Danmark ville gerne have haft en af de helt store ledere på besøg. Som for eksempel Xi Jinping eller Li Keqiang. De to bliver efter alt at dømme udnævnt til præsident og premierminister til partikonferencen i 2012, når Hu Jintao og Wen Jiabao træder tilbage. Det skete ikke. Det blev i stedet for Yang Jiechi, der er leder af det politisk svage udenrigsministerium, og som står relativt langt uden for magten i partiet.

Har Villy Søvndal så ændret i Danmarks holdning til Kina, og er blevet skarpere i kritikken? Som han sagde på pressemødet:

Jeg gav udtryk for vores holdning til Tibets ønske om større autonomi, ønsket om større kulturel og religiøs frihed. Vi ønsker, at Kina er mere ambitiøs i forhold til menneskerettigheder i al almindelighed, EUs synspunkter og så videre. Den række kritikpunkter, som vi har i forhold til Kina, er velkendte og blev gentaget i dag

Hvis man dykker helt ned i nuancerne, så er det måske en smule hårdere end den tidligere regering, men umiddelbart er svaret nej.

Når vestlige regeringschefer og ledere mødes med deres kinesiske kolleger, så er det normalt, at kritikken foregår bag lukkede døre. For kritikken er mest af alt indenrigspolitik, så lederne kan gå tilbage til vælgerne og sige, at de da bekymrer sig om for eksempel menneskerettigheder og har nævnt det for kineserne. Job done, og lad os så tale om noget andet som for eksempel økonomi, og det ved og accepterer den kinesiske regering, der så kommer med deres lige så ritualiserede modsvar.

Se også på valget af emner, som Villy Søvndal nævner. Først og fremmet Tibet. Hvorfor? Problemerne her er skam reelle nok. Se bare på de ni munke, der indenfor de seneste uger har protesteret mod kineserne ved at sætte ild til sig selv, og i dag hvor Aba er nærmest lukket ned af politiet.

Men Villy Søvndal nævner ikke Xinjiang, der er en region med de samme problemer. Han kunne for den sags skyld også have nævnt Indre Mongoliet eller en af de andre provinser eller områder, hvor der også er etniske spændinger mellem mindretallene og Han-kineserne.

Så hvorfor Tibet? Jo, de har god PR. Med Dalai Lama er kommunikationen centreret omkring en person, hvorimod for eksempel uighurerne og det muslimske mindretal i Xinjiang ikke har en enkelt person, der kan formidle deres budskab.

For på mange måder er problemerne i Xinjiang mere alvorlige for regeringen i Beijing, og ved at vælge Tibet har den danske regering vist, at den ikke har en dybere forståelse for Kina.

Den danske udenrigsminister nævnte heller ikke Liu Xiaobo. For slet ikke at tale om hans hustru Liu Xia, der stadig sidder i ulovlig husarrest i deres lejlighed i Beijing. Parret er dog blot toppen af det bjerg af politiske fanger, der sidder i fængsel.

Søvndal kunne lige så vel have nævnt for eksempel den blinde advokat Chen Guangcheng, der i et år har været isoleret med sin familie i deres hus, som er omringet af politi og deres håndlangere, så ingen kan slippe ind eller ud.

Eller advokaten Gao Zhisheng, der har været forsvundet i to år. Eller hvordan Hu Jia blot blev løsladt fra fængslet for at komme i husarrest. Du kender måske ikke alle navnene, men de bør være velkendte for enhver, der kender blot lidt til politik i verdens mest folkerige nation, og de bør i hvert fald være kendte for en udenrigsminister.

Søvndal kunne også have udtrykt sin bekymring for, hvordan det skrøbelige kinesiske retsvæsen er under pres, for eksempel hvor regeringen nu vil lovliggøre metoden med politiets ulovlige kidnapninger.

Eller hvordan hundreder af advokater, journalister, bloggere, forfattere og så videre har været i kontakt med myndighederne siden februar 2011, hvor de er blevet truet til tavshed og til at stoppe deres kritik af myndighederne. Hvor mange af dem også er blevet tortureret med for eksempel mangel på søvn, kulde, tæsk, elektricitet i kønsdele og fem dage lange forhør.

Som det også sker med almindelige borgere, der bliver sat i »sorte fængsler« og tæsket, hvis de forsøger at holde på deres borgerrettigheder, der ellers er sikrede i den kinesiske forfatning.

Eller han kunne have nævnt, hvordan de politiske reformer i det hele taget siden den 17. partikongres i 2007 er gået i stå, og hvordan menneskerettighederne i takt med det er blevet markant forværrede.

Hvis Danmark for alvor havde skærpet tonen, så ville man have gjort andet end blot at kritisere Kina. Og lige en parentes – at være kritisk er ikke det samme, som at være negativ.

Den danske udenrigsminister burde være kommet med konkrete punkter, som kineserne kunne have arbejdet på, og som kunne måles om for eksempel et år.

For situationen i Kina skal tages alvorligt. Og et synspunkt som Ritt Bjerregaards er kortsigtet og farligt. David Trads har skrevet hendes citat her fra DR2:

”Hvis det var mig, der var regering, så ville jeg bestemt ikke sætte mig sådan et mål – så ville jeg sige, at der var andre ting, som jeg synes var vigtigere… Den krise, der er her for øjeblikket, hvor hele EU har brug for kinesisk kapital; hvor vi i Danmark har brug for at skabe arbejdspladser, og hvor i virkeligheden hele det kinesiske marked kan hjælpe os til det, der ville det have prioritet for mig.”

Danske arbejdspladser er altså vigtigere end for eksempel Liu Xia, der sidder isoleret i sin lejlighed i Beijing. Problemet er, at det er det samme politiske system og retsvæsen, som også skal varetage for eksempel danske virksomheders interesser i Kina. Og som også eksporterer de kinesiske virksomheders og politiske værdier ud i verden med investeringer i for eksempel Afrika, Sydamerika og Centralasien.

Se for eksempel sagen om den australske erhvervsmand Stern Hu, der netop nu afsoner ti års fængsel i Kina. Hvor almindelige vil den slags sager blive i fremtiden, hvis ikke Vesten tager sig sammen og arbejder sammen med Kina om at forbedre reformerne.

