» Erhverv

Forleden var jeg kort inde på amerikanernes fordummede debat om Kina. Og her under Super Bowl kom der endnu et eksempel.

Tv-reklamen er fra Groupon – dem kan du læse en god artikel om på Wired – og den varer 30 sekunder, som du kan se her ovenover på Youtube. Reklamen tager udgangspunkt i de elendige forhold i Tibet, der er en af de mindst udviklede egne i Kina og den fattigste af alle provinser. Skuespilleren Timothy Hutton læser denne tekst op:

“Mountainous Tibet – one of the most beautiful places in the world. This is Timothy Hutton. The people of Tibet are in trouble, their very culture in jeopardy. But they still whip up an amazing fish curry. And since 200 of us bought on Groupon.com we’re getting $30 worth of Tibetan food for just $15 at Himalayan restaurant in Chicago.”

På den måde lykkes det for Groupon at irritere både kinesiske nationalister og tilhængere af et frit Tibet. Og det må nok være første gang, at de to grupper kan blive enige om noget.

Tilhængerne af et frit Tibet synes, at det er usmageligt, hvordan reklamen nedgør tibetanerne og deres enorme problemer med for eksempel netop kulturen, hvor Han-kineserne beskyldes for systematisk at bekæmpe tibetanernes traditioner, historie og kultur.

Og de kinesiske nationalister er vrede, fordi de selvfølgelig ikke anerkender, at der er problemer i Tibet. Tværtimod har kineserne bragt velstand, udvikling og modernitet til Tibet.

• Læs også – alle artikler i kategorien “nationalisme”

Det er da også ualmindelig dårlig timing for Groupon, der er ved at indgå i et samarbejde med Tencent, som med 600 millioner registrerede brugere på QQ er en af de helt store spillere på det kinesiske internet. Det var i forvejen en svær øvelse for Groupon, for der er allerede utallige konkurrenter på det kinesiske marked som Alibaba og Taobao.

Man kan sagtens diskutere, hvor grov og usmagelig reklamen er, og om hvor langt – eller overhovedet – at den går over grænsen.

• Læs også – Google vs. Kina: De vestlige giganter taber i Kina

Men hvis man skal dømme efter kommentarerne på Weibo, så kan Groupon blive endnu et eksempel på vestlige virksomheder, der snubler ind over dørtrinnet til det kinesiske marked.

Her er nogle kommentarer, der er blevet oversat til engelsk fra Nanfang:

@集成的世界：Groupon，想成为第二个Google吗？在Super Bowl上打出了free tibet的广告，想打入中国市场的Groupon此举让人真是难以理解
Yicheng de Shijie : Groupon, do you want to be the second Google? The free Tibet ad is unbelievable! Now Groupon wants to enter the China market?

我爱小贱：Super Bowl我没心情看了！Groupon什么玩意儿！有本事也在中国播这个广告，不是要进军中国么，还拯救西藏呢！
I have no interest anymore to watch Super bowl! What the fuck is Groupon doing? Dare it broadcast the ad in China? Want to enter China market now? Dreaming!

我爱小贱：Groupon脑子进水了？妈的你做个广告跟拯救西藏有毛联系？！顶这么个噱头，装什么人道！操！
Wo ai xiao jian: Is Groupon people’s mind drained with water? A fucking ad about free Tibet? Is that even relevant? Pretend to care about human rights? Fuck!

Det viser sig også, at reklamen er en del af en kampagne, der skal skaffe penge til tibetanske flygtninge, som FT skriver. I så fald er det nok ikke sket på den smarteste måde. Og så alligevel – kig på for eksempel Twitter (og Kinablog), hvor Groupon nu har fået ualmindeligt meget omtale.

• WSJ har også skrevet om reklamen her.

• NBC har en artikel her.

• Chinageeks har god kommentar her.

• NYT Dealbook skriver om det her.

Hvordan går det egentlig for journalistikken i Kina? Det er der kommet to gode artikler om i de seneste par dage, som viser to af problemerne for de kinesiske medier.

Den første er fra magasinet Caixin. En af forudsætningerne for Kinas voksende økonomi har i de seneste cirka 15 år været, at erhvervsmedierne har haft så nogenlunde frie hænder i Kina. Det har myndighederne i Beijing forstået. Indtil nu.

Aktieindekset i Shanghai falder, huspriserne er ved at boble over og inflation og fødevarepriser stiger. Ikke godt. For der går en direkte linje mellem det og social uro. Og derfor er der kommet nye retningslinjer for især de trykte medier, som Caixin skriver:

The financial press is instructed to exercise caution in reporting any news that may affect investor expectations and the orderly functioning of the stock and futures markets. Government policies for securities and futures must be handled with utmost care; information on listed companies must be checked by the companies involved before publication. Outside contribution of market commentaries can only be submitted by licensed brokerages. The rules also put restrictions on citing information from foreign media. In addition, publications are responsible for checking whether advertisers are legitimate businesses.

Og de nye retningslinjer får vidtrækkende konsekvenser. Som Caixin skriver, så svarer det så nogenlunde til at bede erhvervs-pressen om at opføre sig som en struds og stikke hovedet i et hul i jorden:

China has over 2,000 securities analysts, churning out more than 600 research reports on any given day when the market is open. They rarely, if ever, disclose conflicts of interest. It is also unheard of that they sound any alarms over possible wrong-doing or suspicious accounting practices of listed companies. Why should they? Muck-raking is not their job. When they dish out advice, they often have a vested interest in the outcome. In a free marketplace of information, they can slug it out with freelancers and bloggers. These new rules reserve the forum in the print press exclusively for them, thus making the financial media their mouthpiece.

The news media are often expected to act as anti-corruption watchdogs and to protect the interest of investors. Journalists are already in uphill battles to do investigative reporting. Companies always want to build a fortress against snooping journalists; their powerful public relations machinery will work non-stop to put pressure on journalists with tactics ranging from slipping them a thick wad of cash to threatening them with lawsuits and personal attacks. Regulators, instead of encouraging the news media to help patrol the corporate world, are making investigative tasks more difficult. Celebrated cases of exposing insider trading in the property firm Qiong Min Yuan (琼民源) and the abuses of investment funds that sent crooks to jails in the past decade will be more difficult to pursue under the current rules, unless these rules are being made to be ignored.

Under this latest directive, imprudent citation of the foreign media could run afoul of the watchdogs. This call for filtering out potentially dissonant voices is like an ostrich burying its head in the sand.

Kina har i høj grad brug for det modsatte. En moderne og voksende økonomi som den kinesiske har brug for en kritisk og uafhængig erhvervspresse. Bare tænk på pressen i eksempelvis USA og England, der under finanskrisen er kommet med vigtige afsløringer og afdækninger af for eksempel bankerne.

