» Diverse

Forleden var jeg kort inde på amerikanernes fordummede debat om Kina. Og her under Super Bowl kom der endnu et eksempel.

Tv-reklamen er fra Groupon – dem kan du læse en god artikel om på Wired – og den varer 30 sekunder, som du kan se her ovenover på Youtube. Reklamen tager udgangspunkt i de elendige forhold i Tibet, der er en af de mindst udviklede egne i Kina og den fattigste af alle provinser. Skuespilleren Timothy Hutton læser denne tekst op:

“Mountainous Tibet – one of the most beautiful places in the world. This is Timothy Hutton. The people of Tibet are in trouble, their very culture in jeopardy. But they still whip up an amazing fish curry. And since 200 of us bought on Groupon.com we’re getting $30 worth of Tibetan food for just $15 at Himalayan restaurant in Chicago.”

På den måde lykkes det for Groupon at irritere både kinesiske nationalister og tilhængere af et frit Tibet. Og det må nok være første gang, at de to grupper kan blive enige om noget.

Tilhængerne af et frit Tibet synes, at det er usmageligt, hvordan reklamen nedgør tibetanerne og deres enorme problemer med for eksempel netop kulturen, hvor Han-kineserne beskyldes for systematisk at bekæmpe tibetanernes traditioner, historie og kultur.

Og de kinesiske nationalister er vrede, fordi de selvfølgelig ikke anerkender, at der er problemer i Tibet. Tværtimod har kineserne bragt velstand, udvikling og modernitet til Tibet.

• Læs også – alle artikler i kategorien “nationalisme”

Det er da også ualmindelig dårlig timing for Groupon, der er ved at indgå i et samarbejde med Tencent, som med 600 millioner registrerede brugere på QQ er en af de helt store spillere på det kinesiske internet. Det var i forvejen en svær øvelse for Groupon, for der er allerede utallige konkurrenter på det kinesiske marked som Alibaba og Taobao.

Man kan sagtens diskutere, hvor grov og usmagelig reklamen er, og om hvor langt – eller overhovedet – at den går over grænsen.

• Læs også – Google vs. Kina: De vestlige giganter taber i Kina

Men hvis man skal dømme efter kommentarerne på Weibo, så kan Groupon blive endnu et eksempel på vestlige virksomheder, der snubler ind over dørtrinnet til det kinesiske marked.

Her er nogle kommentarer, der er blevet oversat til engelsk fra Nanfang:

@集成的世界：Groupon，想成为第二个Google吗？在Super Bowl上打出了free tibet的广告，想打入中国市场的Groupon此举让人真是难以理解
Yicheng de Shijie : Groupon, do you want to be the second Google? The free Tibet ad is unbelievable! Now Groupon wants to enter the China market?

我爱小贱：Super Bowl我没心情看了！Groupon什么玩意儿！有本事也在中国播这个广告，不是要进军中国么，还拯救西藏呢！
I have no interest anymore to watch Super bowl! What the fuck is Groupon doing? Dare it broadcast the ad in China? Want to enter China market now? Dreaming!

我爱小贱：Groupon脑子进水了？妈的你做个广告跟拯救西藏有毛联系？！顶这么个噱头，装什么人道！操！
Wo ai xiao jian: Is Groupon people’s mind drained with water? A fucking ad about free Tibet? Is that even relevant? Pretend to care about human rights? Fuck!

Det viser sig også, at reklamen er en del af en kampagne, der skal skaffe penge til tibetanske flygtninge, som FT skriver. I så fald er det nok ikke sket på den smarteste måde. Og så alligevel – kig på for eksempel Twitter (og Kinablog), hvor Groupon nu har fået ualmindeligt meget omtale.

• WSJ har også skrevet om reklamen her.

• NBC har en artikel her.

• Chinageeks har god kommentar her.

• NYT Dealbook skriver om det her.

Synes du, at det er en smule trættende at være pendler i myldretiden i Danmark? For eksempel når du skal med toget om morgenen. Og endnu værre, hvis du skal med toget på de store rejsedage.

Problemer er selvfølgelig relative. Men lige nu er 200 millioner kinesere på vej hjem til nytåret, og det sker ofte på overfyldte togrejser, som kan tage flere dage. Og der er rift om pladserne, som du kan se her ovenover og på denne billedserie på Xinhua, hvor de to fotos kommer fra.

Her på Youku kan du også se et par videoer af, hvor vanvittige rejserne kan være.

Ofte er det nærmest umuligt at få billetter, og derfor er der hvert år gode vilkår for billethajer.

Det er ved at være kinesisk nytår. Det betyder, at vi her i Kina skal til at finde ørepropperne frem for at forberede os på en uge med fyrværkeri. Ikke af den danske slags, der ryger op i luften. Swush. Baf. Men af den larmende slags, hvor man helst skal blæses et skridt tilbage af trykbølgen. KNALD. Jo højere, jo bedre.

