» Dagligvarer

Dæk der eksploderer. Rejer, ål og skaldyr der er pumpede med medicin. Dødelig tandpasta.

På det seneste har der været masser af sager, hvor kinesiske varer ikke har levet op til vestlige standarder. Faktisk har de ikke levet op til nogen standarder overhovedet, andre end fabriksejernes egne standarder, som de har sat for at fylde deres bankbøger op hurtigst muligt.

De seneste år har den kinesiske partistat arbejdet på at blive en del af Verdenssamfundet. Blandt andet med optagelsen i WTO og med de Olympiske Lege i 2008. Den har samtidig også arbejdet hårdt på at finde ud af, hvordan man opfører sig som en af verdenssamfundets storspillere. Det har den ikke klaret så godt. Indtil videre har der været flere eksempler på, at partistaten har tumlet rundt på den internationale scene iført rød papnæse og store sko.

For eksempel under Tsunamien i 2004. Det er tidspunkt hvor Kina gør alt for at agere som en regional magtspiller i regionen og for at flexe de politiske muskler, men alligevel sender partistaten kun 100 læger af sted til en katastrofe, der er skyllet ind over dens egen baghave.

SARS-epidemien fra 2003 er et andet eksempel. Den breder sig, som epidemier nu en gang gør. Sundhedsvæsenet finder ud af det. Slår alarm. Og embedsmænd og hele det politiske partiapperat – lukker øjenene og uddeler mundkurve til alle. Sssh… Ikke et ord til nogen, hvisker de i korridorerne i regeringskomplekset Zhongnanhai.

Nu er der så skandalerne med flere kinesiske varer, der har vist sig at være lige fra sundhedsskadelige over længere tid til decideret livsfarlige på ingen tid. Sikkerheden omkring de kinesiske varer kommer for alvor i fokus i USA denne sommer. Kinesisk dyrefoder koster amerikanske kæledyr livet. Et amerikansk dækfirma må tilbagekalde omkring 450.000 dæk, som firmaet har fået produceret i Kina. De eksploderer, simpelthen. Kort tid efter standser de amerikanske sundhedsmyndigheder importen af for eksempel ål og skaldyr, da de strutter af medicin, som de er blevet fodrede med i de kinesiske dambrug. Endelig er der også sagen om tandpastaen, som der var diethylene glycol i. Det bruger man ifølge Wikipedia normalt til fremstilling af for eksempel bremsevæske, printerblæk og generelt som et anti-frysemiddel. Men bestemt ikke som en ingrediens i tandpasta.

Hvad gør partistaten? Jo, den lukker øjnene. Benægter alt. Lavinen om fødevarerne begynder at rulle i maj i år i USA. Partistaten reagerer ikke selvom det internationale pres vokser. Og vokser. Og vokser. Til de endelig bliver nødt til at reagere. Det gør de ved i begyndelsen af juni at sige øv-bøv. En kinesisk talsmand i Washington, USA, fortæller, at kineserne blandt andet har standset importen af et hold amerikanske rosiner, der ikke levede op til de kinesiske sikkerhedsstandarder. Blandt andet er der fundet sulfur dioxid i rosinerne. Så det er noget skidt, mener kineserne. En amerikansk professor forstår dog ikke helt hvad problemet er, da sulfur dioxid er en af de mest almindelige ingredienser i rosiner og andre tørrede frugter, som hun siger til New York Times.

Sådan går det lidt frem og tilbage og partistaten bliver hårdnakket ved med at insistere på, at fødevaresikkerheden er i orden. Det virker ikke. De internationale medier bliver ved med at skrive om det. Øv. Så i slutningen af måneden går det op for partistaten, at de bliver nødt til at virke handlekraftige. Ergo slår de hårdt ned på fødevareindustrien og lukker omkring 180 fabrikker og gårde over hele landet. Så kan alle se, at de gør noget ved problemet. Det er helt efter bogen, for eksempel hvis der kommer en vigtig delegation fra udlandet, lad os sige, for at diskutere copyright og filmrettigheder. Så slår myndighederne ned på de butikker, der sælger de ulovlige DVD’er. Lukker dem. I hvert i en uges tid. Så begynder de så småt at skyde op igen.