Hverken erhvervsmedier eller andre dele af pressen har frie hænder i Kina. Og med propaganda, censur og den kommercielle presse, så er mængden af “falske nyheder” vokset i de seneste to årtier, som China Media Project (CMP) skriver i dag:

By some accounts, “fake news”, or xujia xinwen (虚假新闻), has plagued news media in China since at least the Cultural Revolution, at which time media fabricated news to suit the political purposes of the Gang of Four. Chinese government officials, however, deny definitions of the term that lump in state propaganda, and the allegation of “fake news” can often signal action against news seen to violate propaganda restrictions — news, in other words, that is too true.

Over the past twenty years, as economic reforms have moved rapidly ahead, the problem of “fake news” has certainly grown more serious. Many officials and academics point to the commercialization of media industry and intensified market competition as the root causes.

Sørg for at læse hele artiklen på CMP, hvor du også får historien om kvinden, der på kun fire dage kørte 2.000 kilometer på en motorcykel, fordi hu bare måtte se sin seks-årige søn. Hvis historien altså passer?

Kina kom godt igennem finanskrisen. Det gjorde de kinesiske virksomheder også, og de er nu for alvor begyndt at investere i udlandet. Blandt andet i Europa. Men hvad er det, at kineserne køber? Og er der grund til bekymring?

Det skrev jeg en artikel om i sidste uge, der blev bragt i Berlingske for nogle dage siden. Her får du en opdateret version af artiklen med links. (Dog ikke links til artklen i Berlingske, som du selvfølgelig bør abonnere på, for den udkommer stadig på det der “papir.”)

Kinas premierminister Wen Jiabao købte 290 ton olivenolie, da han besøgte Grækenland i sidste måned. Men det var nok en af de mindste aftaler, som han indgik i de to dage, hvor han var på officielt besøg hos de kriseramte grækere. Kina lovede at hælde milliarder af euro i den græske tele-industri, byggesektor, turisme og jernbaner. Ikke mindst har Kina også lejet Grækenlands største havn i de næste 35 år. Alene det kostede næsten 30 milliarder kroner.

Kina er kort sagt gået på indkøb i Grækenland, der sidste år var tæt på økonomisk sammenbrud. Det er dog ikke det eneste europæiske land, hvor finanskrisen har givet Kina nye muligheder.
Der er ingen pålidelige, officielle tal for, hvor meget Kina har investeret i Europa og de europæiske virksomheder. De seneste tal er fra 2007, og her havde Kina udenlandske investeringer for sammenlagt cirka 700 milliarder kroner. Men siden da er Kina blevet mere aktive, viser en ny rapport som det kinesiske handelsministerium kom med i denne uge. Den asiatiske stormagt kigger i stigende grad mod Europa.

Men ofte er det svært at se, hvornår Kinas Kommunistparti og landets virksomheder begynder og slutter. For eksempel er det den statsejede shippingvirksomhed COSCO, der skal drive den græske havn i de næste mere end tre årtier. Direktørerne for de 50 største virksomheder har også rang af viceminister, og de skal, som i andre større virksomheder, også være medlemmer af partiet.

Beijings store pengepung giver også politisk magt. Frankrig har tidligere været en af de hårdeste kritikere af Kina når det kommer til for eksempel menneskerettigheder. Nu har den franske regering sadlet om, og da præsident Hu Jintao i sidste uge var i Frankrig på statsbesøg hos sin kollega, Nicolas Sarkozy, var der ingen snak om eksempelvis Nobels Fredspris og Liu Xiaobo.
Her solgte Frankrig og de franske virksomheder for næsten 120 milliarder kroner til kineserne. For eksempel 120 fly fra Airbus og 20.000 ton uran fra Areva. Men Kina var ikke interesseret i investeringer i Frankrig på samme måde som i Grækenland. Det var Hu Jintao derimod, da han og det kinesiske følge et par dage senere rejste videre til Portugal, der er endnu et af de kriseramte pletter på Europa-kortet.

Så hvad er det, at kineserne køber i Europa? Det er blandt andet gæld. Som i Spanien, hvor Beijing har købt for 3,3 milliarder kroner. Beijing har også købt statsobligationer i andre af de kriseramte lande som Grækenland, Italien og Irland. Det er også i de lande og i yderkanten af EU, at Kina har mange af sine investeringer. På samme måde, siger nogle analytikere, som kineserne køber sig ind i afrikanske lande.

En af del af Hus portugisiske besøg gik ud på at undersøge mulige investeringer og blandt andet fortsætte forhandlinger om havnen Sines, der ligger syd for hovedstaden Lisboa. Som havnen i Grækenland og i Napoli i Italien. Kina har også investeret i projekter med infrastruktur, der strækker sig fra Østeuropa og Tyrkiet og til Tyskland.

På den måde håber regeringerne på, at de kinesiske virksomheder vil skabe arbejdspladser. Det gør de ikke altid. Sidste år vandt et kinesisk konsortium en aftale om at bygge en motorvej fra Lodz til Warszawa i Polen. Med kinesisk arbejdskraft. Hvilket gav stor debat i Polen. I Irland er regeringen derimod anderledes glade for Kina. I september mødtes Li Changchun, der er chef for Kinas Kommunistpartis propagandaafdeling og medlem af Politburoets Stående Komite, med den irske premierminister Brian Cowen. Li fortalte ham, at Kina vil »hjælpe en ven som Irland så meget, som man kan gøre, i disse vanskelige tider.«

Hvad er det så for virksomheder, sektorer og projekter, at Kina vil investere i de næste ti år? Det er alt fra kemi, telekommunikation, maskiner, tekstil, elektronik, finans og serviceindustri.
»Målet for Kina er ret klart og minder om andre udenlandske investorer i Europa – at få adgang til lokale eller regionale markeder og teknologi,« siger professor Francoise Nicolas, der er leder af det franske institut for internationale studier, IFRI.

Det er Marc Lhermitte, der er partner i Ernst & Young, enig i.

»Men Kina lader til især at være interesseret i arbejds-intensive projekter i industrien,« skriver Marc Lhermitte i en e-mail. I den sektor er investeringerne blevet næsten tredoblet i de seneste 12 måneder, og det er specielt autoindustrien, som de kinesiske virksomheder går efter lige nu. Flere kinesiske bilmærker har udviklet små og økonomiske biler, som de investerer i at få ind på det europæiske marked.

»Samtidig, så vil de også internationalisere deres brands,« skriver Marc Lhermitte. Det gælder for de fleste kinesiske virksomheder. Også for eksempel bilmærket Chery Automobile, der har skabt 1.000 arbejdspladser med en ny fabrik i Tyrkiet. Virksomheden, der er ejet af lokalregeringen i Wuhu i Anhui provinsen, håber, at det tyrkiske marked kan være springbræt til resten af Europa.

