Kategori for Erhverv

På 30 år er Kina blevet verdens andenstørste økonomi med millioner af virksomheder. Og det hele begyndte med et lyserødt ur i plastik. Men Zhang Huamei vidste ikke, at hun blev Kinas første kapitalist.

»Dengang havde jeg ingen ide om, hvad der kom til at ske,« siger Zhang Huamei.

Wenzhou ligger ved kysten i det sydøstlige Kina. Rundt om byen ligger en kæde af bjerge som for eksempel »Baigangjian,« der betyder »De Hundrede Tinders Tinde,« der altid har isoleret Wenzhou fra resten af Kina. Der er langt til Beijing, og indbyggerne, som der er over tre millioner af i dag, har altid følt sig lidt anderledes.

Wenzhou er en handelsby, og det har den været i århundreder. Her er blevet lavet forretninger under selv de mest hysteriske tider under Mao Zedong og kommunismen, hvor godsejere og kapitalister blev forfulgt.

I dag er byen kendt for at lave briller, vandhaner, knapper og for at producere 80 procent af alle lightere i hele verden. Det begyndte med de økonomiske reformer i slutningen af 1970erne, hvor de små fabrikker, som med billig arbejdskraft laver billige varer, skød op overalt i byen. Derfor taler man i dag om »Wenzhou-modellen,« der siden er blevet kopieret overalt i Kina. For den var en succes.
Wenzhou var en kapitalistisk prøveklud for lederne i Beijing, og den blev en hjørnesten i reformerne, som begyndte i 1979. Dengang var Kina verdens tiende største økonomi efter Spanien på niendepladsen. Siden da har Kina stort set hvert år haft en to-cifret vækst, så landet i dag ligger på en global andenplads.

På det tidspunkt i 1970erne var der ingen private virksomheder eller forretninger i Kina. De var ulovlige. I dag er der, ifølge de seneste tal fra 2011, registreret ni millioner private virksomheder med to eller flere ansatte. Samt 36 millioner enmandsvirksomheder.

Det hele begyndte med en kvinde, som en dag i 1979 gik ind på et kontor i Wenzhou. Her afleverede den 19-årige Zhang Huamei sin ansøgning til en venlig embedsmand, hvor hun søgte om at få licens til at drive forretning. Det lykkedes. Og da hun fik den stod der endda »10101« på papiret. En bureaukratisk måde at skrive »00001« på.

»Jeg var blot en af mange, der ansøgte. Jeg anede ikke, at jeg ville blive den første,« siger Zhang Huamei, der har en hæs stemme efter de mange år som råbende gadehandler.
Zhang Huamei er også historien om Kinas økonomiske succes.

Op igennem 70erne arbejdede hendes forældre på en statsejet fabrik, der lavede paraplyer. Men lønnen var under 100 yuan om måneden, og det var ikke nok til at forsørge Zhang og de seks søskende. Den ene bror var gift, så der var ti personer i huset på tre etager og i alt 75 kvadratmeter.

»Der var også rationering på alt dengang. Vi lavede ris til grød, for så kunne det svulme op i maven og fylde mere. Nogle gange fik vi også søde kartofler i,« fortæller Zhang.

Det var umuligt at få arbejde. Så i 1977 begyndte hun at sælge de første ting, og hun havde ikke hverken planer eller drømme.

»Jeg skulle overleve, så jeg havde ikke andet valg,« siger Zhang.

Det samme gjorde flere andre. Men det var farligt. Alle var bekymrede, for det var ulovligt. Mange drev forretning fra hjemmet, og derfor kunne man mistede meget, hvis myndighederne kom og konfiskerede alt, som de havde lov til.

Samtidig så mange af hendes venner også ned på hende. Zhangs klassekammerater ville ikke tale med hende, og hvis nogen ledte efter kærester, så kiggede de den anden vej.

»Hele samfundet så ned på små erhvervsdrivende. Det var ynkeligt, hvis man havde en lille bod på gaden,« siger Zhang Huamei. For dengang ville alle arbejde på en »danwei,« altså en arbejdsenhed, der gennem et helt liv ville sørge for alt fra lejlighed, sygeforsikring og pension.
Det ændrede sig i slutningen af 70erne, da reformerne begyndte i Wenzhou. Hun var nervøs, da hun søgte om licensen, for Kina var netop kommet ud af de ti turbulente år i Kulturrevolutionen, som sluttede i 1976, og ingen vidste, om reformerne var alvorligt ment.

Men der var ikke noget at gøre. Zhang ville drive sin forretning lovligt, og da hun fik licensen var hun glad for at kunne gøre det åbent og være en rigtig forretningsmand. Zhang husker også tydeligt det første, som hun solgte lovligt fra det lille bord, hun havde slået op på gaden.

»Det var et lyserødt legetøjsur i plastik. Det kostede to »mao« (ører),« griner Zhang Huamei.

Plastikuret blev starten på hendes forretning, hvor hun sidder i dag i klassisk sort tøj og med guldur og guldøreringe, og hvor hun bor i en lejlighed på 180 kvadratmeter og kører i Audi til en halv million kroner. Zhang og hendes otte ansatte køber og sælger knapper til virksomheder over hele verden.
Det lyserøde plastikur blev også begyndelsen på det private erhvervsliv i Kina og de seneste 30 års økonomiske eksperimenter. Og her går Wenzhou stadig forrest.

De mange virksomheder i Wenzhou har også åbnet et behov for finansiering. De statsejede storbanker har dog aldrig interesseret sig for private erhvervsdrivende, og derfor er der et enormt gråt marked over hele Kina for udlån. I Wenzhou kan renterne nå helt op på 100 procent om året. Hvilket er svært at betale tilbage i krisetider, og derfor har op mod 80 erhvervsdrivende begået selvmord i de seneste måneder.

Nu er Wenzhou igen blevet valgt til det næste skridt i Kinas økonomiske reformer. Regeringen har offentliggjort et eksperiment, der skal gøre det lettere for byens erhvervsliv at låne penge og få investeringer. Blandt andet vil der blive åbnet for direkte udenlandske investeringer, som hidtil har været ulovlige.

»Det her er stort. Det vil give den private sektor nemmere adgang til finansiering,« siger Dariusz Kowalczyk, analytiker ved Credit Agricole, til Bloomberg. Og det er nøglen til at fortsætte væksten på et tidspunkt, hvor økonomien ellers er bremset op, siger Dariusz Kowalczyk.

Kina kan også mærke den globale krise, og den økonomiske vækst i 2012 ventes at blive på ikke meget mere end otte procent. Det forbereder regeringen sig på, siger Nicholas Lardy fra amerikanske Peterson Institute.

»Der er ikke noget som udsigten til en længerevarende, lav økonomisk vækst, der kan få toppen af Kinas Kommunistparti til at handle,« forklarede Nicholas Lardy, da han var i Beijing for et par uger siden.

For økonomisk uro betyder også social uro. Og det kan være en trussel mod Kinas Kommunistparti, der har fortalt befolkningen, at det kun er kommunistpartiet, som kan sikre fremgang. Det har partiet da også gjort i de seneste årtier. Men der er langt igen.

For Zhang Huamei er også historien om den kinesiske drøm. Selvom Kina i dag er verdens andenstørste økonomi, så er der stadig hundreder millioner af kinesere, der lever i fattigdom eller har få penge. Hvis man måler økonomien efter antallet af indbyggere, så ligger Kina på en 98. plads mellem Makedonien og Angola. Derfor er der millioner, som drømmer om en succes som Zhangs.

Så hvad er hemmeligheden bag hendes og de andre wenzhouneseres succes?

»Qingkuai!,« siger Zhang. Handlekraft.

»Vi arbejder hårdt, og vi er ikke bange for at »chi ku«, siger Zhang og bruger det kinesiske ord for at »spise bitterhed.«

Tidslinje – Wenzhou og handel
1876: Qing dynastiet bliver presset til at åbne Wenzhou som handelsby for især the
1978: Beijing vedtager og begynder økonomiske reformer i december
1979: Zhang Huamei bliver den første i Kina, der får licens til at drive virksomhed
1979: Private virksomheder og handel blomstrer i Wenzhou, og især produktionen af knapper eksploderer
1984: Wenzhou får godkendt status som speciel økonomisk og teknologisk zone
1991: Kinas første private luftfartsselskab (Junyao Airlines) grundlagt i Wenzhou
2001: Forretningsmænd fra Wenzhou investerer massivt i ejendomme, og det bliver start på boligboble i Kina
2011: Den globale krise giver massive problemer for Wenzhou, hvor flere direktører begår selvmord
2011: Premierminister Wen Jiabao besøger Wenzhou for at vise støtte til byens kriseramte erhvervsliv
2012: Kina begynder eksperiment i Wenzhou, så virksomhederne får nemmere ved at investere og låne penge

Krisen har bragt USA og Europa i knæ. Men ikke Kina. Den kinesiske statskapitalisme har vist sig at være et uhyre effektivt redskab i krisetider. Men er det en holdbar model?

Det er nok de færreste danskere, der lagde mærke til at Su Shulin for et par uger siden fik nyt arbejde.

For hvem er den 49-årige kinesiske ingeniør? Indtil sidste år var Su direktør for Sinopec og de mere end 640.000 ansatte. Olieselskabet er ikke kun et af Kinas største statsejede selskaber, men også et af verdens største, som man kan se på Forbes.

I april 2011 gik Su Shuli dog fra Sinopec til posten som fungerende guvernør for Fujian. Det er en provins i det sydlige Kina, der med sine 36 millioner indbyggere så nogenlunde er på størrelse med Polen.

Nu er han så officielt blevet udnævnt som guvernør. Det skete under Folkekongressen, som svarer til det kinesiske parlament, der netop har afsluttet deres årlige møde i Beijing.

Guvernør Su Shuli og Sinopec er et af flere eksempler på den flydende grænse, der er mellem den kinesiske et-partistat og erhvervsliv. Det er et eksempel på hvordan den kinesiske statskapitalisme fungerer. Det er en model, som går tilbage til den autoritære stat Singapore, hvor den tidligere premierminister Lee Kuan Yew forfinede den i over sin tre årtier lange regeringsperiode.

For Beijing er det især det seneste årti, at statskapitalismen har vist sin styrke, og hvor folkerepublikken med de næsten 1,4 milliarder indbyggere er blevet verdens andenstørste økonomi.

Kinas Kommunistparti har afdelinger i både private og statsejede virksomheder, men partiet kontroller også de vigtigste stillinger i de statsejede af slagsen, hvor direktørerne har rang af ministre. Og det giver en ulige konkurrence, når en nation som den kinesiske, går ind politisk og støtter og påvirker erhvervslivet og økonomien. Men det har vist sig at være en uhyre effektiv cocktail, der kun er kommet til at stå stærkere efter krisen i Vesten. For USA og Europa bliver nødt til at have en mere effektiv industripolitik, når Kina på den måde ændrer spillereglerne, siger Ian Bremmer, der er leder af den amerikanske Eurasia Group og forfatter til bogen »The End of the Free Market.«

»Det er et problem for de amerikanske virksomheder, at de bekæmper hinanden. Det er Pepsi mod Cola og Apple mod Microsoft og alle de store konkurrenter gør, hvad de kan, for at sikre deres egne fordele. Det tillader den kinesiske regering ikke, at man på den måde spilles ud mod hinanden,« siger Ian Bremmer.