Partistaten formår stadig ikke at lægge låg på debatten om fødevaresikkherd. Så den 15. august lover en embedsmand fra ambassaden i Washington, at nu gør de noget ved det. Partistaten vil inspicere enhver forsendelse af fødevarer der eksporteres fra Kina. Hvordan det lige skal føres ud i praksis, det kommer han dog ikke ind på.

Åbenhed betaler sig. Man bliver simpelthen nødt til at informere sine borgere og omverdenen i den slags kriser. Så nu må partistaten da langt om længe have lært lektien? Nej. For nu at bruge et citat fra Homer Simpson: “I haven’t learned a thing”.

Lige nu breder en virus sig mellem de kinesiske svinebestande. Det er en epedimi. Den bredt sig til 25 af de i alt 33 provinser og regioner. De officielle tal siger, at 165.000 svin er døde af virussen. Det lyder usandsynligt. Der er i alt 500 millioner svin i Kina, og hvert år dør 25 millioner af dem af forskellige sygdomme. Så 165.000? Det er for lavt. Samtidig er priserne på grisekød steget omkring 85 procent siden sidste år. Hvorfor? Egentlig uden grund. Derfor antyder det, at der er kraftig mangel på svinekød.

Men nej. Myndighederne er tavse. Der er ingen samarbejde med internationale organisationer. Ingen informationer til omverdenen, heller ikke selvom sygdommen allerede har spredt sig til både Vietnam og Burma.

Og heller ingen information til befolkningen. Søger man for eksempel på sygdommens navn, blå-øre-virus (呼吸 综合征: huxi zonghezheng, 猪蓝耳病: zhu lanerbing) eller lignende, på den kinesiske udgave af Google News, samt på større medier, såsom det officielle nyhedsbureau Xinhuas hjemmeside, er resultatet af relevante artikler aldeles magert.

Hvorfor? Den vigtigste grund er nok, at partitoppen går rundt i gangene i regeringskomplekset Zhongnanhai og for alt i verden vil undgå enhver form for negativ omtale her inden OL.

En anden grund kunne være, at partistaten stadig ikke har fundet ud af, hvordan man gebærder sig på den internationale scene. Det er som om den har en tro på, at den stadig kan styre både nationale og internationale informationsstrømme. Det har internettet gjort umuligt. Samtidig forstår partistaten helt enkelt ikke, hvordan den udenlandske og – i hvert fald af navn – frie og kritiske presse fungerer.

Det er partistaten måske ved at lære. Kina har, ifølge New York Times, hyret reklamebureauet Ogilvy Public Relations, der skal hjælpe landet med at få et bedre internationalt omdømme. Men pr og reklame er (forhåbentlig) ikke nok. Kina får svært ved at bevare sin rolle som hele verdens fabrikshal, hvis der kommer flere sager, hvor landet opfører sig som en uansvarlig nation og handelspartner.

Hvis du har været i Kina, har du højst sandsynligt også drukket en flaske vand fra Wahaha (娃哈哈), der er Kinas største producent af drikkevarer. Wahaha blev stiftet af Zong Qinghou (宗慶後) i 1987, og det er også ham, der har fundet på virksomhedens navn, der er en fonetisk oversættelse af et grin. Haha. Som man ville sige på dansk.

Men lige nu griner Zong Qinghou ikke særligt meget. Han er nemlig raget uklar med Wahahas franske samarbejdspartner Danone (达能: Daneng), skriver blandt andre New York Times.

Balladen begyndte i 2006, hvor Danone beskyldte Zong Qinghou for at oprette en række hemmelige selskaber, der sugede penge ud af det fælles selskab og endda også lå i direkte konkurrence med deres egne produkter.