Og det er naturligt nok, at det især er produktion og industri, som de kinesiske virksomheder først og fremmester er interesserede i, siger professor Ding Chun, der er leder af Center for Europæiske Studier på Fudan Universitet i Shanghai.

»Det er jo her, at Kina især er stærk. Og når virksomheder går til udlandet, så skal de jo gøre det, som de er gode til,« siger Ding Chun.

Derfor er de kinesiske investeringer i Europa i dag kun en begyndelse. De er stadig relativt små, og det er stadig Asien, som er mest interessant for Kina. Men de kinesiske virksomheder bliver mere konkurrencedygtige og får stadig bedre teknologi. Der bliver stadig klart mere fokus på Europa.

Er der så grund til bekymring? I 2007 viste tal fra det kinesiske handelsministerium, at 10.000 virksomheder havde investeringer uden for Kina. I alle lande. Den nye rapport, som ministeriet kom med i denne uge, viser, at der nu er 12.000 virksomheder. Rapporten siger dog ikke noget om, hvor stort et beløb der i alt er investeret for.

Francoise Nicolas lavede sidste år en rapport om Kinas investeringer i Europa. Hun siger, at der siden da ikke har været ændringer i kursen. Den er lagt fast. Den er langsigtet. Og kineserne kommer. Som den græske statsminister Haris Pamboukis sagde under Wen Jiabaos besøg, så er Kinas strategi i Europa »diskret og velgennemtænkt,« og han er ikke bekymret.

»Jeg tror ikke, at Kina kommer her som en trojansk hest,« sagde Haris Pamboukis.

Hvilke fordele og ulemper er der så for Europa? Her er en faktaboks fra Chatham House, som du kan finde links til nederst i artiklen.

Godt for Europa:

• Europæiske virksomheder kan med kinesiske ejere eller samarbejdspartnere få bedre adgang til Kina.
• Bedre afkast for europæisk teknologi og udvikling, som kinesiske virksomheder er mere end villige til at betale for.
• En kinesisk samarbejdspartner eller opkøb kan være redning for kriseramte virksomheder i Europa.
• Europæiske virksomheder kan komme af med tabsgivende aktiver, som kineserne kan være interesserede i.

Skidt for Europa:

• Kinesiske virksomheder får en stadig bedre forståelse af det europæiske marked og bliver i stigende grad konkurrenter til europæiske virksomheder.
• De kinesiske virksomheders ejerskab og ledelse kan være i strid med europæiske værdier på grund af for eksempel manglende åbenhed og tilknytning til den kinesiske stat.
• Den kinesiske virksomhedskultur kan give problemer for ansatte og uro på arbejdsmarkedet.
• Det kan være unfair konkurrence, hvis kinesiske, statsejede virksomheder får tilskud fra Beijing.
• Overførsel af teknologi kan være bekymring for europæiske virksomheders sikkerhedspolitik.

Vil du læse mere?

• Economist – Chinese acquisitions: China buys up the world

• Economist – Chinese takeovers: Being eaten by the dragon

• New York Times – Looking for Investments, China Turns to Europe

• Chatham House – Chinese Direct Investment in Europe

• Chatham House – Project: Chinese investments in Europe

:: Foto fra Geely, der ejer den ikoniske London taxi

Yu Ping er 54 år og pensionist. Han har lige været på et marked og købe grøntsager og en pose med 500 gram hakket svinekød. Han kan helt klart mærke, at priserne er steget kraftigt i de seneste år.

»For hvis man kan finde noget her, som har samme priser som sidste år, så er kvaliteten også derefter,« siger Yu Ping, der håber, at regeringen kan holde inflationen under kontrol.

Inflationen stiger i Kina, og det er i høj grad noget, som bekymrer regeringen, som jeg skrev om i Berlingske i går.

Men aller først – kan man overhovedet stole på de kinesiske statistikker? Jeg interviewede blandt andre Xu Qiyuan. Han er fra tænketanken Chinese Academy of Social Sciences (CASS) og forfatter til en rapport, der kom i sidste uge. Den bekræfter i høj grad den indgroede mistillid, som mange almindelige kinesere, økonomer og fagfolk har til det Nationale Bureau for Statistik.

Rapporten viste, at de officielle statistikker for inflationen har været forkert beregnede siden 2006 og frem til maj i år. Tallene er mindst syv procent for lave, siger Xu Qiyuan, der i høj grad er kommet under politisk pres for at have offentliggjort rapporten.

I dag har Caixin, der er Kinas svar på The Economist, en artikel, der følger op på Xu’s rapport og beregningen af forbrugerprisindekset. Som der står i artiklen fra Caixin:

A major flaw in the current indexing system, experts say, revolves around the fact that the proportions given each component fail to adequately paint an overall picture of consumer price fluctuations. Some also argue that spending on housing should be more accurately rendered, and consumption by the wealthy more closely tracked.
CPI component weights are based on what NBS considers a proper proportion of household consumption rates for various types of goods and services relative to total household consumption.
Data is derived through a regular CPI survey conducted by the bureau’s provincial offices that encompasses nearly 120,000 households nationwide. Consumers are asked questions about their spending experiences in eight main categories and 263 basic areas. These numbers are then factored into the index.
Main categories are food; tobacco and alcohol; clothing; household appliances and repairs; medicine, healthcare and personal items; transportation and communications; entertainment and education; and housing.
Zeng Wuyi, a professor at Xiamen University and deputy chairman of the National Statistics Society of China, thinks the survey method may be hobbled by sampling errors. Overall, he says, survey results tend to favor a CPI that may be lower than real inflation.

Xu Qiyuan har brugt de seneste ti år på at studere det kinesiske forbrugerprisindeks, så hvad mener han, at regeringen bør gøre for at bekæmpe inflationen?

»Jeg tror ikke på priskontrol. Det vil kun forstyrre markedets naturlige prisfastsætning,« siger Xu Qiayuan.

Det er flere andre økonomer heller ikke begejstrede for, som Wall Street Journal skriver i dag:

Price caps can become counterproductive for consumers, if, for example, producers respond by limiting their output or increasing exports, leading to domestic shortages of key goods.

Even if price controls do have a temporarily beneficial effect, Chinese policy makers will continue to face problems if they don’t tackle the causes of inflation rather than its symptoms. Back in 2008, high food inflation was mostly a result of supply bottlenecks.

This time, as analysts at GaveKal Dragonomics argue, inflation is arising from China’s previously expansionary monetary policy and rising wages. “Rising food prices are an expression of inflationary pressure rather than its cause,” they said.

Steps are under way to tighten policy, with the People’s Bank of China raising interest rates and forcing banks to hold more reserves. Tighter control of new bank lending, and faster yuan appreciation—to help keep import prices down—would also help in the inflation battle. But they’d also hit at key drivers of China’s economic growth – loan-fueled investment and exports.