Det kan man ikke i London. Hverken danske raketter eller kinesisk knaldværk. Men mærkeligt nok har englænderne taget en anden kinesisk tradition til sig. Nytårsaften – altså den vestlige af slagsen – fejrede jeg så nogenlunde på toppen af Primus Hill i det centrale London, hvor folk sendte flyvende lanterner ud over byen. Eller kongming (孔明灯), som de hedder på kinesisk.

De er lavet af rispapir, hvor der sidder et levende lys nedenunder, som varmer luften op og derfor får lanternen til at svæve.

Det er normalt ikke noget, som kinesernes bruger til deres nytår. Det bliver derimod brugt til Månefestivalen eller Lanternefestivalen. Og her giver det hvert år problemer, som jeg har skrevet om tidligere på Kinablog. For eksempel for de kinesiske lufthavne, når lanternerne driver ind og lægger sig på landingsbanerne.

Det giver også problemer for englænderne. For de har nu fundet ud af, at det ikke nødvendigvis er helt enormt smart at sende levende flammer, brandbar olie og rispapir ind over en by med over syv millioner mennesker. Det er nu ikke kun London, der har problemet. Lanternerne er i de senere år blevet stadig mere populære over hele landet og til alle mulige lejligheder. Derfor vil flere organisationer nu have dem forbudt, som Guardian skrev forleden.

Farmers say cows suffer stomach damage from eating the wire of fallen lanterns. Crops are also at risk; last summer in Oxfordshire, a blaze from a lantern destroyed 2.5 hectares of barley. Litter is also a problem, said the NFU: “The people releasing lanterns wouldn’t dream of dumping rubbish, but that’s what is happening.”

The Maritime and Coastguard Agency says coastguards and lifeboats are sent out needlessly. In 2010 the agency recorded 1,500 flare incidents, of which 500 were believed to be false alarms caused by lanterns, while the CAA says they also pose danger to landing aircraft.

The Women’s Food and Farming Union has submitted a report to an EU committee on product safety. Its president, Helen Bower, said: “We hope people see sense and they are banned. We don’t want to be spoilsports, but this is not a British tradition and it’s a safety issue.”

Nigel Deasy, station manager for the Dorset and Somerset Fire and Rescue Service, which has seen a sharp increase in lantern-related fires in the past year, said: “Although they may look very pretty, we are dealing with dangerous materials – fire and hot oil – and they need to be treated with caution.”

:: Foto fra Wikipedia – dog af thailandske lanterner

Markedet for skønhedsoperationer vokser enormt i Kina. Blandt andet vælger mange unge at få plastisk kirurgi. For smukke mennesker klarer sig bedre til jobsamtaler, mener de nyuddannede studenter. Det er også et af de argumenter, som er mest populært i reklamerne for hospitaler og skønhedsklinikker.

Men for nyligt døde en kendt popsanger under en simpel skønhedsoperation, og det har fået mange til at stille spørgsmålstegn ved kirurgien. For der kommer stadig flere eksempler på uheldige operationer. Du kan få baggrunden og læse mere om det her, hvor jeg også fortæller om den 28-årige Momo, og hvad der skete efter hendes operation.

Lidt fakta om skønhedsoperationer i Kina. Der er officielt 50.000 hospitaler, klinikker og skønhedssaloner, som beskæftiger op mod 200.000 personer, der laver kosmetiske indgreb og operationer.

Men den vildtvoksende industri har også skabt et gråt marked for indgreb, der bliver lavet i for eksempel hotelværelser og frisørsaloner.

Det er især folk fra 20-40 år, der får operationerne. Ofte fordi presset og konkurrencen på arbejdsmarkedet er så stort. Og hvis man er smuk klarer man sig bedre til for eksempel en jobsamtale, lyder argumentet. Samtidig stiller arbejdsgiverne flere gange direkte krav om udseendet.

Her kan du se tre reklamer for kinesiske hospitaler og skønhedsklinikker:

• Hun er nyuddannet. Men hun kan ikke finde hverken arbejde eller kæreste. Men så får hun en plastisk operation. Se hvad der sker videre i den virale reklame fra Wuxi Tongji Hospital for Plastisk Kirurgi. Video på Youku.

• Reklamen spiller på en gammel myte fra de Tre Kongedømmers tid og viser, hvordan attraktive og smukke kvinder har magt. Video på Tudou.
 
• Her er en meget normal TV-reklame for skøhnedsoperationer. Inklusiv fløjlsblødt lys og vind i håret. Video på Youku.

:: Reklamen ovenover er fra denne klinik.

Det er fire måneder siden, at Momo gik ind på Nancheng Hospital, der ligger i den sydkinesiske by Dongguan. Det var begyndelsen på et mareridt, siger den 28-årige kvinde.

»Det er ikke forkert at stræbe efter skønhed, men nu betaler jeg prisen,« siger Momo.

Hende interviewede jeg til en artikel, der blev bragt i Berlingske i begyndelsen af januar. Den kan du læse her nedenunder. Og i denne artikel på Kinablog kan du se kinesiske tv-reklamer for plastikkirurgi og få nogle voldsomme statistikker for industrien.