For det er netop nøglen. I 150 år har Vesten været bedrevidende og haft løftede pegefingre over for Kina, og det er en indlysende forkert tilgang i 2011. Men hvis Danmark mener sin kritik af Kina alvorligt – og Danmarks kamp for værdier – så burde den danske regering gøre mere end blot at tale med kineserne bag lukkede døre.

Krigen i Libyen har indtil videre kostet mindst en halv milliard kroner. For den sum penge kunne man have oprettet for eksempel et program, der støtter de kinesiske advokater. Og indtil Danmark kommer med den slags konkrete tiltag, da er den danske regerings kritik det samme som en accept af det kinesiske system.

Du kan også holde øje på Twitter, hvor jeg måske vil skrive lidt i ny & næ. Enten på engelsk på @kinablog eller på dansk på @kimrjensen.

De tre midaldrende og lettere overvægtige embedsmænd fra Huili, der ligger i Sichuan, har nogle helt særlige evner. De kan svæve.

Det begyndte i juni, hvor lokalregeringen i Huili lagde et billede ud på internettet. Ifølge teksten viste det tre gode kadrer, der inspicerer en nybygget vej. Men billedet af de tre topmavede og nøglebundt-bærende embedsmænd er så dårligt photoshoppet, at man skal være ualmindeligt kognitivt udfordret for at tro på den historie.

Resultatet blev, at sagen – som den slags altid gør i Kina – bredte sig på internettet, hvor de kinesiske internetbrugere over hele landet gjorde massivt grin med embedsmændene og hvordan de i henhold til Kinas Kommunistpartis teorier udviser korrekt lederskab som tjenere af folket og udøver deres pligter med at inspicere vejen.

Hurtigt begyndte netbrugerne at kopiere de tre mænd ind i vidt forskellige omgivelser. Her nedenunder kan du se det originale fotografi og et par andre, hvor folk har photoshoppet dem ind. Du kan se endnu flere eksempler her på ChinaSmack og på ZonaEuropa.

Nu er der så dukket endnu et par svævende embedsmænd, som denne gang fra Songxian i Henan. Det lader til, at de lokale embedsmænd herovre har evner, som selv Harry Potter kunne lære noget af.

Jeg har valgt medierne ud fra, at det er de færreste danskere, som taler kinesisk. Men at de alligevel skal kunne give et billede af Kina og kineserne. Hvis man rejser rundt herovre, så kan jeg kun anbefale at gå hen til en aviskiosk og købe lidt ind. Man kan jo altid kigge billeder. Hvis man vælger de glittede magasiner herovre, for eksempel med mode og kultur, så får man nogle virkeligt flotte og store blade for næsten ingen penge.

Her er så mine links. Du kan også følge serien på Mediawatch. Og check også min kollega i USA, David Trads, der giver sine bud her på hans blog på Berlingske.

• Dominique Strauss-Kahn, den tidligere leder af IMF, som ifølge gallernes bysladder faldt i gryden med Viagra som barn, er et af de seneste ofre, som Next Media har kastet sig over. Virksomheden blev for alvor kendt i Vesten, da de lavede en af deres journalistiske tegnefilm om Tiger Woods, da han i 2009 kørte ind i et træ og totalskadede sin karriere. Next Media har over 3.500 ansatte, og er en af de største medier i Hong Kong, der især er kendt for sine tabloide aviser. Det kan man i høj grad også kalde tegnefilmene. Men – uanset om man kan lide det eller ej – er det fremtiden? Kig forbi deres kanal på Youtube.

• Et af Kinas mest spændende og seriøse magasiner hedder Caixin. Det er startet af Hu Shuli, der er en landets bedste kommentatorer og journalister, og som for alvor har været med til at skubbe grænserne for, hvad medier kan tillade sig at gøre. For eksempel var det i høj grad hende, der for alvor bragte opmærksomhed omkring SARS-epidemien i 2003. Caixin har også en engelsk udgave, som man kan læse her.

• For at kunne læse en kinesisk avis, der så nogenlunde ville svare til sådan noget som Berlingske, bør man kunne i omegnen af 5.000 skrifttegn. Til sammenligning kan en kineser med få års skolegang cirka et par tusinde af slagsen. Men det er nok stadig de færreste danskere, der kan måle sig med en kinesisk landarbejder. Derfor går danskerne også glip af Zhang Wei, der er Kinas rigeste forfatter og en af de mest læste i landet. Han udgiver kun sine bøger elektronisk på computere eller mobiltelefoner, hvor man betaler få ører for at læse et kapitel. Han skriver hver dag, så der kommer et nyt afsnit om dagen. 365 dage om året i en enkelt og lang novelle. Markedet for den slags bøger vokser, og anslås at ende på cirka 14 milliarder kroner i 2014. Derfor er der også millioner af kinesere, der udgiver deres bøger online som Zhang Wei. Du kan bede Google Translate om at hjælpe dig med at snuse til hans seneste sci-fi-pulp novelle her.

• Der er masser af gode og dygtige avistegnere i Kina, der kommer med ofte ganske skarpe og bidende kommentarer. Igen er der et problem for de danske læsere, men her kommer China Media Project på Hong Kong University til undsætning. Flere gange om ugen bringer de en tegning, hvor de har oversat teksten og også forklarer konteksten, så den bliver forståelig for alle. Du finder dem her.

• Der er pressekonference to gange om ugen i Udenrigsministeriet i Beijing. Det er her, at de hundreder af korrespondenter, som der er i Beijing, kan møde op og blive briefet om, at for eksempel den kinesiske præsident har haft et møde med prinsen for Brunei, og at de to lande er fantastisk gode venner og har besluttet at knytte endnu tættere bånd. Det er også her i den store sal i ministeriet, at de udenlandske journalister kan stille spørgsmål, som en talsmand derefter undviger at svare på. Et af de mest brugte svar er, at man skal kontakte »de relevante myndigheder.« Det har fået en af de fastboende korrespondenter – alle går rundt og gætter på, hvem det kan være – til at oprette en konto på twitter, der hedder @relevantorgans, hvor personen lader som om, han er Kinas Kommunistparti officielle talerør. Guf for Kina-nørder.