Xu Qiayuan tror heller ikke, at det vil hjælpe at hæve renten. Men det vil måske være et signal fra regeringen om, at de forsøger at kontrollere situationen. Derimod tror han mere, at det hjælper når centralbanken i sidste uge bad bankerne om at hæve deres reserver. Men det er mere omfattende, før fødevarepriserne kommer under kontrol.

»Omkostninger er steget, fordi produktionen er blevet dyrere på grund af stigende priser på vand, elektricitet, transport, arbejdskraft og så videre også er steget. Samtidig, ledig kapital blev sat ind i markedet, og de spekulationer ændrede efterspørgslen,« siger Xu Qiayuan. Blandt andet har store investeringsselskaber spekuleret i ingefær og hvidløg, hvor priserne i nogle byer er steget med op mod 90 procent.

Yu Ping, det var pensionisten som jeg talte med på markedet i Beijing, kan også huske dengang, at fødevarepriserne var lave. I gamle dage var Beijing kendt for sin kinakål. Man kan stadig se det her omkring vintertid, hvordan der på nogle gadehjørner ligger enorme stakke af kinakål, som bønderne er taget ind til byen for at sælge.

Tidligere købte beijingerne dem i enorme mængder, fordi kålene kan holde sig gennem hele den kolde vinter. Man stakkede det under tagryggene, i skabe og i trappeopgange. Der var kål overalt. Sådan er det ikke i dag. Heller ikke med andre grøntsager.

»I dag bor folk jo i byen, for al landbrugsjorden er væk og lavet om til højhuse. Så alting skal køres herind og transporteres fra andre provinser,« siger Yu Ping.

Derfor – og af mange andre grunde, som Xu Qiayuan også var inde på – er det ikke på nogen måde nemt for regeringen at få kontrol over inflationen.

Sent onsdag aften kom der så flere detaljer om den plan, som regeringen er kommet med, og som jeg skrev om for et par dage siden. Du kan læse mere om det her, hvor der er en samling af artikler, der kommer rundt om inflationen:

• Reuters – Q+A – How serious is China’s inflation? What else will Beijing do?

• Bloomberg – China’s Cabinet May Impose Temporary Price Controls to Counter Inflation

• AFP – Chinese consumers blame US as prices spiral up

• Wall Street Journal – Beijing Escalates Inflation Battle

• New York Times – Beijing’s Focus on Food Prices Ignores Broader Inflation Risk

Hvor meget tjener en kinesisk arbejder? Det kommer an på, hvilken provins han eller hun arbejder i.

Magasinet Caing har lavet en grafik, hvor du kan sammenligne mindstelønnen ved at klikke på nogle af de større provinser.

I grafikken kan man se, at en arbejder i Shanghai får 1.120 yuan om måneden. Det svarer til cirka 935 kroner. Hvilket er 7,5 krone i timen.

Nederst – ud af de provinser, som Caing har udvalgt – ligger Ningxia, hvor månedslønnen er på 710 yuan. Altså lidt under 600 kroner.

Her i Beijing er mindstelønnen 960 yuan, og lokalregeringen hævede den i juli fra 800 yuan.

Men en ting er, hvad mindstelønnen er officielt. Betyder det så, at virksomhederne overholdet det? Ikke nødvendigvis. Og 800 yuan rækker ikke langt i veludviklede storbyer som Beijing.

• Læs om mindsteløn i Kina – hvad tjener en kinesisk arbejder?

De kinesiske arbejdere er ofte heller ikke tilfredse med deres lønninger. Det så vi tilbage i juni, hvor strejker spredte sig over hele Kina. Især på en række fabrikker, der var ejede af japanske firmaer. For eksempel Honda.

Eller på Foxconn, der blandt andet laver Apples iPhones og har Nokia, Nintendo og Sony som kunder, hvor flere arbejdere i år har begået selvmord på grund af de hårde arbejdsvilkår og lave lønninger. Resultatet blev 30 procent mere i løn.

Derfor er det måske heller ikke overraskende, at centralregeringen netop kommet med en plan om at hæve mindstelønnen med 20 procent over de næste fem år. Over hele Kina.

Det sker også for at give de kinesiske forbrugere flere penge mellem hænderne, så den kinesiske økonomi bliver mindre afhængig af eksport til udlandet, siger en af regerinens rådgivere, Huang Mengfu, til South China Morning Post (de kræver abonnement, så linket går til et citat fra Bloomberg).

Men i Europa, USA og resten af den industrialiserede verden vil man have billige produkter. Derfor fravælger eller lukker mange virksomheder Kina og flytter til andre steder, hvor omkostningerne er lave. Som for eksempel Cambodia, hvor blandt andet Gap, Adidas, Puma, Nike og Benetton har fabrikker.

• Læs om kinesiske investeringer i Europa – Kineserne kommer.

Men her er problemet det samme, og arbejderne er også begyndt at strejke, som blandt andre LA Times og Guardian skriver.

Det har over 10.000 arbejdere – der blandt andet syr for H&M – også netop gjort i Bangladesh, hvor de vil have mere end mindstelønnen på 240 kroner om måneden, som AFP skriver.

Hvis man er bekymret for, om de højere lønninger vil stoppe for de billige varer fra Kina, så kan man dog tage det roligt, som Tom Holland skriver i sin klumme i South China Morning Post:

It will be a long time before rising wages threaten China’s competitiveness at either the country or company level.

As this column has pointed out before, this year’s wage rises might sound generous, but few workers got any increase in 2009. A 25 per cent pay rise now in an economy growing at 10 per cent a year with inflation running at 3 per cent means factory workers’ pay doesn’t even keep pace with the overall increase in national income.

Vil du læse mere? Her er tre links om strejker og løn:

• The China Beat: “We are not Machines:” Teen Spirit on China’s Shopfloor

v Project Syndicate, Fan Gang: Is Low-Wage China Disappearing?

• Columbia University: Perspectives on topical foreign direct investment issues by the Vale Columbia Center on Sustainable International Investment

Jeg skriver i dag i Berlingske om de elektroniske bøger, der er uhyre populære i Kina. Her får du en lidt anden version af artiklen (som du jo selvfølgelig bør læse i avisen, ned i kiosken, allez, afsted, køb, køb.)

Her kan du også læse min Q&A med en analytiker, der fortæller mere om fremtiden og markedet for de elektroniske bøger i Kina.

Zhang Wei skulle egentlig have været bogholder. Men i februar 2004 satte han sig ned og begyndte at skrive. Det har han gjort lige siden. Hver dag. Derfor har han fået øgenavnet »litteraturens Schumacher.«

»Hastigheden er meget vigtigt,« siger Zhang Wei.