Momo har altid været udmærket tilfreds med sit udseende. Undtagen øjnene. De var ikke smukke, syntes hun, og derfor havde hun i lang tid overvejet at få øjenlågene opereret, så øjnene kom til at se større ud. Det er en af de mest populære kosmetiske operationer i Kina. Et simpelt indgreb, havde hun hørt. Derfor troede hun også på den læge, der overbeviste hende om at gøre det og betale 3.000 yuan – cirka 2.500 kroner – for operationen.

Indgrebet tog en halv time. Og det gik galt. I dag er Momos øjne stadig ømme. Arret er dybt, og det føles, som om der sidder noget tungt på øjenlågene, siger hun.

»Bagefter sagde lægen, at det da »så smukt ud,« men hun kiggede ikke engang på mig, da hun sagde det,« siger Momo.

Først benægtede hospitalet, at der var noget i vejen, og at operationen skulle være gået galt, fortæller Momo. Såret skulle bare hele først. Men hun insisterede. Til sidst kom de med en lille indrømmelse og tilbød, at de kunne lave en ny operation.

»Men det er jo øjnene, det er ikke bare nogle ting. Så når de ikke kunne gøre det ordentlig første gang, hvorfor skulle det blive bedre anden gang,« siger Momo og tilføjer:

»Jeg troede, at læger var anderledes end forretningsmænd, men de er jo ikke andet end avancerede købmænd,« siger Momo.

Nancheng Hospital – der ikke ville medvirke til denne artikel – er et offentligt hospital. Men de seneste to årtier er det kinesiske sygehusvæsen i høj grad blevet privatiseret.

Sygeforsikringer, indlæggelser, undersøgelser og medicin er blevet så dyre, at op mod 40 procent af de kinesiske husstande ikke har en forsikring, viser en nyere undersøgelse i det britiske lægetidsskrift Lancet. For hospitalerne skal selv dække en stor del af deres udgifter. Helt op mod 50 procent af budgettet. Derfor er de kinesiske læger notorisk kendte for at lave unødvendige undersøgelser og udskrive meningsløse recepter. Og derfor er hospitalerne voldsomt interesserede i den kosmetiske industri.

Kina står for mere end 14 procent af alle kosmetiske operationer i Verden. Der bliver lavet flest i USA. Dernæst kommer Brasilien. Og endelig Kina på tredjepladsen. Det viser den seneste undersøgelse fra International Society Of Aesthetic Plastic Surgery.

Tallene for Kina er enorme. I 2009 omsatte industrien for 15 milliarder yuan. Over 12 milliarder kroner. Og det vokser. Analytikere regner med, at væksten i den kommende fremtid bliver på 20 procent om året.

Der er altså penge i plastikkirurgi. Derfor tiltrækker den stigende efterspørgsel mange, der hverken er læger eller på nogen måde kvalificeret til at lave operationer eller indgreb. Det er ikke usædvanligt, at skønhedssaloner eller selv frisører eller massageklinikker laver nogle af de mere simple operationer i baglokalerne. Eller at folk får indsprøjtninger med for eksempel botox på hotelværelser.

»Der er heller ingen regler for, hvornår læger er kvalificerede til at lave plastiske operationer, så selv mange læger har ingen erfaring,« siger professor Liu Dalie, der er medlem af Chinese Academy of Aesthetic Medicine og en af Kinas førende eksperter.

»Samtidig lever mange klinikker og hospitaler slet op til selv de laveste standarder. For eksempel er der mange, som ikke en gang har et beredskab til nødsituationer,« siger Liu Dalie.

Det er der kommet to eksempler på indenfor de seneste måneder, hvor mange kinesere er begyndt at stille spørgsmålstegn ved skønhedsoperationerne.

Den 12. november blev en 48-årig kvinde indlagt på et hospital i Beijing. Hun havde tidligere fået flere indgreb omkring sine kindben, men denne gang gik det galt. Hun blev kvalt under operationen. Klinikken havde ikke udstyret til at redde hende, og hun blev kørt på et hospital, hvor hun var bevidstløs ved ankomsten.

Den mest omdiskuterede sag handler dog om den 24-årige Wang Bei, der døde få dage senere på et hospital i Wuhan, der er hovedstaden i Hubei provinsen.

Hun var smuk. En skønhed der var på vej til at blive popstjerne. I 2005 havde hun deltaget i den populære konkurrence »Super Pigen,« der minder om »X-faktor.«

Wang Bei var under fuld bedøvelse, men selve operationen, der skulle rette hendes kæbe, var relativt simpelt. Ifølge kirurgen gik operationen godt, men Wang Bei døde to timer senere efter et hjerteslag.

Men kort før jul kom det lokale sundhedsministerium i Hubei med deres undersøgelse, som er offentliggjort på ministeriets hjemmeside. Her beskriver de, hvordan Wang Beis kæbe begyndte at bløde kraftigt under operationen, og hvordan det blokerede hendes luftveje og kvalte hende. Hospitalet har været lukket siden slutningen af november, og en efterforskning er ved at fastslå, om lægen overhovedet er kvalificeret.

