasse, hvilke ting, dimser & dingenoter de foretrækker at købe, og hvorfor de er glade for dem. Personerne er fordelt med 200 kinesere i hver af følgende seks byer – Shanghai (der har mere end 20 millioner indbyggere), Beijing (cirka 15 millioner indbyggere), Wuhan (omkring syv millioner), Guangzhou (cirka ti millioner), Chengdu (cirka ti millioner) og Shenyang (cirka syv millioner). Hvem sagde “repræsentativt udsnit”?

Der er lagt op til store og spændende overraskelser, der nok vil komme bag på de fleste.

Blandt andet kan man læse, at kinesiske mænd er mere interesserede i elektronik end kinesiske kvinder.

Man kan også læse, at “signifikant flere kvindelige forbrugere” kan lide at købe skønhedsprodukter.

At kinesiske forbrugere generelt køber mere tandpasta og hårshampo end bleer.

Og at amerikanske virksomheder har bedre muligheder for at sælge deres produkter til velhavende, unge kinesere, der bor i storbyer.

Ser man det. Og jeg som troede, at det ville være langt lettere at sælge en 20.000 kroners IBM laptop til en kvindelig bonde med tre års skolegang, der bor i en bjerglandsby med sin oversminkede og bleindpakkede mand, der tjener 900 kroner om året på at arbejde i den lokale kulmine. Snydt igen.

Man kan også læse, at kinesiske forbrugere gerne vil købe amerikanske cd’er, dvd’er og bøger. Bøger? Næh, de gider ikke købe amerikanske bøger. Cd’er og dvd’er? Jep, det vil de gerne købe. Bare ikke de originale af slagsen. Har du boet i Kina i mere end 14 minutter, ved du, at stort set ingen kinesere køber originale dvd’er eller cd’er i Kina. De downloader dem fra nettet. Eller flotter sig og betaler fire kroner for en dvd-kopi af filmen, der er i samme kvalitet som den originale.

Sagt på en anden måde – hver dag udkommer der en kilometer lang lavine af bøger og undersøgelser om Kina. Især i kategorien hvordan-gør-jeg-forretninger-i-Kina-og-bliver-enormt-rig-helt-vildt-hurtigt. Og kvaliteten, den er signifikant svingende.

:: Via China Law Blog

Lyder det ikke som en cafe latte? Nej, måske ikke helt. Det er også en af de mere opfindsomme cafe latte’r, jeg har drukket her i Kina. Det er langt fra altid, at de kinesiske kaffebarer har helt styr på hvad de hælder i kopperne. Eller hvordan de gør det.

Det er da også først inden for de seneste ti år, at kineserne for alvor er begyndt at hælde kaffe i kopperne. Thesaloner lukker og nye kaffebarer skyder op. De fleste er lokale kaffebarer, der måske kopierer en kæde som Starbucks, der i dag har 216 kaffebarer i Kina. Hvilket er 147 flere kaffebarer end i 2003.

Ifølge Euromonitor, der er en privat konsulentvirksomhed, steg kinesernes forbrug af kaffe med 90 procent fra 1998 til 2003. Til i alt cirka 6.500 ton kaffe om året.

Så det er langt fra alle 1,3 milliarder kinesere der drikker kaffe. Der er stadig the i de flestes kopper. Kineserne er amatører sammenlignet med de danske kaffesvampe, der hvert år hælder 29.415 ton kaffe i hovedet.

Det meste af kaffen bliver drukket i de rige og veludviklede byer på østkysten, hvor de smarte og urbane kinesere bor.

Ifølge Euromonitor er der tre slags kaffedrikkere. Det er unge og smarte kinesere, der har taget den vestlige kultur til sig. Det er dem, der har arbejdet eller studeret i vesten, hvor de har vænnet sig til at gå på cafe og drikke kaffe. Eller det er udenlandske studerende og forretningsfolk, som der bliver stadig flere af i Kina.

Det er dog ikke filterkaffe, der bliver drukket mest af i Kina. Det er klart pulverkaffen, der sælger bedst. Den kan man købe i små tre-i-en-poser, hvor pulverkaffen er blandet sammen med pulvermælk og –sukker, klar til at hælde i koppen. Sådan en pose pulver kan jeg købe hos min lokale kiosk til cirka 50 øre.

Det smager en anelse af kaffe, og det er de fleste tilfredse med. En af grundene kan være at rigtig kaffe er ret dyrt i Kina. I den franske supermarkedskæde Carrefour koster en pose med 750 gram almindelig kaffe omkring 40 kroner.

Rigtig kaffe er heller ikke nemt at finde. Udover Starbucks er det kun i større supermarkskæder som Wal Mart eller Carrefour, at man finder rigtig kaffe på hylderne. I de kinesiske supermarkeder er der højest Nescafe og måske en kinesisk variant.

Men en ting er at finde kaffen. Og at den er dyr. Derefter kan man så begynde at lede efter et sted, der sælger kaffemaskiner.