Der er en anden grund til, at han bliver sammenlignet med den tyske racerkører. Zhang Wei er succesfuld. Den 29-årige forfatter er blevet millionær på at skrive elektroniske bøger, der udgives på mobiltelefoner og computere.

I de seneste ti år er der dukket flere litterære hjemmesider op på det kinesiske internet. Der er millioner af læsere, og de bruger gladeligt penge på at købe litteratur, som de kun kan læse elektronisk. Enten ved computeren. Eller på mobiltelefonen.

Mange af de tusinder af forfattere er helt almindelige kinesere, der udgiver deres tekster på hjemmesiderne. De håber på gennembruddet, men det lykkes for de færreste. En af dem er Zhang Wei.

»Der er forskel på at skrive litteratur på internettet og på papir. Hvis man arbejder hårdt og offentliggør noget hver dag, så får man nye læsere, men man beholder også de gamle, og det er en del af succesen,« siger Zhang Wei.

Dengang i 2004 var det blot en hobby, og det er det nu stadig, siger han. Og selvom det er et ganske uhøfligt spørgsmål at stille en kineser, hvor meget tjener han så i dag?

»Hai bu cuo,« siger Zhang Wei med en typisk, kinesisk underdrivelse og griner. Det er ikke så ringe.

Hvorfor er han så populær? Det hjælper selvfølgelig, hvis man er god til at skrive, siger han. Dernæst skal man offentliggøre noget hver dag. 365 dage om året, så læserne altid har noget nyt. For Zhang Wei skriver ikke en bog, som han udgiver, når han er færdig.

Han laver derimod en lang bog, der strækker sig over et år. Det er som en litterær sæbeopera, med et nyt afsnit hver dag. Det er så delt op i utallige kapitler, hvor det hele bliver lukket efter et års tid.

Zhang Wei begyndte at læse, da han var ni år gammel. Han var enebarn og forældrene arbejdede ude. Han havde ingen søskende at lege med, så bøger var en god måde at bruge tiden på.

Generationen fra 1980erne er vokset op med kung-fu historier, så alle har en drøm at være helt, have magt og kæmpe mod det onde, siger Zhang Wei.
»Derfor begyndte jeg at skabe min egen verden, og jeg blev glad, når jeg skrev, for her var alt muligt,« siger Zhang Wei.

Det tager et halvt år at udvikle en bog. Han skriver science-fiction, og han begynder med at udvikle hele universitet. Han forbereder sig med at lave landkort, solsystemer, racer, familier og alt andet, som han nu måtte have brug for, før han går i gang. Samtidig med at han selvfølgelig skriver på sin anden bog.

Derfor går det stærkt. Alle forfattere vil nok gerne gå tilbage og ændre noget, siger Zhang. Men det kan man jo ikke, for så ville det være et nyt værk, tilføjer han. Igen – hastigheden er det vigtigste.

»Mine bøger skal ikke være klassikere. Jeg håber, at læserne er glade for at læse dem, og at de føler sig så underholdt, at de også vil læse næste kapitel. Men de skal ikke kunne huske, hvad de har læst,« siger Zhang Wei.

Det er da også den lettere genre, som sælger bedst, siger analytikerne.

»Det er historier om kærlighed, fantasy, science-fiction, kung-fu, ungdomshistorier og alt, som er lettere at fordøje,« siger Xie Xinzhou, der er vicedirektør på Skolen for Kommunikation og Journalistik på Peking University.

De senere år er stadig flere kinesere gået væk fra bøger på papir. De vil have dem elektronisk. Analyseinstituttet OpenBook anslår, at det kinesiske markedet for trykte bøger var på cirka 24 milliarder kroner i 2008. Det er steget svagt siden.
Til sammenligning anslår Xie Xinzhou, at der i 2010 vil blive solgt elektronisk litteratur til mobiltelefoner for cirka 3,7 milliarder kroner. Det vil være steget til næsten 13 milliarder kroner i 2014. Derudover kommer e-bøger, som for eksempel kan læses på apperater som Amazons Kindle.

Det helt store forlag er Shanda Litterature, som sidder på 90 procent af markedet for online litteratur i Kina. De ejer de fire store litterære hjemmesider Qidian, Hongxiu, jjwxc og Rongshuxi.

For dem handler det også om mere end blot at udgive bøger. Moderselskabet Shanda Entertainment laver computerspil og anden underholdning. De har en fødekæde, hvor litteraturen først kommer på mobil, derefter på bog, tv, film og computerspil, og hvor man også kan sælge copyright videre.

De har ikke problemer med at skaffe forfattere. Dem har de næste 900.000 af. En af dem er Zhang Wei, som er den bedst sælgende. Men vil han også blive ved med at være det?

»Det er svært at sige, om mine bøger bliver ved med at være populære. Planen er lige nu, at jeg skriver til jeg bliver 35 år. Måske fortsætter jeg lidt, for det er jo også en hobby,« siger Zhang Wei.

:: Privatfoto

Hvorfor er det så populært, at læse litteratur på mobiltelefoner i Kina? Fordi de er praktiske, siger den 27-årige Zhang Yabing, der for eksempel læser novellerne når hun kører med undergrundsbanen i Beijing.

»Jeg gider ikke gå rundt med en bog i min taske. Den er alt for tung. Hvis jeg står og venter på mine venner et sted, så hiver man jo heller ikke en bog frem,« siger Zhang Yabing.

I dag i Berlingske har jeg et interview med en af Kinas mest berømte og bedst sælgende forfattere. Du kan læse en udgave af artiklen her på Kinablog.

Her får du et interview med Wang Qin, der er fra Kinas Sammenslutning af Forlæggere, hvor han er vicedirektør og analytiker i internet og elektroniske udgivelser.

Hvor populære er elektroniske bøger i Kina?
»Den helt overskyggende tendens er, at bøger udgives på internettet. Der kommer stadig mere indhold, og det går stærkt. Ifølge vores undersøgelser var 2009 den første gang i bogens historie, at der blev udgivet flere elektroniske bøger end på papir.«

Hvorfor bliver de læst på mobiltelefoner?
»De er praktiske, fordi man i dag også kan læse dem offline. I gennemsnit har en person, der bor og arbejder i byen, cirka 4-5 timers fritid om dagen. Derudover bliver der i alt brugt 2-3 timer på transport, og her er telefonen en god måde at bruge tiden på.«

Er mobiltelefoner fremtiden?
»Det er blot en overgangsfase, at bøgerne bliver læst på mobiltelefoner. Skærmen er for lille, brugerfladen for besværlig og der er for høje omkostninger til transmission. Fremtiden bliver elektroniske bøger på skærme, der kan bøjes og foldes sammen.«