Segway er for længst kommet til Kina. Blandt andet begyndte politiet i Jinan i 2008 at køre på Segways , som jeg skrev om dengang, og jeg har også set dem i lufthavne og for nyligt på Tiananmen.

Og selvfølgelig måtte der også på et tidspunkt komme en kinesisk kopi af Segway. Den så jeg her i dag i Beijing. Normalt er der kun to hjul på dem, og de holder balancen med computere og motorer.

Det har dog nok været for besværligt for den kinesiske producent, der så blot har givet den fire hjul. Hvilket, kan jeg forestille mig, nok også gør den langt mindre mobil og manøvredygtig, når man for eksempel skal rulle over en kantsten. Dernæst kommer så finish og design, som heller ikke lige er på højde med Segway.

• Ny mælkeskandale dræber tre børn
Nitrite-tainted milk kills 3 children in China. Also 35 more ill, most under 14 years old. Reuters: http://is.gd/aiXopD

• Jetta – en af Kinas mest populære biler
Long gone in the West, in China VW rolls out two million Jettas. ChinaCarTimes: http://is.gd/XXrKda

• Billeder af Kina
Very nice collection, worth a look RT @LawrenceYeah China 100 years in photos http://amplify.com/u/by7dh

• Tvangsfodret med tube
Force fed through nose. SCMP: Milk activist Zhao Lianhai tells of force-feeding on hunger strike http://is.gd/7ZxJ7J (paywall)

• Baidu med gratis musik
Interesting with competition to music.google.cn. Reuters: Baidu to launch licensed music service in May http://is.gd/t9NETu

• Giftigt lammekød
Tainted pork was so last week. China Daily: Tainted lamb surfaces in Hebei http://is.gd/uwmr7Q

• Migrantarbejderens historie
She was a migrantworker in Dongguan for ten years. Lü Lianjuan tells her story on China Labour Bulletin: http://is.gd/19PI2h

• Jagten på de kinesiske forbrugere
Chinese companies betting on national pride, knowledge of local consumers. Reading FT: The hunt for Chinese consumers http://is.gd/s4aN62

• Tibetansk munk dør efter tortur
Joined a protest in front of foreign journalists in 2008. AFP: Tibetan monk dies after severe torture http://is.gd/BDcVAb

• Fjols
kinablog Kim Rathcke Jensen
Sad RT @kemc: Rich Chinese man says: “I think marrying a foreign woman is good. It helps win honor for my country.” http://bit.ly/i9ziQ5

• Hvad skal der til, for at genopbygge tilliden til de kinesiske fødevarer?
Reading Chinadialogue: With all the scandals in the Chinese food industry, how to build trust in food? http://is.gd/bqmnmF

• Kinesere taget for at smugle militært isenkram fra USA
Shipments of “radiation-hardened microchips” AFP: Two Chinese tried to smuggle military goods from US to China http://is.gd/ij1ub6

• Kina lægger pres på kirker
RT @WLYeung @panphil: Beijing church under pressure. Congregation says will worship outdoors if necessary. By @suilee http://goo.gl/3xgaq

• Det første tweet fra Ai Weiwei’s assistent i lufthavnen i Beijing om, at Ai er forsvundet
RT @aiww: 半小时前来了一批警察出示搜查令，登陆了艾未未工作室草场地发棵258号，带走了8个工作人员至北京朝阳区南皋派出所问话：徐烨，钱飞飞，董姐，谢国竟，邢锐等。艾未未在北京机场已被扣押3小时，无法联系。（艾未未助手）

• Var det mord?
Police said Zhao Wei, 23, jumped to his death at a railway station. But was it murder? Netizens are outraged. Guardian: http://is.gd/YKu9H3

• Seneste mælkeskandale – halvdelen af alle mejerier i Kina lukker
Impressive. Today’s food-scare featuring milk. RT @KPinChina: China: Nearly half of all dairies to stop work via @forbes http://is.gd/p8p2YP

• Civilsamfundet i Kina – hvad nu?
By Kerry Brown from Chatham RT @Diplomat_APAC: Civil society in China: What will happen next? http://ow.ly/4lkub

• Ironi i Kina
Reading “The state of irony in China” by @steinmuller. Sage: http://is.gd/V7eLbk (paywall)

• Hvidbog om Kinas forsvar
RT @WLYeung: Full text: China’s National Defense in 2010 http://feedly.com/k/gSYtPM

• Solgt som skrot, falske euro fra Kina
Shredded euro coins sold as scrap metal to China. Re-assembled. Back to Europe. Voila, a €6 million scam. NYT: http://is.gd/p5o94D

• De seneste direktiver om censur
Filipinos, radioactivity, Google. Latest censorship directives from China’s Ministry of Truth http://bit.ly/h52Jcn via @CDT

• Skal Kina tage et større internationalt ansvar?
Should China take on more international responsibilities? Yan Xuetong in IHT: http://is.gd/lHagEh

• Myndighedernes hårde kampagne skaber frygt i Kina
RT @siweiluozi @jonathanwatts @chinahearsay: Crackdown in China spreads terror among dissidents by @taniabranigan http://goo.gl/UIr1L

• Er Verden klar til de kinesiske turister?
Study: one prob is no CN characters in restos, hotels, airports RT @ChinaRealTime: World not ready for Chinese tourists http://is.gd/tBcCvx

• Status – de er fængslet, i husarrest eller forsvundet
China and Jasmine. Since mid-February according to CHRD: 26 detained, 30 missing, 200 in soft detention. (Not yet on http://is.gd/cCFyTF )

• Fut, fut
Reading about the “speed-obsessed policymakers” RT @niubi: All Aboard China’s Fast Trains to Trouble. Caixin: http://bit.ly/frrErY

• Kritik af Kina? Ingen visum
RT @siweiluozi: German Sinologist refused visa to accompany FM to China, told “not a friend of the Chinese people” http://j.mp/gQnBBl