Han mener ikke, at statskapitalisme nødvendigvist er dårligt for et land, afhængigt af, hvor i udviklingen det er. Se for eksempel på Japan i 1950erne. Lige nu bruger Kina det til at tiltrække investeringer og teknologi, som de ellers ikke ville kunne få på markedet, siger Ian Bremmer. På trods af svaghederne, både i forhold til indland og udland, så er de politiske fordele og interesser så store, at Beijing ikke er på vej til at opgive den.

»Den kinesiske statskapitalisme er en udfordring. Den er ikke noget, som Kina vil gå væk fra i mange år fremover, og det bliver en mere direkte trussel mod vestlige interesser,« siger Ian Bremmer.

Så hvordan er det, at regeringen styrer virksomhederne? Der er især to organisationer, der er værd at lægge mærke til. Den ene er Kinas Kommunistpartis Organisationskontor. Og den anden er Statsrådets Kommission for Overvågning og Tilsyn med Statsejede Aktiver.

Det er her, bag de to lange og kedsommelige navne, at man finder ikke alene verdens største ejer af aktier, men også de to organisationer, som gennem de seneste ti år har fremdyrket de 120 største statsejede virksomheder i Kina.

Det er kommissionen – som hører under statsrådet, der så nogenlunde svarer til Kinas regering – som har fundet den model, hvor de forskellige forretningsområder er organiseret i søjler. Som for eksempel kul, olie og teleselskaber. Og hvor hver virksomhed ikke går ud på andre markeder, men holder sig indenfor sine søjler.

Hver af selskaberne kan dog sagtens have forskellige virksomheder under sig, og det hele kontrolleres i toppen af et holdingselskab, som ejes af statsrådets kommission. Som for eksempel Kinas største olieselskab, PetroChina, der er noteret på børserne i både Hong Kong og New York. Det er ikke et privat selskab, men derimod en del af det statsejede holdingselskab China National Petroleum Corporation, der går helt tilbage til stiftelsen af Folkerepublikken Kina i 1949.

Partiets organisationskontor har også rødder, der går tilbage til Mao Zedong og 1924, hvor det blev oprettet. Her er der mapper på samtlige af partiets mere end 80 millioner medlemmer, men det er især med folk som Su Shuli, at kontoret viser sin magt. Det er nemlig dem, som udpeger stillinger i et-partistaten. Som for eksempel i 2009, hvor det roterede rundt på direktørerne i de tre største flyselskaber, eller i 2004, hvor teleselskaberne fik nye ledere.

Men selvom et-partistaten har direkte kontrol med de største selskaber, så ejer partiet også aktier i tusinder af andre kinesiske virksomheder, og ifølge en artikel i det britiske magasin Economist udgør de statsejede virksomheder 80 procent af aktiemarkedet i Kina.

Hvis man ser på det overordnede billede, så står de statsejede virksomheder for 45 procent af hele den kinesiske økonomi, viser en rapport til den amerikanske kongres som US-China Economic and Security Commission (.pdf) lavede i 2011. Tallet skabte dog en del debat, og andre siger, at det ligger mellem 30-50 procent.

Konklusionen i kommissionens rapport er, at Beijing ikke er interesseret i at skabe et frit marked i Kina. Derimod vil man bevare kontrollen over sektorerne og selskaberne, for på den måde kan man hjælpe statens andre virksomheder, ved for eksempel at have en strategi om at »købe kinesisk.«

I de seneste ti år er de statsejede selskaber også begyndt at gå til udlandet. I 2006 var der 20 statsejede kinesiske selskaber på Forbes liste over de 500 største virksomheder i verden, men i 2011 var det vokset til 61. For eksempel har Industrial and Commercial Bank of China udvidet aktiviteterne i udlandet i de senere år, som i september hvor banken åbnede sin første filial i Indien. Baosteel, Kinas største stål- og jernkonglomerat, var sidste år i forhandlinger om blandt andet at købe for fem milliarder kroner aktier i Malaysiske Amsteel Mills. Og China Mobile, der med sine over 650 millioner abonnenter er verdens største teleselskab, investerede sidste år over otte milliarder kroner i Pakistan. I alt står de statsejede selskaber for langt over 75 procent af Kinas direkte investeringer i udlandet.

Selvom Kinas model med statskapitalisme har vist sig at være uhyre effektiv, så er der også enorme problemer.

For eksempel med korruption. Se for eksempel sidste år, hvor der kort efter, at Su Shuli havde forladt Sinopec, dukkede kopier af fakturaer frem på det kinesiske internet. De viste, at olieselskabet havde købt 1.176 flasker Chateau Lafite Rotschild, hvor nogle af flaskerne kostede mere end 10.000 kroner. I alt var der købt spiritus for over 1,3 millioner kroner. Blandt andet også den dyre kinesiske risbrændevin Maotai, der for almindelige kinesere er symbolet på ødselhed. Og på korruption, som er et af de store problemer med de statsejede selskaber.

En stor del af Kinas enorme stimuluspakke på over 4.000 milliarder kroner, der var et modsvar på den globale finanskrise i 2009, gik til de statsejede selskaber. Og især til infrastruktur. Blandt andet til på rekordtid at bygge et netværk på 10.000 kilometer af højhastighedsbaner, som de kinesiske medier siden har rapporteret om utallige problemer med. For eksempel kunne det anerkendte erhvervsmagasin Caixin her i begyndelsen af marts afsløre, at prisen for håndvaskene i nogle af de nye tog lå på astronomiske 23.000 kroner. Selvom de kunne købes på det åbne marked for lidt over 2.700 kroner

Ineffektivitet og monopoler er nogle af følgesygdommene i statskapitalisme. Og for de udenlandske virksomheder giver det også problemer, når de vil drive forretninger i Kina. For eksempel fordi de skal udlevere en del af deres nye teknologi og forskning, for at kunne komme ind på markedet. Det fik helt usædvanligt den tidligere formand for BASF, Jurgen Hambrecht, og direktøren for Siemens, Peter Loscher, til under møde med premierminister Wen Jiabao og kansler Angela Merkel, der var på officielt besøg i Kina i 2010, at klage over de ulige vilkår. Vil det hjælpe? Næppe, mener Ian Bremmer.

»På lang sigt vil statskapitalismen ikke virke. Men det er ud fra et økonomisk synspunkt. Men Kinas Kommunistparti kan have politiske fordele ved at bevare den,« siger Ian Bremmer, der ikke tror, at Beijing vil risikere social ustabilitet ved at gå efter økonomiske reformer.

Xi Jinping er i USA, som jeg nævner for eksempel her, hvor jeg har et portræt af ham. Og det er jo altid interessant, når ledere fra de to lande mødes, for forholdet mellem USA og Kina er det vigtigste bilaterale forhold i verden.

Det har også altid været et forhold med problemer, hvor de to landes værdier og kulturer ofte støder sammen og giver plads for konflikter og misforståelser. Især i 2012, hvor Kina står over for det største magtskifte i ti år, og hvor den største ideologiske magtkamp i måske et par årtier er brudt ud i lys lue.

Samtidig er det også valgår i USA. Det betyder normalt, at der kommer fut under de amerikanske mediers og politikeres “China bashing,” og ganske rigtigt, det er der også kommet denne gang. Blandt andet med republikaneren Hoekstras racisistiske video, der dog har givet ham bagslag.

Jeg nævner det her, fordi den republikansk kandidat, Mitt Romney, nu også er gået igang med Kina, hvor han i går havde en kronik i Wall Street Journal.

Unless China changes its ways, on day one of my presidency I will designate it a currency manipulator and take appropriate counteraction. A trade war with China is the last thing I want, but I cannot tolerate our current trade surrender.

Hvis du skulle være interesseret i det amerikanske valg, så kan du læse USAs tidligere ambassadør i Beijing, Jon Huntsman, der kritiserer Romneys Kina-politik her på Washington Post, en nyhed fra AFP om, hvordan Romney har bragt Kina ind i valgkampen, og en fra Reuters om sammenstødet mellem Obama og Romney.

En af de ting, som Romney kommer med, er de sædvanlige beskyldninger om, at Kina for eksempel har en kunstigt lav valutakurs. Samtidig hans kronik i WSJ kunne man så læse i New York Times, hvordan den kinesiske valuta i virkeligheden stille og roligt og uden den store opmærksomhed er blevet markant stærkere i de senere par år.

With little fanfare, China’s currency has appreciated significantly in the last year and a half, leading many economists to question whether the exchange rate is still the most important economic issue for the United States to press with China’s leaders.

The rise of the renminbi — up 12 percent since June 2010 on an inflation-adjusted basis and 40 percent since 2005 — has helped American companies by effectively reducing the cost of their products in China. In the last two years, American exports to China have risen sharply.

Flere økonomer har nu forsøgt at nuancere debatten om Yuan vs. Dollar i længere tid. Som for eksempel Patric Chovanec, der, som han skriver, tvivler på om yuan’en overhovedet ville stige i værdi, hvis kursen kunne flyde:

That’s not to say that China’s currency policy isn’t a concern — I’ve argued for quite some time that China’s intervention to support the peg and keep the RMB from rising fuels inflation and undermines the kind of economic adjustment China needs to make to get on a more sustainable growth path. But it’s only one piece of the puzzle. Those who are interested can read a more complete version of my argument here.

These days, it’s not even clear that the RMB would appreciate, if allowed to float. In recent months, the downturn in Chinese real estate, along with growing fears of a “hard landing,” have apparently caused capital to start flowing out of China — enough to cancel out the upward pressure on the exchange rate from the trade surplus, and force the PBOC to draw down (slightly) on its gargantuan FX reserves to keep the RMB from dropping in value. Some Chinese officials have trumpeted this as evidence that the RMB is in “equilibrium” with the dollar, and that China has achieved “rebalancing.” I would argue the opposite: that China’s failure to rebalance in a more meaningful way is destabilizing its economy, leaving investors looking for a way out. Nevertheless, the outflow of funds on the capital account does complicate efforts to use the exchange rate as a tool for correcting the trade imbalance on the current account.

Romney og så mange andre amerikanere glemmer også, at regnestykket om de amerikanske arbejdspladser, handelsunderskud og Made in China er en anelse mere kompliceret end som så, som jeg har skrevet om tidligere:

Hele 88,5 procent af amerikanernes forbrug er faktisk »Made in USA.« Det er kun 2,7 procent af af alle produkter og serviceydelser, som amerikanerne køber, der er lavet i Kina.

Men selv når amerikanerne så køber ting, der er importeret fra Kina, da bliver de fleste af pengene stadig i USA. For hver enkelt dollar går de 45 cent til Kina. Men 55 cent bliver i USA.