Danone lægger derfor sag an mod Zong Qinghou. Der et par dage efter trækker sig rasende tilbage som bestyrelsesformand for Wahaha.

Men Danone står svagt i ledelsen af Wahaha, og alt tyder på at Zong Qinghou stadig har solid indflydelse i sit tidligere firma. Forleden holdt han en pressekonference sammen med 13 af Wahahas topledere, der truer med at gå, hvis ikke Danone siger undskyld og lader Zong Qinghou gøre som han lyster.

:: En beskrivelse af Wahaha fra China Business Review (engelsk)

:: Fyldig artikel om Wahaha fra Wikipedia (engelsk)

:: Artikel fra Sina (kinesisk)

Gode strømper: “Naier is best fitting to the contour of your nice legs”, står der skrevet med Chinglish på dette par kinesiske uldstrømper.

I bogen Hungry Planet giver fotografen Peter Menzel et indblik i, hvad alverdens familier spiser i løbet af en uge. Der er billeder af 30 familier fra 24 lande, der alle viser deres ugentlige madforbrug frem.

Det er familien Dong fra Beijing, der har fået lov til at repræsentere Kina. De bruger 1.233,76 yuan om ugen på mad. Det er cirka 900 kroner. Deres favoritmad er grisekød i strimler med sur-sød sauce. Nammenam.

Det er dog ikke nogen gennemsnitlig kinesisk familie. I det hele taget er det altid svært at tale om, hvad en gennemsnitlig familie er i Kina, men familien Dong ligger i hvert fald i den mere velhavende ende.

Det kan man blandt andet se på, at de køber flutes. Der kommer flere og flere bagerier i de store og velhavende kystbyer, og man kan også købe brød i disse byers større supermarkeder som Carrefour. Men man skal ikke langt ud på landet, før det er umuligt at købe flutes og den slags vestligt brød. Og det er bestemt heller ikke noget, der er en fast del af et typisk måltid i Kina.

Billede fra bogen

Spænd sikkerhedsselen. Nu ved vi endelig, hvad den kinesiske forbruger allerhelst vil bruge sin surt opsparede Yuan på. Det kan vi takke UPS for, dem med pakkerne og de legoklodskantede, brune varevogne, der lige er kommet med en ny undersøgelse (åbner i .pdf), der bærer den spændende titel “Consumer Preference Study”.

Sammen med Research International er UPS gået grundigt til værks, og har spurgt 1.200 personer fra den kinesiske middelklasse, hvilke ting, dimser & dingenoter de foretrækker at købe, og hvorfor de er glade for dem. Personerne er fordelt med 200 kinesere i hver af følgende seks byer – Shanghai (der har mere end 20 millioner indbyggere), Beijing (cirka 15 millioner indbyggere), Wuhan (omkring syv millioner), Guangzhou (cirka ti millioner), Chengdu (cirka ti millioner) og Shenyang (cirka syv millioner). Hvem sagde “repræsentativt udsnit”?

Der er lagt op til store og spændende overraskelser, der nok vil komme bag på de fleste.

Blandt andet kan man læse, at kinesiske mænd er mere interesserede i elektronik end kinesiske kvinder.

Man kan også læse, at “signifikant flere kvindelige forbrugere” kan lide at købe skønhedsprodukter.

At kinesiske forbrugere generelt køber mere tandpasta og hårshampo end bleer.

Og at amerikanske virksomheder har bedre muligheder for at sælge deres produkter til velhavende, unge kinesere, der bor i storbyer.

Ser man det. Og jeg som troede, at det ville være langt lettere at sælge en 20.000 kroners IBM laptop til en kvindelig bonde med tre års skolegang, der bor i en bjerglandsby med sin oversminkede og bleindpakkede mand, der tjener 900 kroner om året på at arbejde i den lokale kulmine. Snydt igen.