• USA forstår ikke Kina
Reading RT @chinahearsay: East Asia Forum | Why America no longer gets Asia http://goo.gl/VhgFX

• Don’t do as I do, do as I say
RT @gadyepstein: rich irony in headline of GT story: “Accuracy should come before politics in reporting on China” http://bit.ly/ey2shr

• Få dit Hong Kong domænenavn nu
Get your Hong Kong .香港 domain now. Via @chinahearsay @chinanetwork: Hong Kong Internet Registration Corporation http://bit.ly/hLg5KA

• Falsk vin i London
Hundreds of Fake Jacobs Creek wines – made in China – on shelves in London. http://is.gd/TEyMMl

• En halvdyr skriftrulle
Found in a Paris attic, a giant chinese silk scroll sells for $30 Million at auction http://is.gd/1wdRXK

• Godt tip om Kina
RT @ellachou @gadyepstein: “It used to be said that you could not believe anything in China until it had been denied” http://econ.st/g74XQ0

Den 43-årige Liu Xianbin skrev en række artikler i 2009, hvor han opfordrede til demokratiske reformer. Liu Xianbin er også medunderskriver af Charter 08, som vinderen af Nobels Fredspris, Liu Xiaobo, er medforfatter til.

Retssagen tog kun to timer, og var efter alt at dømme bestemt på forhånd. Liu Xianbin har ikke fået lov til at se sine advokater i de seneste måneder. Liu Xianbin fik heller ikke lov af dommeren til at komme med en erklæring efter domsafsigelsen.

Dommen på ti år den hidtil hårdeste, som Kina har afsagt over en politisk fange, siden professor Liu Xiaobo blev idømt 11 års fængsel for at skrive Charter 08.

• Læs også – tidligere artikler om Liu Xiaobo

De kinesiske myndigheder har i de seneste måneder slået kraftigt ned på aktivister og kritikere, der er blevet chikaneret, anholdt eller sat i husarrest. Kampagnen er en af de største og mest omfattende i flere år.

Samtidig er det juridiske system også kommet under pres, og advokater er blevet chikaneret og myndighederne tilsidesætter i stigende grad landets egne love.

Journalister og medier er også kommet under pres, hvor der er nye og strengere krav til for eksempel erhvervsjournalistik.

• Læs også – Ingen Jasminrevolution i Kina: »Det lykkedes ikke«

Udenlandske journalister er også blevet tæsket, chikaneret og indkaldt til samtaler hos sikkerhedsmyndighederne. Der er også eksempler på, hvordan kinesiske statsborgere og ansatte hos udenlandske medier er blevet chikaneret.

Liu Xia har siddet i husarrest i Beijing siden hendes mand, Liu Xiaobo, vandt Nobels Fredspris. De to har været afskåret fra omverdenen lige siden.

Joshua Rosenzweig, der er researcher for den amerikanske organisation Dui Hua, der overvåger det kinesiske retsvæsen, har en glimrende kommentar i dagens Wall Street Journal:

A brave editorial in the influential Southern Weekend responded that “the law should be a shield for all.” It was quickly removed from the paper’s website. When it comes to those who challenge the existing political order in China, the law in China is often more a weapon than a shield, one deployed with great ruthlessness by authorities intent on preserving “stability above all else.”

Rule of law is an ideal that the Chinese government itself repeatedly professes, both to its own citizens and to the international community. But when its security forces resort to harassment, arrest, enforced disappearance and even torture to deal with perceived threats to stability and voices expressing legitimate criticism, it erodes confidence in the sincerity of the government’s commitment.

Lawyers are being targeted precisely because of their efforts to hold the Chinese government accountable for those commitments. What’s happening in China right now looks less like rule of law than a sort of “law of the jungle” in which power is exercised unchecked. As China descends into lawlessness, this jungle could become a very fierce place indeed.

Læs i øvrigt også om Liu Xianbin på Amnesty og Reuters.

:: Foto fra denne artikel

Du kan få automatisk besked om, hvornår Kinablog er tilbage, hvis du tilmelder dig nyhedsbrevet, som Google er så venlige at levere.

Du kan også holde øje med mig på Twitter, hvor jeg måske vil ymte lidt i ny & næ. Enten på engelsk på @kinablog eller her dansk på @kimrjensen.

Hvad spiser en kinesisk familie? Og en fra for eksempel Sudan, Tyskland og Indien? Det kan man se på en udstilling på Rundetaarn, hvor fotografen Peter Menzel udstiller fotos fra sin bog “Hungry Planet.” Den skrev jeg kort om her på bloggen for nogle år siden.

Kort fortalt har Menzel fotograferet familier fra hele verden og deres madvaner. Udstillingen er åben frem til den 27. marts, og den har også en dansk hjemmeside.

Forleden var jeg kort inde på amerikanernes fordummede debat om Kina. Og her under Super Bowl kom der endnu et eksempel.

Tv-reklamen er fra Groupon – dem kan du læse en god artikel om på Wired – og den varer 30 sekunder, som du kan se her ovenover på Youtube. Reklamen tager udgangspunkt i de elendige forhold i Tibet, der er en af de mindst udviklede egne i Kina og den fattigste af alle provinser. Skuespilleren Timothy Hutton læser denne tekst op:

“Mountainous Tibet – one of the most beautiful places in the world. This is Timothy Hutton. The people of Tibet are in trouble, their very culture in jeopardy. But they still whip up an amazing fish curry. And since 200 of us bought on Groupon.com we’re getting $30 worth of Tibetan food for just $15 at Himalayan restaurant in Chicago.”

På den måde lykkes det for Groupon at irritere både kinesiske nationalister og tilhængere af et frit Tibet. Og det må nok være første gang, at de to grupper kan blive enige om noget.

Tilhængerne af et frit Tibet synes, at det er usmageligt, hvordan reklamen nedgør tibetanerne og deres enorme problemer med for eksempel netop kulturen, hvor Han-kineserne beskyldes for systematisk at bekæmpe tibetanernes traditioner, historie og kultur.

Og de kinesiske nationalister er vrede, fordi de selvfølgelig ikke anerkender, at der er problemer i Tibet. Tværtimod har kineserne bragt velstand, udvikling og modernitet til Tibet.