De to dødsfald har presset myndighederne til flere gange at love strammere regler. For eksempel i midten af december, hvor vicesundhedsminister Zhang Mao lovede at komme med standarder for industrien og »promovere« en bæredygtig udvikling.

Men hvorfor er det så, at kvinder som Wang Bei eller Momo vælger at blive opereret?
Efter sigende skulle Wang Beis mor have presset hende til at få operationen. Hun var i øvrigt med på hospitalet den samme dag, for selv at få en skønhedsoperation.

Der er tusinder af kommentarer om Wang Bei på internettet, hvor den offentlige debat foregår i Kina.

»Hun var jo smuk, så hvorfor ville hun overhovedet have den operation. Der burde virkelig være en grænse for, hvor langt man vil gå for at forfølge skønhed,« skriver en bruger, Kukuaiqiu, på det populære forum Tieba.

Svaret er, at det for Wang Bei handlede om, at hendes karriere var i vanskeligheder. Det handlede om hendes arbejde. Det gjorde det også for Momo, der før operationen arbejdede i en skønhedssalon, hvor hun arbejdede med hudpleje. Det gør hun ikke længere.

»Hvordan kunne jeg fortsætte med at arbejde der? Sådan et sted er udseendet virkeligt vigtigt,« siger Momo.

Det er det for mange unge. Ifølge en statistik fra en kinesisk brancheorganisation, så er sommerferien højsæson for kosmetiske operationer. I sommeren 2010 var hele 80 procent af kunderne i Beijing fra gymnasier og universiteter. For arbejdsløsheden blandt de unge og nyuddannede er stor. Den fortsætter med at vokse og konkurrencen er benhård.

Det kan man også se i reklamer for hospitalerne og klinikkerne. For eksempel i TV-reklamen for Wuxi Tongji Hospital for Kosmetisk Kirurgi.

Den fortæller historien om en pige, der får succes efter en plastisk operation. Hun er nyuddannet fra universitetet, og kan ikke finde et arbejde. Hun er til en jobsamtale, men hun får ikke arbejdet, fordi hun er grim.

Så ser hun en reklame for Wuxi Tongji Hospital for Kosmetisk Kirurgi. Hun besøger en læge og får en operation. Med det samme får hun en smuk kæreste. Han arbejder tilfældigvis ved den samme virksomhed, som kort tid før havde afvist hende. Lige så tilfældigt besøger hun ham en dag på arbejdet – og fordi hun nu er smuk giver selskabet hende et arbejde.

Den slags reklamer er grov vildledning af forbrugerne og et andet af industriens store problemer, siger professor Liu Dalie.

»Myndighedernes kontrol med dem er mangelfuld, og virksomhederne ændrer blot indholdet i dem, efter reklamerne er blevet godkendt,« siger Liu Dalie.

For virkeligheden er en anden. Der er ingen pålidelige statistikker, men et skøn går på, at op mod ti procent af operationerne slår fejl. Som det gjorde for Momo.

»Jeg er 28 år. Jeg har ikke noget arbejde, og jeg har mistet min selvtillid,« siger Momo.

Der er stort set ingen beskyttelse af forbrugerne i Kina, og det eneste hun kan gøre, er selv at betale for en ny operation, der måske kan gøre bod på skaden. Den kan koste 20-50.000 yuan, siger hun. Og det har almindelige mennesker jo ikke råd til, siger Momo.

»Hvis jeg kunne gøre det om – jeg ville aldrig gøre det igen,« siger Momo.

Faktaboks: Top Fem – De mest populære skønhedsoperationer i Folkerepublikken Kina

1. Brystimplantater 222.530
2. Fedtsugning 212.670
3. Øjenlåg (blepharoplastik) 175.228
4. Næse (rhinoplastik) 97.453
5. Mave (abdominoplastik) 92.565
Kilde: International Society Of Aesthetic Plastic Surgery

Faktaboks: Top Ti – Lande med flest plastiske operationer og indgreb

1. USA 3.031.146
2. Brasilien 2.475.237
3. Kina 2.193.935
4. Indien 894.700
5. Mexico 835.280
6. Japan 742.324
7. Sydkorea 659.213
8. Tyskland 524.842
9. Italien 350.250
10. Rusland 345.920
Kilde: International Society Of Aesthetic Plastic Surgery

:: Foto af popsangeren Wang Bei her fra Baidu Yule.

Den samlede redaktion her på Kinablog International Asia and Mainland China News Headquarter i Beijing går på juleferie frem til midten af januar. Vi ønsker alle læsere en god jul og et aldeles fremragende nytår – vi ses i 2011.

Du kan tilmelde dig nyhedsbrevet her, så får du automatisk besked om, hvornår Kinablog er oppe igen. Mailen administreres af Google, og der kommer højst en enkelt om dagen, hvis der er nye artikler.