Man kan også læse, at kinesiske forbrugere gerne vil købe amerikanske cd’er, dvd’er og bøger. Bøger? Næh, de gider ikke købe amerikanske bøger. Cd’er og dvd’er? Jep, det vil de gerne købe. Bare ikke de originale af slagsen. Har du boet i Kina i mere end 14 minutter, ved du, at stort set ingen kinesere køber originale dvd’er eller cd’er i Kina. De downloader dem fra nettet. Eller flotter sig og betaler fire kroner for en dvd-kopi af filmen, der er i samme kvalitet som den originale.

Sagt på en anden måde – hver dag udkommer der en kilometer lang lavine af bøger og undersøgelser om Kina. Især i kategorien hvordan-gør-jeg-forretninger-i-Kina-og-bliver-enormt-rig-helt-vildt-hurtigt. Og kvaliteten, den er signifikant svingende.

:: Via China Law Blog

Servitricen på kaffebaren “Cappucino” i Kaifeng har stillet en kop på bordet foran mig. Op af koppen rejser der sig et lille tårn af dåsefløde, krydret med farvet krømmel og chokolade, der løber ned ad siden på koppen. Den brune suppe nedenunder er svagt brunligt farvet. Og smager mere af kanel end af kaffe.

Lyder det ikke som en cafe latte? Nej, måske ikke helt. Det er også en af de mere opfindsomme cafe latte’r, jeg har drukket her i Kina. Det er langt fra altid, at de kinesiske kaffebarer har helt styr på hvad de hælder i kopperne. Eller hvordan de gør det.

Det er da også først inden for de seneste ti år, at kineserne for alvor er begyndt at hælde kaffe i kopperne. Thesaloner lukker og nye kaffebarer skyder op. De fleste er lokale kaffebarer, der måske kopierer en kæde som Starbucks, der i dag har 216 kaffebarer i Kina. Hvilket er 147 flere kaffebarer end i 2003.

Ifølge Euromonitor, der er en privat konsulentvirksomhed, steg kinesernes forbrug af kaffe med 90 procent fra 1998 til 2003. Til i alt cirka 6.500 ton kaffe om året.

Så det er langt fra alle 1,3 milliarder kinesere der drikker kaffe. Der er stadig the i de flestes kopper. Kineserne er amatører sammenlignet med de danske kaffesvampe, der hvert år hælder 29.415 ton kaffe i hovedet.

Det meste af kaffen bliver drukket i de rige og veludviklede byer på østkysten, hvor de smarte og urbane kinesere bor.

Ifølge Euromonitor er der tre slags kaffedrikkere. Det er unge og smarte kinesere, der har taget den vestlige kultur til sig. Det er dem, der har arbejdet eller studeret i vesten, hvor de har vænnet sig til at gå på cafe og drikke kaffe. Eller det er udenlandske studerende og forretningsfolk, som der bliver stadig flere af i Kina.

Det er dog ikke filterkaffe, der bliver drukket mest af i Kina. Det er klart pulverkaffen, der sælger bedst. Den kan man købe i små tre-i-en-poser, hvor pulverkaffen er blandet sammen med pulvermælk og –sukker, klar til at hælde i koppen. Sådan en pose pulver kan jeg købe hos min lokale kiosk til cirka 50 øre.

Det smager en anelse af kaffe, og det er de fleste tilfredse med. En af grundene kan være at rigtig kaffe er ret dyrt i Kina. I den franske supermarkedskæde Carrefour koster en pose med 750 gram almindelig kaffe omkring 40 kroner.

Rigtig kaffe er heller ikke nemt at finde. Udover Starbucks er det kun i større supermarkskæder som Wal Mart eller Carrefour, at man finder rigtig kaffe på hylderne. I de kinesiske supermarkeder er der højest Nescafe og måske en kinesisk variant.

Men en ting er at finde kaffen. Og at den er dyr. Derefter kan man så begynde at lede efter et sted, der sælger kaffemaskiner.