Hvad er det mest populære indhold?
»Det er den lettere underholdning, som folk bruger til at slå tiden ihjel med. Men der vil komme langt mere »funktionel« litteratur som sprogbøger og karriereplanlægning, og det vil erstatte de populære noveller.«

Er det professionelle eller amatører som leverer indholdet?
»Det er mest professionelle web-forfattere. Det er ikke alle, der drømmer om at blive udgivet på mobiltelefon, som det lykkes for. Man skal godkendes af China Mobile eller China Unicom, og det er faktisk en flaskehals for udgivelser på mobiltelefoner.«

Hvem er de tre største forlag, og hvad er deres styrker?
»Det er Shanda, Xinlang og Sohu. Ingen af dem er traditionelle forlagsvirksomheder. De har alle fuld forståelse for den moderne informationsteknologi, de er meget opmærksomme på, hvad læserne vil have, og de forstår også at give læserne relateret indhold.«

Hvad er deres svagheder?
»De fleste af deres ansatte er for unge. De er i gennemsnit under 30 år gamle, og de har ikke en udviklet, kulturel forståelse. Det kan give problemer med at vælge og redigere indhold, så selve redaktørens arbejde kunne gøres bedre.«

Hvordan tjener forlagene penge?
»Forlagene samarbejder med de to mobilselskaber China Mobile og China Unicom, der fungerer som en billetbod ved broer og motorveje. De holder øje med, hvor mange gange et værk er blevet downloadet. Forlag og forfatter bliver så betalt efter det.«

:: Privatfoto

Der er faldet dom i sagen om Rio Tinto. Den australske statsborger Stern Hu fik syv års fængsel og de tre kinesiske statsborgere fik op til 14 års fængsel.

Dommen har været ventet med spænding, og den kan få konsekvenser for alle udenlandske virksomheder – også danske – der driver forretning i Kina. Wall Street Journal har god opsummering:

For executives of major multinationals in other industries, the detention of the executives in July raised concern that their employees—particularly those born in China, as all four of the Rio Tinto executives were—could be accused of similar crimes in the course of doing their jobs, such as gathering industry information. The case suggests that in China some industries like commodity trading can be rife with illicit dealing, such as buyers sometimes bribing sellers. It has raised questions about how aggressively companies should pursue profits in the world’s fastest-expanding major economy.

Stanley Lubman fra Berkely Law har analyse på East Asia Forum om de enorme svagheder i det kinesiske retsvæsen, som sagen har sat spotlight på. Blandt andet:

It demonstrates the usual limits on the ability of defense lawyers to fully represent their clients, a disturbing lack of transparency, and the impact of political influences on the proceedings and the outcome. Criminal justice has moved only partially and irregularly toward a level of legality that it lacked under Mao, and is an object of concern to Chinese law reformers as well as to foreign observers. This particular case also raises serious concerns about China’s interpretation of its international obligations given its disregard for the Sino-Australian consular agreement.

Du kan se de tidligere artikler om Rio Tinto her på Kinablog.

De er store i Vesten. Men det går galt, når de kommer til Kina. Google er blot den seneste af de vestlige tech-giganter, der opgiver verdens største online marked med 350 millioner brugere.

Google har hele tiden halset efter den lokale konkurrent Baidu, der sidder solidt på over 60 procent af alle søgninger i Kina. For de vestlige tech-virksomheder har næsten alle mistet kampen til lokale konkurrenter.

• Fredag i sidste uge meddelte Microsoft, at direktøren for MSN China træder tilbage. Microsoft har siden 2005 stort set tabt kampen om de sociale netværk i Kina til den lokale konkurrent QQ, som i dag bliver brugt af flere hundreder millioner kinesere

• MySpace opgav og trak sig ud af Kina i 2007. Her var det også QQ, der fejede MySpace af banen. QQ ejes af Tencent, der onsdag offentliggjorde deres regnskab. Det viser en markedsværdi på over 200 milliarder kroner.

• Søgemaskinen Yahoo kom til Kina i 2004. Men opgav i 2007 og købte i stedet 40 procent af aktierne i den lokale Alibaba.

• EBay gik ind i Kina i 2003. Og ud igen i 2006, hvor det opgav kampen mod den lokale Taobao.com. Taobao er også langt foran den lokale Amazon.cn.

• Twitter har været blokeret i Kina siden juli 2009. Men selv da kineserne kunne bruge den, foretrak de ofte en af de mere end 40 lokale kopier.

• Det samme gælder for Facebook, der blev blokeret på samme tid sidste år. Kineserne foretrak allerede dengang kloner som Renren eller 51.com. Eller kaixin001.com, der er en næsten præcis kopi af Facebook, som stort set ingen kinesere bruger i dag.

Hvad skriver andre om retssagen mod de fire ansatte i Rio Tinto? Her er en opsamling:

• Donald C. Clarke, fra George Washington University Law School, har en fremragende juridisk analyse af retssagen.

• Jerome Cohen, fra New York University School of Law, er en af de største guruer i forskningen om det kinesiske retsvæsen. Han har en kommentar til Donald C. Clarke her.

• Business Week fortæller, hvordan retssagen er en sammenblanding af business og politik.

• Australien sagde i sidste uge, at de vil følge retssagen nøje. En kinesisk tænketank advarer nu Australien om at blande sig.

• Lille tegn på at spændingerne mellem Australien og Kina er ved at bløde op. Rio Tinto og Chinalco indgår samarbejde i Afrika.

I dag i Shanghai begynder retssagen mod australieren Stern Hu, som jeg skrev om her i sidste uge.

Det er en af de vigtigste retssager i årevis. Den viser, hvordan Kinas myndigheder behandler udenlandske virksomheder i landet. Og er det seneste bevis på, hvordan forretningsmiljøet bliver stadigt dårligere i Kina.

Stern Hu er en af i alt fire ansatte fra Rio Tinto, der er tiltalt for bestikkelse og for at stjæle kommercielle hemmeligheder. De fire personer blev anholdt i juni sidste år. Det var kun en måned efter sammenbruddet i forhandlinger om en sammenlægning af Rio Tinto og det kinesiske, statsejede selskab Aluminium Corp.

Sammenlægningen blev ikke til noget på grund af australsk modstand. Var anholdelsen så Kinas måde at sige tak for sidst? Eller Kinas måde at få ram på en dygtig konkurrent? Det frygter mange. I begyndelsen blev de fire også tiltalt for at være spioner og stjæle statshemmeligheder. Mange analytikere frygter, at det er en politisk anholdelse og ditto retssag.

Hvis man leger mikrofonholder, når man taler med erhvervsfolk her i Beijing, så går det fremragende for deres virksomheder i Kina. Men uden for citat er mange af dem bekymrede over udviklingen.