Der skal hænge to portrætter på væggene i alle hjem i Nordkorea. Der må ikke hænge andre billeder, malerier eller ting på den samme væg. Ikke engang af ens egen familie.

Portrætterne skal gøres rene hver dag. Derfor har mange familier en lille æske med en kost og en hvid klud, som kun må bruges til at gøre portrætterne rene med.

Men hvad sker der, hvis en familie ikke får støvet portrættet af? Eller endnu værre: Hvis glasset eller rammen er gået itu?

Det kan du læse i min artikel i Berlingske fra i går.

For Nordkorea er portrætternes land. De hænger overalt – portrætterne af Nordkoreas grundlægger, Kim Il-sung, og hans søn, Kim Jong-il, der også er landets nuværende leder.

Her vil jeg blot hurtigt anbefale de to bøger, som jeg nævner og bruger i artiklen. Hvis du er interesseret i at få et indblik i nordkoreanernes hverdag, så er det dem, du skal læse.

Den første er skrevet af Andrei Lankov, som er en af de fremmeste eksperter om Korea. Bogen er fra 2007 og hedder “North of the Dmz: Essays on Daily Life in North Korea.” Du kan finde den her på Amazon.

Den anden er skrevet af Barbara Demick. Hun er tidligere korrespondent for Los Angeles Times i Seoul, og har nu base i Beijing. Bogen er fra 2009. Den hedder “Nothing to Envy: Ordinary Lives in North Korea” og den er her på Amazon.

Hendes bog er et fremragende stykke fortællende journalistik, der bygger på seks års arbejde og interviews med nordkoreanske afhoppere. Det er intet mindre end en page turner som jeg varmt anbefaler.

Kan en pensioneret embedsmand, der ikke engang har råd til en bil, redde tigeren fra at uddø i Kina?

I sidste uge skrev jeg i Berlingske om topmødet i Skt. Petersborg. 500 forskere, organisationer og ministre samt statsledere som Ruslands premierminister Vladimir Putin og hans kinesiske kollega Wen Jiabao mødtes med et eneste formål – for at finde ud af, hvordan man kan redde tigeren fra at uddø. For det er sidste chance, lyder det fra topmødet.

Målet er, at bestanden af tigre skal fordobles inden det næste møde i 2022, hvor det ifølge den traditionelle, kinesiske kalender igen er Tigerens År. Som her i 2010.

Men det er måske allerede for sent. Lande som Cambodja, Vietnam, Nordkorea og Kina har ikke længere en bæredygtig bestand, viser en ny undersøgelse fra Verdensbanken og Cambridge University.

Samtidig har krybskytter hvert år siden 2000 dræbt over 100 tigre, viser tal fra organisationen Traffic, der overvåger handel med truede dyr og planter. Det er meget, når bestanden af vilde tigre i dag er helt nede på omkring 3.200 dyr.

Men langt væk fra Skt. Petersborg sidder Li Zhixing oppe i den kolde og forrevne Jilin provins, der er hjemsted for de få tigre, der stadig lever i naturen.

Jeg har skrevet om ham, hans lille NGO og om bonden, der mistede en ko, fordi den blev spist af en tiger. Du kan læse reportagen her i Berlingske – Kan en landsby redde verdens største kat?

Li Zhixing forsøger blandt andet at undervise de lokale beboere i, hvordan man kan leve side om side med tigeren. Men Li Zhixings lille NGO har stort set ingen penge. Han har ikke noget kontor. Han kan ikke betale for rejser og hotel. Hvis han skal ud i landsbyerne, så skal han låne en bil af for eksempel sin gamle arbejdsplads for at kunne køre derud. Men han forsøger hvert år at lave et stort projekt.

Da jeg mødte ham i vinter, var han ved at indsamle cirka 6.000 kroner til at trykke en undervisningsbog, der skulle fortælle skolebørn om de vilde tigre og om arbejdet med at redde dem. Det lykkedes, fortalte han her i november. Han har også rejst rundt til skoler for at undervise de lokale børn om tigeren.

Det bliver han nødt til at stoppe med nu, for det vil koste omkring 4.000 kroner om året, hvis han skal fortsætte. Og de penge har han ikke. Men han tror på sit projekt med at redde tigeren. Det er ikke for sent.

»Jo, jeg har håb. Hvis vi virkelig arbejder hårdt, så kan vi stadig nå at redde dem,« siger Li Zhixing.

:: Billedet er fra det område omkring landsbyen Caomao, hvor tigeren spiste bonden Zhou Huijins ko

De faste læsere her på bloggen og i Berlingske ved, at jeg konstant bitcher, hyler og råber op om tidligere har omtalt forureningen her i Beijing.

Det gjorde jeg igen lørdag. Det blev skrevet efter en ualmindelig møgbeskidt dag, hvor luftforureningen lande på 569 API. Skalaen er så delt ind i forskellige katetorier, som du kan læse på Wikipedia i artiklen Air Pollution Index.