Hvorfor er det så værd at lægge mærke til, når man bor i Danmark? Blandt andet fordi meget af den danske debat om Kina flyder gennem amerikanske medier, og derfor møder man også tit de samme argumenter i Danmark. Det betyder, at Kina ofte bliver sat i rollen som slem, slem kommunist-skurk.

Og alle guder skal vide, at der er nok at kritisere Kina for – og breaking news her, verden er ikke i sort-hvid – for allerede da jeg begyndte at studere kinesisk for snart ti år siden, var det en kliche at tale om “China’s rise.” Jeg fornemmer stadig en nærmest overraskende holdning til, at Kinas udvikling fortsætter, og at man stadig taler undrende om en ny verdensorden, hvor der er en voldsom fokus på, at Kina nu på dette eller hint område har overhalet Europa eller USA som nummer et. Alt det stiller sig i vejen for, at vi bevæger os videre og bliver klogere på Kina, og hvad der sker lige nu, samt hvad der er grundene til det.

Som Stephen M. Walt skriver i Foreign Policy:

As I’ve noted elsewhere, the issue isn’t whether the United States is about to fall the from the ranks of the great powers, or even be equaled (let alone surpassed) by a rising China. The world may be evolving toward a more multipolar structure, for example, but the United States is going to be one of those poles, and almost certainly the strongest of them, for many years to come.

…

All this may seem like a hair-splitting, but there’s an important issue at stake. Posing the question in the usual way (“Is the U.S. Still #1?”, “Who’s bigger?”, “Is China Catching Up?” etc.,) focuses attention primarily on bilateral comparisons and distracts us from thinking about the broader environment in which both the United States and China will have to operate. The danger, of course, is that repeated assurances that America is still on top will encourage foreign policy mandarins to believe that they can continue to make the same blunders they have in the recent past, and discourage them from making the strategic choices that will preserve U.S. primacy, enhance U.S. influence, and incidentally, produce a healthier society here at home.

:: Foto fra Xinhua

Man kan lugte den lille by Maotai, før man ser den.

For at komme frem til byen og de 16.000 indbyggere skal man køre gennem bjergene i den sydkinesiske Guizhou provins. Forbi ristrapper og marker, ud ad hullede cementveje gennem landsbyer, hvor der går flokke af ænder mellem husene.

Maotai ligger i en dal, hvor byen har foldet sig op ad bjergsiderne langs floden Chishui. Det er ikke det mest indlysende sted, at man finder en virksomhed, som er et af Kinas mest berømte varemærker, og som har en omsætning på cirka fem milliarder kroner. Det er den man kan lugte – producenten af den kinesiske brændevin (baijiu) Maotai, der har taget navn efter sin hjemby.

Hele byen og dalen dufter lokkende af den markante og sødligt parfumerede risbrændevin. Hvis man er kineser. Hvis næseborene derimod tilhører en vesterlænding, så er det mere ord som rådne ris, diesel og opvarmet sojasauce med terpentin, der bliver brugt til at beskrive brændevinen.

• Læs også - Investeringer: nu kommer kineserne til Europa

Det viser også en del af Maotais problem. For virksomheden er så småt begyndt at eksportere sine flasker til udlandet, og har ambitioner om at sælge stadigt mere udenfor Kina i de kommende år. Maotai er et eksempel på et stort kinesisk brand, der går efter større eksport og endda med et meget kinesisk produkt.

Maotai er store i Kina, hvor det er brand, som ifølge den seneste Hurun rapport er bedre kendt end for eksempel Mercedes-Benz og Chanel. Maotai står på mange måder med det samme problem som Suning, Yili, Fulinmen, Midea og Renren, der er kinesiske virksomheder, som har to ting til fælles. De er alle med på en liste over de 50 stærkeste og mest velkendte brands i Kina. Og de er, som de fleste andre kinesiske brands, stort set ukendte i udlandet.

Det er ikke fordi de kinesiske virksomheder mangler økonomiske muskler. For eksempel er der 37 kinesiske navne på Fortunes liste over verdens 500 største virksomheder.

Men det er først i de senere år, at kinesiske virksomheder er begyndt at konkurrere på andet end en lav pris, og er ved at opbygge brands, der også handler om værdier, service og kvalitet.

Derfor er der mange, som først nu begynder at overveje, hvordan man eksporterer sine produkter og opbygger en global identitet. For eksempel kører bilfabrikanten Geely i år ind på markedet i Storbritannien med sin fire-dørs sedan EC7. Luksusfabrikanten Shang Xia, der laver alt fra juveler til møbler, har luftet planer om en butik i Paris. Og 2012 bliver også året, hvor Huawei for alvor forsøger at sælge mobiltelefoner til for eksempel danskerne.

• Læs også - USAs handelsunderskud med Kina: myten om »Made in China«

Hvad er så de største problemer, som kinesiske virksomheder vil møde på markederne i Vesten? Det er netop at fortælle omverden, at Kina også kan lave andet end billige produkter af ringe kvalitet, siger Li Fei, der er professor i marketing på School of Economics and Management på det anerkendte Tsinghua University i Beijing.

»Der er stadig ingen kinesiske virksomheder, der har lavet et brand, som verden forbinder med både at være af høj kvalitet og fra Kina,« siger Li Fei.

Samtidig skal kineserne lære de vestlige markeder at kende, siger Li Fei. Nogle af virksomhederne er måske veletablerede hjemme i Kina, men når de går udenfor, skal de lære forbrugernes kulturelle baggrunde at kende, og finde et sprog og symboler, som kan forstås og appellere til de lokale kunder. Det bliver en udfordring.

»Når det kommer til branding, så har kineserne meget at lære endnu,« siger Li Fei.

Måske især for en fabrikant, der laver noget så kinesisk som baijiu, der har dybe rødder i kinesisk kultur, historie og smagsløg. (Læs i øvrigt en fin artikel om, hvordan Kina ved Verdensudstillingen i San Fransisco i 1915 overraskede alle med baijiu.) Så er verden klar til Maotai?

Der er fugtigt inde i Maotais store produktionshal, der stadig minder om det historiske foto her til venstre. Nede i gulvet ligger der rækker af grave, hvor den brune græsart durra, der er en af hovedingredienserne i deres baijiu, ligger i blød i et par dage.

Bagefter bliver den stablet op på gulvet ved et af de runde metalkar. Her går cirka fem arbejdere rundt i plastiksandaler, hvor de bruger riskurve til at hælde durraen op i de dampende kar, hvor væsken ender med at have en alkoholprocent på 60-70 procent.

»Det kommer ud med forskellige procenter og opbevares i fem år. De fleste af vores produkter ender med at have en alkoholprocent på 53, for det giver den bedste kvalitet,« siger Liu Wei, der er en af de ansvarlige for produktionen.

Han siger, at en af hemmelighederne ved Maotai er, man bruger vandet fra Chishui floden til at dampe durraen med. Og det »helt særlige« vand er med til at give Maotai sit særpræg. Samtidig, siger Liu, bruger Maotai kun lokale råvarer, hvor mange af de andre producenter i området bruger dårligere råmaterialer, som også kommer fra andre provinser som Sichuan.

Liu tager en aluminiumskop og går hen til en af de lidt under to meter høje kar og åbner for en hane. På kinesisk hedder risbrændevin – som der ikke nødvendigvis er ris i – for »baijiu«, der udtales som det engelske »bye Joe«, og som kan oversættes til »hvid vin« eller »klar alkohol.« Væsken er da også, som det endelige produkt, der senere vil blive hældt på en tønde og gemt i fem år, helt klar.

»Der er ingen kemikalier, det er helt rent,« siger Liu Wei.

Den varme væske, der er på 70 procent alkohol, smager melet, den er sødlig og snører munden sammen. Den ufærdige baijiu er langt fra det endelige produkt, men Liu erkender, at det nok ikke er alle udlændinge, der vil synes godt om det.

• Læs også - Kinas virksomheder og økonomi ved skillevej: strømpernes konge bor i Kina

»Nogle vil kunne lide det, andre ikke,« siger Liu, der dog har tiltro til Maotai. I dag er det kinesere, som bor eller rejser i udlandet, der køber langt de fleste af de få flasker, som Maotai eksporterer. Det er kun fem procent af produktionen, som bliver solgt udenfor Kina.

Men i april lavede Maotai en aftale med den franske distributør Camus Cognac, der vil føre Maotai ud i 140 lufthavne og 50 flyselskaber i hele verden.

»Vi vil forøge salget på de udenlandske markeder, og give flere kendskab til Maotais kvalitet og kultur,« sagde Ji Keliang, formand for Kweichow Moutai Distillery, da han underskrev aftalen tidligere i år.

Liu Wei tror også, at det nok skal lykkes.

»Jeg er sikker på, at vesterlændinge vil kunne lide det, når de først prøver det,« siger Liu.

»Vi har jo også vin i Kina, som mange kinesere også kan lide. Det hænger sammen med, at den vestlige kultur er stærkt udbredt, men når folk lærer den kinesiske bedre at kende, så kommer de også til at kende Maotai,« siger Liu Wei.

Der er flere andre producenter af baijiu i området omkring Maotai, og mange af dem har butikker og salgskontorer i den noget større naboby Renhe. Blandt andre Wu Hongmei, der arbejder for et bryggeri, som hedder »Den Gamle Vinkyper«.

Her vil man ikke følge den langt større og mere velkendte Maotai med til udlandet, for virksomheden forsøgte at eksportere til Taiwan i 2002.

»Det virkede ikke, for nabolandene og udlandet har en anden smag. Men om fem, ti år bliver vi nødt til at se på forbrugernes smag, og hvordan den har ændret sig,« siger Wu Hongmei.

En anden grund er, at udbuddet er for lille. Blandt andet fordi de kinesiske embedsmænd har god smag for den dyre alkohol, der ofte bruges til officielle banketter og måltid. Så ofte, at Folkekongressen i Shanghai for nyligt kom med et forslag om, at man skulle forbyde Maotai og straffe de embedsmænd, der bestiller og drikker det.

Der er simpelthen ikke nok baijiu til at dække markedet i Kina, så hvorfor skulle man gå til udlandet. Alene Maotai producerer 25.000 ton om året, men de er lige nu ved at udbygge kapaciteten, så man regner med at nå 50.000 ton i 2020, og de er ved at bygge hele 32 nye destillerier i hovedsædet i Maotai.

»Vi producerer 2.000 ton, og det er ikke nok til at dække markedet i Kina, så vi tænker slet ikke på udlandet,« siger Wu Hongmei.

Maotai har netop hævet prisen på deres bedst sælgende og mest kendte produkt på grund af højere lønomkostninger og stigende råvarepriser. Prisen steg fra 1.300 kroner til 1.500 kroner.

Den dyreste flaske, som Wu Hongmei har i sin butik, er en 80 år gammel baijiu, der koster lidt under 300.000 kroner.

Wu er enig i, at man skal lære baijiu at kende, og at det også er et spørgsmål om at kende til kinesisk kultur.

Så hvordan gør man det? Måske ved at smage på den på samme måde som ved vinsmagninger i Vesten, hvor man spytter det ud bagefter?