• Læs også – alle artikler i kategorien “nationalisme”

Det er da også ualmindelig dårlig timing for Groupon, der er ved at indgå i et samarbejde med Tencent, som med 600 millioner registrerede brugere på QQ er en af de helt store spillere på det kinesiske internet. Det var i forvejen en svær øvelse for Groupon, for der er allerede utallige konkurrenter på det kinesiske marked som Alibaba og Taobao.

Man kan sagtens diskutere, hvor grov og usmagelig reklamen er, og om hvor langt – eller overhovedet – at den går over grænsen.

• Læs også – Google vs. Kina: De vestlige giganter taber i Kina

Men hvis man skal dømme efter kommentarerne på Weibo, så kan Groupon blive endnu et eksempel på vestlige virksomheder, der snubler ind over dørtrinnet til det kinesiske marked.

Her er nogle kommentarer, der er blevet oversat til engelsk fra Nanfang:

@集成的世界：Groupon，想成为第二个Google吗？在Super Bowl上打出了free tibet的广告，想打入中国市场的Groupon此举让人真是难以理解
Yicheng de Shijie : Groupon, do you want to be the second Google? The free Tibet ad is unbelievable! Now Groupon wants to enter the China market?

我爱小贱：Super Bowl我没心情看了！Groupon什么玩意儿！有本事也在中国播这个广告，不是要进军中国么，还拯救西藏呢！
I have no interest anymore to watch Super bowl! What the fuck is Groupon doing? Dare it broadcast the ad in China? Want to enter China market now? Dreaming!

我爱小贱：Groupon脑子进水了？妈的你做个广告跟拯救西藏有毛联系？！顶这么个噱头，装什么人道！操！
Wo ai xiao jian: Is Groupon people’s mind drained with water? A fucking ad about free Tibet? Is that even relevant? Pretend to care about human rights? Fuck!

Det viser sig også, at reklamen er en del af en kampagne, der skal skaffe penge til tibetanske flygtninge, som FT skriver. I så fald er det nok ikke sket på den smarteste måde. Og så alligevel – kig på for eksempel Twitter (og Kinablog), hvor Groupon nu har fået ualmindeligt meget omtale.

• WSJ har også skrevet om reklamen her.

• NBC har en artikel her.

• Chinageeks har god kommentar her.

• NYT Dealbook skriver om det her.

Synes du, at det er en smule trættende at være pendler i myldretiden i Danmark? For eksempel når du skal med toget om morgenen. Og endnu værre, hvis du skal med toget på de store rejsedage.

Problemer er selvfølgelig relative. Men lige nu er 200 millioner kinesere på vej hjem til nytåret, og det sker ofte på overfyldte togrejser, som kan tage flere dage. Og der er rift om pladserne, som du kan se her ovenover og på denne billedserie på Xinhua, hvor de to fotos kommer fra.

Her på Youku kan du også se et par videoer af, hvor vanvittige rejserne kan være.

Ofte er det nærmest umuligt at få billetter, og derfor er der hvert år gode vilkår for billethajer.

Det kan man ikke i London. Hverken danske raketter eller kinesisk knaldværk. Men mærkeligt nok har englænderne taget en anden kinesisk tradition til sig. Nytårsaften – altså den vestlige af slagsen – fejrede jeg så nogenlunde på toppen af Primus Hill i det centrale London, hvor folk sendte flyvende lanterner ud over byen. Eller kongming (孔明灯), som de hedder på kinesisk.

De er lavet af rispapir, hvor der sidder et levende lys nedenunder, som varmer luften op og derfor får lanternen til at svæve.

Det er normalt ikke noget, som kinesernes bruger til deres nytår. Det bliver derimod brugt til Månefestivalen eller Lanternefestivalen. Og her giver det hvert år problemer, som jeg har skrevet om tidligere på Kinablog. For eksempel for de kinesiske lufthavne, når lanternerne driver ind og lægger sig på landingsbanerne.

Det giver også problemer for englænderne. For de har nu fundet ud af, at det ikke nødvendigvis er helt enormt smart at sende levende flammer, brandbar olie og rispapir ind over en by med over syv millioner mennesker. Det er nu ikke kun London, der har problemet. Lanternerne er i de senere år blevet stadig mere populære over hele landet og til alle mulige lejligheder. Derfor vil flere organisationer nu have dem forbudt, som Guardian skrev forleden.

Farmers say cows suffer stomach damage from eating the wire of fallen lanterns. Crops are also at risk; last summer in Oxfordshire, a blaze from a lantern destroyed 2.5 hectares of barley. Litter is also a problem, said the NFU: “The people releasing lanterns wouldn’t dream of dumping rubbish, but that’s what is happening.”

The Maritime and Coastguard Agency says coastguards and lifeboats are sent out needlessly. In 2010 the agency recorded 1,500 flare incidents, of which 500 were believed to be false alarms caused by lanterns, while the CAA says they also pose danger to landing aircraft.

The Women’s Food and Farming Union has submitted a report to an EU committee on product safety. Its president, Helen Bower, said: “We hope people see sense and they are banned. We don’t want to be spoilsports, but this is not a British tradition and it’s a safety issue.”

Nigel Deasy, station manager for the Dorset and Somerset Fire and Rescue Service, which has seen a sharp increase in lantern-related fires in the past year, said: “Although they may look very pretty, we are dealing with dangerous materials – fire and hot oil – and they need to be treated with caution.”

:: Foto fra Wikipedia – dog af thailandske lanterner

Markedet for skønhedsoperationer vokser enormt i Kina. Blandt andet vælger mange unge at få plastisk kirurgi. For smukke mennesker klarer sig bedre til jobsamtaler, mener de nyuddannede studenter. Det er også et af de argumenter, som er mest populært i reklamerne for hospitaler og skønhedsklinikker.

Men for nyligt døde en kendt popsanger under en simpel skønhedsoperation, og det har fået mange til at stille spørgsmålstegn ved kirurgien. For der kommer stadig flere eksempler på uheldige operationer. Du kan få baggrunden og læse mere om det her, hvor jeg også fortæller om den 28-årige Momo, og hvad der skete efter hendes operation.