På en slem dag i København er API måske på 50-80 point. Skalaen går kun til 500, så det siger noget om, hvor vanvittigt det er. Det er dog svært at sammenligne de danske og kinesiske tal præcist, for de måles på en anden måde her i Beijing.

Der er officielle kinesiske tal for luftforureningen. Men kineserne måler kun for eksempel de store partikler i luften. Ikke de små, som er de farligste. Det gør den amerikanske ambassade, derimod, og de offentliggør det på Twitter. Det er dem, som målte forureningen forleden, hvor de lidt for kækt kom til at kalde luftforureningen for “crazy bad.” Det blev hurtigt ændret til deres normale og sobre sprogbrug og defineret som “beyond index.”

Det kan du læse mere udførligt om her, hvor Jonathan Watts har skrevet “Twitter gaffe: US embassy announces ‘crazy bad’ Beijing air pollution” i sin blog. En anden god artikel er her på bloggen på New York Times. Og på Live from Beijing, der også har opdateret den officielle grafik med kategorien over 500, som du kan se øverst i artiklen.

Der er mange grunde til, at være træt af luftforureningen. En af dem er, at jeg træner til marathon. Og det er besværligt at gøre i Beijing, som du læse om i min klumme i Berlingske.

Normalt løber jeg aldrig udenfor, når API er over 150. Ellers får jeg det virkeligt dårligt efter et par timers løb. I stedet går jeg ind på et løbebånd i mit fitnesscenter, hvor de har filtre på deres aircondition.

Så hvordan træner man til et maraton, når man bor i Beijing? Der er to muligheder. Forurening eller kedsomhed. For 30 kilometer på et løbebånd er eddermame ikke en spændende oplevelse. Og det er den største udfordring. Kedsomheden. Men bare tanken om snart at kunne løbe i ren og frisk luft i Europa er nok til at fortsætte. Forhåbentlig.

Interessant lille fotoserie her på Sina og Newssc, der viser arbejdere fra Nationalbanken, som arbejder med trykning af penge. Ret mange penge, faktisk. En pæn slat “Mao yuan” på sådan en palle.

Se på billedet her til venstre. Det er lige nu Kinas mest berømte gymnasielærer, som man kan læse i denne artikel fra i går. Han er blevet en berømthed på internettet, hvor matematiklæreren har fået øgenavnet 板凳教师 (bandeng laoshi), der kan oversættes til “træbænks læreren.” Det er nemlig sådan en bænk, som han bruger som lineal, fordi hans skole ikke har råd til en.

Jeg tror ikke, at gymnasiet i Shanxi er et af dem, som forfatterne til dagens kronik i Berlingske har besøgt.

Det er helt rigtigt, at der er brug for dialog, og at Kina og Danmark kan lære af hinanden, som der står i kronikken, der er skrevet af to rektorer, som sammen med 30 kolleger netop har været på en uges studietur i Kina.

Der er gode observationer og pointer i kronikken. Bestemt. Men jeg har svært ved at blive begejstret for det kinesiske uddannelsessystem.

Tre afsnit fra kronikken, som du kan læse det hele af her:

De skoler, vi så, afspejlede tydeligt accepten af den autoritative ramme og patriotismen. Eleverne rejser sig op for læreren, der var ingen snak i timerne, ingen toiletbesøg, ingen mobiltelefoner, masser af kinesiske flag. Der er motivation for at lære og stor flid.

De danske unge må gerne opleve, at uddannelse, levestandard og social sikkerhed ikke er naturgivne. I Kina ved de unge, at for at få et godt liv skal de være blandt de allerbedste. Uden en god eksamen kommer de ikke ind på de bedste universiteter, og uden eksamen herfra får de ikke de gode jobs. Og uden disse jobs mangler de fundamentet for at støtte familien – hvilket i høj grad også betyder forældre og bedsteforældre. Derfor studerer de unge kinesere langt mere målrettet end de danske.

….

En skoledag for en kinesisk elev tager hånd om det hele menneske. Der er en times idræt hver dag, der er afspændingsøvelser mellem hver time, og der serveres ordentlig mad for dem ved middagstid. Det er vores udfordring at udvikle en dannelse på vores skoler, hvor eleverne oplever, at intellektets præstationer kræver lige så meget fokus og vedholdenhed som en sportspræstation, og at give dem de kulturelle kompetencer, der skal til for at gøre dem til aktører i det verdenssamfund, der bliver deres.

Først et forbehold. Det er ualmindeligt svært at give et præcist billede af det kinesiske skolesystem, fordi der er store forskelle mellem de enkelte provinser og endnu større forskelle mellem land og by. Men hvad er mit indtryk af skolevæsenet?

Børnenes karriere begynder ofte, når de er to, tre år gamle. Her får de timer, der skal forberede dem til skolestarten. De begynder også at spille på et instrument som klaver eller violin. Og at gå til sport. Samt at få undervisning i engelsk.