»Spytter… man det ud,« siger en forbløffet Wu og træder et skridt tilbage med sin flaske, som hun skulle til at hælde en lille prøve op af i et glas til mig.

»Den her,« siger hun langsomt og lægger tryk på hvert ord, »koster et tusinde yuan. Man smager på det. Men man spytter det ikke ud.«

Man begynder med at se på glasset og om væsken er klar og ren. Dernærst dufter man. Og så smager man på det, uden at spytte det ud, for »man skal føle, hvordan det går gennem halsen,« siger Wu.

Hvad er så en god baijiu? Smagen skal være blød og rund, siger Wu. Det prøver de billigere baijius at efterligne med kemikalier, og det er derfor, at baijiu nogle gange har et dårligt ry.

»Hvis man dagen efter får hovedpine og har tør mund, så er det en dårlig baijiu. Og god baijiu er også mindre skadelig for leveren,« mener Wu Hongmei.

Så hvornår drikker man baijiu? Det gør hun selv med leverandører og kunder, og så ved festlige lejligheder.

»Hvis man ikke drak alkohol, så bliver det jo akavet hvis folk bare sad og spiste ris og kylling. Det ville være mærkeligt,« siger Wu Hongmei.

De mest værdifulde brands i Kina:
China Mobile – teleselskab
ICBC – bank
Construction Bank of China – bank
Bank of China – bank
Agricultural Bank of China – bank
Baidu – søgemaskine
China Life – forsikring
Sinopec – olieselskab
PetroChina – olieselskab
Tencent – internet portal
China Telecom – teleselskab
Ping An – forsikringsselskab
Moutai – baijiu
China Merchants Bank – bank
China Unicom – teleselskab
Air China – flyselskab
Wu Liang Ye – baijiu
Mengniu – mælkeprodukter
CPIC – forsikring
Chang Yu – vin

Kilde: Millward Brown

:: Artiklen ovenover er et sammendrag af artikler, der tidligere er bragt i Berlingske

Der er store menneskelige omkostninger for de kinesiske arbejdere, der står ved samlebåndene for lave iPads og iPhones og de andre populære produkter fra Apple. Det skriver New York Times om i dag, hvor avisen har en længere artikel om vilkårene på de fabrikker i Kina, der er leverandører til Apple.

Mens arbejderne står ved samlebåndene i 72 timer om ugen, har Apple netop offentliggjort en rekordstort omsætning på $46.3 milliarder. Det kommer efter flere år med utallige problemer på de kinesiske fabrikker, som Apple har haft kendskab til, men som de har været længe om at reagere på.

Kort sagt får Apple lavet de fleste af sine produkter hos en enkelt virksomhed, der hedder Foxconn Technologies, som er Apples største leverandør. Forxconn er registreret i Taiwan, men det meste af produktionen kommer fra de utallige fabrikker i Kina, hvor virksomheden har 1,2 millioner ansatte.

De største af fabrikkerne er som byer. For eksempel den i Shenzhen, hvor der bor og arbejder over 400.000 personer, og hvor eksempelvis hver af de 20 kantiner har plads til 10.000 spisende ad gangen.

Byerne er delt op i mindre enheder, hvor en enkelt bydel laver produkter for eksempelvis Apple. Eller andre. For Foxconn producerer 40 procent af al forbrugerelektronik i verden, og har også store navne som Amazon, Dell, Hewlett-Packard, Nintendo, Nokia og Samsung som kunder.

Apples problemer har været kendt længe. En af de første til at se på Apples og Foxconns overtrædelser af arbejdernes rettigheder var Global Post i november 2009, hvor de lavede en serie om “Silicon Sweatshops” i Kina.

En af artiklerne handler om, hvad prisen er for en kinesisk arbejders helbred:

The value of a Chinese factory worker’s life can be neatly calculated with a simple mathematical formula.

The actual number varies by city and a few other particulars, but the total amount is never very much. In Suzhou, where dozens of workers have fallen seriously ill with nerve damage in the past year from chemical poisoning, a factory worker’s health is worth about 130,000 yuan ($19,046) by the government’s calculation.

The number is derived in part by subtracting the worker’s age (usually 21) from the average life expectancy (79), then multiplying by a series of precise percentages, including one to designate the severity of illness, carefully prescribed in the government’s labor regulations. It is cold, calculated business.

Suzhou lawyer Wang Luyuan knows the formulas inside and out. In a cabinet near his desk, he stores a stack of slim brown folders containing the mathematical worth and medical details of 32 factory workers sickened by exposure to n-hexane — the toxic solvent Wintek illegally used in making electronic touch screens. The company has admitted that more than 60 workers were sickened by hexane exposure. Wang now represents about half of them.

For der har længe været problemer for arbejderne, hvor flere blandt andet er blevet syge på grund af giftige kemikalier, som blev brugt til at rense skærmen på iDevices.

ifølge en artikel fra Bloomberg i sidste uge har Apple 320 direkte leverandører, hvor Foxconn og Hon Hai Precision Industry Co får 22 procent af sin omsætning fra Apple.

Efter længere tids kritik gik Foxconn i 2010 med til at fordoble lønningerne. Mindst 12 arbejdere har begået selvmord på Foxconns fabrikker i Kina, og sidste år blev over 70 personer såret ved en eksplosion på en fabrik, der laver iPads.

Men selvom lønnen er blevet fordoblet har det ikke løst de store problemer på fabrikkerne, der stikker dybere end blot arbejdernes lønninger. For få dage siden var der igen en gruppe arbejdere, der truede med selvmord:

Several reports from inside Foxconn factories have suggested that while the company is more advanced than many of its competitors, it is run in a “military” fashion that many workers cannot cope with. At Foxconn’s flagship plant in Longhua, five per cent of its workers, or 24,000 people, quit every month.

“Because we could not cope, we went on strike,” said the worker. “It was not about the money but because we felt we had no options. At first, the managers said anyone who wanted to quit could have one month’s pay as compensation, but then they withdrew that offer. So we went to the roof and threatened a mass suicide”.

The worker said that Foxconn initially refused to negotiate, but that the workers were treated reasonably by the local police and fire service.
A spokesman for Foxconn confirmed the protest, and said that the incident was “successfully and peacefully resolved after discussions between the workers, local Foxconn officials and representatives from the local government”.

Omtrent på samme tid gik Apple med til, at den eksterne organisation Fair Labor Association kunne inspicere fabrikkerne, som Bloomberg skrev:

Apple will now subject itself and its suppliers to the FLA’s membership criteria, including submitting to audits and enforcing a code of conduct based on standards approved by the United Nations’ International Labor Organization.

Growing scrutiny of global companies by investors and consumers means they are more likely to insist suppliers introduce best practices in countries where governments are unable or unwilling to do so, Van Heerden said.

Her offentliggjorde Apple også sin seneste “Supplier Responsibility report” (.pdf), hvor man blandt andet kan læse, at mængden af børnearbejdere er faldet med 80 procent:

We have a zero-tolerance policy for underage labor, and we believe our system is the toughest in the electronics industry. In 2011, we broadened our age verification program and saw dramatic improvements in hiring practices by our suppliers. Cases of underage labor were down significantly, and our audits found no underage workers at our final assembly suppliers.

Kort før, i begyndelsen af januar, kom amerikanske NPRs “This American Life” med en udsendelse, hvor Mike Daisy blandt andet kom frem med følgende:

One Foxconn worker Mike Daisey interviewed, outside factory gates manned by guards with guns, was a 13-year old girl. She polished the glass of thousands of new iPhones a day.

The 13-year old said Foxconn doesn’t really check ages. There are on-site inspections, from time to time, but Foxconn always knows when they’re happening. And before the inspectors arrive, Foxconn just replaces the young-looking workers with older ones.

In the first two hours outside the factory gates, Daisey meets workers who say they are 14, 13, and 12 years old (along with plenty of older ones). Daisey estimates that about 5% of the workers he talked to were underage.

Det er nu ikke kun arbejderne, som Apple har problemer med i Kina. Det er også miljøet. Sidste år kom en række organisationer med beskyldninger om, at Apple ignorerede miljøpproblemerne i Kina. Først i november sidste år lykkedes det for organisationerne at få et møde med Apple i Kina, som China Diaologue skriver her i en artikel, der er skrevet af en journalist fra det ansete kinesiske magasin 21st Century Business Herald.

The green groups said that they used the meeting to flag up pollution cases at more than a dozen suppliers as evidence of major failings in supply-chain management, while Apple admitted that oversights such as out of date water-quality standards may have created problems. The NGOs remained unimpressed by Apple’s reluctance to publicise supplier information and allow public supervision, they said, while Apple continued to stress that it can deal with the problems internally.

Apple told the NGOs that, contrary to some reports, it is closely involved with all aspects of its supply chain: Apple makes no distinction between first and second tier suppliers, purchases almost all materials itself and applies identical labour and environmental standards to all suppliers, the representatives said. If any supplier breaches Apple’s rules, they added, it will be ordered to make changes to its operations and, if those changes are not made, suppliers will be subject to further measures and orders may be cancelled.

Before this meeting, Apple had shown itself consistently unwilling to engage in talks with environmental groups. “Apple is a company that does things in a very low-key way,” one representative reportedly stressed at the meeting.

But the publication of the Chinese campaigners’ report in August this year put huge pressure on the Californian firm. The report documented “shocking” pollution in Apple’s supply chain, attracting attention from around the world.

The NGO coalition named 27 polluting companies they suspected to be affiliated with Apple in its report. To date, Apple has admitted that 15 of these are suppliers.

China Dialogue interviewede i august sidste Ma Jun, der er en af Kinas mest fremtrædende forkæmpere for miljøet.

Liu Jianqiang: You published a report in January pointing out that Apple has broken its own promises on environmental protection, occupational health and workers’ rights. What has changed since then?

Ma Jun: Unlike last time, this report focuses [exclusively] on Apple’s environmental problems. In our previous report, we covered the environment, occupational health and workers’ rights. A month later, Apple published a progress report on supplier responsibility admitting that 137 workers in its supply chain had been poisoned, but said nothing about environmental issues – so we decided to do more work on Apple’s environmental pollution.

LJ: How did you get hold of the information about Apple’s suppliers?

MJ: One source was the map of pollution data that we already have [IPE has developed China’s first public databases of pollution information] – we went through the database checking who the polluters were, what they produce and who they supply. Another method was first finding out who Apple’s suppliers are, and then checking them against our database.

One example from the report is Kaedar Electronics. Pollution from this company has a major impact on the local community and harms children’s health. How did we find out they are an Apple supplier? Interestingly enough, Apple once sued one of its own managers for taking bribes from suppliers – one of which was Kaedar. So that was a rare piece of evidence. We searched for that company, found that it was recorded in our database, along with lots of public complaints about its pollution. We went to talk to the locals to find out what was happening, and then went to carry out an on-site investigation. I myself went twice, as did [environmental NGO and co-author of the report] Nanjing Green Stone.