Lidt fakta om skønhedsoperationer i Kina. Der er officielt 50.000 hospitaler, klinikker og skønhedssaloner, som beskæftiger op mod 200.000 personer, der laver kosmetiske indgreb og operationer.

Men den vildtvoksende industri har også skabt et gråt marked for indgreb, der bliver lavet i for eksempel hotelværelser og frisørsaloner.

Det er især folk fra 20-40 år, der får operationerne. Ofte fordi presset og konkurrencen på arbejdsmarkedet er så stort. Og hvis man er smuk klarer man sig bedre til for eksempel en jobsamtale, lyder argumentet. Samtidig stiller arbejdsgiverne flere gange direkte krav om udseendet.

Her kan du se tre reklamer for kinesiske hospitaler og skønhedsklinikker:

• Hun er nyuddannet. Men hun kan ikke finde hverken arbejde eller kæreste. Men så får hun en plastisk operation. Se hvad der sker videre i den virale reklame fra Wuxi Tongji Hospital for Plastisk Kirurgi. Video på Youku.

• Reklamen spiller på en gammel myte fra de Tre Kongedømmers tid og viser, hvordan attraktive og smukke kvinder har magt. Video på Tudou.
 
• Her er en meget normal TV-reklame for skøhnedsoperationer. Inklusiv fløjlsblødt lys og vind i håret. Video på Youku.

:: Reklamen ovenover er fra denne klinik.

»Det er ikke forkert at stræbe efter skønhed, men nu betaler jeg prisen,« siger Momo.

Hende interviewede jeg til en artikel, der blev bragt i Berlingske i begyndelsen af januar. Den kan du læse her nedenunder. Og i denne artikel på Kinablog kan du se kinesiske tv-reklamer for plastikkirurgi og få nogle voldsomme statistikker for industrien.

Momo har altid været udmærket tilfreds med sit udseende. Undtagen øjnene. De var ikke smukke, syntes hun, og derfor havde hun i lang tid overvejet at få øjenlågene opereret, så øjnene kom til at se større ud. Det er en af de mest populære kosmetiske operationer i Kina. Et simpelt indgreb, havde hun hørt. Derfor troede hun også på den læge, der overbeviste hende om at gøre det og betale 3.000 yuan – cirka 2.500 kroner – for operationen.

Indgrebet tog en halv time. Og det gik galt. I dag er Momos øjne stadig ømme. Arret er dybt, og det føles, som om der sidder noget tungt på øjenlågene, siger hun.

»Bagefter sagde lægen, at det da »så smukt ud,« men hun kiggede ikke engang på mig, da hun sagde det,« siger Momo.

Først benægtede hospitalet, at der var noget i vejen, og at operationen skulle være gået galt, fortæller Momo. Såret skulle bare hele først. Men hun insisterede. Til sidst kom de med en lille indrømmelse og tilbød, at de kunne lave en ny operation.

»Men det er jo øjnene, det er ikke bare nogle ting. Så når de ikke kunne gøre det ordentlig første gang, hvorfor skulle det blive bedre anden gang,« siger Momo og tilføjer:

»Jeg troede, at læger var anderledes end forretningsmænd, men de er jo ikke andet end avancerede købmænd,« siger Momo.

Nancheng Hospital – der ikke ville medvirke til denne artikel – er et offentligt hospital. Men de seneste to årtier er det kinesiske sygehusvæsen i høj grad blevet privatiseret.

Sygeforsikringer, indlæggelser, undersøgelser og medicin er blevet så dyre, at op mod 40 procent af de kinesiske husstande ikke har en forsikring, viser en nyere undersøgelse i det britiske lægetidsskrift Lancet. For hospitalerne skal selv dække en stor del af deres udgifter. Helt op mod 50 procent af budgettet. Derfor er de kinesiske læger notorisk kendte for at lave unødvendige undersøgelser og udskrive meningsløse recepter. Og derfor er hospitalerne voldsomt interesserede i den kosmetiske industri.

Kina står for mere end 14 procent af alle kosmetiske operationer i Verden. Der bliver lavet flest i USA. Dernæst kommer Brasilien. Og endelig Kina på tredjepladsen. Det viser den seneste undersøgelse fra International Society Of Aesthetic Plastic Surgery.

Tallene for Kina er enorme. I 2009 omsatte industrien for 15 milliarder yuan. Over 12 milliarder kroner. Og det vokser. Analytikere regner med, at væksten i den kommende fremtid bliver på 20 procent om året.

Der er altså penge i plastikkirurgi. Derfor tiltrækker den stigende efterspørgsel mange, der hverken er læger eller på nogen måde kvalificeret til at lave operationer eller indgreb. Det er ikke usædvanligt, at skønhedssaloner eller selv frisører eller massageklinikker laver nogle af de mere simple operationer i baglokalerne. Eller at folk får indsprøjtninger med for eksempel botox på hotelværelser.

»Der er heller ingen regler for, hvornår læger er kvalificerede til at lave plastiske operationer, så selv mange læger har ingen erfaring,« siger professor Liu Dalie, der er medlem af Chinese Academy of Aesthetic Medicine og en af Kinas førende eksperter.

»Samtidig lever mange klinikker og hospitaler slet op til selv de laveste standarder. For eksempel er der mange, som ikke en gang har et beredskab til nødsituationer,« siger Liu Dalie.

Det er der kommet to eksempler på indenfor de seneste måneder, hvor mange kinesere er begyndt at stille spørgsmålstegn ved skønhedsoperationerne.

Den 12. november blev en 48-årig kvinde indlagt på et hospital i Beijing. Hun havde tidligere fået flere indgreb omkring sine kindben, men denne gang gik det galt. Hun blev kvalt under operationen. Klinikken havde ikke udstyret til at redde hende, og hun blev kørt på et hospital, hvor hun var bevidstløs ved ankomsten.

Den mest omdiskuterede sag handler dog om den 24-årige Wang Bei, der døde få dage senere på et hospital i Wuhan, der er hovedstaden i Hubei provinsen.