For det gælder om at blive nummer et. Det er hele systemet indrettet efter. For eksempel når læreren har rettet opgaver, og giver dem tilbage til eleven, så er det den bedste, der får den først tilbage, og så fremdeles. Det gælder hele vejen op gennem lille-, mellem- og storeskole.

At eleverne skulle få specielt god mad i skolerne, det er ikke noget, som jeg hører tit. Tværtimod er der næsten dagligt artikler i aviserne om kantiner, hvor flere hundreder elever i de værste tilfælde har fået madforgiftning.

Ud fra et holistisk synspunkt er det selvfølgelig godt, at mange skoler lægger vægt på idræt. Men det er først og fremmest blot et fag som alle andre, hvor det også gælder om score karakterer fra eleverne. Samtidig er det også en måde, hvor mange af sportsskolerne finder talenter, som de kan dyrke.

Hele skolegangen har et eneste mål for forældrene og de unge kinesere. At bestå 高考 (gaokao). Det er den store eksamen, der holdes en gang om året over hele Kina. Resultatet bestemmer, hvad man kommer til at studere og på hvilket universitet. Uanset hvor man så bor i landet, og om man så hellere ville læse udenrigspolitik i Beijing eller moderne litteratur i Chongqing.

Og dog. Som altid i Kina kan man købe sig fra det. Ens karakterer er så afsindigt vigtige, for hvis man kommer fra en god skole og et godt universitet, så er man næsten sikker på arbejde bagefter. Derfor er der ikke noget unormalt i korrupte gymnasielærere eller folk i administrationen, der kan skaffe dit barn ind på den rigtige uddannelse.

Så når de kinesiske skolebørn studerer “mere målrettet” end de danske, så er det fordi, de ikke har noget valg. Stress er almindeligt. Det er selvmord også. Som jeg skrev om i 2009 i denne korte artikel i Berlingske, som hører sammen med den jeg skrev om presset på de unge studenter.

Er det blevet bedre siden? Nej. Se for eksempel på den 16-årige Li, som jeg interviewede forleden. Hendes skoledag mindede om dem, som du kan læse her nedenunder. Men desværre var hun god til engelsk, fortalte hun. Derfor havde skolen udvalgt hende til en national engelsk-konkurrence for gymnasieelever. Frivilligt, hed det sig, Ikke at hun havde noget valg. For det er prestige for skolen, hvis en elev vinder sådan en pris. Så hun nu blev nu nødt til at bruge sin halve fridag om søndagen til at studere op til konkurrencen. Og en parantes – det er selvfølgelig dybt usædvanligt, at en kineser kan tale engelsk. Selv for den unge generation. Det er stort set kun i udviklede storbyer som for eksempel her i Beijing, at man kan lære det.

Hvordan ser en skoledag så ud? Sidste år interviewede jeg gymnasieelever, der netop havde taget gaokao. Her er tre af dem:

• Zhao Weibo, 18 år
Jeg står op klokken 6.30. Først er der læsetime, som begynder klokken 7.10. Hver lektion varer 40 minutter, og klokken 12.00 har vi halvanden times pause. Timerne begynder så igen klokken 13.30 og varer frem til 17.30. Om aftenen er der timer, hvor man selvstuderer, og hvor lærerne kan hjælpe os. Timerne begynder klokken 18.30 og slutter klokken 20.30.

• Du Jing, 18 år
Jeg står op klokken 6.00. Det tager mig 20 minutter at komme i skole, og timerne begynder 7.40 og varer frem til 12.00. Så er der halvanden times pause, hvor vi kan slappe af, spise, eller tale med lærerne om de spørgsmål, som vi ikke forstår. Eftermiddagstimerne begynder så 13.30 og stopper 17.00. Så har vi halvanden times pause igen, hvor vi kan gå hjem. Men jeg bliver altid på skolen og spiser. Aftentimerne begynder 18.30 og stopper klokken 21.00. Jeg går i seng senest klokken 24.00. Vi har også timer om lørdagen, men søndag har vi fri. Alligevel tager jeg for det meste ind og sidder i klasseværelset, for det er et godt sted at sidde og lave lektier.

• Zhang Xinran, 18 år
Jeg står op klokken 6.10. Nogle gange tager jeg undergrundsbanen i skole, og andre gange kører mine forældre mig. Hver time varer 40 minutter, og de begynder klokken 8.00 og varer frem til 12.10. Om eftermiddagen begynder de klokken 13.20 og varer frem til 17.15. Jeg har ikke timer om aftenen, men de fleste dage bruger jeg en time eller halvanden på at lave lektier derhjemme, inden jeg går i seng klokken 22.30.

De tre elever er selvfølgelig ikke repræsentative for hele Kina. De fleste fattige og fra de u-udviklede landområder får aldrig så meget skolegang, at de kan nærme sig gaokao..

Hvad kan de danske gymnasier så lære af det kinesiske system? To ting.

For det første. Flere udvekslinger mellem eleverne vil være godt. Især fordi det stadig ikke er gået op for mange danskere, hvor stor indflydelse Kina har fået i de seneste 20 år. Der er stadig ualmindeligt mange fordomme og klicheer om landet, og danskerne har i høj grad brug for at få en bedre viden om Kina, som forfatterne til kronikken også skriver.