Artiklen i dag i New York Times samler historien om Apple, og viser de menneskelige omkostninger ved produktionen af de populære produkter. Og den viser, at selvom Apple har gjort fremskridt og er blevet mere åbne, så kendte Apple højst sandsynligt til de mange problemer:

More troubling, the groups say, is some suppliers’ disregard for workers’ health. Two years ago, 137 workers at an Apple supplier in eastern China were injured after they were ordered to use a poisonous chemical to clean iPhone screens. Within seven months last year, two explosions at iPad factories, including in Chengdu, killed four people and injured 77. Before those blasts, Apple had been alerted to hazardous conditions inside the Chengdu plant, according to a Chinese group that published that warning.

…

But significant problems remain. More than half of the suppliers audited by Apple have violated at least one aspect of the code of conduct every year since 2007, according to Apple’s reports, and in some instances have violated the law. While many violations involve working conditions, rather than safety hazards, troubling patterns persist.

“Apple never cared about anything other than increasing product quality and decreasing production cost,” said Li Mingqi, who until April worked in management at Foxconn Technology, one of Apple’s most important manufacturing partners. Mr. Li, who is suing Foxconn over his dismissal, helped manage the Chengdu factory where the explosion occurred.

:: Foto af Jordan Pouille som viser Foxconns fabrik i Sichuan, hvor 60 procent af Apple’s iPads bliver lavet.

Hvad var de største begivenheder i Kina i 2011? Det kan du læse i min opsamling fra i mandags, der var dagen efter den kinesiske nytårsaften. Her får du et bud på, hvad der så kommer til at ske i 2012.

Det er notorisk svært at spå om fremtiden i Kina. Det ved for eksempel Gordon Chang, der for 11 år siden forudså, at Kina og Kinas Kommunistpart ville kollapse inden ti år.

Men det kan også være svært at se blot få måneder ud i fremtiden. For der skal kun en enkelt gnist til at starte en hel præriebrand, som Mao Zedong så nogenlunde skulle have skrevet engang. Så hvor mange af de store begivenheder i 2011 kunne man have forudset på forhånd? Ikke mange. Det var gnister som optøjerne i Wukan, togkatastrofen i Wenzhou og Guo Meimei, der var med til at forme året.

Den slags vil der komme mere af i 2012. Det er nemt at forudse. Det interessante bliver, hvordan kineserne og staten vil reagere på dem. Og her er svaret – på stort set samme måde. Hvis ikke voldsommere.

Velhavende piger der keder sig, som Guo Meimei, vil fortsætte med at flashe deres rigdom og tiltrække almindelige kineseres vrede. For skellet mellem rig og fattig vokser i Kina, og den sociale ulighed vil fortsætte med at vokse i 2012.

Der vil også komme katastrofer og begivenheder som togkatastrofen i Wenzhou, hvor lokale, provins- og centralmyndigheder skal reagere og stå til ansvar for offentligheden.

Reaktionen ligger i ryggraden på dem. I Wenzhou forsøgte man for eksempel at begrave den ene togvogn, før den kunne undersøges for tekniske fejl, man betalte klækkelige kompensationer til ofrenes familier, der til gengæld lovede at holde kæft, og der kom modstridende oplysninger og bortforklaringer fra embedsmænd, der tumlede rundt i medierne som klovne. Resultatet blev forståeligt nok en voldsom og vred reaktion fra kineserne. Hvorefter Jernbaneministeriet og de andre myndigheder lovede at komme med en stor og uvildig undersøgelse. Den kom for kort tid siden. Og den svarede ikke på de centrale og vigtigste spørgsmål.

Men løfterne om forbedringer er der stadig, og de bliver gentaget af politikere på TV og i propagandaartikler. Men det bliver ikke fulgt op med reformer og politiske initiativer. Se for eksempel på den store mælkeskandale fra 2008, hvor mindst seks børn blev dræbt, 300.000 blev syge, og hvor kritiske og åbenmundede forældre blev forfulgt og fængslet. En af skandalens hovedpersoner var borgmesteren i Shijiazhuang, som der blev fjernet fra posten, men som i denne uge dukkede op på en højere stilling i Hebei provinsen. Han blev altså forfremmet. Myndighedernes største lære fra Wenzhou er nok, hvordan man bliver bedre til at håndtere en krise i en tid, hvor der nu 250 millioner brugere af mikroblogs i Kina.

Det samme er nok læren fra optøjerne i Wukan. Vil staten endelig gå ind og garantere en fair behandling af de bønder, der får stjålet deres jord af lokale embedsmænd og politikere? Det lovede selveste premierminister Wen Jiabao i sidste uge, men også i Kina er det ikke interessant, hvad politikerne siger, men derimod hvad de gør. Og der er ikke nogen konkrete forslag på bordet.

I det hele taget vil der næppe komme store politiske forslag i 2012. For den altoverskyggende begivenhed er den store partikongres til efteråret. Det er kun fjerde gang siden 1949, at der ved et sådan skifte kommer ny præsident, premierminister og de fleste andre topledere i regering, parti og hær.

Derfor er ro og stabilitet det overordnede tema i det næste år. Så selv enorme spørgsmål om, hvordan Kina får opbygget en bæredygtig og grøn økonomi, der er mindre afhængig af investeringer og eksport, glider i baggrunden. Især fordi, jo, en voksende økonomi i 2012 bliver en svær balancegang, men det lader til, at regeringen har fået styr på væksten på i hvert fald kort sigt.

Mange i Vesten er dog besatte af, hvornår Kina overhaler USA som verdens største økonomi og er nærmest forundrede over udviklingen, som næppe kom bag på de fleste, der har beskæftiget sig med Kina i det seneste årti.

Kina har faktisk allerede fået den økonomiske førsteplads på mange områder, og egentlig er det da også blot et spørgsmål om simpel matematik, hvornår verdens mest folkerige nation og dens 1,4 milliarder indbyggere igen bliver verdens største økonomi, som den var indtil midten af det 19. århundrede.

Og så alligevel. Det er for eksempel sociale gnister, som dem ovenover, der kan få den ellers forudsigelige kurs til at slingre for de ledere, der kommer til at føre Kina ud af 2012.

Hvem er så det? Det vil være en overraskelse, hvis det ikke bliver Xi Jinping, som bliver præsident. Dernæst bliver det nok Li Keqiang, der bliver premierminister, men Wang Qishan bliver også nævnt som kandidat.

Derimod er der mere tvivl om de mange andre pladser, som der har været vild intern kamp om i de seneste år. For eksempel var der megen opmærksomhed på, hvordan Guangdongs partisekretær Wang Yang klarede krisen i Wukan.

Hvorfor? Kort fortalt er der to fløje i partiet, hvor den ene er fra »ungdomsligaen« og er de folk, der gjorde karriere og steg gennem graderne i partiet efter Mao Zedong. De andre er »prinserne,« som er efterkommere af partiets aristokrati.

Her er Wang Yang og Bo Xilai to gode eksempler. Wang står i spidsen for det moderne Guangdong, der med sin enorme eksport er en af Kinas rigeste provinser, men som også plaget af social uro og utallige strejker på de mange fabrikker, hvor arbejderne kræver højere lønninger.

Og så Bo Xilai, der er efterkommer af en af partiets »otte gamle,« der var en hård kerne omkring Mao Zedong, og som i dag er partisekretær for Chongqing i det centrale Kina. Et byområde, der var plaget af organiseret kriminalitet, men som Bo fik renset ud med tvivlsomme men hårdtslående juridiske metoder og revolutionære sange og røde løfter om gamle dage.

Andre navne, der er kandidater til topposter, er for eksempel den tidligere leder af statsejede Sinopec, Su Shulin, og Hebeis midlertidige guvernør Zhang Qingwei. Men der er utallige andre personer og spørgsmål omkring kongressen, som for eksempel om Hu Jintao beholder sin formandspost i militærkommissionen som Jiang Zemin før ham.

Derfor vil 2012 på mange måder blive en gentagelse af 2011. Endnu mere og stadigt bedre censur af medierne og internettet, flere »forsvindinger« af kritikere, et stadig svagere juridisk system, ingen større reformer, og et Kina, der godt hjulpet på vej af en stærk økonomi vil udstråle stadig mere global selvsikkerhed fra Davos til det Sydkinesiske Hav.

Så hvordan ser verden ud fra Zhongnanhai? Her ser man ingen grund til at ændre på en opskrift, der virker. Det vigtigste er social kontrol og partiets legitimitet, som skal sikre partiets fortsatte magt.

I går søndag var det nytårsaften i Kina. Nu er vi på den første dag i det nye år, som står i dragens tegn.

Så hvad var de største begivenheder i Kina sidste år? Og hvad kommer der til at ske i 2012? Her er første del af svaret, som er en oversigt over, hvad der skete i Kaninens år. Altså i 2011. Du kan læse anden del her, hvor du får et bud på, hvad der kommer til at ske i 2012.

• 2011 blev året, hvor folk »forsvandt.« Det er politiets og myndighedernes nye taktik, som hundreder af kritikere, journalister, kunstnere, forfattere, bloggere og blot almindelige borgere fandt ud af. En af dem var Ai Weiwei, som blev ulovligt kidnappet af politiet i april, og som først dukkede op 81 dage senere. Hans sag er dog langt fra afsluttet.

• Årets nok største udenlandske besøg var Joe Biden, der kiggede forbi Kina i august. Det mest mindeværdige ved det blev dog nok begrebet »nudel diplomati.«

• Kinas Kommunistparti fejrede sit 90 års jubilæum, som var en årets helt store politiske begivenheder. I hvert fald hvis man spurgte partiet, der lavede store kampagner med billboards, printreklamer, Tv-reklamer og på internettet og i det hele taget havde fået vasket og støvet propagandamaskinen af til lejligheden.

• Maskinen kørte også videre til hjælp for valgene til de lokale partikongresser, der indtil videre er Kinas meget begrænsede udgave af et demokrati, hvor man stemme om sine ledere. Ifølge forfatningen kan alle stille op, men – surprise – de uafhængige kandidater for eksempel her i Beijing blev forhindret både mere eller mindre voldeligt.

• Valget og især jubilæet udløste dog mest af alt et kollektivt skuldertræk, hvorimod skandalen om Guo Meimei for alvor fik folk op af stolene. Guo førte sig frem på internettet med Maserati, iPhone og shoppingture, og pengene kom efter sigende fra hendes arbejde med den kinesiske afdeling af Røde Kors.

• Guos hvide Maserati blegnede dog ved årets vel nok største skandale, som skete en våd og regnfuld aften i Wenzhou, hvor et af de helt nye højhastighedstog kørte af sporet og dræbte mindst 40 personer. Historien havde alle de ingredienser, som med god grund gør kineserne rasende – en ligegyldighed over for »laobaixing,« altså almindelige kinesere, korrupte embedsmænd, censur af medier og internettet og undertrykkelse af sandheden.

• I oktober fik kineserne også mulighed for at spørge sig selv om, hvad det dog er for et samfund, som Kina er ved at udvikle sig til. Selvransagelsen kom da den to-årige Yue Yue blev kørt ned, og hvor folk blot gik forbi hende uden at hjælpe den lille baby. Det hele blev fanget af overvågningskamera. Yue Yue døde en uge senere.