For pludselig risikerer virksomhederne og deres ansatte at blive politiske mål og ende i fængsel. Blot fordi de drev virksomhed i Kina. Afhængtigt af hvordan retssagen ender, så kan den helt underminere troen på det kinesiske marked. For ikke at tale om troen på det kinesiske retsvæsen i den slags sager. For retssagen foregår bag lukkede døre.

Men måske er der noget om sagen. Stern Hu skulle efter sigende have kendt sig skyldig i at modtage bestikkelser, skriver Bloomberg. Men der vil stadig være tvivl om resultatet for den lukkede retssag. For kan man stole på den? Om Hu har modtaget bestikkelser eller ej, så vil den ikke fjerne bekymringen i erhvervslivet.

Den bekymring kan man også læse i den undersøgelse fra AmCham, som jeg nævnte i sidste uge på Twitter, og som udkom i dag. Du kan blandt andet læse om den på Wall Street Journal.

Undersøgelsen viser, at stadig flere amerikanske virksomheder føler sig uvelkomne i Kina. Virksomhederne siger, at det er blevet sværere at konkurrere på det kinesiske marked, og at de kinesiske myndigheder vedtager flere love, der kun er til fordel for de lokale konkurrenter.

Nogle gange virker Youku ikke i Danmark, men så prøv Tudou eller her på QQ.

Fremragende reklame for dansk bacon. Videoen viser først den version, der blev lavet til det engelske marked. Dernæst kommer den kinesiske udgave.

I den kinesiske får man lov til at høre sangeren Xuecun (雪村), der synger “Folk fra Nordøstkina (Manchuriet) lever som Lei Feng” (东北人都是活雷锋).

Sang bliver dog næppe et hit i Danmark. Døm selv.

Men først lidt baggrund. Lei Feng var kort sagt en soldat i Folkets Befrielseshær, der døde i 1962. Men med sin uselviske og beskedne opførsel har han i årtier været et eksempel til efterfølgelse. En rigtig martyr og helt. Opfør dig som Lei Feng, som kineserne har fået at vide i årtier. Læs introduktion på Wikipedia.

Sangen kan også være et godt eksempel på, hvordan det nogle gange kan være hysterisk svært at oversætte kinesisk og de kulturelle og historiske koder i sproget til noget meningsfyldt dansk, der ikke lyder som en dialog i Casper og Mandrilaftalen.

Her er teksten til sangen. Det er en hurtig oversættelse, så beklager fejl og misforståelser, men jeg er ikke nogen Lei Feng til kinesisk.

Hr. Zhang kørte til Manchuriet
var i en trafikulykke
den skyldige bilist opførte sig som en skurk
han undslap
men takket være en indfødt manchur
blev han sendt på hospitalet og fik fem sting
han kom sig

(Og her begynder teksten i videoen)

Hr. Zhang inviterede ham ud at spise
hvis han drak for lidt, ville det være uhøfligt
han sagde
Her er vi alle manchurer
vi har vores specialiteter som Koreansk ginseng
vi spiser 猪肉吨粉条 (svinekød med nudler lavet på mel af søde kartofler)
vi opfører os som Lei Feng
vi har ikke den slags personer
hvordan kunne du ikke hjælpe ham efter biluheldet
vi har sjældne svampe i bjergene
Denne bilist var ikke manchur

Cuihuar, tag de syltede grøntsager!

老张开车去东北 撞了
肇事司机刷流氓 跑了
多亏一个东北人
送到医院缝五针 好了

老张请他吃顿饭
喝了少了他不干 他说
俺们这儿嘎都是东北人
俺们这儿嘎特产高丽参
俺们这儿嘎猪肉吨粉条
俺们这儿嘎都是活雷锋
俺们这儿嘎没有那种人
撞了车了哪能不救人
俺们这儿嘎山上有珍蘑
那个人他不是东北人

翠花上酸菜

Som jeg skrev i går på Twitter, så bliver det stadigt sværere for de udenlandske virksomheder her i Kina at drive forretninger. Wall Street Journal kom mig i forkøbet og har uddybet det i dag med en god og grundig artikel, der opsummerer situationen. Først lidt baggrund.

At bruge ordet “eventyr” om det, at gøre forretninger i Kina, er en af de største klicheer i erhvervsjournalistik. Det var det måske for 20 år siden, da det begyndte at komme op i gear herovre. Det var dengang. Hvis det nogensinde har været sådan. Men i hvert fald ikke i dag. Og ikke som forretningsklimaet har set ud siden midten af 2009. Det bliver stadig mere anspændt, og det er gået ned ad bakke.

Et af lavpunkterne kom i juni sidste år, hvor det australske mineselskab Rio Tinto afviste at blive overtaget af kinesiske Aluminium Corp for lidt over 100 milliarder kroner.

Blot en måned senere blev fire af Rio Tintos ansatte i Kina anholdt for spionage og for at stjæle statshemmeligheder. Var det tilfældigt? Mange undrede sig en del over timingen. Og ikke mindst over de hårde anklager. De blev siden skruet ned til bestikkelse og overtrædelse af kommercielle rettigheder.

Peter Yuan Cai, der er fra Australian National University, har en glimrende gennemgang af sagen her i artiklen på East Asia Forum.

Retssagen mod den australske statsborger Stern Hu og de tre kinesiske ansatte begynder i Shanghai på mandag.

For regeringen i Beijing hænger politik og forretninger sammen. Eller business, som det jo hedder på nydansk. For eksempel når USA sælger våben til Taiwan, så truer regeringen med sanktioner mod amerikanske virksomheder. Men er Beijing gået over grænsen her i sagen om Stern Hu? Kan en virksomheds materiale blive betegnet som statshemmeligheder? Gjorde Hu andet end at samle oplysninger sammen om en konkurrent, der kunne bruges i de nu kuldsejlede forhandlinger mellem de to virksomheder? Svaret fra domstolen kan have vidtrækkende konsekvenser for, hvordan udenlandske virksomheder driver forretning i Kina.

På hvilke andre områder er de udenlandske virksomheder blevet ramt? Som WSJ skriver i artiklen:

Technology executives say they are highly concerned about government procurement rules issued late last year that would favor local suppliers who have “indigenous innovation.” The rules, if implemented, could limit foreign access to tens of billions of dollars in contracts for computers, telecommunications gear, office equipment and other goods.

David Wolf skrev for nylig, at han har et blandet forhold til “indigenous innovation”:

On the one hand, I would love to see China become a global innovation leader. On the other, I see the rhetoric around the policy drawing the nation away from addressing the issues that need to be solved before China can get there

Hvorefter han nævner ni centrale spørgsmål. Blandt andet:

- Is China’s “indigenous imitation” approach to innovation merely a phase, or will it be chronic?

- And the tough one: to what extent is “indigenous innovation” merely a cover phrase for import substitution?