Hun var smuk. En skønhed der var på vej til at blive popstjerne. I 2005 havde hun deltaget i den populære konkurrence »Super Pigen,« der minder om »X-faktor.«

Wang Bei var under fuld bedøvelse, men selve operationen, der skulle rette hendes kæbe, var relativt simpelt. Ifølge kirurgen gik operationen godt, men Wang Bei døde to timer senere efter et hjerteslag.

Men kort før jul kom det lokale sundhedsministerium i Hubei med deres undersøgelse, som er offentliggjort på ministeriets hjemmeside. Her beskriver de, hvordan Wang Beis kæbe begyndte at bløde kraftigt under operationen, og hvordan det blokerede hendes luftveje og kvalte hende. Hospitalet har været lukket siden slutningen af november, og en efterforskning er ved at fastslå, om lægen overhovedet er kvalificeret.

De to dødsfald har presset myndighederne til flere gange at love strammere regler. For eksempel i midten af december, hvor vicesundhedsminister Zhang Mao lovede at komme med standarder for industrien og »promovere« en bæredygtig udvikling.

Men hvorfor er det så, at kvinder som Wang Bei eller Momo vælger at blive opereret?
Efter sigende skulle Wang Beis mor have presset hende til at få operationen. Hun var i øvrigt med på hospitalet den samme dag, for selv at få en skønhedsoperation.

Der er tusinder af kommentarer om Wang Bei på internettet, hvor den offentlige debat foregår i Kina.

»Hun var jo smuk, så hvorfor ville hun overhovedet have den operation. Der burde virkelig være en grænse for, hvor langt man vil gå for at forfølge skønhed,« skriver en bruger, Kukuaiqiu, på det populære forum Tieba.

Svaret er, at det for Wang Bei handlede om, at hendes karriere var i vanskeligheder. Det handlede om hendes arbejde. Det gjorde det også for Momo, der før operationen arbejdede i en skønhedssalon, hvor hun arbejdede med hudpleje. Det gør hun ikke længere.

»Hvordan kunne jeg fortsætte med at arbejde der? Sådan et sted er udseendet virkeligt vigtigt,« siger Momo.

Det er det for mange unge. Ifølge en statistik fra en kinesisk brancheorganisation, så er sommerferien højsæson for kosmetiske operationer. I sommeren 2010 var hele 80 procent af kunderne i Beijing fra gymnasier og universiteter. For arbejdsløsheden blandt de unge og nyuddannede er stor. Den fortsætter med at vokse og konkurrencen er benhård.

Det kan man også se i reklamer for hospitalerne og klinikkerne. For eksempel i TV-reklamen for Wuxi Tongji Hospital for Kosmetisk Kirurgi.

Den fortæller historien om en pige, der får succes efter en plastisk operation. Hun er nyuddannet fra universitetet, og kan ikke finde et arbejde. Hun er til en jobsamtale, men hun får ikke arbejdet, fordi hun er grim.

Så ser hun en reklame for Wuxi Tongji Hospital for Kosmetisk Kirurgi. Hun besøger en læge og får en operation. Med det samme får hun en smuk kæreste. Han arbejder tilfældigvis ved den samme virksomhed, som kort tid før havde afvist hende. Lige så tilfældigt besøger hun ham en dag på arbejdet – og fordi hun nu er smuk giver selskabet hende et arbejde.

Den slags reklamer er grov vildledning af forbrugerne og et andet af industriens store problemer, siger professor Liu Dalie.

»Myndighedernes kontrol med dem er mangelfuld, og virksomhederne ændrer blot indholdet i dem, efter reklamerne er blevet godkendt,« siger Liu Dalie.

For virkeligheden er en anden. Der er ingen pålidelige statistikker, men et skøn går på, at op mod ti procent af operationerne slår fejl. Som det gjorde for Momo.

»Jeg er 28 år. Jeg har ikke noget arbejde, og jeg har mistet min selvtillid,« siger Momo.

Der er stort set ingen beskyttelse af forbrugerne i Kina, og det eneste hun kan gøre, er selv at betale for en ny operation, der måske kan gøre bod på skaden. Den kan koste 20-50.000 yuan, siger hun. Og det har almindelige mennesker jo ikke råd til, siger Momo.

»Hvis jeg kunne gøre det om – jeg ville aldrig gøre det igen,« siger Momo.

Faktaboks: Top Fem – De mest populære skønhedsoperationer i Folkerepublikken Kina

1. Brystimplantater 222.530
2. Fedtsugning 212.670
3. Øjenlåg (blepharoplastik) 175.228
4. Næse (rhinoplastik) 97.453
5. Mave (abdominoplastik) 92.565
Kilde: International Society Of Aesthetic Plastic Surgery

Faktaboks: Top Ti – Lande med flest plastiske operationer og indgreb

1. USA 3.031.146
2. Brasilien 2.475.237
3. Kina 2.193.935
4. Indien 894.700
5. Mexico 835.280
6. Japan 742.324
7. Sydkorea 659.213
8. Tyskland 524.842
9. Italien 350.250
10. Rusland 345.920
Kilde: International Society Of Aesthetic Plastic Surgery

:: Foto af popsangeren Wang Bei her fra Baidu Yule.

Du kan tilmelde dig nyhedsbrevet her, så får du automatisk besked om, hvornår Kinablog er oppe igen. Mailen administreres af Google, og der kommer højst en enkelt om dagen, hvis der er nye artikler.

Der skal hænge to portrætter på væggene i alle hjem i Nordkorea. Der må ikke hænge andre billeder, malerier eller ting på den samme væg. Ikke engang af ens egen familie.

Portrætterne skal gøres rene hver dag. Derfor har mange familier en lille æske med en kost og en hvid klud, som kun må bruges til at gøre portrætterne rene med.

Men hvad sker der, hvis en familie ikke får støvet portrættet af? Eller endnu værre: Hvis glasset eller rammen er gået itu?

Det kan du læse i min artikel i Berlingske fra i går.

For Nordkorea er portrætternes land. De hænger overalt – portrætterne af Nordkoreas grundlægger, Kim Il-sung, og hans søn, Kim Jong-il, der også er landets nuværende leder.