• Sagen om Guo og katastrofen i Wenzhou viser også, at 2011 blev mikrobloggens år i Kina. Dens popularitet steg næsten trefoldigt i forhold til 2010, så det nu er cirka 250 millioner kinesere – cirka halvdelen af alle dem, der er på internettet – som har en af de mange »weibo’s,« hvor Sinas er klart den største. Hvilket også har fået myndighederne til at stramme grebet om dem.

• Internettet fortsatte dog med at spille en stor social og politisk rolle i Kina, for eksempel i sagen om den blinde aktivist Chen Guangcheng, som fortsat sidder i ulovlig husarrest med sin kone og datter.

• Internettet var også med i Wukan, der dog foregik mere håndgribeligt på jorden, hvor landsbyboerne smed de korrupte embedsmænd ud af byen og barrikaderede sig i en uge fra omverdenen. Dog godt omringet af politi og sikkerhedsstyrker. Uroen kom efter en af landsbyboerne døde i politiets varetægt, og efter mange beboere havde fået konfiskeret deres ejendom. Men Wukan var blot en af mange protester og demonstrationer i Kina.

• 2011 var også året, hvor Dalai Lama trak sig tilbage fra politik. Og hvor der var flere munke, som satte ild til sig selv i de tibetanske områder i Kina.

• Det var også året, hvor det boblede med spændinger i Det Sydkinesiske Hav, hvor kineserne ifølge nabolande som Vietnam og Filippinerne bliver stadigt mere aggressive.

• Og endelig er der rosinen i pølseenden. Som, når det nu er Kina, vi taler om, ville være en falsk rosin lavet af plastik og skubbet ind i en pølse af fordærvet grisekød. Fødevareskandalerne. De fortsætter med at komme i en lind og grødet boblende strøm af alt fra selvlysende og blåt kød til eksploderende vandmeloner og genbrugt madolie fra kloakker. Hver dag er der en skandale.

:: Foto fra Baidu

Kina i 2012? Forsiden af China Reform Magazine 中国改革 er en rigtig god analyse af, hvor Kina er på vej hen lige nu.

Endelig er der kommet en ny tavlecomputer på markedet, der ikke forsøger at konkurrere med Apples iPad. Det er nemlig kun højtstående medlemmer af Kinas Kommunistparti, der kan købe den rasende dyre »RødPad.«

Der har længe været reklamer for den på det kinesiske internet. Men folk troede, at det var en vittighed. Nu har en kinesisk avis dog undersøgt sagen, og den er god nok (artiklen er siden blevet censureret, men jeg har et skærmbillede).

Det officielle navn på pladecomputeren er »Rød Fraktion Nummer Et« (红派壹号) som der også står indgraveret med guld i det brune eller grønne læderetui. Målgruppen er kinesiske embedsmænd og kadrer i partiet, som alle de installerede programmer også er rettet efter.

For eksempel bliver den leveret med en nyheds-app fra Folkets Dagblad (Renmin Ribao), der er Kinas Kommunistpartis officielle talerør. Avisen er nok bedst kendt for sine lange artikler og kedsommelige layout, som du kan se et eksempel på her på Kinablog.

Blandt andet derfor er der heller ikke mange, som bruger Folkets Dagblads »weibo«, der betyder mikroblog på kinesisk. Her er Sinas og Tencents langt mere populære. En ny og officiel statistik fra tirsdag viser, at der nu er 500 millioner kinesere på internettet, og at halvdelen af dem bruger mikroblogs. Tallene er fra China Internet Network Information Centre (CNNIC), der på sædvanlig kinesisk vis ikke har opdateret deres hjemmeside siden juni 2010, men du kan se en artikel fra for eksempel Reuters her . Opdateret: Nu har de fået lagt den kinesiske version af rapporten (.pdf) på internettet.

Men de to mest populære mikroblogs er altså ikke kommet på »RødPadden.«

En anden app, som dog ligger på tavlecomputeren, er »Udvikling og Trends i Centralregeringens Lederskab,« hvor interesserede læsere kan følge med i den politiske udvikling i Beijing. Her er for eksempel også en applikation, der hedder »Konsultation for Daglige Politiske Beslutninger« samt »Ledende Kadres Database for Dokumenter og Filer.«

De fleste apps er dog gratis og offentligt tilgængelige, men som navnene antyder er det nok ikke programmer og informationer, som alle vil være interesserede i. Det er dog heller ikke alle, der kan få lov til at købe en »RødPad.«

Kinas officielle nyhedsbureau Xinhua har to opgaver. Den ene er, at formidle nyheder og propaganda til befolkningen. Den anden er, at lave klassificerede nyheder og rapporter, som viser de reelle forhold, og som kun distribueres internt i kommunistpartiet. Og det er ifølge avisen Nanfang Wang kun kadrer, der har en sikkerhedsgodkendelse på »niveau 7-10,« der kan købe en »RødPad.«

Samtidig er »RødPad« heller ikke billig. Den koster formiddable 9.999 yuan (9.625 kroner). Til sammenligning koster en tilsvarende Apple iPad med 16 GB hukommelse 3.688 yuan (3.610 kroner).

Det er der måske en grund til. For eksempel skal alle landets regeringskontorer ude i provinserne abonnere på Folkets Dagblad, hvilket er med til at holde oplaget på op mod fire millioner eksemplarer. På samme måde går der rygter om, at det vil være et krav til de tæt på 3.000 delegerede til den National Folkekongres, som mødes en gang senere i år, at købe en.

Hvis du fik strømper i julegave, så er der god chance for, at de kommer fra Datang. Den lille kinesiske by laver en tredjedel af alle strømper i verden. Og det hele begyndte med en enkelt mand, der kom til byen for 30 år siden.

Det skrev jeg om i Berlingske for nogle dage siden, og her får du en anden version af artiklen (for du skal selvfølgelig ned i kiosken og købe avisen på dødt træ eller frem med tavlecomputeren og læse den som app.)

Xu Leile siger selv, at han ved alt om strømper.

»Hør her,« siger den lidt over 60-årige mand og læner sig tilbage i stolen.
»Der er ingen, som ved mere om strømper end jeg. Hvis jeg ser en strømpe, så kan jeg se hvilken maskine, den er lavet på. Jeg er ekspert på strømper,« siger Xu Leile, der er direktør for Hua Zhong Socks.

Xu’s virksomhed ligger i Datang, som har cirka 60.000 indbyggere. Det er en lille by, der normalt ville forsvinde i en provins som Zhejiang, der er dobbelt så stor som Danmark, og hvor der bor 55 millioner mennesker.

I dag er Datang kendt for at lave strømper. Den er et typisk eksempel på, hvordan mange af de kinesiske klyngebyer er opstået. Og på den udvikling, som den kinesiske økonomi og virksomhederne har gennemgået under de seneste tre årtiers .

Datangs succes skyldes især Xu Leile, der kom hertil for første gang i 1978, da der kun boede omkring tusind personer i byen.

Xu sidder inde i byen på sit kontor, som han deler med to af sine sekretærer. Der sidder et par håndfulde andre medarbejdere i et lokale udenfor. Alle går med jakker på, for det er blevet vinter og temperaturen er faldet til lidt over ti grader i Sydkina, hvor der ikke er installeret varme i husene.

Xu Leile har lige bygget en ny fabrik, der ligger ti minutters kørsel herfra. Og der er ingen tvivl om, hvad hans 500 medarbejdere producerer derude. For her inde i hans gamle kontor ligger der strømper overalt. Tykke, tynde, lange og korte. De ligger ovenpå en af papirstakkene i vindueskarmen, på hjørnet af det ene skrivebord, der står en fyldt pose på det slidte flisegulv og faxmaskinen står ovenpå en stak med blå brochurer med billeder af Hua Zhongs strømper.

Egentlig var det the, som Xu Leile solgte, da han tilfældigt mødte en mand på en længere togtur i 1977. Manden fortalte, at han var ansvarlig for produktionen af strømper i en tekstilvirksomhed, der også lavede blandt andet skjorter.

»Jeg tænkte, hvordan kan strømper være vigtige nok til, at man har en mand ansat kun til det,« siger Xu Leile, der skiftede mening, da han så den statsejede fabrik, som han kort efter begyndte at arbejde for. Han skulle udregne kvoter.

»Det var under planøkonomien. Alt blev købt med rationering, så en provins fik for eksempel 50.000 par strømper,« siger Xu.

Sammen med fabrikkens ledere besluttede han sig for, at de skulle have en mere effektiv produktion og satse på strømper. Men det var svært. Dengang kendte Kina ikke til markedsøkonomi. Det var først i 1979, at Deng Xiaoping åbnede Kina og begyndte de reformer, der i dag har gjort landet til verdens andenstørste økonomi. Derfor kunne de ikke blot gå ud og købe noget udstyr, der var umuligt at få folk med den rigtige know-how, og endnu værre var det, at de ikke kunne få råmaterialer.
Men en af lederne havde forbindelser til Strømpefabrik Nummer 2 i Shanghai, der lånte dem nogle maskiner og sendte folk ud, der kunne træne Xu’s arbejdere i at bruge dem.

Xu havde lagt sin nye fabrik i sydkinesiske Datang, men det var stadig en danwei – altså en statsejet arbejdsenhed – som hørte under lokalregeringen i nordkinesiske Tianjin.

»Alt blev købt af lokalregeringen i Tianjin, så vi behøvede ikke at tænke på salg,« siger Xu Leile.

Den lille fabrik vokser fra de første otte maskiner og til snart at have 200. Efter et stykke tid bliver de udskiftet af elektriske maskiner, der er langt mere effektive. De gamle maskiner låner han ud til bønderne omkring Datang, der så kan bruge deres fritid og de stille vintermåneder på at producere strømper, som Xu så købte tilbage.
I 1982 beslutter Xu sig for at købe fabrikken, og den nye private virksomhed er grundlaget for Hua Zhong Socks, som den ser ud i dag. Samtidig sælger han 120 af de gamle maskiner til bønderne. Og det var sådan, at produktionen af strømper for alvor begyndte i Datang.

»Mange af bønderne begyndte for sig selv, så de fleste af virksomhederne i Datang kommer fra familierne dengang,« siger Xu, der ikke fortryder, at han på den måde selv var med til at starte stort set alle sine lokale konkurrenter.

»Nej, slet ikke. De maskiner tilhørte lokalregeringen, og de har også rost os for at fremme de lokales færdigheder,« siger Xu.

På den måde er Datang typisk for de mange klyngebyer, der er sprunget op rundt omkring i Kina, og hvor mange af dem begyndte for 30 år siden. Det er byer, hvor virksomheder og fabrikker er koncentret om produktionen af en enkelt ting. Som Datang og strømperne. Eller Yingkou og magnesium-produkter, Langfang og møbler, Zhili og børnetøj og så videre.