US-China Business Council har en længere artikel om det, hvor de også nævner mulige udfordringer for de udenlandske virksomheder.

Hvilke andre områder er der problemer på? WSJ nævner også de regler, som trådte i kraft her 1. februar:

Patent rules imposed Feb. 1 threaten to increase costs in China for foreign innovators in industries such as pharmaceuticals, and let authorities force foreign drug companies to license production to local companies at state-set prices.

Se også denne rapport om, hvordan de udenlandske farmaceutiske virksomheder er ved at tabe på det kinesiske marked.

Og Danny Friedmanns artikel om patenter.

Vindmarkedet har længe set skidt ud for de udenlandske producenter her i landet, men der er også andre områder:

Executives in several industries say the liberalization spurred by China’s WTO entry is stalling. Foreign makers of wind turbines and solar panels say they are being shut out of big renewable-energy projects. Regulatory barriers effectively cap participation in insurance: Foreign companies had just 4.7% of China’s life-insurance market as of June, and 1% of its property and casualty market, according to PricewaterhouseCoopers.

Og man skal ikke tro, at det kun går ud over udenlandske virksomheder, som WSJ skriver. Nationalismen er begyndt at vokse i de statsejede (SOE) mastodonter, der vil se sig selv som “nationens vindere”.

Hun var en fattig pige fra landet, der åbnede en skønhedssalon. Inden der var gået ti år, havde hun både hoteller, butikscentre og utallige andre forretninger. Hun tjente milliarder, og Wu Ying var kun 26 år gammel, da hun blev kåret som Kinas sjetterigeste kvinde. Men i 2006 blev hun arresteret på et af sine hoteller.

Du kan læse om hende i min artikel i Berlingske. For nu er retssagen slut.

Hun har siddet fængslet siden 2006, men før jul faldt der dom i sagen. Hun blev dømt for korruption og svindel. Og straffen? Den er hård. Hun blev dømt til døden.

Hvad er der sket med Wu Ying siden da? Sagen er ikke helt slut endnu, for hendes advokat, Yang Zhaodong, ville forsøge at overtale hende til at anke dommen. Og det lykkedes åbenbart. Den 28. december ankede hun dødsdommen.

Men der er endnu ikke sket noget. Dokumenterne er endnu ikke blevet behandlet og kommet videre i retssystemet, fortæller Yang Zhaodong. Måske fordi der her omkring nytår er mange sager, der skal afsluttes, siger Yang.

»Jeg vil mene, at der stadig er håb. Men tingene kan ændre sig hurtig, og det er svært at forudsige, hvad der kommer til at ske,« siger Yang Zhaodong.

Og så et lille sidespring her til sidst. Modsat i Danmark har medierne i Kina let adgang til retssale. Kriminalstoffet fylder godt herovre. Selv grove videoer fra for eksempel overvågningskameraer dukker også ofte op på både TV og internet. Når der bliver afsagt dom i en sag som Wu Ying’s – eller for den sags skyld også i langt mindre forbrydelser – så er der tit kameraer med helt inde i retslokalet, så man også tydeligt kan se de dømtes reaktioner. Eksempler fra nyhedsudsendelser, der viser retssagen mod Wu Ying, her, her og her.

:: Foto fra denne artikel

Beijing har lanceret en global reklamekampagne og -film, der har temaet “Made in China. Made with the World”.

De 30 sekunders klip, der blandt bliver vist på CNN Asia, skal vise, at der bliver lavet kvalitetsvarer i Kina.

For Kina har brug for et nyt image, mener Industriministeriet åbenbart. Og det kan man egentlig godt forstå.

Kampagnen er begyndt samtidig med, at der endnu en gang er fundet melamin i mælkepulver, som jeg skriver om i dagens Berlingske.

• Du kan læse hvad jeg tidligere har skrevet om mælkeskandalen her.

For se på mængden af skandaler. Der er masser af dem i Kina, som med mælkeskandalen, men også internationalt. Hvor kinesisk dyrefoder dræber amerikanske kæledyr, hvor der er bly i legetøjet eller hvor tandpasta dræber flere hundreder personer over hele verden.

Og problemerne fortsætter. Se på disse produkter, som der i de seneste par uger har været problemer med i USA: Giftige tøjdyr, Hello Kitty tøj som børn kan blive kvalt i, kød med salmonella, defekte blendere, stoffer i krydderurter med forkert mærkning, havegrill med defekte gasbrændere, defekte opladere til mobiltelefoner, barnevogne der klipper fingrene af børn, øreringe med bly og legetøj med grundstoffet barium i malingen.

Blot et udpluk fra de seneste par uger.

Selvfølgelig vil der også være flere kinesiske produkter, som bliver trukket tilbage, når Kina har så stor en andel af verdenshandlen.

Flere af problemerne skyldes måske også, at der er fejl i designet, så det ikke er den kinesiske fabriks skyld.

Men der er også fundamentale og grundlæggende problemer for Made in China. De seneste 30 års økonomisk vækst i Kina er ikke sket på grund af de kinesiske virksomheder. Men på trods af dem.

Som Paul Midler beskriver i »Poorly Made in China,« så har kunden ikke altid ret i Kina. Tværtimod.

Det begynder godt i starten, hvor den vestlige virksomhed bliver enig med den kinesiske fabrik om at producere for eksempel 10.000 flasker shampoo med urteduft.

Efter en præcis plan. Sådan skal den laves. Plasticflasken skal se sådan ud, shampooen være præcis så tyk og sådan skal den dufte.

Derefter bliver det konstant værre. Kvaliteten bliver over tid dårligere og dårligere, fabrikken ændrer på etiketterne, plasticflaskerne tyndere, urteduften bliver udskiftet med en billigere mandel-essens og så videre, for fabrikken forsøger konstant at tage genveje, der forringer produktet, men giver fabriksejeren flere penge på bankbogen.

Læs også Paul Midlers artikel i Forbes, om det han kalder “quality fade”.

Det ender med, at den vestlige virksomhed nærmest skal tigge om at få lavet sine produkter. Og hvor vesterlændingene skal undskylde, hvis de tager den kinesiske fabrik i at snyde.

Som for eksempel da Mattel fandt bly i malingen på en million stykker legetøj, som de havde fået lavet i Kina. Hvorefter Mattel rejser til Beijing og undskylder.

Hvis du vil vide mere, om problemerne på det kinesiske fabriksgulv, så læs »Poorly Made in China.« Den er stærkt underholdende, hurtigt læst og der er gode og konkrete eksempler på de mange pandeklaskende overraskelser og »det havde jeg xxx ikke lige set komme«-øjeblikke, som der er masser af i Kina.

Du kan læse et udpluk af Paul Midlers bog på Danwei og på Google Books.

Der er en anmeldelse på Asia Times og Silk Road International.