Her vil jeg blot hurtigt anbefale de to bøger, som jeg nævner og bruger i artiklen. Hvis du er interesseret i at få et indblik i nordkoreanernes hverdag, så er det dem, du skal læse.

Den første er skrevet af Andrei Lankov, som er en af de fremmeste eksperter om Korea. Bogen er fra 2007 og hedder “North of the Dmz: Essays on Daily Life in North Korea.” Du kan finde den her på Amazon.

Den anden er skrevet af Barbara Demick. Hun er tidligere korrespondent for Los Angeles Times i Seoul, og har nu base i Beijing. Bogen er fra 2009. Den hedder “Nothing to Envy: Ordinary Lives in North Korea” og den er her på Amazon.

Hendes bog er et fremragende stykke fortællende journalistik, der bygger på seks års arbejde og interviews med nordkoreanske afhoppere. Det er intet mindre end en page turner som jeg varmt anbefaler.

Kan en pensioneret embedsmand, der ikke engang har råd til en bil, redde tigeren fra at uddø i Kina?

I sidste uge skrev jeg i Berlingske om topmødet i Skt. Petersborg. 500 forskere, organisationer og ministre samt statsledere som Ruslands premierminister Vladimir Putin og hans kinesiske kollega Wen Jiabao mødtes med et eneste formål – for at finde ud af, hvordan man kan redde tigeren fra at uddø. For det er sidste chance, lyder det fra topmødet.

Målet er, at bestanden af tigre skal fordobles inden det næste møde i 2022, hvor det ifølge den traditionelle, kinesiske kalender igen er Tigerens År. Som her i 2010.

Men det er måske allerede for sent. Lande som Cambodja, Vietnam, Nordkorea og Kina har ikke længere en bæredygtig bestand, viser en ny undersøgelse fra Verdensbanken og Cambridge University.

Samtidig har krybskytter hvert år siden 2000 dræbt over 100 tigre, viser tal fra organisationen Traffic, der overvåger handel med truede dyr og planter. Det er meget, når bestanden af vilde tigre i dag er helt nede på omkring 3.200 dyr.

Men langt væk fra Skt. Petersborg sidder Li Zhixing oppe i den kolde og forrevne Jilin provins, der er hjemsted for de få tigre, der stadig lever i naturen.

Jeg har skrevet om ham, hans lille NGO og om bonden, der mistede en ko, fordi den blev spist af en tiger. Du kan læse reportagen her i Berlingske – Kan en landsby redde verdens største kat?

Li Zhixing forsøger blandt andet at undervise de lokale beboere i, hvordan man kan leve side om side med tigeren. Men Li Zhixings lille NGO har stort set ingen penge. Han har ikke noget kontor. Han kan ikke betale for rejser og hotel. Hvis han skal ud i landsbyerne, så skal han låne en bil af for eksempel sin gamle arbejdsplads for at kunne køre derud. Men han forsøger hvert år at lave et stort projekt.

Da jeg mødte ham i vinter, var han ved at indsamle cirka 6.000 kroner til at trykke en undervisningsbog, der skulle fortælle skolebørn om de vilde tigre og om arbejdet med at redde dem. Det lykkedes, fortalte han her i november. Han har også rejst rundt til skoler for at undervise de lokale børn om tigeren.

Det bliver han nødt til at stoppe med nu, for det vil koste omkring 4.000 kroner om året, hvis han skal fortsætte. Og de penge har han ikke. Men han tror på sit projekt med at redde tigeren. Det er ikke for sent.

»Jo, jeg har håb. Hvis vi virkelig arbejder hårdt, så kan vi stadig nå at redde dem,« siger Li Zhixing.

:: Billedet er fra det område omkring landsbyen Caomao, hvor tigeren spiste bonden Zhou Huijins ko

De faste læsere her på bloggen og i Berlingske ved, at jeg konstant bitcher, hyler og råber op om tidligere har omtalt forureningen her i Beijing.

Det gjorde jeg igen lørdag. Det blev skrevet efter en ualmindelig møgbeskidt dag, hvor luftforureningen lande på 569 API. Skalaen er så delt ind i forskellige katetorier, som du kan læse på Wikipedia i artiklen Air Pollution Index.

På en slem dag i København er API måske på 50-80 point. Skalaen går kun til 500, så det siger noget om, hvor vanvittigt det er. Det er dog svært at sammenligne de danske og kinesiske tal præcist, for de måles på en anden måde her i Beijing.

Der er officielle kinesiske tal for luftforureningen. Men kineserne måler kun for eksempel de store partikler i luften. Ikke de små, som er de farligste. Det gør den amerikanske ambassade, derimod, og de offentliggør det på Twitter. Det er dem, som målte forureningen forleden, hvor de lidt for kækt kom til at kalde luftforureningen for “crazy bad.” Det blev hurtigt ændret til deres normale og sobre sprogbrug og defineret som “beyond index.”

Det kan du læse mere udførligt om her, hvor Jonathan Watts har skrevet “Twitter gaffe: US embassy announces ‘crazy bad’ Beijing air pollution” i sin blog. En anden god artikel er her på bloggen på New York Times. Og på Live from Beijing, der også har opdateret den officielle grafik med kategorien over 500, som du kan se øverst i artiklen.

Der er mange grunde til, at være træt af luftforureningen. En af dem er, at jeg træner til marathon. Og det er besværligt at gøre i Beijing, som du læse om i min klumme i Berlingske.

Normalt løber jeg aldrig udenfor, når API er over 150. Ellers får jeg det virkeligt dårligt efter et par timers løb. I stedet går jeg ind på et løbebånd i mit fitnesscenter, hvor de har filtre på deres aircondition.

Så hvordan træner man til et maraton, når man bor i Beijing? Der er to muligheder. Forurening eller kedsomhed. For 30 kilometer på et løbebånd er eddermame ikke en spændende oplevelse. Og det er den største udfordring. Kedsomheden. Men bare tanken om snart at kunne løbe i ren og frisk luft i Europa er nok til at fortsætte. Forhåbentlig.