Der er da også fordele ved, at være så mange, der producerer de samme varer, samlet i et enkelt område. Det er for eksempel nemt for virksomhederne at købe materialer og vedligeholde maskiner, så man ikke behøver vente på for eksempel specielle reservedele. Ulempen er, siger Xu, at selv udenlandske købere ved, at der er en skarp konkurrence. Priserne er så lave, at nogle af fabrikkerne sænker prisen så meget, at de også bliver nødt til at sænke kvaliteten og snyde med materialerne.

Den kinesiske økonomi er i dag i en overgangsfase, og det er tydeligt at se i klyngebyerne. Mange af virksomhederne har fortjenester, der ofte ligger på få procent, og som en stærkere kurs på den kinesiske yuan hurtigt vil annullere for de virksomheder, der eksporterer deres varer. Men det er manglen på arbejdere, som er firmaernes største problem.

»Virksomhederne står over for nogle udfordringer i den kommende tid, men det er stigende lønomkostninger, som er den største«, siger Zhang Xiaobo, økonom ved International Food Policy Research Institute i Washington, der har forsket i de kinesiske klyngebyer.

»Enten skal de flytte deres virksomheder eller investere mere i maskiner, der kan erstatte arbejderne,« siger Zhang Xiaobo.

Vil de kinesiske klyngebyer så overleve? Ja, mener Zhang Xiaobo. Men der vil være et skifte fra for eksempel »Made in Datang« til »Designed in Datang«. Mange af lokalregeringerne har sendt delegationer til eksempelvis Italien for at lære om deres erfaringer med klyngebyer og industrialisering.

»Der vil være et skifte fra klyngebyer som et centrum for produktion til et centrum for handel og design, mens produktionen vil være outsourcet,« siger Zhang Xiaobo.

For at overleve er virksomhederne i de senere år flyttet længere og længere ind i Kina til regioner, hvor omkostningerne er lavere. Men forskellene er i dag ved at være udlignet. Derfor forudser Zhang Xiaobo, at der i de kommende år vil være flere investeringer i mindre udviklede lande som Bangladesh eller Etiopien, som har et stort overskud af arbejdere.

Xu Leile har da også overvejet at flytte produktionen til udlandet. Men det vil være for besværligt, mener ha, og der er ikke nogen grund til det lige nu. For det går godt for Hua Zhong Socks, der ifølge Xu havde en omsætning på 80 millioner yuan (cirka 75 millioner kroner) sidste år. De ændrede produktionen i 2004 og specialiserede sig indenfor militær- og sportsstrømper. Det var der ingen, som interesserede sig for dengang, og derfor har de et forspring i dag, mener Xu.

Så er Xu Leile strømpernes konge? Han griner og siger, at der er andre virksomheder, som har større markedsandele og tjener flere penge. Men at han, som sagt, er ekspert på strømper. Han hæver stemmen, og holder en kollektionsprøve på et par tykke, grønne sokker op i luften for at understrege sin pointe:

»Da vi kom her i 1978, det var som at plante et frø. Vi var de første. Og på det tekniske, så er jeg kongen,« siger Xu Leile.

• Nogle af de kinesiske klyngebyer:

Suihua – tekstil og lærreds produkter
Yingkou – magnesium produkter
Tonghua – medicinal-industri
Dandong – måleudstyr
Yantai – vin, trøjer
Linyi – landbrugsudstyr
Wuxi – elartikler og elektriske biler
Zhili – børnetøj
Shaoxing – perler, slips
Changsha – fyrværkeri
Quanzhou – vandrør og blikkenslager produkter
Shantou – legetøj, undertøj
Langfang – møbler
Hengshui – plastic
Taiyuan – rustfrit stål
Baoji – titanium produkter
Yichang – fosfor-kemikalier
Bishan – motorcykler
Zunyi – kinesisk brændevin
Huizhou – sko
Zhongshan – maskiner, elektronik

Det er ved at være vinter i Beijing. I gamle dage – altså for over ti, tyve år siden – betød det, at vejene ind til Beijing, gadehjørner, veje og markeder ville være fyldte med kinakål, som bønderne var taget ind til byen for at sælge til byboerne. Kålene var en hjørnesten i beijingernes kost gennem vintermånederne, og man stoppede dem i trappeopgange og under tagene i hutongerne og alle andre steder, hvor de kunne opbevares tørt og koldt gennem vinteren. China Daily påstår i en artikel fra 2004, at en familie kunne tilrane sig op til 50 kilo kål til vintermånederne.

Siden har beijingernes kostvaner ændret sig, og samtidig er der kommet supermarkeder og andre og nemmere måder at opbevare fødevarerne på, der som kinakålene nu ofte bliver dyrket udenfor Beijings landområder og transporteret over lange afstande fra andre provinser.

Men man ser dem stadig her om efteråret. Porrer og kinakål, der bliver stakket op og solgt på gader og veje. Som på billedet jeg tog her i weekenden. Og det er egentlig både meget Kina-agtigt og hyggeligt.

Hvem er den kinesiske milliardær, Huang Nubo, der vil købe jord og investere i blandt andet Island og Danmark? Det er en mand, som for eksempel har en kat på sit kontor, udgiver digte og bestiger bjerge.

Ham skriver jeg om i dagens Berlingske, hvor Huang også taler om udlandets frygt for Kina. Her nedenunder er der et lidt længere interview, end der var plads til i avisen, men smut ned og køb den, for der er flere andre gode Kina-artikler i både Business og første sektion i dag.

Da jeg besøger Huang Nubo sidder der en lysegrå kat på gulvet i mødelokalet. Den har hvide poter.

»Er du allergisk over for katte? Ellers kan jeg lukke ham ud,« siger Huang Nubo. Den 55-årige milliardær står i sit personlige mødelokale, der ligger i hovedkvarteret for den virksomhed, Zhongkun Investment Group, som han stiftede i 1995. Her fra 16. etage er der udsigt over Beijing og bjergene udenfor den kinesiske hovedstad.

Huang Nubo undskylder, at han ikke har jakkesæt på i dag. Det her er meget mere behageligt, siger Huang, der går rundt i trøje, bukser og løbesko fra Nike. Han har ikke noget imod at vise sig som et udendørsmenneske og en eventyrer. I gangen ind til mødelokalet og kontoret går de besøgende forbi iltflasker, gasblus og stave, der ligger i en række på gulvet. Det er souvenirs fra de bjerge, som han har besteget, som for eksempel Mount Everest, hvor han har været tre gange. Der er en flere meter lang opslagstavle på væggen, hvor der hænger et lag af fotos fra hans ture rundt om i verden – Huang der trekker i en ørken, står i en jungle eller hvor han sidder på toppen af en snedækket bjergtop med det kinesiske flag mellem hænderne.

Det er netop det, at de er bange for på Island. At Huang Nubo er ved at plante det kinesiske flag over øen.

Huang Nubo koncentrerer sig om ejendomme og turisme. Lige nu forsøger han at bruge op mod 200 millioner dollars på at købe 300 kvadratkilometer af Island, som han vil lave til et stort resort med golf, hotel og hestestalde. Hvis det går godt, så vil han inden fem år også investere i Danmark og de andre nordiske lande.

Men egentlig havde han ingen planer om at investere i hverken Island eller Norden, fortæller han.

»Når kinesere hører om de nordiske lande, så tænker de på noget, som er koldt og tæt på Arktis. Men sidste år var jeg til en litteraturfestival i Island, og det var et smukt sted,« siger Huang Nubo, der også udgiver digte og bøger.

Han kender også Island fra Peking Universitet, hvor han studerede for over 30 år siden, og hvor han havde en islandsk studerende som værelseskammerat. I dag har Huang stadig tre gode islandske venner fra dengang. En er i dag borgmester, en anden er gift med en politiker og en der arbejder på den islandske ambassade i Beijing.

Under besøget sidste år var der mange, som talte med ham om Islands dårlige økonomi. De gamle klassekammerater spurgte ham, hvorfor han ikke investerede i sådan noget som fiskeolie eller hoteller.

»Da jeg kom hjem fortsatte de med at ringe og komme med forslag. Så i år besluttede jeg mig for at sende et hold researchere til Island,« siger Huang Nubo.

Hans telefon ringer, og han undskylder for, at han bliver nødt til at tage den.

»Hej, hvordan går det så?« siger han og går ud af mødelokalet og ind på kontoret ved siden af. Huang Nubo smiler meget, og han ligner ofte en, der er på kanten til at fortælle en morsom vittighed. Han smiler også, da han et minut senere kommer tilbage.

»Undskyld, det var fra vores amerikanske kontor. Vi har lige købt en bygning i USA, og det her var en besked om, at der allerede er kommet en lejer til halvdelen af lejemålet,« griner han og sætter sig ved sin plads for bordenden.

Det er også et eksempel på, hvorfor han er interesseret i Island.

»Hele verden er under pres fra finanskrisen, så det er et godt tidspunkt at investere på,« siger Huang. Han fortæller, at den amerikanske bygning før krisen kostede 40 millioner dollars, men at han netop har købt den for »kun ti millioner dollars.«

»Det samme sker i Island. I mange år var Island lukket for investeringer, men nu indser regeringen, at de har brug for udenlandske investeringer,« siger Huang Nubo. Men det er langt fra alle islændinge, der er enige med deres regering, og reaktionen kom bag på ham.

»Det var virkeligt overraskende. Jeg havde slet ikke forestillet mig det,« griner Huang.

Han fortæller, at han for nogle år siden havde sendt et hold researchere til Isaac søen i Kirgisistan. Men havde et møde med Ruslands viceforsvarsminister, der fortalte ham, at området var en tidligere missilbase. Og stemningen var i høj grad i mod ham. Den kirgisiske regering sagde, at den kinesiske forretningsmand kom med missiler, og at forretningseventyret blot var en facade. Huang opgav.

»Jeg besøgte ikke stedet igen, for jeg var bange for mit liv. Det er jeg trods alt ikke denne gang, haha…,« siger Huang Nubo.

Men kritikerne siger, at opkøbet kan give Kina et strategisk fodfæste i Nordatlanten. Når isen er smeltet omkring Grønland vil sejltiden mellem Kina og Europa blive forkortet med 6.400 kilometer. Og her vil en havn på Island være perfekt placeret som distributionscenter for containerskibe til og fra Europa.

Han har da også gjort sig tanker om det, siger han, mens katten hopper op på bordet og lister hen for at snuse til en thekop.

»Den islandske præsident og udenrigsminister har fortalt mig, hvordan isen smelter, og at Island ligger godt placeret til havne. Der vil med sikkerhed blive en ny korridor her, som forbinder Europa, og det er ikke en dårlig ide. Kinesiske skibe skal også kunne bruge den, og det er ikke noget, som de lokale skal være bange for,« siger Huang Nubo.

Så er Huang blot en facade for den kinesiske regeringen?

I 1998 købte en kinesisk forretningsmand et ukrainsk hangarskib, som skulle laves til et kasino i Macao. Men det endte – uden om våbenembargoer – i Kina, hvor det blev restaureret og i august i år kunne begynde de første test-sejladser.