For det andet. Idræt. Helt enig. Det vil kun være godt, hvis det blev et fast og almindeligt indslag i hverdagen at eleverne – og selvfølgelig også alle lærerne – kom ud at røre sig.

Det amerikanske valg er topnyheden på de fleste af de store portaler i Kina. For eksempel her på QQ, der har en grundig og konstant opdateret dækning. QQ har over 100 millioner brugere og er det største og mest populære forum i Kina. Den amerikanske ambassade har også en hjemmeside på QQ, hvor kineserne kan følge valget.

På news.baidu.com ligger midtvejsvalget også som en af topnyhederne, og Baidu har en samling artikler her.

Som China Media Project skriver, så har avisen Beijing News en samling af rapporter fra blandt andre New York Times og Washington Post. Du kan se artikel om valget i deres e-paper fra dagens avis og her på internettet.

Det betyder nu ikke, at de 1,3 milliarder kinesere taler meget om valget eller er specielt interesserede i amerikansk indenrigspolitik. Men hvad betyder dagens valg egentlig for forholdet mellem USA og Kina? Meget lidt, tror jeg. Kina har – som altid – været boksepude under valgkampen, men den drejede sig først om fremmest om amerikansk indenrigspolitik.

Men valget kan få en indirekte og betydelig indflydelse på forholdet til Kina, siger Kenneth G. Lieberthal fra China Center på Brookings i Washington. Han siger til Forbes:

Which is to say, if the U.S. gets its act together and does what it has done many times in its history – take calamity and bounce back vigorously (and) prominent, then that will have a profound impact and generally positive influence, in my view, on U.S.-China relations. If the U.S. is hobbled by its politics, by its debt and by pessimism grown from joblessness and other sources, that also will have a profound influence on U.S.-China relations, and not a very good one from an American perspective. Insofar as this election’s outcomes affect the odds of one of those futures or the others, this election’s outcome will be significant for U.S.-China relationship.

The significant impacts it might have in the near future are just in two ways. One is on trade policy. Generally speaking, Republicans are less protectionist than Democrats. Republicans are likely to increase their heft in Washington as a result of this election. But having said that, there are a number of Republicans who believe that China engages in unfair trade practices. The large multinational corporate support for China has palpably diminished, not because they don’t have big interests in China, but because they are less convinced that China is going to be a comfortable place for them to work in the future.

Opdateret 4. november 2010: Her er lidt flere links og synspunkter om valget set fra Kina og Asien.

• Wall Street Journal – In Southeast Asia, Democrats’ Losses Prompt Worries

• New York Times – In Asia, Response to Elections Is Muted

• Evan Osnos i New Yorker – The Communist Party and the Republicans

• Patrick Chovanec, lektor på Tsinghua University – Election 2010 and US-China Relations

• The Diplomat – What Midterms Mean for China

:: Illustration fra denne artikel på Sohu

Som flere af de skarpe læsere har lagt mærke, så er der stille på Kinablog lige nu. Men jeg er tilbage i midten af september, hvor der igen vil komme nye artikler.

Jeg er for doven har for travlt med andre ting, men jeg skriver stadig på twitter.com/kinablog, som jeg vil kraftigt anbefale.

Du kan få automatisk besked om, hvornår Kinablog er tilbage, hvis du abonnerer på nyhedsbrevet.

I april sidste år skrev jeg en artikel om Songzhuang. Det er en landsby udenfor Beijing, hvor der bor tusinder af kunstnere.

Nu har CNN været forbi landsbyen, og de har en god artikel, som du kan læse her. Inklusiv glimrende billeder, i øvrigt. Nederst har de lavet anvisninger til, hvordan du kommer derud, hvis du nu er i Beijing, og gerne vil have en lidt anderledes kulturel oplevelse.

:: Privatfoto fra et af gallerierne i Songzhuang

Den danske statsminister Lars Løkke Rasmussen har været på besøg i Kina, som jeg skriver om i dagens avis.

Besøget skule først og fremmest pleje det anstrengte forhold til Kina. Derfor handlede det mest om det økonomiske samarbejde og danske arbejdspladser.

Som Lars Løkke Rasmussen sagde på pressekonference på den danske ambassade, så var menneskerettigheder ikke et tema under mødet med de kinesiske ledere.

Men man skal ikke lade menneskerettighederne glide i baggrunden, skriver New York Times i dag i en leder. Det er en opfordring til præsident Obama, der mandag og tirsdag er vært for den kinesiske præsident Hu Jintao.

Mr. Obama also must squarely acknowledge — and protest — the Chinese leadership’s continuing, ruthless stifling of any serious political dissent. That is bad news for China and the world.

The most recent reminder came when Gao Zhisheng, a crusading human rights lawyer, resurfaced last month. For more than a year, he had disappeared into the clutches of the government security network and many people had feared that he was dead.

:: Privatfoto