Forbindelserne mellem parti og erhvervsliv er veldokumenterede i Kina. For eksempel er Kinas rigeste mand, Liang Wengan, på vej ind i det magtfulde Kinas Kommunistpartis Centralkomite. Den består af de 300 personer, der i høj grad står i spidsen for partiets 80 millioner medlemmer og nationen med de 1,3 milliarder kinesere.

Huang Nubo arbejdede selv indtil begyndelsen af 1990erne i blandt Centralkomiteens propagandaafdeling og for Ejendomsministeriet. Men han afviser kritikken.

»I Skandinavien kan tidligere politikere jo også gå ud og blive forretningsmænd. Det samme i USA. Og jeg er ikke anderledes end de folk,« siger Huang Nubo.

Han er forretningsmand, siger han, og det har han været siden sin midten af 1990erne. Ifølge Forbes har han i dag en formue på 5,5 milliarder kroner, hvilket gør ham til den 129. rigeste mand i Kina. Men den slags lister skal tages med forbehold, for det er notorisk svært at komme med præcise bud på folks formuer her i Folkerepublikken. Han vifter da også afvisende med hånden, da han hører spørgsmålet om, hvor mange penge han egentlig har. Mere end det, siger han.

»Arh.. hehe… Jeg har et indkøbscenter ikke så langt herfra, og alene det er fire milliarder yuan (3,4 milliarder kroner) værd,« siger Huang.

Alt det har han bygget op på cirka 20 år. Huang Nubo begyndte med at sælge brugte computere og kopimaskiner, og sammen med nogle venner havde han også en lejlighed, som han lejede ud som kontorlokale. Det var begyndelsen.

»Det var en hård tid. Jeg troede aldrig, at jeg ville blive så succesfuld som i dag,« siger Huang Nubo.

Briefing
• Den kinesiske milliardær Huang Nubo står bag Zhongkun Investment Group, der især fokuserer på fast ejendom og turisme.
• Han forsøger i øjeblikket at købe 300 kvadratkilometer jord på Island, som han vil gøre til et ferieparadis med femstjernet hotel, golfbane og en ranch med heste.
• Turisterne skal komme fra en klub, som Huang i øjeblikket er ved at opbygge, og indenfor de næste ti år er målet at have 300.000 medlemmer. Målgruppen er mellemklassen og rigere personer fra USA, Kina, Rusland og Japan.
• Investeringerne vil løbe op i cirka 200 millioner kroner. Hvis projektet lykkes vil Huang inden fem år investere et tilsvarende beløb i Danmark og de andre nordiske lande.

Den amerikanske vicepræsident Joe Biden er lige nu på besøg i Kina. Et af emnerne, som han skal diskutere med sine kinesiske kolleger, er – som altid – det amerikanske handelsunderskud med Kina.

Sagen er, at de amerikanske forbrugere køber bunker af varer, der er »Made in China,« og det går ud over de amerikanske virksomheder. Dermed sender amerikanerne jo deres penge og arbejdspladser direkte til Kina, lyder argumentationen i USA.

Det lyder også meget rigtigt og logisk. Men passer det?

Nej. Det er en myte, siger Federal Reseve Bank of San Fransisco (FRBSF) i en ny udregning, som jeg skrev om i Berlignske Business, da den blev offentliggjort onsdag i sidste uge.

Hele 88,5 procent af amerikanernes forbrug er faktisk »Made in USA.« Det er kun 2,7 procent af af alle produkter og serviceydelser, som amerikanerne køber, der er lavet i Kina.

Men selv når amerikanerne så køber ting, der er importeret fra Kina, da bliver de fleste af pengene stadig i USA. For hver enkelt dollar går de 45 cent til Kina. Men 55 cent bliver i USA.

Tag for eksempel et par løbesko til 70 dollars, skriver FRBSF. De fleste af pengene går til transport af skoene fra Kina til USA. Til leje af forretningen, der skal sælge dem I USA. Til den amerikanske producent af skoene. Til markedsføring. Og til løn og forsikringer til de amerikanske arbejdere.
Med andre ord så er 55 procent af »Made in China« faktisk amerikansk.

De fleste af tingene, der kommer fra Kina, er billigere produkter som sko og t-shirts eller DVD afspillere og fjernsyn, der alt sammen fylder mere procentvis. Men ikke i reel værdi som varer fra eksempelvis Japan eller Tyskland.

Der burde være fyldt med vand derude i reservoiret. Det er der ikke. En hvidmalet bro stikker lige ud i luften, og der står en båd dernede på den tørre jordbund.

Fem af de lokale bønder står oppe på den høje vold, der går rundt om reservoiret. En af dem, Liu Baojun, tager en sten og kaster ud i luften.

»Vandet plejede at gå hertil,« siger den 46-årige Liu Baojun, da den rammer cementvæggen cirka halvvejs nede.

Bønderne står og kigger på en gul gravko, der er ved at grave et cirka fem-seks meter dybt hul i reservoirets støvede jordbund. Nede i bunden af det brede hul dukker der mudret vand op, som skal pumpes ud over de nærliggende marker. Men spørgsmålet er, hvor meget det vil hjælpe.

»Jeg har allerede mistet cirka 30 procent af mine afgrøder,« siger Liu Baojun, som jeg skrev om i Berlingske i går. Og her på Kinablog kan du få links og baggrund om tørken.

Bønderne har god grund til at være bekymrede, for lige nu er Kina flere steder ramt af den værste tørke i 60 år. Den har ramt provinser, som står for cirka 80 procent af Kinas samlede produktion af hvede. Regeringen har sat milliarder af til krisehjælp, men det nytter ikke meget, siger bønderne. Tørken har også allerede gjort skade på vinterens høst af hvede, og gjort jorden så tør, at forårets såning er i fare.

FN kom i sidste uge med en advarsel om, at tørken kan få alvorlige konsekvenser for årets høst af hvede.

»Denne tørke er meget unormal,« siger Kisan Gunjal fra FNs Organisation for Fødevarer og Landbrug over telefonen fra Rom. Tørken kan også mærkes på de globale priser på hvede, der siden sidste år er steget med 76 procent.

»Det skyldes hovedsageligt forskellige klimatiske begivenheder – oversvømmelserne i Australien, en lang og tør periode i Rusland og begivenhederne i Kina,« siger Kisan Gunjal.

Så der er god grund til, at bønderne i området omkring Baitai reservoiret er bekymrede. For at komme herud kører man ud ad en hovedvej, der går gennem tørre marker, frugtplantager, vinmarker og slidte landsbyer. Her hænger der flere steder røde bannere, hvor der står for eksempel »Arbejd målrettet for sammen at bekæmpe tørken.«

Butikkerne langs vejen er af den slags, som man har brug for på landet. Et lille skur af mursten, hvor en dreng sælger kul, som ligger stablet op under en presenning foran butikken. En slagter, der står i gruset ved vejsiden med et stativ, hvor der hænger klumper af blodigt kød på. Et værksted, hvor en mand ligger under en bil, som holder på den støvede parkeringsplads mellem bunker af rustne reservedele. En lille filial af Agricultural Bank of China. En tømmerhandel, hvor der står grove planker stablet op foran huset.

Man kan også gøre som mange af chaufførerne på de store lastvogne, der kører med kul fra Shandongs kulminer, og dreje ind til siden og holde ved en af restauranterne. Her får man jævn mad. Grillede bønner med spidskommen. Brokoli og hvidløg. Flæsk og hvidkål. Men ingen ris. Bunden bliver lagt med »mantou,« som er hvidt, dampet brød.

For her i Shandong og området omkring Baitai dyrker man hvede. Det kræver mindre vand end for eksempel grøntsager, siger bønderne. Tørken er forværret af, at Kina i forvejen har en kolossal mangel på vand. Det fik i sidste måned regeringen til at sætte 4.000 milliarder yuan – cirka 3.300 milliarder kroner – af til projekter med vandkonservering over de næste ti år. Der er allerede enorme projekter med for eksempel flere hundrede kilometer lange kanaler, der leder vand fra de sydlige floder op til Beijing og det tørre Nordkina.

I sidste uge annoncerede regeringen to nødhjælpspakker på i alt mere end syv milliarder yuan, der skal afhjælpe tørken. Det er blandt andet til bønderne, der får tilskud til vanding af markerne. Men mange af dem trækker blot på skuldrene over tilskuddet, der er på ti yuan – lidt over otte kroner – per mu. En mu er en kinesisk måleenhed, der er på 0,06 hektar.

»Vanding koster mig 30 yuan per mu, og jeg har fire mu. Så tilskuddet er jo ingenting,« siger en af bønderne, der står og kigger på den gule gravemaskine i reservoiret.

Nogle kilometer fra Baitai står den 65-årige Wang Yuling og vander sin mark. Han stod op klokken syv i morges. Steg på sin sølvfarvede, elektriske cykel og kørte den ene kilomet fra hjemmet i landsbyen Lian og her ud til marken på fem mu, som han skal bruge seks-syv timer på at vande.

I baggrunden kan man høre den dieseldrevne pumpe – dangdangdangdang – der står ved brønden på en anden mark og pumper vandet over i en tyk slange, hvor det højlydt plasker ud på Wangs tørre hvedemark. Wang har også fire mu med frugttræer, fortæller han, og i alt tjener hans familie cirka 10.000 yuan – omkring 8.300 kroner – om året. Han regner med, at tørken i år – hvis den ikke bliver værre – kommer til at koste ham mindst 1.500 yuan.

»Det betyder ikke så meget for os i dagligdagen indtil videre. Men vi bliver nødt til at vente med reparationer og med at investere i større ting, for vi kan ikke spare op. Jaja, sådan er det. Hvad kan man gøre?« siger Wang Yuling.

Du kan læse min reportage fra Shandong provinsen her på Kinablog. Og her nedenunder får du baggrund og links om tørken.

Kina – der er verdens største producent af hvede – er lige nu ramt af den værste tørke i 60 år. Den har ramt provinser, som står for cirka 80 procent af Kinas samlede produktion af hvede.

FN advarede i sidste uge om, at tørken kan bringe årets kinesiske høst af hvede i fare. Tørken har også givet frygt for, at de globale priser på hvede vil stige, hvis efterspørgslen fra Kina skulle blive markant større. Prisen er allerede steget med over 70 procent siden sidste år.

Premierminister Wen Jiabao forsøgte i sidste uge at berolige de internationale markeder om, at Kina har tilstrækkelig store lagre med hvede.

Wen Jiabao advarede også om, at produktionen af fødevarer er en forudsætning for stabile priser og social ro.

Beijing er kommet med en nødhjælpspakke på cirka syv milliarder yuan – næsten seks milliarder kroner – der skal afhjælpe tørken.

Hvad skriver de andre? Her er nogle links:

• Sydney Morning Herald – When China goes hungry, the world shakes

• Reuters – China snows bring limited relief to drought-hit areas

• Wall Street Journal – China Lifts Farm Subsidies

• Bloomberg – China to Spend $2 Billion to Fight Drought, Boost Grain Output

• The Hindu – In China, drought brings focus on water, food security